Fremtidens katolske kirke del 6 – udfordringen fra bioteknologiens fagre nye verden

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans fem første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring, den demografiske udfordring og lægfolkets rolle vil vokse. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens sjette fremtidsscenarie, der handler om udfordringen fra bioteknologiens fagre nye verden.

Den katolske kirke er kendt for sin modstand mod abort og mod homoseksuelle ægteskaber. Disse problemfelter har den katolske kirke brugt rigtig meget energi på – og intet tyder på, at den vil skrue ned på kampen mod den fri abort og mod anerkendelse af de homoseksuelles parforhold. Men den hurtige udvikling indenfor bioteknologien vil medføre, at den katolske kirke både må forstærke igangværende kampe – og starte op på nogle helt nye.

Kort fortalt er de allerede eksisterende og de nye problemfelter for den katolske kirke med relation til bioteknologien: reagensglasbefrugtning, kloning, stamcelleforskning, eutanasi, præimplantationsdiagnostik, genmodificerede afgrøder samt chimeraer, dvs. organismer som indeholder gener fra mindst to forskellige arter, herunder f.eks. hybrider mellem mennesker og chimpanser.

Reagensglasbefrugtning har været kendt siden 1978 og er i dag en veletableret teknologi. Det er ikke så kendt, at den katolske kirke er en stærk modstander af brugen af reagensglasbefrugtning. Begrundelserne herfor er mange, men de er bl.a., at reagensglasbefrugtning på kunstig vis skiller det fra hinanden, der hører sammen, nemlig det ægteskabelige samleje og befrugtningen, og at der i forbindelse med reagensglasbefrugtning typisk ødelægges befrugtede æg, der i henhold til den katolske kirke er at betragte som mennesker, som man ikke må slå ihjel. Der er ikke meget, der tyder på, at den katolske kirke vil slække på sin modstand mod reagensglasbefrugtning. Dog er man allerede nu villig til at se på alternative teknologier, hvor befrugtningen ikke sker udenfor kvindens krop og hvor befrugtede æg ikke bevidst bliver destrueret.

Kloning består i at man tager en celle fra et individ og ud af den skaber et nyt individ, der er identisk med det som cellen blev taget fra. Kloning er lykkedes med en række dyrearter, men endnu ikke med mennesker. Det er dog formodentligt kun et spørgsmål om kort tid før kloning af mennesker vil være mulig. Den katolske kirke er stærk modstander af kloning. Argumenterne følger dem som man bruger mod reagensglasbefrugtning men tilføjer ekstra, såsom at det er et angreb på menneskets fundamentale værdighed, hvis man gør det til et kopiprodukt af et andet menneske.

Stamcelleforskning er et af de allermest hotte emner indenfor bioteknologien. Man håber, at man ved at udtage såkaldte stamceller fra få dage gamle fostre, de såkaldte embryoner, kan revolutionere behandlingen af en række nu uhelbredelige lidelser. Stamceller er celler, der kan udvikle sig til hvilken som helst form for celler. Ideen er, at man vha. stamceller kan fremdyrke nye hjerneceller til hjerneskadede, nye organer etc. Der synes næsten ikke at være nogen grænser for mulighederne, om end alt endnu kun fungerer i teorien, ikke i praksis. Problemet er imidlertid, at man må dræbe embryonerne for at få fat i deres stamceller – og at dræbe embryoner er for den katolske kirke det samme som drab. Til gengæld støtter man den stamcelleforskning, som satser på at udvikle stamceller fra voksne individer eller fra nyfødtes navlesnore.

Nye teknologier har gjort det muligt at holde liv i syge mennesker, der for bare en generation siden ville være døde af deres sygdomme. Det har medført, at der f.eks. findes mennesker, der i årevis har været i dyb koma og hvor lægerne har opgivet håbet om, at patienten vil vågne op igen. I dag er der stadigt flere, der går ind for aktiv dødshjælp eller eutanasi i tilfælde af håbløst syge mennesker og i tilfælde af langvarig og perspektivløs koma. Indgrebet kan så været aktivt (f.eks. en injektion med en dødelig væske) eller passivt (indstilling af videre behandling, herunder kunstig ernæring og tilførelse af væske til patienter i koma). Den katolske kirke er stærk modstander af enhver form for eutanasi. Man kan i visse tilfælde acceptere indstilling af kunstig livsforlængende behandling, dog under ingen omstændigheder indstilling af kunstig ernæring og væsketilførelse. Kampen for at mennesket har ret til en naturlig død, og det uanset hvad det enkelte individ selv måtte ønske, vil helt sikkert komme til at fylde mere og mere på den katolske kirkes dagsorden.

Præimplantationsdiagnostik er nært knyttet til reagensglasbefrugtning. Den består i, at man lader de befrugtede æg udvikle sig et par dage i en petriskål, hvorefter man kan udtage en enkelt celle fra den unge embryon og tjekke den for genetiske lidelser. På denne måde kan man frasortere embryoner med uønskede gener. Ud over, at den katolske kirke jo som sagt er stærk modstander af at man dræber embryoner, så påpeger man også, at selve ideen om at ville skabe perfekte individer vha. teknologiske indgreb i menneskets tilblivelse er helt uforenelig med respekten for menneskelivet.

Genmodificerede afgrøder opfattes af mange som løsningen på hungersnøden i verden. F.eks. er håbet, at genmodificerede afgrøder vil kunne give langt højere udbytter end dem som vi kender i dag og at de vil være mindre afhængige af kunstgødning og pesticider. Fra Vatikanet har der lyt opmuntrende røster mht. at fordre denne teknologi. Men især blandt biskopperne på den sydlige halvkugle er der en stærk modstand mod genmodificerede afgrøder. Man frygter bl.a., at disse afgrøder vil kunne udgøre en uoverskuelig trussel mod den lokale fauna og mod menneskers sundhed. Dertil kommer, at man frygter, at den nye teknologi vil gøre fattige bønder afhængige af at købe dyr såsæd hos de store internationale koncerner, hvad vil kunne skubbe mange fattige småbønder i den tredje verden ud i endnu dybere fattigdom og økonomisk afhængighed. Da katolicismen fra den sydlige halvkugle alt andet lige vil få mere indflydelse i fremtidens katolske kirke er det sandsynligt, at den katolske kirkes modstand mod genmodificerede afgrøder vil vokse.

Chimeraer lyder nok for mange mest af sciencefiction, men det er de nu ikke. Allerede nu er der blevet implanteret hjerneceller fra døde menneskefostre i levende musefostre, der så har udviklet sig til voksne mus. Man har fremavlet køer, hvis mælk indeholder menneskelige proteiner. Og mulighederne og ideerne er mange. I øvrigt er der en sammenhæng mellem stamcelleforskningen og frembringelsen af chimeraer. For de organer, som man vil frembringe vha. stamceller, skal helst have et sted at vokse – og de skal under alle omstændigheder testes før de kan transplanteres til mennesker. Grise med menneskeøjne, chimpanser med menneskehjerter, og ganske meget andet vil snart være levevæsener, som teologien må forholde sig til. Og så kan man ikke udelukke, at forskerne en dag i fremtiden vil præsentere os for en chimpanse-menneske hybrid. Problemet er, at den katolske kirke går ud fra, at mennesket er et ganske unikt væsen, der i essentiel grad er forskellig fra dyrene. Og antagelsen er, at det at være menneske er noget ganske entydigt. Enten er man menneske eller også er man det ikke. Chimeraer udfordrer sådanne forestillinger fordi de befinder sig i et grumset grænseland mellem dyr og menneske. Endnu har den katolske kirke knapt nok taget denne udfordring op, dertil er den for ny, men det vil man blive nødt til, og det kan næppe ske for hurtigt.

 Den katolske kirke vil sandsynligvis gribe til en trestrenget strategi for at imødegå udfordringen fra bioteknologien:

Man vil lægge vægt på at støtte udviklingen af bioteknologier, der kan bruges til at bekæmpe sygdomme og uønsket barnløshed, men som ikke er belastet med de etiske problemer som de nuværende er kendetegnet ved. Og man vil forsøge, at støtte udviklingen af flere og bedre tilbud til kronisk syge og døende, så der er et godt alternativ til eutanasi.

Man vil lægge vægt på, at den katolske kirkes modstand mod de nye teknologier ikke handler om et religiøst diktat men i stedet om dybe sandheder, der er indlagt i selve naturen. Og man vil forsøge, at modvirke nutidens fokus på at menneskets har ret til et lidelsesfrit liv til fordel for en spiritualitet, hvor lidelsen kan spille en positiv rolle. Lidelsen skal tages alvorligt – men bekæmpelsen af lidelsen må sommetider vige til fordel for et højere etisk gode.

Man vil søge nye politiske alliancer i forsøget på at få reguleret hhv. forbudt så meget som muligt af de nye teknologier. I det politiske landskab er det jo i dag typisk de rød-grønne, der er bekymrede for hvad bioteknologien kan medføre, mens man på borgerligt hold kan finde en del, der ikke vil gribe for meget ind overfor en milliardindustri med et enormt vækstpotentiale. Måske fremtidens rød-grønne ikke længere per rygrads reaktion vil se den katolske kirke som deres politisk modstander, men i stedet som den stærkeste allierede i kampen mod bioteknologiens fagre nye verden?