Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Fremtidens katolske kirke del 6 – udfordringen fra bioteknologiens fagre nye verden

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans fem første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring, den demografiske udfordring og lægfolkets rolle vil vokse. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens sjette fremtidsscenarie, der handler om udfordringen fra bioteknologiens fagre nye verden.

Den katolske kirke er kendt for sin modstand mod abort og mod homoseksuelle ægteskaber. Disse problemfelter har den katolske kirke brugt rigtig meget energi på – og intet tyder på, at den vil skrue ned på kampen mod den fri abort og mod anerkendelse af de homoseksuelles parforhold. Men den hurtige udvikling indenfor bioteknologien vil medføre, at den katolske kirke både må forstærke igangværende kampe – og starte op på nogle helt nye.

Kort fortalt er de allerede eksisterende og de nye problemfelter for den katolske kirke med relation til bioteknologien: reagensglasbefrugtning, kloning, stamcelleforskning, eutanasi, præimplantationsdiagnostik, genmodificerede afgrøder samt chimeraer, dvs. organismer som indeholder gener fra mindst to forskellige arter, herunder f.eks. hybrider mellem mennesker og chimpanser.

Reagensglasbefrugtning har været kendt siden 1978 og er i dag en veletableret teknologi. Det er ikke så kendt, at den katolske kirke er en stærk modstander af brugen af reagensglasbefrugtning. Begrundelserne herfor er mange, men de er bl.a., at reagensglasbefrugtning på kunstig vis skiller det fra hinanden, der hører sammen, nemlig det ægteskabelige samleje og befrugtningen, og at der i forbindelse med reagensglasbefrugtning typisk ødelægges befrugtede æg, der i henhold til den katolske kirke er at betragte som mennesker, som man ikke må slå ihjel. Der er ikke meget, der tyder på, at den katolske kirke vil slække på sin modstand mod reagensglasbefrugtning. Dog er man allerede nu villig til at se på alternative teknologier, hvor befrugtningen ikke sker udenfor kvindens krop og hvor befrugtede æg ikke bevidst bliver destrueret.

Kloning består i at man tager en celle fra et individ og ud af den skaber et nyt individ, der er identisk med det som cellen blev taget fra. Kloning er lykkedes med en række dyrearter, men endnu ikke med mennesker. Det er dog formodentligt kun et spørgsmål om kort tid før kloning af mennesker vil være mulig. Den katolske kirke er stærk modstander af kloning. Argumenterne følger dem som man bruger mod reagensglasbefrugtning men tilføjer ekstra, såsom at det er et angreb på menneskets fundamentale værdighed, hvis man gør det til et kopiprodukt af et andet menneske.

Stamcelleforskning er et af de allermest hotte emner indenfor bioteknologien. Man håber, at man ved at udtage såkaldte stamceller fra få dage gamle fostre, de såkaldte embryoner, kan revolutionere behandlingen af en række nu uhelbredelige lidelser. Stamceller er celler, der kan udvikle sig til hvilken som helst form for celler. Ideen er, at man vha. stamceller kan fremdyrke nye hjerneceller til hjerneskadede, nye organer etc. Der synes næsten ikke at være nogen grænser for mulighederne, om end alt endnu kun fungerer i teorien, ikke i praksis. Problemet er imidlertid, at man må dræbe embryonerne for at få fat i deres stamceller – og at dræbe embryoner er for den katolske kirke det samme som drab. Til gengæld støtter man den stamcelleforskning, som satser på at udvikle stamceller fra voksne individer eller fra nyfødtes navlesnore.

Nye teknologier har gjort det muligt at holde liv i syge mennesker, der for bare en generation siden ville være døde af deres sygdomme. Det har medført, at der f.eks. findes mennesker, der i årevis har været i dyb koma og hvor lægerne har opgivet håbet om, at patienten vil vågne op igen. I dag er der stadigt flere, der går ind for aktiv dødshjælp eller eutanasi i tilfælde af håbløst syge mennesker og i tilfælde af langvarig og perspektivløs koma. Indgrebet kan så været aktivt (f.eks. en injektion med en dødelig væske) eller passivt (indstilling af videre behandling, herunder kunstig ernæring og tilførelse af væske til patienter i koma). Den katolske kirke er stærk modstander af enhver form for eutanasi. Man kan i visse tilfælde acceptere indstilling af kunstig livsforlængende behandling, dog under ingen omstændigheder indstilling af kunstig ernæring og væsketilførelse. Kampen for at mennesket har ret til en naturlig død, og det uanset hvad det enkelte individ selv måtte ønske, vil helt sikkert komme til at fylde mere og mere på den katolske kirkes dagsorden.

Præimplantationsdiagnostik er nært knyttet til reagensglasbefrugtning. Den består i, at man lader de befrugtede æg udvikle sig et par dage i en petriskål, hvorefter man kan udtage en enkelt celle fra den unge embryon og tjekke den for genetiske lidelser. På denne måde kan man frasortere embryoner med uønskede gener. Ud over, at den katolske kirke jo som sagt er stærk modstander af at man dræber embryoner, så påpeger man også, at selve ideen om at ville skabe perfekte individer vha. teknologiske indgreb i menneskets tilblivelse er helt uforenelig med respekten for menneskelivet.

Genmodificerede afgrøder opfattes af mange som løsningen på hungersnøden i verden. F.eks. er håbet, at genmodificerede afgrøder vil kunne give langt højere udbytter end dem som vi kender i dag og at de vil være mindre afhængige af kunstgødning og pesticider. Fra Vatikanet har der lyt opmuntrende røster mht. at fordre denne teknologi. Men især blandt biskopperne på den sydlige halvkugle er der en stærk modstand mod genmodificerede afgrøder. Man frygter bl.a., at disse afgrøder vil kunne udgøre en uoverskuelig trussel mod den lokale fauna og mod menneskers sundhed. Dertil kommer, at man frygter, at den nye teknologi vil gøre fattige bønder afhængige af at købe dyr såsæd hos de store internationale koncerner, hvad vil kunne skubbe mange fattige småbønder i den tredje verden ud i endnu dybere fattigdom og økonomisk afhængighed. Da katolicismen fra den sydlige halvkugle alt andet lige vil få mere indflydelse i fremtidens katolske kirke er det sandsynligt, at den katolske kirkes modstand mod genmodificerede afgrøder vil vokse.

Chimeraer lyder nok for mange mest af sciencefiction, men det er de nu ikke. Allerede nu er der blevet implanteret hjerneceller fra døde menneskefostre i levende musefostre, der så har udviklet sig til voksne mus. Man har fremavlet køer, hvis mælk indeholder menneskelige proteiner. Og mulighederne og ideerne er mange. I øvrigt er der en sammenhæng mellem stamcelleforskningen og frembringelsen af chimeraer. For de organer, som man vil frembringe vha. stamceller, skal helst have et sted at vokse – og de skal under alle omstændigheder testes før de kan transplanteres til mennesker. Grise med menneskeøjne, chimpanser med menneskehjerter, og ganske meget andet vil snart være levevæsener, som teologien må forholde sig til. Og så kan man ikke udelukke, at forskerne en dag i fremtiden vil præsentere os for en chimpanse-menneske hybrid. Problemet er, at den katolske kirke går ud fra, at mennesket er et ganske unikt væsen, der i essentiel grad er forskellig fra dyrene. Og antagelsen er, at det at være menneske er noget ganske entydigt. Enten er man menneske eller også er man det ikke. Chimeraer udfordrer sådanne forestillinger fordi de befinder sig i et grumset grænseland mellem dyr og menneske. Endnu har den katolske kirke knapt nok taget denne udfordring op, dertil er den for ny, men det vil man blive nødt til, og det kan næppe ske for hurtigt.

 Den katolske kirke vil sandsynligvis gribe til en trestrenget strategi for at imødegå udfordringen fra bioteknologien:

Man vil lægge vægt på at støtte udviklingen af bioteknologier, der kan bruges til at bekæmpe sygdomme og uønsket barnløshed, men som ikke er belastet med de etiske problemer som de nuværende er kendetegnet ved. Og man vil forsøge, at støtte udviklingen af flere og bedre tilbud til kronisk syge og døende, så der er et godt alternativ til eutanasi.

Man vil lægge vægt på, at den katolske kirkes modstand mod de nye teknologier ikke handler om et religiøst diktat men i stedet om dybe sandheder, der er indlagt i selve naturen. Og man vil forsøge, at modvirke nutidens fokus på at menneskets har ret til et lidelsesfrit liv til fordel for en spiritualitet, hvor lidelsen kan spille en positiv rolle. Lidelsen skal tages alvorligt – men bekæmpelsen af lidelsen må sommetider vige til fordel for et højere etisk gode.

Man vil søge nye politiske alliancer i forsøget på at få reguleret hhv. forbudt så meget som muligt af de nye teknologier. I det politiske landskab er det jo i dag typisk de rød-grønne, der er bekymrede for hvad bioteknologien kan medføre, mens man på borgerligt hold kan finde en del, der ikke vil gribe for meget ind overfor en milliardindustri med et enormt vækstpotentiale. Måske fremtidens rød-grønne ikke længere per rygrads reaktion vil se den katolske kirke som deres politisk modstander, men i stedet som den stærkeste allierede i kampen mod bioteknologiens fagre nye verden?

Læs mere

Skrevet af den 6 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 5 – lægfolkets rolle vil vokse

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans fire første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring og den demografiske udfordring. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens femte fremtidsscenarie, der handler om at lægfolkets indflydelse i kirken vil vokse.

For ganske mange mennesker, katolikker såvel som ikke-katolikker, er den katolske kirke indbegrevet af en hierarkisk styret kirke, hvor al magt er samlet hos Paven, biskopperne og præsterne. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at den katolske kirkes hierarki hører med til kirkens hjerteblod. Ethvert forsøg på at demokratisere den katolske kirke og indføre en flad kirkestruktur er de facto et forsøg på at afskaffe katolicismen. Men det siger også sig selv, at kirken heller ikke kan eksistere uden lægfolket. Fårene har brug for hyrder – og hyrderne har brug for fårene.

Allerede i starten af 1900-tallet begyndte biskopperne og Paven at forstå, at den katolske kirke kun kunne bekæmpe den tiltagende sekularisering af de europæiske lande hvis lægfolket i et helt nyt omfang begyndte at støtte kirkens hyrder i denne kamp. Men først med det andet Vatikankoncil blev der skabt et egentligt teologisk fundament for den forstærkede inddragelse af lægfolket i kirkens mission.

I tiden lige før og i høj grad i tiden efter det andet Vatikankoncil er der opstået mange bevægelser, der er specielt rettet mod katolske lægfolk som f.eks. Opus Dei, Focolare, Tro og Lys etc. Disse bevægelser lægger vægt på en kombination af personlig helligelse og et arbejde for kirkens apostelat. Ikke alle men dog mange af disse bevægelser er præget af den evangelikale katolicisme og dem, der er det, modtager stærk støtte fra Vatikanet og mange biskopper. I fremtiden vil disse bevægelser i voksende grad kunne komme til at præge idealet for hvordan man som lægperson bør leve og virke som katolik. Afgørende bliver det, at den katolske kirkes hierarki holder det nødvendige opsyn med disse bevægelser for at forhindre, at de udvikler sig i en retning som man ikke kan leve med samtidigt med, at man ikke blander sig så meget, at man får ødelagt den dynamik og selvstændighed som bevægelserne har brug for, hvis de skal kunne leve op til deres apostelat.

Men lægfolk udfører i dag i stadigt voksende grad også opgaver, der tidligere blev varetaget af præster og ordensfolk. En stor mangel på præster betyder, at lægfolk i dag verden over mange steder står for f.eks. religionsundervisningen, besøg af ældre og svagelige i menigheden, missionsvirksomhed, administrative opgaver etc. Størstedelen af de lægfolk, der varetager disse opgaver, er i øvrigt kvinder. Det er en udvikling, der ikke har været og forsat ikke vil være uden konflikter. Især har der både fra Vatikanets og fra evangelikale katolikkers side af været en skarp kritik af at lægfolk nogen steder har fået en rolle, der i farlig grad flyder sammen med præsternes.

Fremtidens katolske kirke vil derfor være præget af forsøg på at gøre skellet mellem det viede præsteskab og lægfolket mere klart. Samtidigt hermed vil man imidlertid være tvunget til også at være pragmatisk. I den tredje verden er der allerede nu mange sogne, der kun får besøg af en præst nogle få gange om året. I den vestlige verden vil antallet af sogne, der ikke har nogen fast bosiddende præst, også vokse. Hvis troslivet ikke skal visne hen her – for slet ikke at tale om hvis man vil vinde nye mennesker for troen, så må præsterne og biskopperne støtte sig massivt på lægfolket og dets indsats.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 4 – den demografiske udfordring

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans første fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, og hans andet fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal samt om hans tredje fremtidsscenarie, der handler om den muslimske udfordring. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens fjerde fremtidsscenarie, der handler om de udfordringer som den demografiske udvikling stiller den katolske kirke overfor.

For at en befolkning kan reproducere sig selv skal dens kvinder, når de har afsluttet deres fødedygtige periode, gennemsnitligt set have født 2,1 barn. Er denne såkaldte fertilitetsrate højere vil befolkningen vokse – hvis den er lavere, vil den skrumpe. En høj fertilitetsrate medfører en ung befolkning, en lav fertilitetsrate medfører en ”grå” befolkning. Fertiliteten er altså vigtig for både en befolknings udvikling og sammensætning. Ændringer i fertiliteten vil medføre at den katolske kirke må tilpasse sine strategier til de sociale og kirkelige udfordringer som en ændret fertilitet udløser.

Det er alment kendt, at Europa er på vej til både at blive grå og til at skrumpe. I 1957 havde således alle de nuværende 27 medlemmer af EU en fertilitetsrate på over 2,1 – i dag har de alle en på under 2,1. FN skønner, at Europas befolkning vil falde fra de nuværende 728 millioner til 590 millioner, et fald på 138 millioner! Dog er udviklingen meget ujævn. Middelhavsområdet, Central- og Østeuropa har en fertilitetsrate på 1,5 eller lavere, mens Nord- og Vesteuropa har en fertilitetsrate på omkring 1,8. Frankrig og Danmark har hhv. Europas højeste og næsthøjeste fertilitetsrate. Det er et interessant fænomen, at de europæiske lande, hvor man har det mest liberale syn på familiedannelse og skilsmisse også er de lande, der har den højeste fertilitet i europæisk sammenhæng.

I USA derimod vil befolkningen vokse med næsten 100 millioner i de næste 50 år. Denne udvikling skyldes dog hovedsagelig en stor indvandring fra Sydamerika. På trods af befolkningsvæksten vil befolkningens gennemsnitsalder stige.

I Sydamerika forventes befolkningen at stige fra 561 millioner i 2005 til 782 millioner i 2050. Men denne udvikling dækker over store forskelle landene imellem. Således havde Brasilien i 1960 en fertilitetsrate på 6,15, i dag er den 2,1. I Mexico var den 7,0 i 1960, mens den i dag er på 2,03.

Selv i Mellemøsten vil befolkningen på det lange sigt falde – faktisk falder fertilitetsraten her mere kraftigt end noget andet sted i verden. I Iran er fertilitetsraten allerede nu nede på 2,0. I Tyrkiet har Erdogans retirader om at den udbredte brug af prævention er et forræderi mod staten og hans påstand om, at Allah vil have flere babyer, ikke kunnet ændre ved, at fertilitetsraten er nede på 2,3. I 2050 vil den tyrkiske befolkning gennemsnitligt set være ældre end den amerikanske.

Kun i Afrika, i særdeleshed i Afrika syd for Sahara, ser udviklingen væsentligt anderledes ud. I sidstnævnte område er fertilitetsraten 5,6 og på trods af visse regionale udsving ser den ikke ud til at falde i nævneværdig grad. Bl.a. pga. befolkningsudviklingen vil den afrikanske katolicisme få en stadigt større betydning for den katolske kirke.

I Europa står den katolske kirke overfor den udfordring, at en voksende muslimsk indvandring kombineret med et stærkt fald i den indfødte katolske befolkning vil få andelen af katolikker i befolkningen til at falde. Det er derfor ikke så mærkeligt, at man her blandt nogen katolske biskopper kan finde en vis skepsis overfor indvandring. I USA, hvor størstedelen af indvandrene er katolikker, kan man allerede nu se at de katolske biskopper er meget engageret i at modvirke lovændringer, der skal begrænse indvandringen. Denne ujævnhed i den katolske kirkes politik mht. indvandring vil alt andet lige fortsætte.

Det forhold, at stadigt færre unge mennesker skal betale for pension og sundhedsudgifter til en stadigt større ældre befolkning vil kunne udløse alvorlige generationskonflikter og med stor sikkerhed medføre, at de ældres levestandart vil falde samtidigt med, at børnefamiliernes økonomi vil blive presset af et voksende skattetryk. Politisk set vil den katolske kirke blive nødt til at kræve, at man skal tage sig af de ældre, men at der også skal være penge til børn og unge. De kirkelige sociale tilbud vil helt klart få voldsomt voksende udgifter til diverse former for hjælp til fattige, svage og ensomme ældre.

Et andet problemfelt vil være, at en stadigt større andel af ældre og svagelige i befolkningen vil forøge staternes interesse i at kunne tilbyde eutanasi. Mange svage ældre kan komme til at føle sig presset til at vælge denne løsning frem for at skulle ligge samfundet og deres få slægtninge til last. Kampen mod eutanasi vil derfor kunne komme til at få den samme centrale rolle for den katolske kirke som kampen mod abort har i dag.

Den faldende fertilitet og de problemer, som den vil udløse for ganske mange lande, vil til gengæld kunne bruges som et argument for, at den katolske kirkes forbud mod abort og brug af prævention er både meningsfulde og nødvendige. Og det forhold, at de evangelikale katolikker alt andet lige må forventes at få flere børn end de liberale må også medføre, at førstnævnte gruppes indflydelse vil vokse på bekostning af sidstnævnte.

Og sidst men ikke mindst, ældre mennesker er typisk mere religiøse end unge mennesker. Når andelen af ældre i befolkningen vil vokse markant i f.eks. Europa kan man altså også forvente, at andelen af kirkegængere i befolkningen vil stige. Udfordringen for den katolske kirke vil være, at have mange gode, ældre venlige tilbud, herunder ikke mindst en spiritualitet, der kan hjælpe de ældre til at takle alderdommens problemer, så man kan få del i dette religiøse ”vækstmarked”.

Læs mere

Skrevet af den 4 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Fremtidens katolske kirke del 3 – den muslimske udfordring

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans første fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, og hans andet fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal. I dette indlæg vil jeg fortælle om hans tredje fremtidsscenarie, der handler om hvordan den katolske kirke vil takle den muslimske udfordring.

At islam allerede nu spiller en stor rolle for den katolske kirke, en rolle der kun kan vokse, skyldes bl.a. at islam er verdens næststørste religion (1,6 milliarder tilhængere) efter kristendommen (2,3 milliarder tilhængere, hvoraf 1,1 milliard er katolikker). Allerede nu er mere end halvdelen af verdens befolkning enten muslimer eller kristne, og i fremtiden vil disse to religioner komme til at udgøre en endnu større andel af verdens befolkning. Hvert år vokser antallet af muslimer i verden med ca. 23 millioner, mens antallet af kristne forøges med ca. 30 millioner. Med mindre, at der sker noget uventet, vil kristendommen altså også om 100 år være verdens største religion – og dens største konkurrent vil fortsat være islam.

Antallet af muslimer i Europa, den katolske kirkes gamle kerneområde, er også vigtigt for den katolske kirke. Nu findes der ingen sikre tal for antallet af muslimer i Europa og for hvordan deres antal vil udvikle sig. Men i henhold til USA’s Nationale Efterretningsråd boede der i 1985 5 millioner muslimer i Europa. Det tal var i 2005 vokset til 15 millioner. Efterretningsrådet vurderer, at antallet af muslimer i Europa i 2050 vil være nået op på 40 millioner, hvad vil svare til 15 % af den europæiske befolkning. Fordelingen af muslimer i Europa er dog ujævn. I henhold til USA’s Nationale Efterretningsråd udgør muslimer i dag f.eks. 8,3 % af Frankrigs befolkning, deres andel i år 2050 vil være oppe på 25 %.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at sameksistensen mellem kristne og muslimer kan være belastet af alvorlige konfrontationer. Især i Mellemøsten har resultatet af disse været et drastisk fald i antallet af kristne. I 1975 levede der således 25 millioner kristne i den arabiske verden. Det tal er i dag faldet til 12 millioner. I det britisk kontrollerede Palæstina udgjorde kristne i 1948, det år da Israel blev grundlagt, 20 % af befolkningen. I dag udgør kristne i Israel og de palæstinensiske områder ca. 2 %.

I Nigeria er det i de seneste år kommet til flere voldelige sammenstød mellem kristne og muslimer, der har kostet i tusindvis af mennesker livet. F.eks. medførte i 2006 voldelige protester over Jyllandspostens Muhammed tegninger, at flere kirker blev nedbrændt og adskillige kristne blev myrdet. Lige for tiden synes der at herske en skrøbelig våbenhvile mellem kristne og muslimer i Nigeria. John L. Allen gør opmærksom på, at man må indrømme, at årsagen til denne er, at de lokale kristne har svaret på muslimske overfald med massive gengældelsesaktioner. Nigerias kristne kan godt leve fredeligt sammen med deres muslimske naboer, og gør det faktisk det meste af tiden, men erfaringen har lært dem, at når man skal forsvare sig mod religiøse fanatikere og bøller, så er man sommetider nødt til at vise, at man både kan og vil slå igen.

I andre dele af verden er det lykkedes at opnå et fredeligt samarbejde med demokratiske muslimske kræfter. I 2009 omtaltes Filippinernes regeringsparti således som kristen – muslim demokraterne, da partiet består af en række partier af hhv. kristen og muslimsk observans, der er er blevet fusioneret til ét parti.

I nyere tid har den katolske kirkes officielle politik mht. islam været præget af modsatrettede signaler. Johannes Paul II var meget dialogsøgende i forhold til islam. Han mødtes over 60 gange med muslimer og i forbindelse med et møde med unge muslimer i Casablanca i august 1985 sagde han bl.a.: ”Vi tror på den samme Gud, den eneste Gud, den levende Gud, den Gud der har skabt verden og som bringer sine skabninger til deres fuldendelse”. Pave Benedikt var i tiden før han blev pave kendt for en noget mere afgrænsende holdning overfor islam. I 1997 gav han således udtryk for, at han betvivlede, at islam kan forenes med den vestlige demokratiske pluralisme. Som pave var højdepunktet for denne afgrænsende attitude overfor islam Benedikts herostatiske tale i Regensburg den 12. september 2006, hvor han citerede en byzantinsk kejser for at Muhammed ikke har bragt andet end ondt. Det udløste som bekendt en storm af muslimske protester, herunder mange voldelige. Efterfølgende måtte Pave Benedikt lægge stilen noget om, den hidtidige kulmination på denne nye linje var hans besøg i Istanbuls Blå moske den 30. november 2006, hvor han lod sig filme i stille bøn (eller noget der skulle forestille det) ved siden af stormufti Mustafa Cagrici.

Under alle omstændigheder er pave Benedikts attitude overfor islam mere kompliceret end som så. For ham består civilisationernes sammenstød nemlig ikke i en konflikt mellem islam og Vesten, men i en konflikt mellem tro og vantro, mellem dem, der værdsætter det overnaturlige og anerkender religionens rolle i det offentlige rum og dem, der ikke gør det. I kampen mod ”relativismens diktatur” ser pave Benedikt islam som den katolske kirkes oplagte allierede. Benedikt er kendt for at være afvisende overfor den såkaldte religionsdialog. Han mener, at en sådan ikke kan føres uden at man kommer til at gå på kompromis med sandheden. Imidlertid er pave Benedikt en varm tilhænger af det, som han kalder for kulturdialog. Denne dialog handler ikke om hvorvidt vi ikke i sidste instans tror det samme og det derfor er lige meget hvilken religion vi tror på, men i stedet om hvordan man kan sikre, at religionen fortsat har og gives indflydelse på samfundslivet og på det politiske liv.

Fremtidens katolske kirkes politik overfor islam vil være præget af både afgrænsning, konflikt og samarbejde. Da fremtidens katolicisme vil være evangelikal vil der være et voksende behov for at påpege, at islam ikke er den sande tro. Missionsaktiviteten overfor islam vil tage til – og den katolske kirke vil insistere på at den muslimske verden skal give kristne sammen religionsfrihed som muslimer har i Vesten. Da fremtidens katolske kirke vil være ”sort” vil det i stadigt mindre grad være aktuelt for den katolske kirke at udtrykke beklagelse over fortidens synder mod muslimerne og af disse udlede, at man har et særligt ansvar for at være forsonlig i sit sprogbrug og sin politik overfor islam. Katolikkerne på den sydlige halvkugle føler nemlig ikke, at de har noget medansvar for korstogene, tvært imod ser de sig som under angreb fra radikalislam. Den ”sorte” katolicisme har altså ingen skyldkomplekser overfor muslimerne og er derfor ikke bange for at udfordre islam. En alternativ og dog ganske stærk måde at gøre det på blev eksemplificeret af den nigerianske kardinal Anthony Olubunmi Okogie, der i 2002 tilbød at lade sig stene i stedet for den muslimske kvinde Safiya Hussaini, som af en sharia domstol var blevet dømt til stening for utroskab. (Denne dom blev senere ophævet og kvinden fik asyl i Italien).

Da fremtidens katolske kirke imidlertid også vil lægge stor vægt på kampen mod sekulariseringen og her ikke mindst kampen mod den fri abort og mod homoseksuelles rettigheder vil strategiske alliancer med islam være oplagte. Allerede nu har man gode erfaringer med, i samarbejde med muslimske lande, at have fået forhindret FN resolutioner, der krævede, at kvinder skal have adgang til abort og prævention og at homoseksuelle handlinger skal afkriminaliseres i de lande, hvor sådant er forbudt. Det vil også være oplagt for den katolske kirke at samarbejde med muslimer i den vestlige verden for at få forhindret forslag om kønsneutrale ægteskaber samt antidiskriminationslove og hate speech love, der skal beskytte homoseksuelle.

Eller sagt med andre ord: alt andet lige vil vi komme til at se både flere konflikter mellem den katolske kirke og islam og et forøget samarbejde på udvalgte områder.

Læs mere