Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Folkekirkens højrefløj underminerer det kristne menneskesyn

Der kan ikke være nogen tvivl om at folkekirkens højrefløj slår mange knuder på teologien i deres fortvivlede forsøg på at binde folkekirkens til et fundamentalistisk bibelsyn som kun et meget lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Et udmærket eksempel herpå er en kronik med titlen ”Homoseksuelle vielser er åndelig vildledning”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31.5.2010 og er forfattet af Robert Bladt, generalsekretær i Kristeligt Forbund for studerende og Hans-Ole Bækgaard, der er medlem af Indre Missions hovedbestyrelse og Menighedsfakultetets repræsentantskab.

Som sædvanligt, fristes jeg til at sige, er teologien svag. F.eks. må jeg undre mig over påstandene som  ”dette svarer til den bibelske forståelse af ægteskabet som den samfundsbærende enhed og som det mindste fællesskab i menigheden”. Hvor præcist står nu det skrevet i de bibelske tekster? Øjensynligt er Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke i stand til at skelne mellem de bibelske tekster og deres fortolkning af disse.

Men det er nu ikke min væsentligste anke her. Nej hvad der virkelig er bekymrende er i stedet følgende påstand:

”Den første læsning er fra skabelsesberetningen (1. Mos. 1,26-28), hvor der tales om, at Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde. Kønsdiversiteten er en meget væsentlig del af vielsesritualet, som begrundes i både skabelsen og Guds eget væsen. Læsningen fra skabelsesberetningen definerer et ægteskab som et fællesskab mellem én mand og én kvinde. Det svarer til vielsesritualets fokus på sammenhængen mellem ægteskab, Guds velsignelse til frugtbarhed og rammen om barndom og opvækst”.

Det er bemærkelsesværdigt at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard øjensynligt har overset, at vielsesritualets læsning fra 1. Mos. 1,26-28 lige præcist har udeladt den sætning om at menneskene skal blive frugtbare som man finder i Bibelen, hvad man må antage er et bevidst valg. Ligesom det må være et bevidst valg at vielsesritualet generelt ikke siger noget om frugtbarhed og om at ægteskabet skal være rammen om barndom og opvækst. Igen er det tydeligt, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke er i stand til at skelne mellem hvad der står i en tekst og hvad de gerne vil have, at der skal stå i en tekst. Det er nok også derfor, at de overser, at teksten fra 1. Mos. Kap. 1 ikke et eneste sted bruger ordet ”ægteskab”, ja selve velsignelsessætningen og kravet om frugtbarhed er ikke forbeholdet menneskene men er allerede tidligere blevet forkyndt for fiskene og fuglene. (1. Mos. 1, 21-22)

Absurd er det imidlertid, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard minsandten påstår, at kønsdiversiteten er begrundet i Guds eget væsen. Med andre ord så tror de at ordet om at mennesket er skabt i Guds billede betyder, at Gud selv er kønsdivers, at han både er mand og kvinde på en gang. I deres iver for at forsvare det, som de opfatter som kirkens tradition, bevæger Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard sig ud på rigtigt dybt teologisk vand hvor de ikke kan bunde. Hvor visse af oldtidens gnostikere nemlig faktisk troede på en  treenighed bestående af Faderen, Moderen og Sønnen, ja så tror klassisk kristendom som bekendt på Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er der ligesom ikke så meget kønsdiversitet i, men ikke i den forstand at Gud så er mandlig. Snarere transcenderer Gud al kønstænkning, hvad fremgår af trosbekendelsen fra Nikæa, hvor det hedder, at Sønnen er født af Faderen og at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Her er ikke mandligt og kvindeligt – her er Gud som det rene åndsvæsen som Gud er.

Det virkeligt bekymrende ved Robert Bladts og Hans-Ole Bækgaards mærkværdige teologi er, at deres forvanskning af den kristne gudsforestilling formodentligt hænger sammen med, at de har det svært med det klassiske kristne menneskesyn, der bygger på ideen om at mennesket er skabt i Guds billede. Gud ligner ikke mennesket, men Gud har skabt mennesket som noget helt særligt og unikt. Skabelsen i Guds billede handler ikke om kønsdiversitet som en norm, som mennesket skal leve op til for at få Guds velsignelse, men om at den menneskelige diversitet, om den nu f.eks. består i forskellige køn, racer, klasser, religioner eller seksuelle orienteringer ikke ændrer på at vi alle er skabt i Guds billede. Derfor er vi alle basalt set lige for Gud, og derfor skal alle mennesker mødes med næstekærlighed. Det er hele kernen i det kristne menneskesyn og hele essensen i skabelsesberetningen i 1. Mos. Kap. 1. Denne tekst er ikke skrevet for at lukke nogen ude, sådan som Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard vil udlægge den, men i stedet for at fremhæve alle menneskers essentielle og umistelige værdighed.

Men måske Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke kan rumme tanken om at homoseksuelle mennesker, ligesom alle andre mennesker, uanset hvad der ellers måtte skille os ad, også er skabt i Guds billede?

Læs mere

Skrevet af den 17 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Katolske bortforklaringer

Der er ingen tvivl om at den katolske kirke i Danmark er ude i alvorlige problemer. Som bekendt startede hele sagen om sexovergreb i dansk katolsk regi med nogle dumme bemærkninger fra biskop Kozon om at han sådan set ikke havde tænkt sig at gå til myndighederne med mistanke om evt. sexovergreb begået af katolske præster – og at han kun kendte til en håndfuld sager i Danmark, der alle lå længere tilbage og omhandlede afdøde eller ikke længere aktive præster. Se det var dengang. Nu er vi oppe på næsten 30 sager og der er tre indtil for kort tid siden aktive katolske præster, som er de facto suspenderede fordi de er mistænkte for overgreb.

Hvad der er endnu værre, er, at Berlingske Tidende i dag skriver om, at den katolske kirke havde fået advarsler om to af de nu suspenderede præster, advarsler som man havde valgt at sylte. Og kronen på værket er, at to klager om en bestemt præst er blevet væk, ja det påstår man gudhjælpemig, i forbindelse med en flytning for nogle år siden.

Med andre ord, biskoppen, og formodentligt også andre af hans nære medarbejdere må, alt andet lige, have vidst, at der havde været klager mod endnu aktive katolske præster. Alligevel stod man frem og hævdede, at man kun kendte til gamle ”ufarlige” sager. Og nu vil man så have os til at tro, at vigtige papirer omhandlede en præsts evt. seksuelle overgreb bare sådan blev væk. Erling Tiedemann fra Katpod gør faktisk et stort nummer ud af at mistænkeliggøre Berlingske Tidende i denne her sag og fremstille den katolske kirke som uskyldig. Ser man bort fra en masse unødig og tåbelig snak om at et hemmeligt arkiv ikke er hemmeligt men kun indeholder hemmelige papirer, når han nemlig frem til at Berlingske Tidende er totalt utroværdig fordi de papirer der forsvundet ikke lå i det hemmelige arkiv, dvs. det med personfølsomme oplysninger, men i stedet i det almindelige arkiv.

Men, spørger jeg bare, hvorfor skulle papirer der omhandler en aktiv katolsk præsts eventuelle seksuelle overgreb have ligget i det almindelige arkiv og ikke i det hemmelige sammen med alle de andre personfølsomme sager? Det giver ingen mening.

Derimod giver det meget mening at den katolske biskop i panik eller med beregning har fået fjernet papirer der kunne vise, at den katolske kirke aktivt har syltet sager om katolske præster sexovergreb.

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Homofobi uden kulturhistorisk dækning

Leif Andersen, der er lektor ved det højrekristne Menighedsfakultet og medlem af det fundamentalistiske Evangelisk-Lutherske Netværk, forsøger i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 14.5.2010 at finde nogle ikke-bibelske begrundelser for hvorfor vi ikke må få et kønsneutralt ægteskab. Og lad det være sagt med det samme, det kommer han rigtigt skidt fra.

Leif Andersen lægger i første halvdel af sit indlæg ud med påstanden om, at det i princippet livslange ægteskab mellem mand og kvinde kendes i alle kulturer. Synet på homoseksualitet har efter hans mening været forholdsvis stabilt i alle kulturer, og selvom han indrømmer, at nogle kulturer har set positivt på homoseksualitet, så ændrer det ikke ved, at ingen kulturer, end ikke de få polygame, har anerkendt et kønsneutralt ægteskab.

Dernæst går Leif Andersen over til nogle overvejelser over, at det kun er kort tid siden, nemlig i 1980, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser, og han spørger, om det så ikke er ”tæt på rablende vanvid, at vi nu med sådan en hast så meget som overvejer at kuldkaste verdenshistoriens måske mest stabile institution”?

At afvise vielser af homoseksuelle er, i henhold til Leif Andersen, ikke mere diskriminerende end at afvise polygame ægteskaber eller søskendeægteskaber da de argumenter der bruges for de første uden videre kan overføres på de andre.

Herefter kommer han med nogle overvejelser over hvornår folk, der som han mener, at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet, vil blive kriminaliseret. At det er et realistisk scenarie mener han at de fleste vil være enige i.

Dernæst vender han tilbage til den alvorlige risiko det ville udgøre for os alle hvis vi accepterer homoseksuelle ægteskaber, og han sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Til sidst runder han af med følgende svada: ”Jeg foreslår, at vi venter. Der bør være en evalueringsperiode. Nu er homoseksualiteten blevet såvel afkriminaliseret som raskmeldt. Lad os så vente og se, hvad konsekvenserne bliver. Helt seriøst: Ville det – på den baggrund – være forhastet med en evalueringsperiode på et par hundrede år? Eller i det mindste indtil vi ved noget?”

Nu er det en farlig øvelse at ville opstille en tværkulturel og verdenshistorisk begrundelse for hvorfor det i princippet livslange ægteskab mellem en mand og en kvinde skulle være fælleskulturelt arvegods for hele menneskeheden.  Alle kulturer kender selvsagt til seksuelle relationer mellem mænd og kvinder, men hvordan de bliver reguleret eller ikke reguleret har været og er forsat meget forskelligt. Polygami er ikke meget sjældent, sådan som Leif Andersen påstår, men er i stedet kendt fra den kinesiske, de mellemøstlige, de afrikanske såvel som de amerikanske kulturer. Både Det Gamle Testamente og de danske vikingekonger kendte til polygami. Ej heller kan det påstås, at ægteskabet i princippet har været tænkt til at være livslangt verden over. Den uhyre lette adgang til skilsmisse for mænd som man finder i Moseloven og i sharialoven viser, at Leif Andersen tænker snævert kristent fundamentalistisk når han beskriver ægteskabet tværkulturelt set.

Nu giver det slet ikke mening, at ville tale om homoseksualitet i tiden før dette begreb dukker op i Vesten, hvad det gør i slutningen af 1800-tallet. Derimod synes de fleste, hvis ikke alle, kulturer at kende til seksuelle relationer mellem mennesker af samme biologisk køn. Synet herpå er og har været meget forskelligt.

Her er det nødvendigt at være opmærksom på, at Leif Andersen synes at tage udgangspunkt i den antagelse, at alle kulturer kun kender til to køn, nemlig mand og kvinde. Men i virkelighedens verden opererer en række kulturer med mere end to køn. F.eks. har en række prærieindianerstammer anerkendt eksistensen af såkaldte ”to ånds mennesker”, dvs. biologiske mænd med en identitet og social rolle som kvinder og biologiske kvinder med en identitet og social rolle som mænd. (Sommetider kunne to ånds mennesker dog også frit blande kønsrollerne) Ægteskab mellem f.eks. en to ånds person, der var biologisk mand, med en anden biologisk mand var anerkendt og vi kender til at sådanne ægtepar adopterede børn, hvad også var fuldt accepteret.

Hvis vi altså forstår det kønsneutrale ægteskab som ægteskab mellem to personer med samme biologisk køn, ja så er Leif Andersens påstand om at ingen kulturer kender hertil direkte usand.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Leif Andersens indlæg, er, at han helt forbigår eksistensen af det registrerede partnerskab. Måske fordi han vil fremmane en forestilling om at vi er på vej til at gå direkte fra at have afsygeliggjort homoseksualitet og så til at anerkende homoseksuelle ægteskaber. Faktum er imidlertid, at vi siden 1989 har haft det registrerede partnerskab, der en offentlig / statslig anerkendelse af homoseksuelle par, der på de fleste punkter ligestiller dem med heteroseksuelle ægtepar. Det registrerede partnerskab for homoseksuelle har ikke udløst noget stærkt politisk krav om registreret partnerskab for polygame eller for søskendepar, så Leif Andersens glidebanetrussel har ikke hold i den historiske realitet. I øvrigt så jeg gerne, at han fortalte os hvilke grunde der er til at samfundet ikke skal anerkende polygame ægteskaber og søskende ægteskaber. Han må da have nogen bedre grunde end at de skal være forbudte fordi homoseksuelle ikke må gifte sig?

Der er ingen mening i at ville forbyde dumhed og ignorance, så nej, jeg tror ikke, at vi vil se en kriminalisering af påstanden om at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet. Det skal en Leif Andersen da have lov til at mene, om end det er sjovt, at han på en gang påstår, at vi ikke ved hvad homoseksualitet er og så dog mener, at det er hans ret at påstå, at den repræsenterer noget der er i stykker. Hvorfra ved han egentligt det? Måske han i øvrigt ikke ved, at ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse er en ide, der først dukker op med homoseksualitetsbegrebet og altså ikke en forestilling, der har dybe kulturhistoriske rødder?

Det virkeligt sørgelige ved Leif Andersen er imidlertid ikke hans slående kulturhistoriske uvidenhed eller hans argumentationskneb. Det triste er at han i bogstavelig forstand giver udtryk for homofobi, altså angst for homoseksuelle. Vi udgør i hans mentale univers en dunkel trussel mod ægteskabet og samfundet, og samfundet har derfor efter hans mening brug for flere århundreder for at se, om det ikke var et fejlgreb at afkriminalisere hhv. afsygeliggøre vores kærlighed og seksualitet. Hvis en sådan indstilling ikke er homofobisk så ved jeg ikke hvad der skulle være det.

Men om Leif Andersen og meningsfæller nu kan lide det eller ej, så går udviklingen heldigvis sommetider hurtig. Tænk blot på, at gifte kvinder først blev myndiggjort i 1899 for så, 16 år senere, at få tildelt stemmeretten sammen med deres ugifte kønsfæller. Set i det lys er der intet hurtigt i, at vi, 21 år efter indførelsen af det registrerede partnerskab, får det homoseksuelle ægteskab. Sverige og Holland har allerede vist os vejen.

Læs mere

Skrevet af den 11 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Hykleri

At hykleri er moralsk forkasteligt synes der at herske en almen konsensus om i samfundet. Om denne enighed mht. det umoralske i at være hyklerisk skyldes at man trækker på den bibelske arv, hvor især Jesus taler med store bogstaver mod hyklerne eller har andre årsager skal jeg ikke kunne sige. Enig synes man i hvert fald at være mht. at fordømme hykleri.

På den anden side er hykleri sådan set ret så almindeligt. F.eks. drikker danskerne, hvis man skal tro diverse spørgeskemaundersøgelser, betydeligt mindre alkohol end de køber i butikkerne. Eller med andre ord, når vi bliver spurgt om hvor mange genstande vi drikker om dagen, om hvor meget frugt og grønt vi spiser og om hvor meget vi motionerer, ja så har vi en vis tendens til at pynte på virkeligheden. Og dermed tilslutter vi os den store skare af hyklere, dvs. dem, der gør sig bedre end de er.

Derfor kan forargelsen over hykleriet let blive hyklerisk, nemlig i de tilfælde, hvor man glemmer, at det er menneskeligt, alt for menneskeligt, at dække over sine svage sider og fremstille sig bedre end man egentligt er.

Når det så er sagt, så findes der en form for hykleri, der fortjener at blive påtalt og som bør få konsekvenser. Det er det hykleri hvor man ikke bare dækker over sine egne fejl og mangler men også offensivt fordømmer andre for en adfærd, som man selv har.

Et eksempel herpå er den socialdemokratiske politiker Mette Frederiksen, der har været ude med riven mod de forældre, der sender deres børn i privatskole, men som nu så selv har valgt at sende sin datter i en privatskole.

En lige så aktuel historie er den om den amerikanske højrereligiøse leder George Alan Rekers. Han er medstifter af den toneangivende organisation Family Research Council, og han er bestyrelsesmedlem i NARTH (National Association for Research & Therapy of Homosexuality) en organisation der arbejder for at helbrede homoseksuelle for deres seksuelle orientering. Rekers kæmper for, at homoseksuelle ikke skal have lov til at adoptere eller indgå registreret partnerskab, og han lader ikke en chance gå forbi mht. at forkynde det budskab, at ”praktiseret” homoseksualitet er en synd. Nu har pressen imidlertid opsnuset, at Rekers for nyligt tog på en ti-dages rejse til en række europæiske hovedstæder sammen med en escortfyr fra webstedet Rentboy. Hans efterfølgende bortforklaringsforsøg er blevet stadigt mere fantastiske og usammenhængende, hvad tydeligt viser, at Rekers selv er til unge smukke mænd, men er villig til at lyve om sin egen seksualitet.

Det var uklogt af Mette Frederiksen at hun i sin tid langede så bastant ud efter forældre, der fravælger folkeskolen til fordel for en privatskole. Men hun har dog efterfølgende indrømmet, at det var forkert af hende at være så fordømmende. Også politikere har lov til at lære af livet og til at blive klogere. Politikere der indrømmer deres fejl er altid at foretrække frem for dem, der vil have os til at tro, at de er ufejlbarlige.

George Alan Rekers derimod er en hykler af værste slags. Han kæmper indædt mod en samfundsmæssig accept af homoseksuelle og for, at homoseksuelle skal opgive deres seksualitet, og så fornøjer han sig med en mandlig prostitueret. Og ikke nok med det, han lyver så vandet driver af ham fordi han ikke har mod og mandhjerte (m/K) til at indrømme, at han ikke kan eller vil leve op til de idealer som han forsøger at tvinge andre til at leve efter. Det er godt og rigtigt, at George Alan Rekers er blevet outet som den ondsindede og modbydelige hykler han er. Jeg håber, at pressen også fremover vil sørge for at lignende hykleri blandt de højrereligiøse homofober kommer frem i lyset så alle kan gennemskue hvor forløjet deres kamp mod homoseksuelle er.

Læs mere