Bibelfundamentalisme med et menneskeligt ansigt?
Jens Ole Christensen, generalsekretær for luthersk mission, prøver i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 5.3.2010 at distancere sig fra påstanden om at de missionske er mørkemænd og homohadere. Vi skal ikke lave platte vittigheder om bøsser – og vi skal ikke være bange for socialt at omgås homoseksuelle, er hans budskab. Men efter al denne venlighed kommer han ind til sagens kerne:
“Den anden handler om en bibelsk indsigt: Pointen, når de bibelske skrifter kalder praktiseret homoseksualitet for synd, er ikke at bevare det pæne samfund og den borgerlige anstændighed. Den er heller ikke at udstille praktiseret homoseksualitet som mere ulækkert end alle de andre brud på Guds vilje, vi mennesker fedter rundt i. Men det er at kalde det synd, som Gud kalder synd. Hvis vi ikke gør det, fratager vi nemlig mennesker muligheden for skyld. Og der, hvor vi fratager hinanden muligheden for skyld, spærrer vi også vejen til tilgivelsen“.
Nu kan det jo godt nok diskuteres hvor entydig de bibelske tekster, som Jens Ole Christensen og meningsfæller inddrager i debatten om kristendom og homoseksualitet, er. Mere vigtigt er det måske imidlertid at se på det bibelsyn der ligger bag Jens Ole Christensens teologi. Hvis hans antagelse om at man ud af f.eks. Moseloven uden videre kan aflæse Guds klare vilje og tale holder, så får vi nemlig et alvorligt problem med vores gudsbillede.
F.eks. står der i 5. Mos. 22,23-24: “Når en jomfru er forlovet med en mand, og en anden mand træffer hende inde i byen og har samleje med hende, skal I bringe dem begge ud til byporten og stene dem til døde; pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp derinde i byen, og manden, fordi han voldtog en anden mands kvinde. Du skal udrydde det onde af din midte“.
Mener Luthersk Mission at Gud kræver at voldtagne kvinder skal stenes? Eller at der fandtes en tid hvor han krævede noget sådant? Eller at en kvinde, der af angst og skræk ikke råber op under en voldtægt, har forsynet sig mod Guds klare vilje? Mener man virkelig det? Eller kunne det ikke tænkes at ikke alt hvad der står i Bibelen kommer direkte fra Herrens mund men at der også findes tidsbestemte ideer og krav som er i klart modstrid med Guds vilje?
Hvis vi nu går ud og siger, at en kvinde, der ikke råbte om hjælp under en voldtægt, ikke har syndet, så ophæver vi lige så lidt ideen om synd og ideen om syndsforladelse som vi gør det hvis vi fastholder at homoseksuelt samliv i sig selv ikke er nogen synd. Synd er at skabe smerte i et andets liv – at forbryde sig mod næstekærligheden og den gyldne regel. Voldtægt er synd – homofobi er synd – men det er ikke en synd hvis man ikke turde råbe om hjælp under en voldtægt – og det er ikke en synd at leve i troskab og kærlighed med en af samme køn.
At kræve af homoseksuelle, at de skal bekæmpe og undertrykke deres seksualitet og kærlighed, sådan som Jens Ole Christensen gør det, og det uden at ryste på hånden, er hårdhjertethed i højeste potens, der gør alle hans forsøg på “varme” og “medmenneskelighed” til skamme. Alt for mange kristne homoer har i tidens løb lyttet til sådanne råd – og fået deres liv ødelagt. Man kan ikke stene kærligt – og man kan ikke lukke porten til kærligheden for homoseksuelle på en kærlig måde.
Godt sagt, Karen M. – “Man kan ikke stene kærligt” – men det under kan ske, at stenen i ens hånd bliver så tung, at man, i Jesu navn, lige på stedet lader tyngdekraften tage sig af stenen og ikke umenneskelige og forfærdelige love om ret til fordømmelse og stening af det andet menneske (se Joh. 8,1-11) – iøvrigt kan man ikke inivitere folk halvvejs indenfor – heller ikke i kirken.
Jeg er heteroseksuel og jeg er kristen. Jeg er ugift og ikke i nogen form for forhold. Jeg er tvunget til at “undertrykke” min seksualitet, fordi jeg ikke har nogen at udleve den med. Jeg er tvunger til at “bekæmpe og undertrykke min seksualitet og kærlighed” ikke af bibelen – ikke af min kristne tro, men af rent objektive ydre omstændigheder. Hvordan tror du jeg har det?
Kære Rene
Man kan ikke sammenligne de heteroseksuelle ufrivilligt enliges forhold med kravet om at homoseksuelle skal leve i cølibat. Af Jer kræver bibelfundamentalisterne at I skal holde jeres seksualitet på stand by indtil i har fundet den eneste ene og giftet jer. Af os kræves det at vi skal se vores seksualitet som en sygdom og en synd hvis den udleves – og det for resten af vores liv.
Af en kristen homoseksuel som mig kræves det at jeg skal skodde kvinden i mit liv som jeg har levet i et lykkeligt forhold med i de sidste 16 år – af dig kræves det at du skal vente med sex til du er blevet gift. Du har lov til at drømme om lykken med den eneste ene – jeg skal smadre lykken i mit liv. Det er på ingen måde det samme.
Kære Karen M. Larsen!
Er lykken og kærligheden mellem to mennesker ikke grundlæggende noget andet end seksuelt samliv – også for heteroseksuelle?
Smadres lykken, hvis man vælger at opgive den seksuelle del af samlivet?
Med venlig hilsen
Jørgen Sejergaard
Så du mener at man uden at ryste på hånden kan kræve af et heteroseksuelt gift par at de skal opgive deres seksuelle samliv?
Sex er ikke alt – men sex og kærlighed hører i forskellig grad sammen og med i et parforholdet. At kræve dets ophør vil skabe en akavet og anstrengt forhold mellem de to, der elsker hinanden. Men hvis de to selv bliver træt af det seksuelle er det naturligvis en anden sag – afgørelsen skal imidlertid være truffet frit af parret og ikke som et krav for at undgå evig fortabelse!
Jeg mener i allerhøjeste grad at min stilling som enlig heterofil mand er ligesom den homoseksuelles, når det drejer sig om bibelens ord og kirkens lære. Jeg må på en eller anden måde finde ud af at være både kristen og enlig. Hvilke muligheder har jeg for at udleve min seksualitet? Jeg kunne begå voldtægt eller på til en prostitueret, men begge dele er forbudt ved goddommelig lov. Derfor har jeg ikke nogen mulighed for aktivt at udleve min seksualitet, hvis jeg stadig ønsker at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Jeg må undvære sex og kærlighed på det menenskelig plan. Det er sværdt, det røvhundehamrende sværdt og jeg er dybt ulykkelig, men jeg har ikke lov til at være seksuel aktiv og det er usandsynligt at jeg nogensinde kan få lov at blive det. Derfor må jeg finde en eller anden måde. Jeg kan ikke ændre på bibelens ord om at sex hører hjemme i ægteskabet mellem mand og kvinde og enhver anden form for seksuel udfoldelse (med eller mod naturen) er synd. Jeg kan ikke se bort fra bibelens ord og samtidig opfatte mig som en kristen. Jeg kan synde og overtræde Guds bud, ja, men det er ikke det samme.
Jeg kræver ikke, at heteroseksuelle par skal opgive deres seksuelle samliv, men det er der nok mange situationer, der gør. Min pointe er blot, at kærlighed og lykke i et parforhold ikke smadres bare, fordi man af den ene eller anden grund må opgive det seksuelle samliv.
Med venlig hilsen
Jørgen Sejergaard
Rene: Du har endnu ikke fundet en at elske – det har jeg, det er forskellen. Du skal ikke opgive dit livs lykke – sådan som du kræver af mig – det er forskellen. Der er altså forskel på ikke at måtte voldtage og ikke at måtte udnytte en kvinde ved at købe sex af hende – og så på ikke at måtte elske med den konkrete person som man elsker, og som elsker en tilbage!
Jørgen: Nej et lykkeligt parforhold smadres ikke hvis den ene f.eks. ikke længere kan have sex pga. f.eks. nogle fysiske forhold. (Dog skal det her påpeges at der er mange måder man kan have sex på. Hvor der er en vilje er der her såmænd også ofte en vej.) Men det er smadrende hvis det er et udefrakommende krav. Hvor går grænsen så? Må man så ikke længere kramme, kysse og ligge i ske i sengen? Og hvordan tror du det er hvis man lige pludselig skal til at se hele det samliv man hidtid har haft som syndigt, ondt og mod Guds vilje? I øvrigt kræver fundier som Jens Ole Christensen i praksis at homoseksuelle par skal gå fra hinanden – og det må du da vist kunne erkende som smadrende for kærligheden?