DR 2 sender et program om mennesker, der har skiftet tro. Jeg deltager i en af udsendelserne (nr. 5 ud af 8). Man kan se udsendelsen på http://www.dr.dk/dr2/d/de+omvendte
Læs mereKristeligt Dagblad fra den 10.5.2010 beretter om en engelsk ægteskabslovgiver, der blev fyret, fordi han med henvisning til sin kristne tro afviste at rådgive et homoseksuelt par. Det har bragt kristne lobbyister på banen, der, sædvanen tro fristes jeg til at sige, hævder, at man diskriminerer kristne hvis man nægter dem lov til at diskriminere homoseksuelle.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er af den overbevisning, at trossamfund der er uafhængige af staten har ret til at diskriminere homoseksuelle, kvinder eller hvem de nu ellers har behov for at diskriminere, så længe det drejer sig om religiøse ritualer og ansættelser, der er direkte knyttet til kulten og forkyndelsen.
Derimod er det en glidebane uden ende, hvis man lukker op for at kristne må diskriminere homoseksuelle i sekulære sammenhænge sådan som det ser ud til at have været kravet i tilfældet med den førnævnte britiske sag. For hvis kristne skal have lov til at afvise at yde serviceydelser til homoseksuelle par, så skal muslimske hjemmehjælpere vel også have lov til at afvise at servere svinekød til de ældre? Man måtte så også spørge sig om hvorfor det kun er religiøse mennesker, der har ret til at diskriminere. Hvis kristne må diskriminere homoseksuelle, så må ateister vel også nægte at udleje lokaler til kristne grupper, og satanistiske postbude må så vel også have lov til at nægte at uddele Kristeligt Dagblad?
Det moderne sekulære samfund kan kun eksistere, hvis vi giver plads til at folk kan tro og leve forskelligt. Det medfører, at vi ikke må forbyde folk at praktisere deres religion, f.eks. at gå med tørklæde eller kors. Men det kræver også, at de religiøse accepterer, at folk kan have en anden tro eller et andet liv end dem selv og at de derfor ikke nægter at yde de serviceydelser til anderledes troende hhv. levende som de faktisk er forpligtede til i henhold til den verdslige beskæftigelse de nu måtte have.
Eller med andre ord, man må ikke diskriminere andre pga. deres religion, men religiøse mennesker har ikke ret til at diskriminere andre med henvisning til deres religion. Homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner er borgere her i samfundet, og deres rettigheder må ikke trædes under fode blot fordi enkelte mennesker med en konservativ eller fundamentalistisk religiøsitet blander deres religion sammen med deres sekulære arbejde.
Læs mereAyaan Hirsi Ali, den verdenskendte stærkt islam-kritiske eksmuslim, opfordrer de kristne til at forsøge, at omvende muslimerne, fremgår det af en længere artikel i Kristeligt Dagblad fra den 1.5.2010. Og denne opfordring har som ventet udløst en del debat.
Personligt må jeg sige, at jeg synes der er noget bemærkelsesværdigt ved at Ayaan Hirsi Ali, der er en selverklæret ateist, opfordrer de kristne til at omvende muslimerne til kristendommen. Det er altså ikke en personlig erkendelse af kristendommens essentielle sandhed, der ligger bag denne appel til kristen mission. Snarere fornemmer jeg at Ayaan Hirsi Ali er skuffet over at de kristne i den vestlige verden kun i begrænset grad har bakket op om den ydre højrefløjs ideologiske kamp mod islam, en kamp som hun synes at alliere sig med.
Set i lyset af hvad Ayaan Hirsi Ali har erfaret på sin egen krop er hendes vrede mod islam forståelig, om end hun så måske nok glemmer, at hvis Europa havde ført den indvandringspolitik som hendes nuværende politiske allierede drømmer om, ja så ville hun aldrig selv været kommet til Vesten, og så ville hun forsat leve i et islamisk helvede i Somalia. Med al medmenneskelig forståelse bør man være skeptisk overfor de motiver, der ligger bag Ayaan Hirsi Alis opfordring til islam mission.
Men skal kristne så missionere blandt muslimer?
Ja da, vil jeg hævde! Det er helt oplagt at kristne deler deres tro med deres muslimske medborgere. Og lige præcis fordi kristne har en oplagt opgave mht. at bringe det glade budskab videre til deres muslimske medborgere er det af afgørende betydning, at de ikke lader sig misbruge i et politisk antimuslimsk projekt.
Mission i den moderne verden hvor vi (forhåbentligt) har forstået at brug af vold og tvang i forbindelse med udbredelsen af den kristne tro er helt uacceptabel, kan kun lykkes, hvis det lykkes os at skabe en tillidsfuld dialog, hvor muslimer føler at de trygt kan lytte til os ligesom vi altid skal være villig til at lytte til dem. Vi skal kunne stille kritiske spørgsmål til muslimerne og de skal have lov til det samme i forhold til os. Mission i en moderne kontekst må bygge på en grundlæggende respekt for ens medmennesker uanset deres tro, og den religiøse uenighed må lige så lidt udmøntes i hån og foragt for ens modpart som den gensidige respekt må ende i religiøs ligegyldighed.
Kristen mission blandt muslimer skal med andre ord været drevet af næstekærlighed og ikke politiske beregninger for slet ikke at tale om fremmedhad og racisme.
Læs mereGeneralsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen skriver i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 29.4.2010 om hvordan man som kristen bør se på tvivlen. Og hans besked er klar: tvivlen er den kristnes fjende, som han eller hun må kæmpe med – men aldrig acceptere.
For mig derimod findes der grundlæggende set to slags tvivl, nemlig den gode og den onde.
Den gode tvivl er den tvivl som er al videnskabs og al udviklings forudsætning. Hvis renæssancens tænkere ikke havde turdet tvivle på middelalderens forståelse af verden, ja så ville vi alle leve i middelalderen endnu. Hvis demokratiets fortænkere ikke havde turdet tvivle på enevældens fortræffeligheder, ja så ville vi ikke have demokrati i dag. Og hvis Luther ikke havde turdet tvivle på den katolske kirkes lære, ja så fandtes der i dag ingen protestantisk kristendom. Uden tvivl er der ingen samfundsmæssig udvikling, og fortidens vranglære ender ikke så sjældent som nutidens sandhed.
I mit personlige liv er jeg glad for, at jeg har skiftet både tro og holdninger flere gange, alt efter hvor jeg i min søgen efter sandhed og mening fandt hen – eller efter hvor min vandring med Gud førte mig hen. Tvivl er i denne forstand en livsnødvendighed for mig fordi den får mig til at se nye aspekter og perspektiver. Den hjælper mig til at blive klogere på mig selv, de andre og ikke mindst på Gud.
Den gode tvivl er med andre ord den, der fører en videre, den der kan føre til visdom og ydmyghed.
Men der findes også en ond tvivl. Denne viser sig i form af ængstelse. F.eks. er det sikkert en god ide at tænke over om man fik låst hoveddøren før man gik i seng. Men er man hver aften nødt til at kontrollere døren 4-5 gange, fordi man hele tiden er i tvivl om hvorvidt at døren nu er låst, ja så bliver den oprindeligt fornuftige overvejelse til en plage og til en byrde.
I min katolske tid gik jeg i flere år til skrifte hver uge – og knapt var jeg kommet ud ad skriftestolen før jeg blev lammet af rædsel over et eller andet som jeg havde glemt at skrifte. Sådan gik det hver gang, min permanente livsangst og min manglende tillid til Guds kærlighed gjorde, at tvivlen satte ind med det samme og med den kom en dyb fortvivlelse.
Den onde tvivl næres med andre ord af angst og skaber fortvivlelse. Den er en sand plage for den, der rammes af den. I tillid til Guds betingelsesløse kærlighed kan vi bede Gud om at hjælpe og styrke os når vi bliver ramt af den – og her ikke mindst bede ham om at vi aldrig må tvivle på hans kærlighed til os.
Kunsten består kort sagt i at gennemskue hvilken type tvivl der er tale om – og dermed se den konkrete tvivl som en gave fra Gud eller som en visken fra Satan.
Læs mere
Seneste kommentarer