Menu
Kategorier

Skrevet af den 18 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Biskop Kozon og de pædofile præster

Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, er havnet i en sand mediestorm på grund af sine udtalelser om sexmisbrugssager i katolsk regi her i landet.

Kort fortalt er der to problemstillinger her: Biskop Kozon vil ikke selv gå til myndighederne, hvis der skulle opstå mistanke om at en katolsk præst har misbrugt børn seksuelt, men vil i stedet overlade det til ofrene hhv. til deres familier.  Og biskop Kozon afviser at undersøge ældre sager om seksuelle overgreb foretaget af katolske præster som han har hørt om men som ligger så langt tilbage at de i juridisk forstand er forældede.

Mht. Kozons uvilje mod selvstændigt at anmelde mistanker om seksuelle overgreb til myndighederne, så kan det godt ske, at han har ret i at han ikke er forpligtet hertil ifølge den gældende lovgivning.  Men i så tilfælde må lovgivningen laves om og indtil da burde den katolske kirke gå foran med et godt eksempel og vise borgersind og ikke mindst engagement i kampen mod sexovergreb ved at anmelde enhver mistanke til politiet. Man kan ikke på en og samme tid agere moralsk vagthund overfor det demokratiske samfund og så samtidigt dække sig bag en utilstrækkelig lovgivning.

Mht. de ældre sager så giver det næppe mening at melde ting til politiet som klart er forældede. Politiet har ikke ressourcer til at undersøge sager hvor der ikke kan fældes dom. Men biskop Kozon kan ikke løbe fra den katolske kirkes moralske ansvar med henvisning til at ingen ofre har bedt ham om at undersøge sagerne nærmere. Desværre hersker der i den katolske kirke et klima der gør, at dem der står frem og fortæller om svære svigt i katolsk regi må regne med at blive lagt for had fordi de har ”skadet” kirken.  Det kunne vi f.eks. se på de hadefulde angreb som Helene Hägglund blev udsat for da hun i en bog fortalte om svigt og overgreb foretaget af abbedissen for Maria Hjerte Kloster på Djursland.  Den katolske kirke skylder ofrene for sexovergreb fortaget af præster og andet kirkeligt personale, at de ikke skal bære byrden for det presstige tab som den katolske kirke uundgåeligt vil lide når dens skyggesider kommer frem i lyset. Den byrde må den katolske kirke som sådan tage på sine brede skuldre. Og det gør den ved at få sagerne belyst til bunds og ved at opfordre ofrene til at træde frem og ved at støtte dem i enhver henseende.

Man kan under alle omstændigheder godt undre sig over at biskop Kozon kan leve med ikke at vide hvad der faktisk er sket – og med at der er rygter og mistanker i omløb. F.eks. undrer det mig at ingen fra officiel katolsk hold offentligt har reageret på de anklager som man kan læse her.

Og så fatter jeg grundlæggende set ikke biskop Kozons mildest talt elendige pressestrategi i denne her sammenhæng. Det andet Vatikankoncil talte om at den katolske kirke skal tyde tidens tegn. Og et af tidens tegn er at seksuelle overgreb på børn opfattes som en af de allerværste forbrydelser et menneske kan begå. Det er derfor intet mindre end et kirkepolitisk selvmord at biskop Kozon fremtræder som en kirkeleder der bagatelliserer sexovergreb begået af katolske præster. Så enten mangler han totalt fornemmelse for det samfund han er en del af – eller også er han så bange for hvad der kunne komme frem, at han mener, at den skade han nu forårsager, er for intet at regne i forhold til hvad der sker hvis vi får sandheden at vide.

Læs mere

Skrevet af den 12 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Frygten for homoægteskabet

Bølgerne går virkelig højt i disse dage hvor debatten om homoægteskabet hhv. det kønsneutrale ægteskab raser. Der er utvivlsomt stærke følelser på spil her, men hvorfor udløser ideen om at åbne ægteskabet for homoseksuelle så voldsomme reaktioner?

En forklaring kunne være at denne debat uundgåelig må handle om hvad ægteskabet egentlig er for en fisk. Problemet er imidlertid at ægteskabet reelt set er en slimet ål, der vender og vrider sig på den analytiske pande. Og intet er mere angstfremkaldende end når det, som man gerne vil tro er stabilt og sikkert, viser sig at være ustabilt og i forandring.

I det førmoderne Danmark handlede ægteskabet om at sikre rammerne om et arbejdsfællesskab mellem mand og kvinde, der typisk drev en gård. Ægteskabet skulle der udover sikre den avl af børn, der var nødvendig for at gården kunne drives med billig arbejdskraft. Og sidst men ikke mindst skulle ægteskabet også sikre legale rammer om seksualiteten.

Industrialiseringen og indførelsen af den kapitalistiske økonomi undergravede ægteskabets rolle som ramme om et arbejdsfællesskab. I stedet opstod ideen om den romantiske kærlighed som det, der skulle danne rammerne for ægteparrets fællesskab. Samtidigt hermed var det forsat nødvendigt at sikre nogle legale rammer omkring seksualitet og graviditet.

I det postmoderne Danmark har ægteskabet også udtjent sin rolle som den legale ramme omkring seksualitet og graviditet. Den overvældende del af den danske befolkning har haft sex før de evt. indgår ægteskab. Papirløst samliv er ganske normalt og reelt set normen for en længere periode før parret indgår ægteskab. Og ca. 50 % af alle børn fødes udenfor ægteskabet. Ideen om de ”uægte” børn eller ”horeungerne” er heldigvis en død sild.

Reelt set er der derfor kun den romantiske kærlighed tilbage som det der nødvendiggør og retfærdiggør ægteskabet – og det er lige præcist problemet for dem for hvem det er verden om at gøre, at forhindre, at homopar kan blive erklæret for rette ægtefolk.

Den nuværende eksklusive heteroseksuelle ret til ægteskabet har nemlig én væsentlig funktion i dag: den skal signalisere en samfundsmæssig præference for heteroseksualitet. Det er intet mindre end heteronormativiteten, altså ideen om at kun den heteroseksuelle seksualitet er naturlig, gudsvillet og normal, der står på spil.

Samfundet går ikke i opløsning hvis homoer må gifte sig – men tvangsheteroseksualiteten mister sine sidste legale tænder. Og det gør ondt på dem for hvem den er et hjertebarn.

Læs mere

Skrevet af den 7 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 28 kommentarer

Udenfor kirken ingen frelse?

Når jeg følger med i den heftige debat som det har udløst, at Kristeligt Dagblad beskriver, at en række folkekirkepræster mener, at man også kan finde Gud udenfor kristendommen, ja så må jeg tænke på den berømte oldkirkelige læresætning: extra ecclesiam nulla salus. Den betyder oversat til dansk, at der ikke findes nogen frelse udenfor kirken. Ideen er at kirken er nødvendig for frelsen og at den der frivilligt stiller sig udenfor kirken vil gå fortabt.

Ligesom en række andre religioner påstår kristendommen traditionelt set at den har eneret på sandheden.  Den katolske kirke f.eks. påstår at den alene er Guds sande kirke. I 1800-tallet, da man blev stillet overfor et voksende krav om religionsfrihed, fremhævede den katolske kirke, at den eneste religion der objektivt set havde ret til at eksistere var den katolske kirke, og at alle andre religioner hhv. trossamfund højst kunne tolereres men aldrig ligestilles med den katolske kirke. Man fremhævede, at det var nødvendigt at tage afstand fra kravet om religionsfrihed, fordi et sådant krav ville føre til indifferentisme, dvs. en religiøs ”ligegyldighed”, der går ud på, at alle religioner er lige sande eller lige usande.  

Med Det Andet Vatikankoncil (1962-65) skiftede den katolske kirke kurs. Religionsfriheden blev nu anerkendt som en essentiel del af den menneskelige værdighed, der igen kan føres tilbage til at alle mennesker er skabt i Guds billede. Også mht. de andre kirker og de andre religioner skiftede den katolske kirke kurs. Godt nok fastholdt man at den katolske kirke er Guds sande kirke, men man fremhævede samtidigt hermed at også de andre kristne trossamfund og de andre religioner har del i sandheden. Ideen er grundlæggende set, at jo mere et kristent trossamfund ligner den katolske kirke desto større del i sandheden har det. Set i det perspektiv har de ortodokse kirker en større del af sandheden end de protestantiske kirker. Det samme princip gælder i forhold til de andre religioner. Jo mere en religion ligner den kristne desto større del af sandheden har den del i. På den måde er jødedommen den ikke-kristne religion med den største del af sandheden, mens f.eks. buddhismen har en langt mindre del i denne.

Samtidigt hermed fremhævede man at man ikke kan udelukke, at ikke-kristne kan blive frelst (at ikke-katolske kristne ikke på forhånd kan udelukkes fra frelsen var den katolske kirke allerede tidligere nået frem til), men man understregede, at man kun kan blive frelst gennem Kristus, altså også de ikke-kristne, ja sågar de ateister, som måske vil blive frelst, vil blive frelst gennem ham, da der ikke findes nogen anden vej til frelsen.

Personligt tror jeg ikke på at det er ens medlemskab af kirken der afgør ens frelse – for frelsen er i mine øjne en fri gave fra Gud, der er blevet os givet i Kristus. Men jeg er enig med den katolske kirke i, at der ikke findes nogen anden frelser end Kristus samtidigt med at vi ikke kan udelukke de ikke-kristnes frelse. Eller som Kirkernes Verdensråd har formuleret det: Vi kan ikke pege på nogen anden frelsesvej end Kristus – og vi kan ikke sætte grænser for Guds frelservilje.

Personligt er jeg overbevist om, at kan findes usandhed i det, der ofte bliver solgt som kristendom, og at der kan findes sandhed i de ikke-kristne religioner. Men graden af sandhed i kristendommen er større end i f.eks. islam. Og jeg er selv overbevist om at Gud nok skal finde en løsning så alle kan blive frelst – for alt er muligt for Gud. (Mark. 10,27) Men selvfølgelig er dette mit håb og udtryk for min tro. Sikkerhed og objektivitet findes der ikke når vi har med den åndelige verden at gøre, der som bekendt ikke kan måles og vejes.

Læs mere

Skrevet af den 5 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Bibelfundamentalisme med et menneskeligt ansigt?

Jens Ole Christensen, generalsekretær for luthersk mission, prøver i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 5.3.2010 at distancere sig fra påstanden om at de missionske er mørkemænd og homohadere. Vi skal ikke lave platte vittigheder om bøsser – og vi skal ikke være bange for socialt at omgås homoseksuelle, er hans budskab. Men efter al denne venlighed kommer han ind til sagens kerne:

“Den anden handler om en bibelsk indsigt: Pointen, når de bibelske skrifter kalder praktiseret homoseksualitet for synd, er ikke at bevare det pæne samfund og den borgerlige anstændighed. Den er heller ikke at udstille praktiseret homoseksualitet som mere ulækkert end alle de andre brud på Guds vilje, vi mennesker fedter rundt i. Men det er at kalde det synd, som Gud kalder synd. Hvis vi ikke gør det, fratager vi nemlig mennesker muligheden for skyld. Og der, hvor vi fratager hinanden muligheden for skyld, spærrer vi også vejen til tilgivelsen“.

Nu kan det jo godt nok diskuteres hvor entydig de bibelske tekster, som Jens Ole Christensen og meningsfæller inddrager i debatten om kristendom og homoseksualitet, er. Mere vigtigt er det måske imidlertid at se på det bibelsyn der ligger bag Jens Ole Christensens teologi. Hvis hans antagelse om at man ud af f.eks. Moseloven uden videre kan aflæse Guds klare vilje og tale holder, så får vi nemlig et alvorligt problem med vores gudsbillede.

F.eks. står der i 5. Mos. 22,23-24: “Når en jomfru er forlovet med en mand, og en anden mand træffer hende inde i byen og har samleje med hende, skal I bringe dem begge ud til byporten og stene dem til døde; pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp derinde i byen, og manden, fordi han voldtog en anden mands kvinde. Du skal udrydde det onde af din midte“.

Mener Luthersk Mission at Gud kræver at voldtagne kvinder skal stenes? Eller at der fandtes en tid hvor han krævede noget sådant? Eller at en kvinde, der af angst og skræk ikke råber op under en voldtægt, har forsynet sig mod Guds klare vilje? Mener man virkelig det? Eller kunne det ikke tænkes at ikke alt hvad der står i Bibelen kommer direkte fra Herrens mund men at der også findes tidsbestemte ideer og krav som er i klart modstrid med Guds vilje?

Hvis vi nu går ud og siger, at en kvinde, der ikke råbte om hjælp under en voldtægt, ikke har syndet, så ophæver vi lige så lidt ideen om synd og ideen om syndsforladelse som vi gør det hvis vi fastholder at homoseksuelt samliv i sig selv ikke er nogen synd. Synd er at skabe smerte i et andets liv – at forbryde sig mod næstekærligheden og den gyldne regel.  Voldtægt er synd – homofobi er synd – men det er ikke en synd hvis man ikke turde råbe om hjælp under en voldtægt – og det er ikke en synd at leve i troskab og kærlighed med en af samme køn.

At kræve af homoseksuelle, at de skal bekæmpe og undertrykke deres seksualitet og kærlighed, sådan som Jens Ole Christensen gør det, og det uden at ryste på hånden, er hårdhjertethed i højeste potens, der gør alle hans forsøg på “varme” og “medmenneskelighed” til skamme. Alt for mange kristne homoer har i tidens løb lyttet til sådanne råd – og fået deres liv ødelagt. Man kan ikke stene kærligt – og man kan ikke lukke porten til kærligheden for homoseksuelle på en kærlig måde.

Læs mere