Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 2 – Fremtidens kirke vil være evangelikal

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I et tidligere indlæg har jeg skrevet om hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle. I dette indlæg vil jeg fortælle om hans andet fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal.

Nu forbindes begrebet evangelikal jo typisk med en bevægelse indenfor protestantismen, men John L. Allan mener, at den med fordel også kan bruges om en vigtig bevægelse indenfor den katolske kirke i dag og i fremtiden. Denne bevægelse går imod den liberale kristendoms tendens til “at slutte fred med tidsånden”. Man mener, at kirken uden tøven og kompromis skal forkynde troens evige og uforanderlige sandheder også når man støder an herved – men man må meget gerne benytte sig af de moderne kommunikationsmidler for at få budskabet ud.

Den evangelikale katolicisme er på en gang en reaktion på og et produkt af sekulariseringen. Man ser sekulariseringen som en massiv trussel mod kristendommen som man som kristen er kaldet til at bekæmpe – men samtidigt er man præget af den for sekulariseringen så typiske personlige religiøsistet. En evangelikal katolik er ikke katolik fordi hans familie, slægt og venner er det. Han er evangelikal katolik fordi han mener, at han i den trationstro og antiseksulære version af katolicismen har fundet sandheden om Gud og meningen med livet.

Sekulariseringen er i det store hele kun et reelt problem for den katolske kirke i den vestlige verden, men her er problemet om så større. Og så længe Vatikanets personale og paveembedets indehaver hovedsageligt kommer fra den vestlige verden vil der være fokus på denne udfordring. Ligesom det for Vatikanet er vigtigt, at forhindre, at sekulariseringen får overtaget i Sydamarika, som i dag er den verdensdel hvor der bor flest katolikker.

Der er ingen tvivl om, at seksulariseringen har ramt den katolske kirke i vesten hårdt. F.eks. angav i 2002 92 % af befolkningen i Nigeria og 88 % af befolkningen i Filippinerne, at religion var meget vigtigt for dem. I Polen var tallet 36 %, i Italien 27 % og i Frankring 11 %. Tal fra 2007 viser, at antallet af mennesker i de gamle katolske kernelande Frankrig og Belgien, der angiver, at de er katolikker, er nede på hhv. 40.5 % og 39,9 %. I 2006 viste en undersøgelse, at 48 % af befolkningen i Irland gik til messe mindst en gang om ugen – et for danske forhold imponerende tal – men en generation tidligere var tallet 81 %.

Et andet tegn på at sekulariseringen har bidt sig fast er den markante tilbagegang i antallet af præster og ordensfolk i vesten: I 1950 var der 249127 katolske præster i Europa. I 2004 fra tallet faldet til 199978. I 1965 var der 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men ikke nok med det. I Vatikanet og blandt de evangelikale katolikker er der en stræk bekymring over det som man opfatter som en agressiv sekularisme. At Gud ikke måtte komme med i EU traktaten og at den evangelikalsk katolske Rocco Buttiglione blev vraget som EU kommissær, fordi han fik sagt, at homoseksualitet er en synd, bliver set som en åben krig mod kristendommen og som en direkte forfølgelse af katolikker. Som den katolske skribent Vittorio Messori udtrykker det: I dag er der tre grupper af mennesker som man frit kan diskriminere i Europa: jægere, rygere og katolikker.

Den evangelikale reaktion på sekulariseringen er som sagt at insistere på at forkynde den katolske tro uden at gå på kompromis med tidsånden. Dette kombineres med en tilbagevenden til katolske fromhedsformer, så som f.eks. rosenkransbøn, sakramental tilbedelse og hyppige skriftemål, der var gået delvist i glemmebogen i tiden efter det andet Vatikankoncil. Ved at sætte en skrap skillelinje mellem det sekulære samfunds normer og ens katolske tro – og ved at praktisere troen på en måde, der tydeligt viser, at man har en anden tro end de fleste, sikrer man sig en klar identitet. I en tid, hvor alt flyder, har man et fast holdepunkt – og man kan se hvem der tænker og tror som en selv.

Den evangelikale katolicisme fik i nyere tid først rigtigt fodfæste under Paven Johannes Paul II. Den er i dag altdominerende i Vatikanet og præger også langt de fleste katolske biskopper. Blandt lægfolket i Vesten er den fortsat en minoritet set i forholdet til det samlede antal katolikker, men de evangelikale udgør en væsentlig gruppe blandt de flittige kirkegængere, og blandt dem, der søger om at blive katolske præst og/eller ordensmenneske udgør de en klar majoritet. Der kan ikke være nogen tvivl om at den evangelikale katolicisme vil præge den katolske kirke i årene frem over. Men hvordan?

Ja, allerede nu kan man se, at der er et opgør med den liberale katolicisme i gang. Et område er liturgien. F.eks. er der for nyligt blevet introduceret en ny engelske oversættelse af den katolske kirkes messebog, der tager et alvorligt opgør med den mere frie og moderne oversættelse, der havde været i brug siden koncilet. Den nye oversættelse er en så direkte oversættelse fra den latinske original som mulig. Indholdsmæssig korrekthed er sat over tilgængelighed og sproglig elegance. Således skal engelsksprogede katolikker i trosbekendelsen nu sige om Jesus, at han er cosubstantiel med Faderen.

Sproget er også en identitets markør, der skal vise, at vores verden og den hellige verden, man møder i messen, er af helt forskellig karakter. Pave Benedikts engagement for at udbrede den førkoncilære latinske messe skal forstås på samme måde. Katolikkerne skal genvinde en forståelse af messen som et helligt offer. Verden skal ikke lukkes ind i messen – messen skal hellige verden.

Generelt er sejlene sat til storm. Den evangelikale katolicisme har taget kampen op med den liberale katolicisme og man er villig til at risikere, at man i første omgang vil miste medlemmer af den katolske kirke i denne kamp. Her kan man så lade sig opmuntre af, at trossamfund som vælger en klar og kompromisløs linje i forhold til den moderne verden, måske nok i første omgang mister medlemmer, men dette tab kompenseres snart af at flere strømmer til, tiltrukket af en klar profil og en ivrig missionsindsats. Ikke at den liberale katolicisme derfor vil få samme skæbne som dronten, men den vil få det svært.

Konflikter med opinionen i den vestlige verden, med politikerne og lovgivningen, især i Europa, er også oplagte. Især mht. spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder kan det komme til heftige konflikter. Blandt de evangelikale katolikker kan man finde dem, der ikke opfatter det som usandsynligt, at de vil ende i fængsel pga. deres tro. Fremtidens katolske kirke vil kæmpe til det yderste mod sekulariseringen og for sine moralske idealer. Og man vil ikke være bange for at betale den pris, som denne kamp måtte koste.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 1 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 1 – Fremtidens kirke vil være sort

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I dette blogindlæg vil jeg se på hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle.

 Den katolske kirke har traditionen tro været forbundet med Europa – som Hilaire Belloc udtrykte det: Troen er Europa – og Europa er troen. Endnu i 1900 boede 200 millioner ud af verdens dengang 266,5 millioner katolikker i Europa og USA, ud af resten boede langt de fleste (53 millioner) i Sydamerika. I år 2000 var der ca. 1,1 milliarder katolikker i verden. Af dem boede 350 millioner i Europa og USA mens 400 millioner boede i Sydamerika. Et andet godt indtryk af den eksplosive vækst i antallet af katolikker i den tredje verden er Afrika. I starten af 1900-tallet var der 1,9 millioner katolikker i Afrika syd for Sahara. Ved århundredes slutning var tallet vokset til 130 millioner, hvad svarer til en vækstrate på 6708 procent! Et andet eksempel er, at der i år 2000 blev foretaget flere katolske dåbshandlinger i Filippinerne end der blev foretaget i Frankrig, Spanien, Italien og Polen tilsammen.

Årsagen til at flertallet af verdens katolikker i dag bor udenfor den vestlige verden er mange. Den stærke befolkningsvækst i den tredje verden kombineret med en stagnerende befolkningsudvikling i den vestlige verden hører med til billedet. Men i Afrika er antallet af katolikker vokset hurtigere end befolkningsvæksten, så alt kan ikke forklares med demografi. I stedet må det fremhæves, at den katolske kirke på den sydlige halvkugle, især i Afrika og i Asien, i tiden efter 2. Vatikankoncil har lært sig at stå på egne ben. Man er ivrig for at bringe troen videre – og vha. tilpasninger af liturgien til lokalsamfundenes sprog og skikke har man formået, at blive attraktiv og vinde nye mennesker for katolicismen.

Hvad kendetegner så den ”sorte” katolicisme? Ja, nu må man ikke glemme, at der faktisk er en del forskelle mellem katolicismen i f.eks. Brasilien og Congo. Meget firkantet kan man dog sige, at ”den sorte” katolicisme er præget af en stærk værdikonservatisme. I 2006 mente således 98 % af alle kristne i Nigeria (der dog ikke alle er katolikker), at homoseksualitet aldrig kan retfærdiggøres og 97 % af filippinerne var imod abort. Denne strikse værdikonservatisme er imidlertid forbundet med holdninger, som i vestlig sammenhæng ofte ses som venstreorienterede. Den sydlige halvkugles katolikker er typisk kritiske overfor kapitalisme og globalisering. De mener, at USA udøver for meget indflydelse i verden. De er i udpræget grad pro palæstinensiske og for FN. De ønsker en statsreguleret økonomi og de er optaget af miljøproblematikker.

Fremtidens katolicisme vil altså med rimelig sikkerhed forblive stærkt afvisende overfor homoseksuelle og abort, ligesom der heller ikke er noget, der tyder på, at der vil komme en nævneværdig opblødning af synet på prævention og skilsmisse. Men fremtidens katolicisme vil i endnu stærkere grad end i dag være i opposition til USA, afvisende overfor Israel og generelt stærkt kritisk overfor den vestlige verdens økonomiske politik overfor den tredje verden. Eller sagt med andre ord, den sorte pave, som John L. Allen regner med den katolske kirke vil få før eller senere, vil blive svær at håndtere for den vestlige verdens progressiv såvel som for dens konservative.

Den katolske kirke på den sydlige halvkugle står dog også overfor en række udfordringer. Et problem er at sikre den fortsatte vækst. Således vokser antallet af præste- og ordenskald i den ”sorte” katolicisme med en imponerende fart – men antallet af katolikker på den sydlige halvkugle vokser hurtigere! Den nuværende trend, hvor den vestlige verdens katolske bispedømmer og ordenssamfund forsøger, at kompensere for manglende kald ved at importere kirkelige arbejdskraft fra den sydlige halvkugle er alt andet lige skadelig for bispedømmerne og ordenssamfundene i syd. De har brug for alle de hænder de kan få – de har ikke brug for at blive plyndret for gode præster og ordensfolk .

En anden problemstilling – dog reelt set kun for den katolske kirke i Afrika, er hvordan man skal håndtere polygami. Homoægteskaber behøver man ikke at være bange for vil blive indført i Afrika – men polygame ægteskaber er almindelige – og de udgør typisk et problem når en mand med flere koner vil konvertere til katolicismen. Ikke mindst fordi det ikke nytter bare at kræve, at han skal droppe kone nr. 2, 3 etc. Sådanne ”kasserede” kvinder vil nemlig ofte ikke have udsigt til et nyt ægteskab og risikerer derfor at ende i dybeste armod, hvis de bliver forskudt.

En udfordring er også, at man i den ”sorte” katolicisme finder en stærk tro på hekseri og trolddom – en tro som man her ofte oplever, at de vestlige missionærer ikke tager alvorlig. Hvordan man imidlertid kan komme denne tro i møde uden, at blive medansvarlig for de talrige overfald og mord på fattige og svage ældre og børn, der beskyldes for hekseri, er et ikke helt lille problem.

Et andet emne er pligtcølibatet for præster. Selvom rigtigt mange ”sorte” katolikker er meget afvisende overfor den vestlige stereotyp om de hypervirile sorte mænd, som ikke skulle kunne magte cølibatet, så er der næppe nogen tvivl om, at de katolske præster på den sydlige halvkugle har samme problemer med at holde cølibatet som man finder hos præsterne i vesten. Og cølibatet gør det vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt med præster. En sort pave vil derfor måske være åben overfor at tillade præstevielser af gifte katolske mænd, ikke som en hensyntagen til en vestlig ide om seksuel selvrealisering, men for at sikre, at der er katolske præster nok til at evangeliet kan nå ud til hele verden – og for at sikre, at katolikkerne også på den sydlige halvkugle får den pastorale betjening som de har brug for.

Læs mere

Skrevet af den 30 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 11 kommentarer

Rønn Hornbech og antihomoægteskabs retorikkens problemer

I Kristeligt Dagblad fra den 29.10.2011 kan man læse, at regeringens ønske om at sikre ligestilling, f.eks. ved at indføre det såkaldte kønsneutrale ægteskab, ifølge “markante samfundsdebattører” vil ødelægge den danske kultur. F.eks. citeres Birthe Rønn Hornbech for følgende udsagn:”Jeg synes, det er at tromle hen over mindretallets særpræg at problematisere og udstille det. Nogen har anden farve, nogen er homoseksuelle, nogen er kloge og nogen mindre kloge, men det gør dem ikke til ringere mennesker. Men man gør netop folk til dårlige mennesker, når man siger, at de ikke er gode nok, som de er.”

Jeg må indrømme, at da jeg læste det første gang var min umiddelbare indskydelse: “Sikke en gang volapyk!”. Hvorfor skulle en juridisk og kirkelig ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold være et udtryk for at man mener, at homoseksuelle ikke er gode nok som de er? Det svarer jo til at hævde, at den juridiske ligestilling mellem mænd og kvinder er et udtryk for at man mener, at kvinder ikke er gode nok, som de er. Og hvis homoægteskabet er at udstille homoseksuelle så er heteroægteskabet vel også at udstille heteroseksuelle?

Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se det dilemma som Birthe Rønn Hornbech og åndsfæller er i når de skal forsvare en lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet.

Den lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet, har sine rødder i den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, sygelige og samfundsskadelige. Kriminalisering af homoseksuelle relationer og sygeliggørelse af homoseksuelle er en del af den danske kulturelle arv. Kampen for homoseksuelles rettigheder og for accept og anerkendelse af homoseksuelle er derfor også en kamp mod en homofobisk kulturel arv. Og dem der kæmper mod homoseksuelles rettigheder og mod samfundsmæssig accept og anerkendelse af homoseksuelle kæmper for bevarelsen af hele eller dele af denne arv.

Sidstnævntes problem er imidlertid, at de sidste årtier har forandret de fleste danskeres syn på den danske kultur. I dag gælder det i vid udstrækning for at være ”udansk” at være imod homoseksuelle og den nu forhåndsværende borgerlige regering bidrog jo sit til at give det indtryk, at ”her i Danmark der accepterer vi altså homoseksuelle!” – når debatten vel og mærke handlede om islam og integration.

Rønn Hornbech og co. står altså i den vanskelige situation, at skulle forsvare en lovgivning som afspejler manglende accept af homoseksuelle uden at bruge argumenter, der fremhæver, at homoseksuelle forhold ikke er ønskværdige – eller i hvert fald ikke så ønskværdige som heteroseksuelle. Dette er i praksis udmuligt! Og derfor må man jo så i sin nød komme med den absurde påstand, at det er dem, der kæmper for accept af homoseksuelle, der ikke accepterer dem, mens dem der kæmper imod denne accept, er dem, der accepterer homoseksuelle. Det er en retorik a la den, som man finder i Orwells ”1984” og afslører sådan set kun, at man er så langt ude at man ikke længere kan bunde, hverken etisk eller retorisk.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Hvordan blev søndagen til kristendommens ugentlige helligdag?

Søndagen er den alment anerkendte ugentlige helligdag for stort set alle kristne. Nogle kirkesamfund som f.eks. den katolske kirke kræver sågar af sine medlemmer, at de går i kirke hver søndag. Og selv i folkekirkelige sammenhænge synes der at være dem, der mener, at man kan måle folks tro ved at se på hvor tit de kommer i kirke om søndagen. Men hvor stammer ideen om at søndagen skal være kristendommens ugentlige helligdag fra? Ja, det kan man blive klogere på ved at læse Paul F. Bradshaws & Maxwell E. Johnsons bog “The Origins of Feasts, Fasts and Seasons in Early Christianity”.

Det interessante er nemlig, at der intet sted i Det Nye Testamente findes noget krav om at man skal fejre gudstjeneste om søndagen. Faktisk findes der end ikke noget skriftsted, der med rimelighed kan siges at vise, at Det Nye Testamentes forfatterede i det hele taget kendte til at de Kristus-troende mødtes regelmæssigt om søndagen for at fejre nadver eller på anden vis markere dagen.

Man skal til ikke-bibelske tekster som f.eks. Peters Evangelium (som i øvrigt blev afvist af kirkefædrene fordi man mente, at det kunne tolkes doketistisk) og det virulent antisemitiske ”Barnabas brev”, tekster der begge måske stammer fra starten af 100-tallet, før man kan se rimeligt entydige henvisninger til at søndagen blev set som den kristne ugentlige helligdag. Men skikken synes nært knyttet til Lille Asien (det nuværende Tyrkiet) og Syrien. Den var ikke universelt udbredt blandt kristne i 100-tallet. Først i tiden herefter bliver fejringen af søndagen stadigt mere udbredt. Interessant er det også, at tilhængerne af at markere søndagen som den kristne ugentlige helligdag blot så det forhold, at Jesus opstod fra de døde på en søndag, som en af flere forklaringer på denne skik. Andre supplerende eller ligefrem vigtigere forklaringer var, at søndag er skabelsens første dag og at Jesus vil komme tilbage i herlighed på denne dag.

Når søndagen (den første dag i den jødiske uge) havde så svært ved at sætte sig igennem så skyldtes det, at det for mange kristne var mere oplagt at markere den syvende dag, sabbatten, som ugentlig helligdag. Sabbatten er en del af skabelsesordenen (1. Mos. 2,2-3) og den er foreskrevet i De ti bud (20,8-11). Der hersker ingen tvivl i forskningen om at jødekristne har fejret sabbat lige fra starten af – men efterhånden bliver flere og flere forskere opmærksomme på, at grænserne mellem jødekristne og hedningekristne ikke var klare men i stedet meget flydende i kristendommens første århundreder. Meget tyder på, at en del hedningekristne menigheder også har markeret sabbatten, om end næppe som en arbejdsfri dag men i stedet som en dag hvor man mødtes for at studere de hellige skrifter og få troen udlagt. Muligvis er søndagen som særlig kristen dag opstået på den måde, at man efter sabbatten, lørdag eftermiddag som i henhold til den jødiske uge er starten på den første dag i ugen, har mødtes til at fejre nadver. I hvert fald synes søndagens gudstjeneste i starten at have fundet sted lørdag aften frem for søndag morgen.

At søndagen blev til den kristne ugentlige helligdag hænger efter alt at dømme sammen med et ønske blandt nogle kristne menigheder om at lave nogle klare grænser mellem kristendom og jødedom. Selve ideen om en syvdages uge er jødisk, romerne kendte den ikke, men ved at flytte helligdagen til søndagen blev forskellene mellem kristendom og jødedom markeret. Om end at man så havde det problem, at nogle kristne gik til sabbats gudstjeneste i synagogen om lørdagen og så i kirke om søndagen. En anden måde at markere forskelle på var at kræve, at kristne skulle faste om lørdagen, altså gøre denne dag til en bodsdag. Et krav som de kristne, som fastholdt en eller anden form for positiv markering af sabbatten, naturligvis opfattede som vranglære.

Ideen om at søndagen skal være en hviledag dukker interessant nok først op i en lov dikteret af kejser Konstantin i 321, hvor søndagens erklæres til hviledag for alle i romerriget undtagen bønderne. Indtil da havde man i kristne sammenhænge ikke forbundet søndagen med en hviledag. I stedet havde mange af oldtidens teologer anklaget jøderne for dovenskab og driveri på sabbatten og fremhævet, at hviledagen ikke skulle tolkes bogstaveligt men i stedet ses som en hentydning til den store hviledag som de troende skal fejre når Gudsriget kommer i sin fylde. Uden statslig indblanding var søndagen altså ikke blevet til en hviledag i kristen sammenhæng!

En interessant lille slutdeltalje er, at koncilet i Nikæa i år 325, der ellers mest er kendt for sin formulering af dogmet om at Jesus er sand Gud og sandt menneske, også forbød de troende at bede knælende om søndagen. Hvad nok hænger sammen med at knælende bøn i den tidlige kristendom blev brugt til at markere fastedage.

Læs mere