Hellig kriminalitet – tyveri af relikvier i middelalderen

 

Et af de mange bemærkelsesværdige træk ved middelalderens religiøsitet er, at vi har talrige historier om hvordan man uden videre stjal relikvier. Her har vi historier om munke, der i nattens mulm og mørke sniger sig ind i kirker og røver en helgens lig for så, forfulgt af den ophidsede lokalbefolkning, at bringe de hellige relikvier sikkert frem til deres kloster. Men der er også fortællinger om hvordan bevæbnede grupper direkte angriber en kirke for, under brug af våbenmagt, at tvinge de lokale til at udlevere de joridiske rester af den helgen, der lå begravet der. F.eks. bygger byen Venedis påstand om at den er i besiddelse af den hellige evangelist Markus relikvier på en historie om hvordan en delegation udsendt af byens lederskab stjal hans jordiske rester fra en kirke i Alexandria. Relikvier er de jordiske rester af afdøde hellige mennesker, der tillægges evnen til at gøre mirakler. Men hvordan kan man få sig til at stjæle afdøde hellige menneskers jordiske rester, nu når disse helgender lige præcist var hellige fordi de holdt sig strengt til de ti bud, der bl.a. forbyder tyveri? Ja, det spørgsmål forsøger Patrick J. Geary at besvare i bogen ”Furta Sacra – Thefts of Relics in the Central Middle Ages”.

Patrick J. Gearys bog dækker perioden ca. 800-1100, altså en ret tidlig del af middelalderen. Det hænger sammen med at tiden forud herfor er dårlig kildemæssigt belyst, mens den efterfølgende periode er præget af at relikvier bliver udsat for konkurrence fra andre hellige objekter, ikke mindst det indviede nadverbrød, som kommer til at fylde en stadig større rolle i høj- og senmiddelalderens religiøsitet, dog uden at fortrænge relikvierne. Faktisk finder verdenshistoriens største relikvietyveri sted efter bogens tidsramme, nemlig i forbindelse med korsriddernes plyndring af Konstantinobel under det det 4. korstog i 1204.

Perioden 800-1100 var en meget kriseramt tid for Europa. Godt nok starter perioden med Karl den stores og hans umiddelbare efterfølgeres rige, men det bryder snart sammen og efterlader et Europa plaget af borgerkrig, overfald fra bl.a. vikingerne og generelt kaos. I en sådan tid er det ikke så mærkeligt, at man var på udkig efter overnaturlige beskyttere, nu når der ikke var så mange af de joridiske. Dette gjaldt ikke mindst for klostrene, der hørte til de vigtigste religiøse organisationer i Europa nord for alperne i perioden 800-1100. De store sammenslutninger af klostre som vi ser i tiden efter denne periode fandtes ikke endnu, så hvert kloster måtte se at klare sig selv. Og det var ikke nemt, for man var truet af at blive plyndret af vikinger, afpresset af den lokale adel, og ikke mindst af at blive udkonkurreret af andre klostre. I en tid hvor befolkningen levede på et subsistensminimum, var der kun få ressourcer som kunne afsættes til gaver til klostre, så konkurrencen om lægfolkets gunst var hård. En hellig beskytter i form af en helgens relikvier kunne både give et kloster et håb om at blive skærmet mod fjendtlige lægfolks overgreb samtidigt med at det kunne generere gaver fra fromme lægfolk, der i håb om at blive helbredt for diverse sygdomme gav gaver til den helgen hvis relikvier blev æret i klostret. Dertil kom at der på Karl den stores tid var blevet lavet en kirkelov om at alle altre skulle indeholde relikvier, så behovet for relikvier var stort, men antallet af disse var langt mindre end behovet i Europa nord for Alperne. Og det blev ikke bedre af at de kirkelige myndigheder forsøgte at begrænse hvem der kunne gælde for at være en helgen for at undgå, at personer af ikke hel heldig moralsk karakter blev æret som en helgen.

En løsning på dette problem var selvfølgelig at forsøge at købe relikvier – hvor der er en efterspørgsel er der også et marked – den virkelighed galt også i den tidlige middelalder, hvorfra der er en del beretninger om omkringvandrende relikviehandlere, der selv skaffede sig relikvier med tvivlsomme metoder, herunder tyveri, for hvem ville virkelig sælge mirakelgørende relikvier? Men det var i middelalderen dog mere populært at fortælle om hvordan den lokale helgens relikvier var blevet tilvejebragt ved at en munk, præst eller lægperson herfra selv havde stjålet dem, frem for at have købt dem af sælgere med et tvivlsomt ry. Det ”personlige” tyveri skulle garantere for relikviernes ægthed – om end ægtheden af relikvier i den tidlige middelalder grundlæggende set fremgik af deres virkning: hvis de fik æren for mirakuløse helbredelser og lignende og hvis folk strømmede til for at ære dem, ja så var de ægte. I øvrigt tyder meget på at en del af disse fortællinger om tyveri af relikvier nok er fiktion. Historien om hvordan en munk fra det lokale kloster havde stjålet lokalsamfundets værnehelgen fra et andet kloster og/eller land var en god forklaring på hvordan en helgen fra f.eks. Spanien kunne være havnet i et kloster i Nordfrankrig – og den kunne også være en fortælling der skulle dække over, at den lokale helgen var ren fiktion. Har man aldrig før hørt om den hellige Lewinna? Ja, men det er fordi man under eventyrlige forhold måtte stjæle hende fra et fjernt kloster i det stormombruste England…

Nu var det ikke sådan, at man i den tidlige middelader ikke vidste, at det var moralsk problematisk at stjæle. Tyveri af relikvier var faktisk forbudt i henhold til kirkeloven. Men hensigten helliger midlet, og mere grundlæggende set må man også forstå denne form for hellig kriminalitet på baggrund af den tidlige middelalders forståelse af relikvier. Relikvier var ikke blot de jordiske rester af en helgen – de var ikke blot en form for reminder om ham eller hende. Nej, relikvierne var identiske med den hellige person – der i overnaturlig forstand var levende og i fuld vigør. De var en fysisk manifestation af det hellige i verden – og de var udstyret med vilje og handlekraft. Hvis en helgen ikke ønskede at hans eller hendes relikvier skulle stjæles forhindrede han eller hun det – om nødvendigt ved at dræbe tyven! Ud fra den logik var relikvietyveri sådan set ikke tyveri men snarere kidnapning, eller nok bedre sagt bruderov, som i middelalderen var en populær måde hvorpå et elskende par kunne gennemtvinge et ægteskab mod brudens forældres ønske. Tanken var at kun en helgen som følte sig forsømt af befolkningen der hvor hans eller hendes relikvier var, ville lade sig stjæle. Og han eller hun belønnede derfor også sit nye hjem, hvor han eller hun blev overøst med respekt og ære, med et utal af mirakler.

Disse middelalderlige fortællinger om relikvietyverier kan tjene som et eksempel på, at hvad der umiddelbart kan virke som en umoralsk handling indenfor en religion, faktisk kan være en from og god handling. Det afgørende er ikke selve handlingen, men tolkningen af den, der igen er påvirket af ikke blot religiøse overvejelser men også af de sociale, økonomiske og politiske forhold i de samfund som udvikler disse tolkninger.