Menu
Kategorier

Skrevet af den 29 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Kvindesyn

De som har valgt at gå i brechen for Lars Hedegaards og Jesper Langballes udfald mod muslimske mænds behandling af deres døtre, hævder ofte, at vi ikke skal gå op i formuleringer men i stedet få taget en grundlæggende debat om det muslimske kvindesyn. Målet med denne debat er at fremhæve hvor godt de danske kvinder har det og hvor skidt de muslimsk kvinder har det for (endnu en gang) at kunne påvise islams uforenelighed med den moderne verden.

Men, må man jo spørge sig, hvad er det for et kvindesyn som muslimerne skal tage ved lære af? Hvad er det for et kvindesyn som vi præsenterer muslimerne for? Er det f.eks. det kvindesyn som afspejles i pornografien og i de reklamer, som dominerer det offentlige rum? Består vores forbilledlighed mht. ligestillingen i det forhold, at ingen kvinde er eller har været statsminister og at topstillingerne i det offentlige såvel som det private er domineret af mænd? Består vores eksemplariske anerkendelse af kvinderne i det forhold at brancher, der er domineret af kvinder, typisk har en lavere løn og en lavere status end dem, der er domineret af mænd?

Det grundlæggende problem er nok, at de signaler som kvinder af i dag modtager, er modsætningsfulde. Kvinder forventes at være selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. Derfor opmuntres kvinder til at tage en uddannelse og et betalt arbejde udenfor hjemmet. Men når kvinder så klarer sig bedre end mænd i uddannelsessystemet ses det som en trussel mod mændenes ve og vel – og når de sender deres børn i institutioner, så de kan varetage et arbejde, ses det som en trussel mod børnenes trivsel.

Kvinder forventes at stille deres seksuelle potentialer til skue. Kvinder, der ikke kan eller vil leve op til de herskende skønhedsidealer, eller som af religiøse årsager tildækker sig, bliver ofte mødt med påtaget medlidenhed eller direkte foragt. Men samtidigt med, at kvinder har at ægge mænds begær, forventes det også af dem, at de er (serielt) monogame. Kvinder der sælger sex ses således ofte som seksuelt skadede kvinder, da antagelsen øjensynligt er, at kvinder brænder for at udstille deres seksualitet og så dog kun ønsker sex med den aktuelle eneste ene.

Med andre ord, den besættelsesagtige optagethed af de muslimske kvinders situation handler måske dybest set om en grundlæggende vestlig usikkerhed mht. kvinders position og kvinders seksualitet. En usikkerhed som så projiceres over på de “fremmede”, der dermed bliver repræsentanter for de problemer som man selv ikke formår at forholde sig til.

Læs mere

Skrevet af den 23 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Jeg skammer mig!

Jeg skammer mig.

Jeg skammer mig over at være dansk.

Jeg skammer mig over at være statsborger i Danmark.

Jeg skammer mig over at være folkekirkekristen.

Jeg skammer mig over at det land jeg elsker har fostret en politiker som Jesper Langballe, hvis tilsvining af landets muslimer endnu engang har bevidst, at der ikke er nogen grænse for hvad Dansk Folkeparti tillader og accepterer af verbale overfald på landets muslimske borgere.

Jeg skammer mig over, at vi har en regering, der har et sådant parti som sit støtteparti.

Jeg skammer mig over, at have en statsminister, som ved at tie samtykker med Dansk Folkepartis kampagne mod 200.000 af vore medborgere.

Jeg skammer mig over et retssystem, som sikkert vil lade Jesper Langballes udfald forblive upåtalt. Jeg skammer over at leve i et land, hvor kampen for ytringsfriheden er blevet til en kamp om at få lov til at slå ihjel med ord, så længe man ikke har mulighed for at gøre det med våben.

Jeg skammer mig over, at være medlem af et trossamfund hvor en mand som Jesper Langballe kan få lov til at være præst.

Jeg skammer mig over, at man i Danmark ikke kan diskutere islam uden at forfalde til vulgariteter og ondskabsfuldheder.

Jeg skammer mig over, at den altid nødvendige religionskritik bliver fordrejet til en politisk hetz mod en af samfundets minoriteter.

 

Men en ting er sikkert:

Jeg nægter at give min stemme til partier, som samarbejder med Dansk Folkeparti.

Jeg nægter at give min stemme til partier, som tier overfor Dansk Folkepartis ondskab.

Og som folkekirkekristen tager jeg hermed på det skarpeste afstand fra Jesper Langballes udfald. Vi er (desværre) medlem af samme kirke, men jeg har intet åndeligt fællesskab med ham.

Og så håber jeg på, at den danske befolkning må få øjnene op for hvad Dansk Folkeparti er ved at gøre ved vores dejlige land. De siger de vil forsvare Danmark – men de er den største trussel mod vores nation og de værdier, som den bygger på.

Selvfølgelig skal man tage afstand fra de forbrydelser, der begås i islams navn. Selvfølgelig skal vi ikke acceptere kriminalitet der begås af muslimer. Men vi må ikke acceptere, at 200.000 af landets borgere lægges for had. Hvis vi tier overfor Jesper Langballes verbale terrorisme gør vi os medskyldige i hans verbale voldtægt og hans verbale mord. Og spørgsmålet er så også hvor længe de rabiate islamhadere vil kunne nøjes med ord…

Læs mere

Skrevet af den 10 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Opfindelsen af det jødiske folk

Den israelske historieprofessor Shlomo Sand har med bogen ”The Invention of the Jewish People” kastet sig ud i et politisk farligt men også ekstremt vedkommende og spændende opgør med ideen om at der findes et jødisk folk, der har en historisk ret til Palæstina hhv. Erez Israel, landet Israel, som man gerne omtaler Palæstina i zionistiske sammenhænge.

Shlomo Sand lægger ud med at forklare hvordan selve nationalismen er et historisk fænomen, oprindeligt skabt af overklassen i en række europæiske lande som en reaktion på de stærke samfundsforandringer som industrialiseringen, kapitalismen og landboreformerne skabte. Men ved hjælp af den obligatoriske skolegang, som introduceres mange steder i Europa ved starten af 1800-tallet, breder den nationale ide sig til stadigt større grupper.

I Vesteuropa skabes en nationalisme, der, ikke altid men dog ofte, formåede at være tilstrækkelig åben til at diverse mindretal, herunder tilhængerne af den jødiske religion, kunne integreres i det nationale fællesskab. Men i Midt- og Østeuropa opstår en ængstelig og aggressiv nationalisme, der bevidst udgrænser jøderne som de ”fremmede”, der truer den nationale sammenhængskraft som man faktisk først er ved at opfinde.

Shlomo Sand viser hvordan jødiske intellektuelle først forsøger at påvise, at jødedommen blot er en religion, og at man derfor f.eks. sagtens kan være tysk og jøde. Men da man møder en stadigt voksende antisemitisme slår en del intellektuelle ind på en ny kurs. De godtager den antisemitiske myte om at jøderne er et fremmedartet folk, en anden race, der grundlæggende set ikke hører hjemme i Europa fordi deres rødder er i Palæstina hhv. Erez Israel. Zionismen er, i henhold til Shlomo Sand, altså både et produkt af antisemitismen og en reproduktion af dennes grundlæggende forestilling om jødernes etniske/racemæssige forskellighed.

Men nu når man havde overtaget ideen om jøderne som ét folk, som en etnisk gruppe med samme historie, så måtte man også finde, hhv. bedre sagt, opfinde denne historie. Og her tog diverse intellektuelle tilflugt til Det Gamle Testamente, en bog som den rabbinske jødedom faktisk ikke havde brugt så meget krudt på da fokus her mest havde været på Talmud. De ofte areligiøse og stærkt sekulariserede jødiske intellektuelle så da heller ikke på Det Gamle Testamente som en hellig skrift men som en historiebog, der i detaljer gjorde rede for eksistensen af et urgammelt jødisk folk med en uløselig tilknytning til Palæstina/Erez Israel. Denne ide flyder direkte over i den sejrrige zionisme og er, den dag i dag, en hovedhjørnesten for den zionistiske ide og for staten Israel.

Men ideen om Det Gamle Testamente som historiebog, der kan danne grundlag for ideen om det jødiske folks historiske krav på Palæstina/Erez Israel, er bygget på sandgrund, hvad Shlomo Sand får klargjort med en kortfattet men ganske udmærket gennemgang af den moderne bibelforskning og ikke mindst den moderne bibelske arkæologi. Forskningen har i de senere årtier ikke bare trukket tæppet væk under forestillingen om at Abraham skulle have været en historisk person, nej man har også påvist at udvandringen fra Egypten og erobringen af Kanaan lige så lidt bygger på historiske fakta som fortællingen om kong Davids og kong Salomons storrige.

Den jødiske religion og ideen om et fællesskab bestående af dem, der tilhører denne, dukker tidligst op i løbet af det babylonske eksil. Men det er først hasmonæernes rige (140-37 fvt.), der skaber en egentlig politisk ramme omkring dele af dette fællesskab. Hasmonæerne var stærkt påvirkede af den hellenistiske kultur og under dem fik jødedommen en dynamisk og international karakter. Jødedommen var statsreligion i det hasmonæiske rige, og erobrede områder såsom f.eks. Galilæa blev under deres styre udsat for en tvangsjudaiseringsproces.

Efter at have påvist, at Det Gamle Testamente ikke er nogen historiebog, og slet ikke kan bruges som kilde til det jødiske folks ret til Palæstina/Erez Israel går Shlomo Sand i kødet på en anden af zionismens store myter, nemlig påstanden om at jøderne blev påtvunget et eksil af romerne og siden da har vandret hvileløse rundt i verden, altid med længsel efter at komme tilbage til Erez Israel, deres nationale hjemstavn.

Shlomo Sand påviser at de historiske kilder såvel som de arkæologiske fund modsiger påstanden om at romerne fordrev jøderne fra Palæstina/Erez Israel, være det nu efter den opstand der kulminerer med ødelæggelsen af templet i år 70 eller efter Bar Kokhba opstanden i 132-136. Selvom disse krigeriske uroligheder naturligvis umiddelbart udløste en demografisk og kulturel tilbagegang kom den jødiske befolkning sig dog hurtigt over ødelæggelserne og udviklede på ny en blomstrende religiøs kultur. Ideen om at jøderne lever i eksil var, i henhold til Shlomo Sand, oprindelig en kristen antisemitisk myte, der skulle vise at Gud straffede jøderne for deres manglende tro på Jesus. Men den har også rødder i hvad der startede med at være en rabbinsk sorg over tabet af politisk selvstændighed for jøderne i Palæstina/Erez Israel der, med tiden, ændrede sig til at blive en metafor for at verden stadigvæk er uforløst fordi Messias endnu ikke er kommet. I øvrigt udvikler rabbinerne allerede i romersk tid ideen om at jøderne først skal få en stat i Israel, som alle jøder skal drage til, når Messias kommer ved tiderne ende og opretter sit fredsrige på jorden.

Men hvorfor var der da så få jøder i Palæstina/Erez Israel da den zionistiske indvandring til området startede i slutningen af 1800-tallet, nu når jøderne ikke blev fordrevet herfra? Ja, for Shlomo Sand er svaret relativt enkelt. Den jødiske befolkning konverterede først i en vis grad til kristendommen, da den blev statsreligion i det senromerske rige, og de konverterede i stor grad til islam efter at Palæstina/Erez Israel blev erobret af muslimerne i 638. At i hvert fald dele af den lokale muslimske landbefolkning, de såkaldte fellahin, havde jødiske rødder var en ide som også zionisterne havde i starten af deres kolonisering af Israel. Håbet var, at man ville kunne vinde dem for den zionistiske ide, men efter at det kom til voldelige opstande mod de lokale jøder forsvandt denne ide til fordel for en ny myte om at den lokale muslimske befolkning var nyligt tilvandrede arabere.

Et andet oplagt spørgsmål er naturligvis hvor alle de mange jøder, der i tidens løb har levet udenfor Palæstina/Erez Israel, kommer fra nu når der ikke kan være tale om at de er efterkommere af jøder, der blev fordrevet herfra. Shlomo Sands svar er, at den overvejende del af verdens jøder er efterkommere af mennesker, der i tidens løb er konverteret til jødedommen. For indtil kristendommen og siden islam med trusler om dødsstraf satte en stopper for den jødiske mission var jødedommen faktisk en ivrigt missionerende religion. Det gælder både indenfor romerriget, hvor den jødiske missionsvirksomhed i flere tilfælde var årsagen til antijødiske optøjer og indgreb, og udenfor dette. Således har der været et jødisk kongedømme i Yemen, i Nordafrika og ikke mindst i Khazaria, et stort rige mellem Volga og Don. Alt i alt er det Shlomo Sands påstand, at langt de fleste af de såkaldte sefardiske jøder er efterkommere af arabiske og berbiske konvertitter til jødedommen, mens langt de fleste ashkenaziske jøder nedstammer fra khazarer og slaver der konverterede til jødedommen. Eller sagt med andre ord, jøderne er lige så lidt medlemmer af en særlig race som de er en homogen etnisk gruppe. Jødedommen er en multietnisk religion og ikke den religiøse ramme om en etnisk gruppe.

Jøderne kan derfor, i henhold til Shlomo Sand, ikke stille et nationalt krav på evig ejendomsret til Palæstina/Erez Israel hhv. til at Israel skal være en stat for alverdens jøder. Den realeksisterende jødiske stat Israel burde derfor, i henhold til Shlomo Sand, omdanne sig til en multietnisk stat, der repræsenterer alle de religioner og etniske grupper som den rummer. Hvor realistisk den vision er, er så et helt andet spørgsmål.

Læs mere

Skrevet af den 9 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Den kristne Allah

Det er i de senere dage kommet til flere kirkeafbrændinger i det muslimsk dominerede Malaysia. Årsagen til denne vold er at både regeringen og radikalt muslimske grupper er stærkt fortørnede over, at kristne borgere i Malaysia omtaler Gud som ”Allah”.

Grundlæggende set er den malaysiske regerings og de malaysiske ekstremisters vrede meningsløs. ”Allah” betyder ”Gud” og er altid blevet brugt af arabisktalende kristne om deres Gud. Men ikke nok med det. Den malaysiske regering og dens støtter blandt muslimske ekstremister har ingen ret til at blande sig i hvad de kristne kalder Gud. Hvad man kalder sin Gud er et internt teologisk anliggende som ingen regering eller religiøst udenforstående har krav på at få ændret. Også indenfor traditionel sharia har de kristne, der lever i den muslimske verden, ret til internt selvstyre så længe, at de ikke sætter sig op mod det muslimske styre.

Det der sker i Malaysia lige nu kan ses som et led i en generel udvikling i den muslimske verden, hvor den ikke ubegrænsede men dog forhåndenværende beskyttelse, som kristne har krav på i den muslimske verden i henhold til Koranen og traditionel sharia, bliver eroderet væk af en radialmuslimsk fanatisme.

Siden imperialismens tid har der været en tendens i den muslimske verden til at se de lokale kristne som repræsentanter for Vesten. Og især i de senere årtier er de lokale kristne i stigende grad blevet mål for terrorangreb, hvis mål tydeligvis er at fordrive dem eller tvinge dem til at konvertere til islam. De lokale kristne er ofre for en radialmuslimsk vrede over de reelle og de indbildte overgreb som USA og dets allierede udsætter verdens muslimer for. En udvikling der forstærkes af, at USA og Co. ikke selv gør noget for at hjælpe de kristne som bliver ofre i denne konflikt, ja end ikke synes at tage problemstillingen i betragtning når alliancer indgås eller krige føres. At kristne f.eks. havde bedre vilkår i Saddam Husseins Irak end i NATO landet Tyrkiet spillede tydeligvis ingen rolle for George Bush eller Tony Blair.

Ligesom vi i Vesten kan opleve en stigende frygt for og had til de lokale muslimer kan vi i den muslimske verden oplevede et stigende had til og en voksende aggression mod de lokale kristne. Med mindre at regeringerne i både vesten og den muslimske verden begynder at forstå, at populistiske forslag og tiltag, der fremmer dette had, ødelægger sammenhængskraften i samfundene, kan man frygte det værste for fremtiden.

Læs mere