Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Cølibat og pædofili

I forbindelse med den sunami af sexovergrebssager som for tiden vælter ind over den katolske kirke er det lige så sikkert som amen i kirken at en række debattører påstår, at disse forfærdelige forbrydelser er et resultat af den katolske kirkes krav om at dens præster skal leve i cølibat.

Efter min mening er denne påstand groft forsimplende og uretfærdig overfor det store flertal af katolske præster og ordensfolk, der ikke har og aldrig kunne drømme om at forgribe sig på børn og unge.  Jeg selv levede i cølibat indtil jeg blev 24 og mødte kvinden i mit liv. Cølibat var helt klart ikke det rigtige for mig, men jeg udviklede altså aldrig en seksuel lyst rettet mod børn eller unge.

Faktisk tror jeg at forestillingen om at cølibat fører til pædofili er beslægtet med fordommen om at homoseksualitet fører til pædofili. I begge tilfælde er der tale om en seksuel adfærd der af nogen opfattes som unaturlig, og tanken synes at være, at det ene unaturlige fører til det andet unaturlige, her sex med børn.

Men nej, sådan fungerer verden ikke.  Når det så er sagt så betyder det ikke, at den katolske kirkes krav om præstecølibat er helt uden betydning for sexovergrebssagerne.

For det første så er det sandsynligt at unge katolske mænd, der føler at de har en problematisk og farlig seksualitet, kan tro at livet som katolsk præst er det rigtige for dem. Med Guds hjælp vil de holde deres seksualitet nede – og belønningen vil være et liv som en særlig respekteret og anset person, altså lige det modsatte af hvad der vil ske hvis de levede deres seksualitet ud. Problemet er imidlertid at nissen flytter med. Den uønskede seksualitet forsvinder ikke fordi man lover evig kyskhed. Og da de fleste præster kommer til at arbejde med børn kan præstecølibatet som flugtvej hurtigt ende i en katastrofe. Pædofile har brug for intens terapi og råd og vejledning i at takle deres seksuelle impulser så de ikke forgriber sig på børn. De skal simpelthen over i et andet system og kan ikke finde en løsning på deres problemer indenfor det katolske præstevæsen.

For det andet så kan der næppe være nogen tvivl om at kravet om at katolske præster skal leve i cølibat har medført at i tusindvis af katolske præster har droppet ud af det katolske præsteskab og at endnu flere slet ikke har ladet sig vie til præster. Manglen på katolske præster har i den vestlige verden nået et katastrofalt omfang, og i denne situation har det nok været for fristende for mange biskopper at forsøge, at genbruge præster, der havde forbrudt sig mod børn, frem for at vise dem døren.

Cølibatet gør altså ikke præster til pædofile, men det kan have en vis betydning mht. at tiltrække pædofile til den katolske præstestand, og til, at de kirkelige myndigheder alt for ofte har svigtet mht. at få pædofile præster fjernet fra præsteskabet.

Læs mere

Skrevet af den 21 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Biskop Kozon giver efter

Nu har den katolske biskop i Danmark besluttet sig for at undersøge ældre sager om katolske præsters sexovergreb på børn og unge. Det fremgår af følgende lille indslag på nyhedstjenesten Katpod.dk.

Det er fornuftigt gjort – kun måske lidt ærgerligt for de katolikker der har gjort så meget ud af at forsvare biskop Kozons tidligere afvisning af at undersøge disse sager.

Læs mere

Skrevet af den 21 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Pavens hyrdebrev til de irske katolikker

Nu er Pavens længe ventede hyrdebrev om sexovergrebene begået i den irske kirkes regi endelig blevet offentliggjort. Hyrdebrevet kan findes en række steder på nettet – bl.a. her.

Der kan ikke være nogen tvivl om at Paven føler sig dybt berørt over de seksuelle overgreb på børn og unge som katolske præster og ordensfolk har begået i Irland. Han er tydeligvis både vred og ked af det pga. den svigt af tillid og den kynisme der ligger bag sådanne forbrydelser. Paven siger undskyld på den katolske kirkes vegne – og han nærmest trygler ofrene om ikke at vende den katolske kirke ryggen men i stedet have tillid til at den har lært af sine fejl og ikke vil begå dem igen.

Men når det så er sagt kan man godt undre sig over at Paven fremhæver, at han flere gange har mødtes med ofre for klerikale sexovergreb. Det har nemlig vagt en del vrede i Irland, at Paven i forbindelse med det møde han holdt med de irske biskopper, forud for hyrdebrevets tilblivelse, lige præcis ikke ville mødes med repræsentanter for ofrene for overgrebene.  

 

Paven kommer også med nogle forklaringer på hvorfor det er kommet til sexovergreb i katolsk regi:

Sexovergrebene er et produkt af sekulariseringen og det kaos som Det Andet Vatikankoncil udløste.

Sexovergrene skyldes utilstrækkelige procedurer mht. udvælgelsen af kandidater til præstestanden og ordenslivet samt en utilstrækkelig uddannelse af disse.

Sexovergrebene skyldes en tendens i samfundet til at favorisere præster og andre autoritetsfigurer samt et misforstået ønske om at beskytte kirkens ære.

Sexovergrebene skyldes at biskopperne har svigtet groft.

At give det moderne samfund og Det Andet Vatikankoncil ansvaret for katolske præsters og ordensfolks sexovergreb er en påstand som er meget populær blandt konservative og traditionalistiske katolikker. Men disse anklager holder ikke vand. Det er usselt at give samfundet som sådan skylden for kirkens fejl – jeg mener, har samfundet så ikke også æren for de gode ting den katolske kirke måtte gøre? Det er rigtigt, at de fleste sexsovergrebssager, som nu kommer frem, er begået efter Det Andet Vatikankoncil. Men koncilet fandt altså sted i 1962-65! Det burde nærmest sige sig selv at der ikke kan komme så mange sager frem fra en periode der ligger mindst 45 år tilbage i tiden.  Men vi har eksempler på sexovergreb og kirkeligt svigt også i tiden før Det Andet Vatikankoncil og den seksuelle frigørelse. Det er en myte, at sådant hører de sidste årtier til. Derimod er det oplagt at se den overdrevne respekt for præsteskabet og bekymringen for kirkens ære, der har klare førkoncilære og præsekulære rødder, som en væsentlig årsag til at der ikke tids nok blev grebet ind overfor de kriminelle præster og ordensfolk.

Men er der ingen tvivl om at det er pga. sekulariseringen at der nu er fokus på sexovergreb foretaget i katolsk regi. Sekulariseringen har nemlig gnavet gevaldigt i den katolske kirkes autoritet, hvad har medført at folk nu tør stå frem og fortælle om svigt og overgreb begået i katolsk regi. Og jo flere der står frem desto flere får modet til også at gøre det. Det er derfor at beretningerne om sexovergreb i katolsk regi nu har fået en karakter af en lavine eller en snebold der bliver stadigt større på vej ned ad bakken.

Der er næppe nogen tvivl om at det er rigtigt, at der er sket nogle svære svigt mht. hvem der har fået lov til at blive katolsk præst eller ordensmand m/k samt at den uddannelse de har fået har været utilstrækkelig. Men jeg mangler nogle konkrete forslag til forbedringer her så uegnede kandidater mere effektivt kan blive sorteret fra og så præster og ordensfolk bliver bedre til at takle deres seksualitet på en sund måde.

Det er også rigtigt, at sexovergrebsskandalen i Irland og i resten af verden i øvrigt, i høj grad skyldes svære svigt fra de katolske biskoppers side af. De giver mænd adgang til at blive katolske præster og det er deres opgave at holde øje med at præsterne udfører deres embede i overensstemmelse med den katolske kirkes krav. Biskopperne har pligt til om nødvendigt at gribe ind overfor de præster der begår overgreb eller svigt.  

Men det er Paven, der vælger hvem der skal være biskop, og det er Paven, der skal holde øje med at biskopperne gør deres arbejde ordentligt. Det er Pavens pligt om nødvendigt at gribe ind overfor biskopper der ser igennem fingre med overgreb og svigt. Det havde derfor været på sin plads, at Paven havde tilstået at han og hans forgængere har svigtet mht. denne pligt og at han såvel som hans forgængere derfor har medansvar for at sexovergrebene kunne finde sted. At undskylde på andres vegne, men selv nægte at tage ansvar, er i bedste fald halvhjertet og i værste fald ussel fejhed.

 

Pavens løsningsforslag på den krise som den katolske kirke i Irland befinder sig i er at:

Alle troende skal i et års tid dedikere deres fredagsbod til Gud med bøn om at han måtte udøse sin nåde over den katolske kirke i Irland.

Der skal være et særligt fokus på den eukaristiske tilbedelse. Vha. intens bøn foran det udstillede altersakramente kan de irske katolikker gøre bod for de sexovergrebssynder der er blevet begået.

Udvalgte bispedømmer, præsteseminarier og ordenssamfund vil en gang i den nærmere fremtid få foretaget en apostolsk visitation.

Alle biskopper, præster og ordensfolk skal holde en omfattende retræte.

Ser man bort fra den apostolske visitation, som i princippet kan udløse konkrete indgreb overfor biskopper og ordensledere, så er Pavens forestillinger bekymrende luftige. Den krise og de problemer som den katolske kirke står overfor pga. og mht. de seksuelle overgreb lader sig ikke bede væk. Og i øvrigt må vi ikke glemme Jes u ord i Matt. 5,23-24: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”. Det nytter ikke noget at den katolske kirke i Irland og i resten af verden bestormer Gud med bønner så længe den ikke har forsonet sig med ofrene for de klerikale sexovergreb. Pavens (desværre ikke konsekvente) undskyldning er da et skridt i den rigtigt retning, men der er lang vej til at den katolske kirke har forsonet sig med ofrene for de forbrydelser som er blevet begået i dens regi.

Læs mere

Skrevet af den 20 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Vielsesritualet kan sagtens gøres kønsneutralt

Et af argumenterne mod et folkekirkeligt kønsneutralt vielsesritual er at det vil kræve et nyt ritual – og at det vil ødelægge ritualet for de heteroseksuelle par. Sådanne påstande bygger på den antagelse, at et vielsesritual, der kan bruges i forbindelse med vielse af såvel homoseksuelle som heteroseksuelle par, nødvendigvis må være et helt nyt og anderledes ritual.

En sådan antagelse er imidlertid forkert. Jeg vil vove den påstand, at det blot kræver indførelse af en udvidet valgfrihed i det nuværende ritual for at det kan bruges både til heteroseksuelle og til homoseksuelle par. Vi har altså slet ikke brug for et nyt ritual, vi skal blot bruge mulighederne i det gamle til at gøre det mere rummeligt.

Det nuværende vielsesritual indledes således med en bøn der faktisk er kønsneutral og som derfor sagtens kan bruges også til homoseksuelle par.

Efter denne bøn kommer der tre korte skriftlæsninger. En fra 1. Mosebog der omhandler hvordan Gud skabte mennesket, en hvor Jesus (som et led i hans begrundelse for hvorfor skilsmisse ikke er tilladelig) genfortæller dele af skabelsesberetningerne og en fra Paulus, der handler om at vi skal bære hinandens byrder.

Der eneste der skal til her for at åbne ritualet for homoseksuelle par er, at man indfører valgfrihed. Altså i stedet for at alle tre læsninger skal læses, skal der blot åbnes op for at parret kan vælge om de vil have alle tre læsninger, kun to eller blot en. De fleste homopar vil så nok nøjes med læsningen fra Paulus, men man kan også sagtens tænke sig at en del heteropar vil foretage samme valg.

Mht. selve tilspørgslen så lyder den i det nuværende ritual sådan her:

Så tilspørger jeg dig N.N (brudgommens navn): Vil du have N.N (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? – Ja! Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? – Ja!

For at gøre tilspørgslen kønsneutral kræves blot at regibemærkningerne om brudgommens hhv. brudens navn udelades samt at følgende valgmuligheder indføjes:

Så tilspørger jeg dig N.N: Vil du have N.N , som hos dig står, til din ægtehustru/ægtemand? – Ja! Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand/ægtehustru bør leve med sin ægtehustru/ægtemand, indtil døden skiller jer ad? – Ja!

Indfører man samme valgmulighed i tilspørgslen til bruden har vi gjort denne del af ritualet kønsneutralt.

Præstens efterfølgende erklæring om at parret nu er rette ægtefolk er i sig selv kønsneutral og kræver ingen tilføjelser.

I den efterfølgende forbøn er der ganske rigtigt en bøn hvor det hævdes at Gud skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab. Men ritualet forslår også en anden bøn, der kan erstatte førnævnte. Den lyder sådan:

Kære himmelske Fader! Giv denne brudgom og brud nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at elske hinanden med trofast kærlighed og tjene dig oprigtigt i alle ting, så at de må leve som dine kære børn og engang samles hos dig i de evige boliger! Hør os i Jesu navn.

At gøre denne bøn kønsneutral kræver kun at der indføjes valgmuligheden ”giv disse to”, der kan bruges i stedet for ”denne brudgom og brud”.

De efterfølgende bønner er alle kønsneutrale og kræver ingen tilføjelser.

Med andre ord, ved en beskeden udvidelse af den allerede forhåndenværende valgfrihed i det nuværende vielsesritual kan det gøres kønsneutralt, dvs. kan det åbnes for homoseksuelle par. Ændringerne er så beskedne at det end ikke kræver udstedelsen af et nyt ritual for slet ikke at tale om en ny, udvidet, ritualbog. Alt hvad der skal til er blot en vejledning i brugen af ritualet, der åbner for ovennævnte mindre justeringer.

Og fordelene ved en sådan mindre justering er åbenlyse:

De homoseksuelle par får et ritual der er identisk med det som heteroseksuelle par tilbydes. Hermed sikrer man den reelle ligestilling som de homoseksuelle efterspørger.

De heteroseksuelle par får ikke lavet deres ritual om – de kan, hvis de ønsker det, få præcist det samme ritual som det der findes nu.

Folkekirken behøver ikke at indføre et nyt ritual, men kan i stedet, som tilfælde var med tilladelsen til at ordinere kvindelige præster, nøjes med at udvide hvem et bestående ritual kan bruges til. Og dermed bortfalder også grundlaget for den højrekirkelige opstandelse over at skulle have en ritualbog med et for dem uacceptabelt ritual liggende på kirkens alter. Det vil jo være den samme ritualbog og grundlæggende set det samme ritual som vi har nu.

Hvis man derimod, som kirkeministeren insisterer på, i stedet for et kønsneutralt ægteskabsritual skal lave et særligt ritual for et juridisk bindende kirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par, ja så skal man lave et nyt ritual og tage alle de kampe som det medfører. Fuld ligestilling er derfor klart at foretrække, også af praktisk e grunde.

 

Læs mere