Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Indre Mission leger med ilden

 

Vil Indre Mission gribe til bål og brand i deres kamp med et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par?

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 3.3.2010 argumenterer Hans-Ole Bækgaard (præst og medlem af Indre Missions hovedbestyrelse) og Anders Møberg (præst og landsungdomssekretær for Indre Missions Ungdom) ganske kraftigt imod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle. Et sådant ritual er i deres øjne ” vanvittigt og en umulighed i folkekirken”.

For det første så påstår de, at et ritual skal være ”positivt begrundet i klare bibelske tekster for at være et ritual. Sådan er traditionen for udformning af ritualer. Det bør være utænkeligt at indføre et ritual, som ikke har et tydeligt bibelsk grundlag”. En sådan begrundelse hhv. grundlag mener de vi savner mht. et vielsesritual for homoseksuelle par.

Dette argument er ved at blive populært blandt de højrekristne, men det bliver det nu ikke mere rigtigt af. Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs argument klarer nemlig ikke realitetstesten: Hverken barnedåb (frem for voksendåb) eller konfirmationen er begrundet i ”klare bibelske tekster”.  Deres argument er altså blot opfundet til lejligheden og har ikke rødder i folkekirkens praksis.

Deres næste argument er en gammel klassiker: ” Bibelen taler imod et seksuelt forhold” i en relation mellem to af samme køn, hævder de.  Nu kniber det godt nok gevaldigt med de klare bibelske tekster, der taler mod seksuelle forhold i en relation bestående af to kvinder. De bibelske tekster er nemlig ikke så sikre i deres fordømmelse af homoseksuelle relationer som så mange går rundt og tror. Men under alle omstændigheder så vier folkekirken jo også raskt væk fraskilte og har nu i flere årtier benyttet sig af kvindelige præster, alt sammen noget som man kan finde bibelord imod, så hvorfor er kun homovielser ”vanvittige og umulige”?

Bemærkelsesværdig er sådan set kun sidste del af Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs debatindlæg. Her skriver de bl.a. at der findes ” en anselig del af folkekirkens præster og lægfolk, som aldrig vil kunne deltage i en gudstjeneste, hvor der på alteret ligger en ritualbog med et indhold, som har skriften imod sig”. (…)Vi kan ikke bruge en ritualbog, som på bare ét område har Skriften imod sig. Tjenesten for alteret er en hellig tjeneste, hvor usandhed ikke skal frembæres. Vi kan ikke med vores samvittighed stå inde for et sådant ritual.” (…)”Men menighederne selv må stille sig spørgsmålet: Kan vi stå inde for at være til gudstjeneste i en kirke, hvor der på alteret ligger et ritual, som har Bibelens klare ord imod sig? Der er ingen tvivl om, at mange vil finde anledning til at rykke et sådant ritual ud. Måske endda finde tændstikker frem til ritualafbrænding?”

Det bemærkelsesværdige ved denne her argumentation er at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg øjensynligt ikke er klar over at folkekirken ikke har hellige bygninger og genstande, et punkt som mange kirkelige debattører ellers gjorde meget ud af at fremhæve i forbindelse med politiets rydning af Brorsons Kirke. Derfor virker deres retorik noget forskruet. Når alteret ikke er et helligt bord og alterbogen ikke en hellig bog, ja så kan de heller ikke ”vanhelliges” af et ritual som ikke svarer til Indre Missions bibelforståelse. Under alle omstændigheder har folkekirken allerede nu kvindelige præster, ja lesbiske præster, der med og uden menstruation står foran alteret og læser op af alterbogen og det har jo det overvældende flertal af folkekirkens medlemmer affundet sig med – ja de finder det helt naturligt og i orden. Det vil kun være en uanseelig del af folkekirkens præster og lægfolk som ikke vil kunne klare at deltage i en gudstjeneste hvor der ligger en ritualbog på alteret, der indeholder et vielsesritual for homoseksuelle par.

Men det er måske meget sigende for den ånd man kan finde hos visse af Indre Missions ledende kræfter, at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg småtruer med alterbogsafbrændinger. Som bekendt brændte nazisterne jo bøger før de gik over til at brænde mennesker.

Læs mere

Skrevet af den 3 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 22 kommentarer

Kathrine Winkel Holm og homoægteskabet

Kathrine Winkel Holms kamp mod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par er både udtryk for dårlig teologi og for homofobi.

Cand. Theol. Kathrine Winkel Holm langer i Berlingske Tidende fra den 2.3.2010  kraftigt ud mod dem, der mener, at homoseksuelle både kan og bør få lov til at blive viet i Folkekirken. Hendes vrede er især rettet mod teologen og præsten Kathrine Lilleør, der i en tv-debat havde vovet at modsige Kathrine Winkel Holms far, Søren Krarup, der som bekendt er en ivrig modstander af et vielsesritual for homoseksuelle.  Generelt mener Kathrine Winkel Holm, at teologer som Kathrine Lilleør, der kæmper for kirkelige vielser for homoseksuelle, ikke har forstand på teologi, gør sig til slaver af tidsånden og fører kristne bag lyset.

Kathrine Winkel Holm fremhæver at tilhængerne af et vielsesritual for homoseksuelle par ikke har kunnet fremføre ” et eneste lille ord af Herrens egen mund, der duer”.  Og hun undrer sig over at den kristne kirke i 2000 år ikke har haft homovielser hvis en mangel på et sådant ritual virkelig skulle være ukristelig.

Grunden til at kirken vier heteroseksuelle, og kun dem, er ifølge Kathrine Winkel Holm bl.a. de ord der læses op ved de kirkelige vielser: ”»Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde..« (Matthæus 19,5). Jesus peger her selv tilbage til skabelsen, til den forståelse, at forholdet mellem de to køn i sig selv er en velsignelse, fordi det er familiestiftende og derfor forudsætningen for, at samfundet kan bestå og verden have en fremtid.”

Og Kathrine Winkel Holm sætter sin modstand mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle på spidsen når hun udbasunerer: ” Den dag Kathrine Lilleør får grønt lys til at udnævne homoseksuelle for rette ægtefolk for Gud og mennesker, er der én ting, man skal huske: Hun fører alle, inklusive de homoseksuelle, bag lyset. Ingen kan nemlig koste rundt med Vorherre og bestemme, at han pludselig skal opfatte homo-forhold som ægteskaber.”

Problemet er nu nok at det er Kathrine Winkel Holms teologi, der er svag, og ikke passer til den folkekirkelige virkelighed hun selv er en del af. F.eks. må man jo undrende spørge sig om ”hvilket lille ord af Herrens mund” som Kathrine Winkel Holm kan fremføre til forsvar for folkekirkens brug af kvindelige præster? Og hvis folkekirken ikke kan vie homoseksuelle par, fordi kirken i 2000 år ikke har kendt et sådant ritual, hvordan kan den så have kvindelige præster al den stund, at kvindelige præster først blev legaliseret i 1950’erne? Men måske hun ikke føler sig så bundet af en traditionel bibelforståelse når det gælder hendes egne drømme om en fremtid som folkekirkepræst?

Mht. henvisningen til Matt. 19,5 så har dette skriftssted en væsentlig hage, hvis det skal bruges mod kirkelige vielser af homoseksuelle par. Jesus udgyder sig nemlig ikke om familiestiftelsens velsignelser.  Hvordan skulle han også kunne det nu når han også siger, at man skal være villig til at opgive sin familie for hans skyld? (Luk. 14,26)Ej heller siger Jesus de ord, som Kathrine Winkel Holm hentyder til, for at sikre samfundets beståen og verdens fremtid al den stund, at han fremhæver, at verden snart vil gå under. (Mark. 9,1)Under alle omstændigheder er det jo, i henhold til den kristne teologi, Gud og ikke mennesket der skal sikre verden en fremtid. Nej, Matt. 19,5 er taget ud fra en samtale hvor Jesus forbyder skilsmisse. Jesu henvisning til skabelsen er hans begrundelse for hvorfor Moseloven, der tillader manden at skille sig af med sin kone, hvis han er blevet træt af hende, ikke gælder. Og nu når Kathrine Winkel Holm er så optaget af ”ord fra Herrens egen mund”, så må disse ord, som man finder i Matt. 19,8, jo runge i hendes ører: ” Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud”.

Det er jo en kendt sag at fraskilte i dag problemløst kan blive gift igen i folkekirken, og det uanset årsagen til deres skilsmisse. Mener Kathrine Winkel Holm mon så at folkekirken fører de fraskilte og deres nye partnere bag lyset? Mener hun måske sågar at folkekirken med denne praksis koster rundt med Vor Herre nu når den bestemmer, at det” han har forbudt” nu skal være tilladt? Ikke mig bekendt. Kathrine Winkel Holm benytter sig ikke af en bibelfundamentalistisk logik når talen kommer ind på fraskilte, der vil gifte sig igen. Det er kun når det gælder om at bekæmpe kirkelige vielser af homoseksuelle par, at hun tyer til den.

Og det viser at Kathrine Winkel Holm ikke blot er en dårlig teolog men også en homofob. Som far, så datter.

Læs mere

Skrevet af den 26 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Politikens beklagelse

I Matthæusevangeliet kan man læse følgende: “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. ” (Matt. 5,23-24)

Evangelieteksten lægger vægt på at man, hvis man har en konflikt med et af sine medmennesker, skal forsone sig med denne før at man kan tilbede Gud, en tanke der i øvrigt også er central i jødedommen.

Set i det lys kan man jo sådan set godt sige at Politikens undskyldning for at have krænket muslimer ved at trykke Kurt Westergaards berømte karikaturtegning af Profeten Muhammed er helt i den jødisk-kristne ånd.

Blot er det naturligvis mærkeligt at en avis der jo ellers har været kendt som ateisternes og fritænkernes højborg lige pludselig finder tilbage til de jødisk-kristne rødder som man hidtil har bekæmpet med så stor iver. Det bliver spændende at se om man fremover på samme vis vil give undskyldninger til f.eks. katolikker eller medlemmer af Indre Mission der måtte mene at deres religiøse følelser er blevet krænket af artikler eller billeder trykt af Politiken.

I øvrigt hører det med til den sande anger at man fatter det faste forsæt fremover ikke at gøre det man nu angrer. Hvis Politiken derfor mener sin undskyldning alvorligt må man fremover radikalt gennemtænke den måde som man skriver om verdens religioner hhv. hvordan man fremstiller dem på billedfronten. Og hvis man ikke vil diskriminere må dette naturligvis gælde for alle religioner, fra Jehovas Vidner over den katolske kirke og Scientologi til islam i alle dens mange afskygninger. Eller med andre ord: fremover vil Politiken komme til at være mere respektfuld overfor verdens diverse religioner end selv Kristeligt Dagblad er det i dag. Vi står i sandhed overfor nye tider på Politiken – med mindre naturligvis dette her er et billigt mediestunt der skal iscenesætte Politiken som den mest politisk korrekte avis af alle i dette land.

Læs mere

Skrevet af den 20 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Imambesættelse

Den danske islamdebat er besat af imamer – hverken mere eller mindre. På den ene side har vi dem, der elsker at råbe op om hvor stort et integrationsproblem imamerne og deres ”middelalderlige” holdninger er. Her hævdes det, at de problemer der er med kriminelle unge, som driver deres uvæsen i  f.eks. Tingbjerg, skydes imamernes forkyndelse. På den anden side har vi dem, der mener, at man via en dialog med imamerne kan få styr på de integrationsproblemer som medierne er så optagede af. For nyligt har vi jo f.eks. set at en radikalislamisk sheik fra USA for offentlige midler er blevet hentet til landet for at han kan belære Nørrebros unge med muslimsk baggrund om at de skal holde sig fra bandekriminalitet.

Begge lejre tager udgangspunkt i en antagelse om at muslimerne er styret af deres religion i en hel anden grad end landets kristne befolkning er det. Mig bekendt er der f.eks. ingen, der mener, at de problemer med vold i Jomfru Ane Gade, som Ålborg må kæmpe med, skyldes de indremissionske prædikanter i byen. Ej heller har nogen fået den ide at indkalde en fundamentalistisk og homofobisk kristen prædikant fra USA for at han kan fortælle Københavns unge med kristen baggrund at de skal holde sig fra rokkerkriminalitet.

Denne grundantagelse er imidlertid forkert – og den er i særdeleshed forkert mht. antagelsen om at imamerne har en bred kontaktflade til landets muslimske befolkning. F.eks. viser religionsforskeren Lene Kühles undersøgelse af det danske moskemiljø, at kun ca. 10 procent af landets muslimer kommer hver uge i moskeerne. Med andre ord, der er intet hold i antagelsen om at imamerne har nogen væsentlig indflydelse på landets muslimer – endnu da, må man hellere sige. For jo mere medierne og politikerne hyler op om imamerne hhv. hvor oftere de interviewer dem, ønsker at gøre dem ansvarlige for integrationen mfl., ja desto mere vil deres indflydelse vokse. Angreb på imamerne og inddragelsen af imamerne har nemlig grundlæggende set samme sluteffekt nemlig den, at vi fortæller landets muslimer, at vi går ud fra at imamerne er deres repræsentanter. Hermed giver vi imamerne en indflydelse de hidtil slet ikke har haft.

For mig at se er det et stort problem for integrationen af indvandrere og flygtninge med muslimsk baggrund at det så ofte antages, at de er styret af religion, f.eks. at den kriminalitet som nogle af dem begår skyldes deres religion.

På samme måde er det imidlertid også et problem, at det antages, at integrationsproblemer kan løses ved at muslimerne bliver mere muslimske, sådan som arrangørerne bag mødet med den radikalislamiske sheik Khalid Yasin synes at antage.

Dette evindelige fokus på en bestemt befolkningsgruppes religion fastholder imidlertid kun forestillingen om at borgere med en muslimsk baggrund er essentielt forskellige fra dem med en kristen baggrund. Fordomme, ængstelser og forudindtagede holdninger bliver gjort til fakta – og dermed vanskeliggøres integrationen. Ikke blot fordi en sådan debat skaber frygt og aggression blandt majoritetsbefolkningen mod den minoritetsgruppe der har muslimsk baggrund – men også fordi den fortæller landets muslimer at de forventes at være hyperreligiøse, en antagelse som konservative muslimer forsøger at udnytte. 

Hvis vi vil have en bedre integration må islamdebatten derfor opgive sin imambesættelse og i stedet rette fokus mod det store flertal af landets muslimer, der ikke er specielt religiøse og som i øvrigt er velfungerende og værdiskabende samfundsborgere.

Læs mere