Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Ofrenes tavshed

I forbindelse med den stadigt voksende sexmisbrugsskandale indenfor den katolske kirke undrer nogen sig måske over den måde som ofrene agerer på.  Hvorfor venter mange ofre længe med at fortælle om hvad de har oplevet? Hvorfor er der mange, der ikke fortæller noget, eller som kun vil være anonyme, når de fortæller noget? Ligesom det er oplagt at gøre sig nogle overvejelser over hvad man kan gøre for at flere ofre tør stå frem og fortælle om hvad de har oplevet.

I den forbindelse vil jeg gerne fortælle om hvad jeg selv har oplevet:

Da jeg var 16-20 år gammel var jeg venner med en katolsk præst. (Denne præst var østriger, og levede og virkede i Østrig. Han har aldrig haft noget med den katolske kirke i Danmark at gøre). Da jeg var 17 år rejste jeg alene med ham i bil fra et kloster i Østrig til mit hjem i Danmark. I denne forbindelse oplevede jeg at han forsøgte at kysse mig, han tog mig på låret under kørslen, og han forsøgte at overtale mig til at dele soveværelse med ham under rejsen.

I sig selv var det han gjorde næppe meget værre end hvad jeg flere gange er blevet udsat for af fremmede mænd i det offentlige rum. Ligesom så mange andre kvinder har jeg desværre på egen krop måtte erfare, at visse mænd øjensynligt mener, at kvinder, der færdes i det offentlige rum uden mandlig ledsager, er frit bytte for alle interesserede. Forskellen i forhold til disse oplevelser er imidlertid at jeg havde haft tillid til præsten. Ikke blot fordi han var i starten af tresserne og dermed for mig mest af alt var som en art bedstefar, men især fordi han var katolsk præst. Jeg, der eller så vidt som muligt iagttager en vis sikkerhedszone i forhold til fremmede mænd, så i ham i en ”sikker” mand, simpelthen fordi han jo var en katolsk præst, som oven i købet vidste, at jeg ville være nonne.

Noget, der kendetegner mange ofre for sexovergreb, er, at de bebrejder sig selv, at de blev ofre. Hvorfor passede jeg ikke bedre på? Hvorfor gennemskuede jeg ikke hvad han var ude på? Var det min skyld, at han overskred mine grænser? Sådanne smertefulde spørgsmål stiller mange sexovergrebsofre sig, og det uanset hvor gamle de var da overgrebet fandt sted. Det er såmænd også spørgsmål jeg har stillet mig selv i forhold til min oplevelse med den katolske præst. Faktisk så moppede han mig med at jeg var så utrolig naiv, hvad jeg dengang slet ikke forstod, men som jeg nu forstår om så meget bedre.  Mange andre 17-årige piger ville sikkert have lugtet lunten, men jeg var alt for uvidende og , ja, alt for naiv til at gøre det. Og min religiøse konservatisme eller fundamentalisme gjorde så oven i købet, at jeg kun forsigtigt kunne signalere, at jeg ikke var interesseret i hans ”tilbud”.Jeg kunne simpelthen ikke sætte de grænser overfor ham som jeg ville have sat overfor en almindelig mand.

En anden problemstilling som nogle ofre for sexovergreb (og nok mange af dem der er blevet ofre for præsters sexovergreb) må kæmpe med, er, at de ikke afbrød kontakten med gerningsmanden umiddelbart efter at deres seksuelle grænser blev overskredet første gang. Også det er en sag, der gør det vanskeligt for offeret at håndtere overgrebet og et forhold, der ofte udløser stærke selvbebrejdelser. Også jeg afbrød ikke min kontakt med den katolske præst efter mine ubehagelige oplevelser med ham. I stedet opretholdt jeg kontakten til ham, indtil han selv afbrød den. Hvorfor i alverden gjorde jeg dog det? Svaret er, at selvom jeg helt klart ikke brød mig om det han havde gjort (som han dog heldigvis ikke gentog efter rejsen), så ville jeg ikke miste ham, fordi han i tiden forud for denne uheldssvangre rejse havde overøst mig med opmærksomhed, ros, ja nærmest tilbedelse. Og var der noget som den unge Karen, der var ensom, uden socialt netværk, og vandt til at blive moppet og udstødt, hungrede efter, ja så var det ros og positiv opmærksomhed. Er man tilstrækkelig udhungret spiser man også en kage selvom man opdager, at der er mugpletter på den. Det er den logik som nogle overgrebsmænd udnytter sig af, og som gør, at de typisk udvælger sig ofre som lige præcis er nemme ofre, fordi de i den grad hungrer efter voksen opmærksomhed og støtte. Og bagefter kan de så altid sige, at hun eller han jo selv ville det, ellers havde de vel brudt med mig, ikke sandt?

Eller sagt med andre ord, ofre for katolske præsters sexovergreb (hvortil jeg ikke selv regner mig, om end jeg tror, at mine oplevelser har noget til fælles med deres), tier ofte længe med deres erfaringer og har svært ved at stå frem, bl.a. fordi de kæmper med deres egen forestilling om at overgrebet helt eller delvis var deres egen skyld. Ligesom de kan have svært ved at magte den smerte, det udløser, at skulle se i øjnene, at de i den grad blev svigtet af en person som de troede holdt særligt meget af dem. Derfor er mange ofre for sexovergreb særligt meget bange for ikke at blive forstået, for ikke at blive troet. Det er meget svært at åbne op og fortælle om overgreb, og bliver man mødt med mistro eller blot mangel på forståelse lukker mange hurtigt deres indre låger tæt til igen.

Den dag i dag har mange ofre ikke tillid til den katolske kirke, og det desværre med rette. De frygter, at de ikke vil blive troet, hvis de fortæller om hvad den og den præst gjorde. De har jo typisk ingen beviser andet end deres egne smertefulde erindringer. I denne forbindelse synes jeg, at det er problematisk, at den katolske kirke i Danmark forsat ikke har villet offentliggøre navnene på de præster, der er anklaget for sexovergreb og som nu er fritstillede. Jeg kan godt se det problematiske i at offentliggøre disse navne fordi man jo som bekendt ikke er skyldig før man er blevet dømt. Men med denne tavshed (der under alle omstændigheder er meningsløs al den stund at det ikke er svært at regne ud hvem den ene er, mens den anden nok vil blive opdaget, når han ikke dukker op til tjeneste) signalerer den katolske kirke indirekte, at den holder med præsterne og ikke med ofrene. Man tror forsat mere på deres uskyld end på, at ofrene taler sandt. Hvis man derimod offentliggjorde præsternes navne, som under alle omstændigheder nok vil dukke op i offentligheden på et tidspunkt, ja så ville man opmuntre andre eventuelle ofre til at stå frem og bryde tavsheden simpelthen fordi man ville signalere, at man faktisk tror på dem.

Læs mere

Skrevet af den 7 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Cølibat – kald eller krav?

Jan Lindhardts platte udfald mod det katolske præstecølibat i Kristeligt Dagblad fra den 31.3.2010 har, som ventet, bragt en række katolske præster på banen, nemlig Daniel Nørgaard, Michael Bienkowski og Benny Blumensaat. (Se Kristeligt Dagblad fra den 7.4.2010)

Jeg har fuld forståelse for at de afviser Jan Lindhardts udokumenterede og urimelige påstand om at cølibat fører til pædofile overgreb. Men samtidigt hermed mener jeg, at deres forsvar for cølibatet indeholder nogle problematiske antagelser som det er værd at underkaste en kritisk analyse.  

Daniel Nørgaard skriver således, at Jesus i Matt. 19,11-12 siger, at ”nogle er kaldet til at leve i cølibat” og Benny Blumensaat skriver, at cølibatet er en gave, ja en nådegave fra Gud.

Nu siger Jesus i Matt. 19,11-12, hvis man altså oversætter den oldgræske tekst ordret, at der er nogen, der har kastreret sig selv for Himmelrigets skyld. Om de har handlet således fordi de føler sig kaldet hertil siger Jesus faktisk ikke noget om, men pyt med det. Det afgørende er at Daniel Nørgaard sætter lighedstegn mellem cølibat og kald.

Men hvad vil det sige at have et kald? Ja, det er i katolsk sammenhæng faktisk ikke helt nemt at få sat fingeren på! På den ene side lægger kaldstanken nemlig op til at et kald er udtryk for det, som Benny Blumensaat kalder for en nådegave fra Gud. Et kald betyder derfor i katolsk forstand at Gud udvælger nogle bestemte personer til noget særligt, primært til at være katolske præster og/eller ordensfolk. Denne kaldstanke lægger op til at der er nogen, der er mere udvalgte end andre, at der er nogen, som får nogle helt ekstraordinære nådegaver, så de kan ofre mere for Jesu skyld end andre, hvorfor de så igen har krav på en særlig status og en særlig indflydelse i kirken. Det er også det der ligger i Michael Bienkowskis citat fra Lukas 12,48 om at der forlanges særligt meget af dem som har fået meget betroet.

Men i praksis forventes det ikke at man skal have haft en guddommelig åbenbaring for at man må søge om at blive præst, munk eller nonne. Snarere tvært imod, vil jeg hævde. Et kald er i den katolske praksis at man føler, at man gerne vil være eller burde blive præst, munk eller nonne samt, ikke mindst, at en biskop eller en ordensforstander mener, at man reelt set er egnet til et sådant liv. Eller med andre ord, et ønske om et liv som præst, munk eller nonne tolkes som et guddommeligt kald – hvis ellers de relevante kirkelige myndigheder finder personen egnet. Personlig inklination og administrativ godkendelse pakkes altså ind i en retorik om guddommeligt kald og særlige nådegaver.

Hvis man ser et kald som noget, der i høj grad handler om personlig inklination og andres bedømmelse af ens evner, ja så vil jeg hævde, at cølibat i katolsk sammenhæng ofte ikke er noget kald. Den katolske kirke lærer nemlig at alle, der ikke lever i et af kirken anerkendt heteroseksuelt ægteskab, skal leve i cølibat. Om nødvendigt hele livet, som det er tilfældet for homoseksuelle katolikker.  Godt nok står der i Den katolske Kirkes Verdenskatekismus, at homoseksuelle er kaldet til at leve i cølibat, men det er blot et floromvundet udtryk for at homoseksuelle skal leve i cølibat lige meget hvad.  Deres personlige inklination spiller nemlig ingen rolle, ej heller har man fra person til person taget stilling til om han eller hun er egnet til at leve i cølibat. Nogen særlig nådegave til cølibat mener man tydeligvis ikke, at homoseksuelle har, for homoseksuelle må i henhold til de gældende regler ikke blive ordineret til katolsk præst, bl.a. fordi de antages ikke at kunne leve op til cølibatskravet.  Men denne antagede manglende evne til at kunne leve i cølibat står altså på ingen måde i vejen for at kræve, at homoseksuelle skal leve i cølibat!

Jeg vil ikke benægte, at cølibat kan være den rigtige livsvej for nogen, men i katolsk sammenhæng bliver cølibat alt for ofre brugt som et ubønhørligt krav, der lige præcis ikke taget udgangspunkt i hvad den enkelte ønsker og hvad denne er egnet til. Og cølibat er også stærkt knyttet til en forestilling om at det seksuelle begær og et aktivt sexliv hører den profane sfære til mens cølibat ses som en forudsætning for at kunne varetage hellige funktioner som f.eks. præst.  Men hvorfor skulle Gud kun ønske ugifte præster? (Og hvordan kan man hævde, at Gud kun ønsker ugifte præster, nu når gifte protestantiske præster, der konverterer til katolicismen, godt må få lov til at blive ordineret til og virke som katolske præster?)

Cølibat skaber alt for ofte seksuelt forkrampede og ulykkelige mennesker når det misbruges som en tvang og som et krav, der ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneskes konkrete situation, livserfaring og personlige inklination. Derfor burde den katolske kirke frisætte cølibatet. Gør cølibatet til et ægte frit valg og ikke til et betingelsesløst krav, være det nu til homoseksuelle, fraskilte eller præster!

Læs mere

Skrevet af den 30 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Jesus frels mig!

Af en eller anden grund glemmer jeg fra tid til anden at trække vejret når jeg sover. En lidt dum vane, må man sige, men heldigvis reagerer kroppen når den mærker, at den mangler ilt. Det foregår på den måde, at jeg vågner og i et kort øjeblik faktisk tror, at jeg er ved at dø, fordi jeg ikke kan få vejret. Det går heldigvis hurtigt over fordi kroppen finder ud af at trække vejret normalt igen. Men når det står på er det en meget intens oplevelse fordi jeg altså føler, at jeg er ved at dø, selvom jeg heldigvis ikke er det. Oplevelsen er intens fordi den indeholder et stærkt aspekt af en fysisk panik og fordi at jeg, når det sker, altid kalder på Jesus. Helt uden forudgående plan, for jeg kan jo lige præcist ikke tænke og handle rationelt i situationen, så ville jeg jo vide, at mit liv ikke er i fare, kalder jeg på Jesus. ”Jesus frels mig”, råber jeg i mit sind – eller sidst da det skete for et par dage siden, bare ”Jesus, Jesus, Jesus”.

Når jeg kommer til mig selv er jeg altid lidt vred på mig selv. Hvordan kan det være, at jeg hver gang det sker, tror, at jeg er ved at dø? Men jeg er også altid glad for at jeg i min dødsangst kalder på Jesus, at jeg ikke er alene i denne utroligt ensomme oplevelse det er at tro, at man er ved at dø. Da jeg var ateist, ja der var der kun angst, når jeg i de fortvivlende sekunder kæmpede for at få vejret, nu er der forsat fysisk panik, men også et håb. Ikke et håb om at jeg ikke skal dø, men en tro på at Jesus er der, at han vil tage imod mig, når jeg dør.

Grunden til at jeg deler denne her ret så personlige oplevelse, og jeg har tænkt en del over om det i det hele taget er passende, at jeg gør det, er, at jeg synes den måske har en vis relevans set i lyset af den debat der for tiden raser mht. spørgsmålet om frelsen.

Her savner jeg det personlige aspekt af en debat, der så let ender med at man kværner rundt i bibelvers og dogmer hvor der, for nu at tale grundtvigsk, kun bliver brugt døde penneord frem for levende ord, båret af ånd og liv.  Eller sagt med andre ord, i stedet for at være så optaget af de andres teoretiske muligheder for frelse kunne det være smukt om vi kristne talte om hvad frelsen er for os, hvilken rolle den spiller i vores liv, hvilke erfaringer vi har med frelsen – og hvilken rolle Jesus spiller her.

For mig betyder frelsen at jeg har Gud – at jeg har Jesus i mit liv. Jeg tænker ikke på Gud hele tiden, men jeg ved, at han tænker på mig, kærlige tanker. Og jeg holder af i løbet af dagen at sende ham nogle kærlige tanker tilbage. Ligesom jeg og min kone kan lide at udveksle et ”jeg elsker dig” mange gange i løbet af dagen, så udveksler jeg også ofte et ”jeg elsker dig” med Jesus.  Gud giver mit liv en dybere mening, en smukkere klang og et mere mangfoldigt perspektiv. Gud hjælper mig til at ane kærlighedens mysterium – og kærlighedens ansvar. Gud hjælper mig til at se, når jeg svigter i forhold til kærligheden, og til at søge tilgivelse, når jeg snubler på kærlighedens vej.

Frelsen er med andre ord for mig noget, der har rigtigt meget med livet, livet på jorden at gøre. Men frelsen handler for mig også om det liv med Jesus, som jeg tror venter på mig og på alle. Jeg er sikker på at han hører mig, når jeg kalder på ham i min dødsangst, og at han hører på alle, der i lignende situationer råber på ham, være det nu bevidst eller ubevidst. I døden vil Jesus ikke lade os være alene – men at tro på ham giver den tryghed, at man er overbevist om at han er der, at man ikke tror, man er alene, når man faktisk ikke er det.

Læs mere