Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 nov, 2022 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Drømmen om den katolske kirke

 

Konvertitberetninger er en kendt genre indenfor religionernes verden. For den der er konverteret, kan de tjene til at få overblik over og finde mening i ens egen rejse til den tro man nu er overbevist om. De kan bruges til at sammenligne sig med og lade sig berige af andre trosfællers erfaringer med at finde fred i samme tro. Og sidst men ikke mindst kan de bruges til at præsentere andre, der overvejer at konvertere, med fortællinger som de kan spejle sig i og lade sig inspirere af, så de får mod til tage springet.

Konvertitberetninger har en tendens til at være ret ens. Man starter med en krise af en art, der udløser en søgen, som ender med at man finder den rette trosmæssige hylde til sig selv. På sin vis har disse beretninger derfor en bemærkelsesværdig lighed med coming-out historier. Fortiden har en tendens til at have en mørk undertone, selv når man fremhæver en evt. lykkelighed barndom. For der manglede jo noget, noget vigtigt. Men fremtiden ser til gengæld lys ud, for nu har man jo fundet sit hjem, sit sande jeg, eller hvad man nu ellers er nået frem til, og antagelsen er, at den man er nu, det er også den man vil forblive med at være resten af livet.

Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, redigeret af Marguerita Olga Hvid Spandsberg, passer godt ind i dette mønster. Og det er selvsagt fint nok, man får helt klart det man må forvente af at anskaffe sig en sådan bog. Her fortæller unge som gamle, mænd som kvinder, folk med folkekirkebaggrund men også f.eks. en muslim og et tidligere medlem af Jehovas Vidner om deres rejse ”hjem til moderkirken”.

I en tid, hvor religion i den offentlige debat ofte handler om værdikonflikter, om identitetspolitik og angsten for ”de andre”, er det på sin vis opløftende at læse om almindelige menneskers tanker om Gud og meningen med livet, der endte med et i dansk sammenhæng ikke almindeligt valg, nemlig at blive katolik.

Det er også bemærkelsesværdigt, at flere af konvertitterne beretter om hvad man vel må kalde for mystiske erfaringer, så som drømmesyn eller oplevelsen af et intenst overnaturligt nærvær ved hellige steder. Den genfortryllelse af verden, som nogle religionsforskere hævder, er knyttet til den senmoderne religiøsitet, synes at være på spil her.

Det er til gengæld måske en del af genren, at man i bogens fortællinger må lede forgæves efter teologiske refleksioner der knytter an til universitetsteologien. Selvom mange af fortællingerne handler om hvordan de præster og nonner, der stod for de konvertitkurser konvertitterne gik til ”kunne svare på alle spørgsmål”, så bærer beretningerne præg af at konvertitten hovedsageligt accepterer den katolske kirkes lære fordi den føles rigtig. Og hvis følelserne ikke spiller med, så stoler man på kirkens autoritet.

Ingen af konvertitterne fortæller om at de på det personlige plan befinder sig i et konfliktforhold til den katolske kirkes normer og krav. I hvert fald er der ikke nogen der beretter om at de er homoseksuelle eller gengifte fraskilte. Men der er en beretning fra en tidligere kvindelige præst i folkekirken der nu som katolik ikke længere kan virke som præst, hvad tydeligvis gør ondt på hende selvom hun accepterer at det er sådan det er. At vælge katolicismen kan have sin pris.

Efter at have læst de 20 historier i ”Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, sidder jeg tilbage med en følelse af, at disse 20 konvertitters store kærlighed til den katolske kirke mest af alt er rettet mod ”drømmeversionen” af katolicismen. Der er i hvert fald meget få refleksioner over virkelighedens kirke. De eneste der kommer med nogle sporadiske kritiske kommentarer, er de tre, der tydeligvis er tilhænger af traditionalismen, dvs. den gren indenfor den katolske kirke der er kritisk overfor de store reformer, ikke mindst de liturgiske reformer, som blev iværksat under og efter Det andet Vatikankoncil (1962-65).

Men grundtonen i fortællingerne er, at de katolske menigheder er præget af kærlige kirkegængere, der møder nytilkomne med varme, af stærkt troende og engagerede præster, og af højtidelige og smukke gudstjenester. Og ikke mindst fremstilles det som om at man indenfor den katolske kirke slipper for at skulle forholde sig til et utal af fortolkninger og udlægninger af troen, samtidigt med at man i kirken har en fast værdimæssige klippe, der ikke lader sig rokke af tidsåndens krav.

Virkelighedens katolske kirke ser, efter min erfaring, noget anderledes ud. Nu ville det selvsagt være urimeligt at forlange, at konvertitter til den katolske kirke skal være lige så kritiske overfor katolicismen som en, der har forladt den. Men der er, alligevel, efter min mening, noget ikke helt uproblematisk ved konvertitternes uvilje til at forholde sig til virkelighedens katolske kirke og dens problemer. Disse er nemlig alt for ofte, i hvert fald efter min vurdering, af mere grundlæggende systemisk karakter. Så længe man lukker øjnene for dette, og højst vil tale om enkeltstående fejl begået af enkelte svage karakterer, ja så får man aldrig fat om nældens rod.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *