Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Skal staten inddrive kirkeskat for den katolske kirke?

Skatteminister Kristian Jensen (V) har afvist den katolske kirkes ønske om at skattevæsenet inddriver medlemsbidrag fra landets katolikker på samme måde, som den nu gør det for folkekirken.

Skatteministerens begrundelse, nemlig at folkekirkens grundlovssikrede krav på understøttelsen fra statens side af umuliggør at staten inddriver katolsk kirkeskat, virker lidt søgt. At staten inddrager kirkeskat for folkekirken er nemlig ganske rigtigt et udslag af den statslige forpligtigelse overfor folkekirken – men det er jo sådan set ikke noget til hinder i grundloven for at staten frivilligt giver andre trossamfund det som folkekirken har krav på.

Når det så er sagt mener jeg alligevel er det næppe vil være nogen god ide at lade staten inddrive kirkeskat for den katolske kirke.

For det første så forholder det sig jo sådan, at folkekirken er under statslig kontrol, dette gælder ikke mindst mht. folkekirkens økonomi hvor f.eks. regeringens berømte (eller berygtede) skattestop også gælder for kirkeskatten. Staten inddriver altså folkekirkens kirkeskat – men den bestemmer også over dens maksimale størrelse. Vil den katolske kirke derimod acceptere at staten udstikker rammerne for hvor meget den katolske kirke må opkræve i kirkeskat? Det tvivler jeg ganske meget på, ikke mindst fordi jeg vil tro at den katolske kirkelov, den såkaldte kanoniske lov, ikke tillader at verdslige myndigheder bestemmer over kirkens økonomi. Men kan staten virkelig påtage sig at opkræve en skat hvis størrelse den ingen indflydelse har på? Hvor er den demokratiske kontrol og den demokratisk funderede retssikkerhed henne hvis staten agerer den forlængede arm for en institution som den katolske kirke, der per definition ikke er demokratisk?

For det andet så bør man være opmærksom på at den katolske kirke i Danmark ikke er i stand til at få flertallet af landets katolikker til frivilligt at betale kirkeskat. Ønsket om at staten skal inddrive kirkeskat for den katolske kirke skal altså ses i sammenhæng med at den katolske kirke ikke selv har været i stand til at sikre den økonomiske kirkedisciplin. Men er det virkelig statens opgave at agere økonomisk bussemand overfor landets katolikker? Hvorfor skulle det være en statslig opgave at tvinge landets katolikker til det som de ikke vil gøre frivilligt? For mig at se er katolikkernes uvillighed til at understøtte deres kirke økonomisk et internt katolsk problem som den katolske kirke selv må finde ud af at håndtere.

Læs mere

Skrevet af den 13 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Positiv omtale i Bibelen?

”Man skal høre meget før ørene falder af” hedder det i HC Andersens eventyr ”Fjeren der blev til fem høns”. På samme måde kan man sige, at man skal læse meget før øjnene triller ud. Og det gælder da i særdeleshed i forhold til de svinkeærinder som den folkekirkelige højrefløj griber til i deres kamp for opretholdelsen af en kirkelig fordømmelse af homoseksuelle parforhold.

Et strålende eksempel på et sådant teologisk hokus pokus er Generalsekretær for Indre Mission Thomas Bjerg Mikkelsens udtalelser i Kristeligt Dagblad fra den 12.2.2010 hvor han argumenter imod at give trossamfundene adgang til at vie homoseksuelle på følgende måde: ”Nej, det skal ikke være muligt. For så ville præsten skulle stå og velsigne i forhold, som Bibelen ikke giver mulighed for. Når kirken ikke kan velsigne et homofilt forhold, er det, fordi Bibelen ikke taler positivt om det. Ægteskabet har derimod positiv støtte hele vejen igennem. Hvis kirken begynder at vie homofile, vil det være det samme som at gå på kompromis med sit eget budskab og grundlag, og så ville kirken komme til at fremstå utroværdig.”

Nu kan man jo grundlæggende set undre sig over hvorfor evt. kristne forbehold overfor et vielsesritual for homoseksuelle par skulle forhindre staten i at give de trossamfund, der måtte ønske det, lov til at vie homoseksuelle par. Hvorfor skal et fundamentalistisk bibelsyn hindre f.eks. buddhister eller asatroende i at vie homoseksuelle par?

Men også teologien i Thomas Bjerg Mikkelsens udsagn er bemærkelsesværdig tynd. Hvis kirkelige ritualer nemlig kun kan gennemføres, hvis de omtales positivt i Bibelen, måtte folkekirken ophøre med at døbe spædbørn, en praksis der ikke omtales positivt i Bibelen. På samme måde måtte man også afskaffe konfirmationsritualet, der (ligesom barnedåb) ikke omtales i Bibelen og derfor heller ikke har positiv støtte i denne.

Thomas Bjerg Mikkelsens bibelske positivisme ville, hvis den blev omsat i praksis, med andre ord være intet mindre end en revolution i folkekirkelige sammenhænge. Og det vel og mærke en revolution, som også Indre Mission ville betakke sig for. Som så ofte er der tale om et anti-homo argument opfundet til lejligheden og ikke om nogen gennemtænkt teologi.  

Og så kan man godt nok også undre sig over Thomas Bjerg Mikkelsens påstand om at ægteskabet får positiv støtte hele vejen igennem i Bibelen. Hvordan kan han have overset 1. Kor. Kap. 7 hvor Paulus klart fremhæver cølibatet som en bedre vej end ægteskabet? Er det det som Thomas Bjerg Mikkelsen kalder for positiv støtte til ægteskabet? Igen er det tydeligt at Thomas Bjerg Mikkelsens teologi ikke er styret af Bibelen men af nogle forudfattede meninger om hvad der står og ikke står i de bibelske skrifter.

Kirken fremstår som utroværdig når den f.eks. mht. kvindelige præster er villig til at om- og nytolke de bibelske skrifter men ikke er villig til at gøre det samme når det gælder homoseksuelle. Det viser nemlig at sagen lige præcist ikke handler om teologi men om fordomme mod homoseksuelle, forklædt som teologi.

Læs mere

Skrevet af den 12 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Asmaa på talerstolen?

Der har i et stykke tid været stille omkring Asmaa Abdol-Hamid. Efter at hun i vrede gik på orlov fordi Enhedslistens Hovedbestyrelse havde vovet at give hende medansvar for partiets dårlige valgresultat har hun i det store hele forholdt sig tavs, hvad der måske har været en vis visdom forbundet med når man betænker hendes evne til at udtale sig uhensigtsmæssigt. Nu har Asmaa så været ude med riven mod det såkaldte Ældreråd i Vollsmose, hvor hun selv bor. Hun trækker en streg i sandet når de blander sig i hårde straffesager, udtaler hun til Politiken i anledning af anklagerne om at de skulle have ageret som selvbestaltede dommere i en sag om pædofili. Nu viser det sig imidlertid  at hele sagen var en medieand. Ældrerådet har ikke gjort noget som helst ulovligt. Ud over at denne her sag (endnu en gang) viser, at medierne er villige til at hoppe på enhver sag der kan fremstille landets muslimer i et dårligt lys så viser den også Asmaas ringe dømmekraft. Havde hun nemlig virkelig haft fingeren på pulsen så burde hun have vist at der ikke var nogen sag – og altså heller ikke behov for at slå nogle streger i noget som helst sand.

Nå, at Asmaas begavelse som fortaler for landets muslimer er begrænset er der sådan set ikke noget nyt i. Bemærkelsesværdigt er blot, at hendes trofaste støtter vedbliver med at kæmpe for deres Asmaa projekt. Således er der blevet oprettet en gruppe på Facebook  hvis mål er at få Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten til at tage orlov fra Folketinget så at hendes suppleant Asmaa Abdol-Hamid kan komme på Folketingets talerstol.

Nu kan man i sig selv undre sig over den manglende respekt for demokratiet der ligger i ideen om at Johanne, der dog fik betydeligt flere stemmer end Asmaa, skal overlade sin plads til sidstnævnte. Men man må endnu mere undre sig over den sensationelle politiske dumhed der ligger bag dette projekt – især når den forbindes med en frydefuld forventning om at se Pia Kjærsgaards sure fjæs når Asmaa bestiger Folketingets talerstol.

Hvis Pia nemlig beder aftenbøn så er jeg sikker på at hun på at hun på sine gamle populist knæ vil bønfalde de højere magter om at Johanne trækker sig så Asmaa kan komme i Folketinget.

Det burde jo egentligt synligt for enhver med politiske øjne i hovedet at regeringen og Dansk Folkeparti med lys og lygter leder efter nogle islam-emner så mediernes fokus kan være på den såkaldte værdikamp. Det er ikke er så mærkeligt fordi man indtil videre altid har vundet stemmer på at profilere sig i islamdebatten – og fordi man lige nu ligger med en vis legemes del i vandskorpen fordi man ikke aner hvad man skal stille op med den økonomiske krise. Regeringen og Dansk Folkeparti har desperat brug for emner der kan aflede befolkningens opmærksomhed fra krisen og den pris vi alle kommer til at betale for deres elendige økonomiske politik. Asmaa på Folketingets talerstol vil derfor være en foræring til regeringen og Dansk Folkeparti som de vil tage imod med kyshånd.

Eller sagt med andre ord: Hvis man vil have fire år mere med en borgerligregering der er i lommerne på Dansk Folkeparti så skal man kæmpe for Asmaa på Folketingets talerstol.

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Hvad med nonnerne?

Den katolske kirke er i de sidste 10-15 år blevet rystet af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Først var det USA, så var det Irland og nu er det Tyskland, men også en række andre lande som f.eks. Canada og Australien er kommet i søgelyset. Kendetegnende for alle disse skandaler er at gerningsmændene er mænd, primært præster og munke. Men, må man spørge sig, hvad med nonnerne? Hvorfor hører vi ikke noget om nonner, der har forgrebet sig seksuelt på børn og unge?

Bevares, hvis man surfer ud på nettet vil man kunne finde beretninger om seksuelle overgreb foretaget af nonner. F.eks. har foreningen SNAP (Survivors Network of those Abused by Priests) et diskussionsforum  hvor folk kan dele erfaringer med seksuelle og andre fysiske overgreb fortaget af nonner. Alt i alt synes denne problematik dog at være hyldet i tavshed. Men hvorfor det?

Først og fremmest har fortielsen af seksuelle overgreb foretaget af nonner noget at gøre med den måde som samfundet opfatter kvinders seksualitet på. Kvinders kroppe fylder utroligt meget i den offentlige bevidsthed som objekter for mænds seksualitet – tænk blot på den evindelige udstilling af kvinders kroppe indenfor reklamebranchen. Men deri ligger imidlertid også implicit den forestilling, at kvinders seksualitet er passiv. Kvinder ses som væsener som ønsker at tiltrække mænds seksualitet, men som ikke har egne seksuelle behov og et selvstændigt begær der går ud over at tilfredsstille mandens. I modsætning hertil ses og forventes mandens seksuelle begær at være altdominerende i hans liv – og det antages at mænds seksualitet er udfarende og aggressiv. Feministen Catharine MacKinnons påstand om at den der voldtager, er en mand, for en kortere eller længere periode, og at den der voldtages, er en kvinde, for en kortere eller længere periode, rammer her plet. At voldtage er maskulint, at blive voldtaget er feminint i vores kultur – derfor er det så vanskeligt at se kvinder som potentielle eller reelle sexforbrydere.  

Dertil kommer at nonners seksualitet i særlig grad er tabuiseret. På trods – eller måske også på grund af – diverse platte vittigheder om sømanden og nonnen er de færreste i katolske sammenhænge villige til at forholde sig til at nonner kunne have en seksualitet, være det nu i en positiv eller i en negativ forstand. De mange negative reaktioner på eksnonnen Helene Hägglunds bog ”Nonne tur/retur” hænger formodentligt bl.a. sammen med at hun ganske åbenhjertigt fortæller om de seksuelle frustrationer og behov som hun følte i sin nonnetid – hvormed hun bryder med tabuet om at nonner per definition er aseksuelle. Set i det lys er det ikke så mærkeligt at det er vanskeligt at få rejst en debat om nonner, der misbruger børn, unge eller voksne seksuelt.

En god undskyldning for ikke at tage problemstillingen op er imidlertid ubestrideligt, at antallet af sager øjensynligt er væsentligt lavere end antallet af sager med katolske præster og munke, der har misbrugt børn og unge seksuelt. Imidlertid bør man være opmærksom på, at antallet af sager der involverer nonners aktive seksuelle overgreb formodentligt er stærkt underrapporteret. Det er svært nok for en mand at skulle fortælle at han er blevet seksuelt misbrug af en mand fordi der, som tidligere anført, er noget feminint ved at være et offer for et seksuelt overgreb. Imidlertid hører det med til det som kaldes for den hegemoniske maskulinitet, altså den herskende og undertrykkende maskulinitet, at den ikke blot undertrykker kvinder men også svagere mænd. Selvom det er svært så er det derfor dog muligt for en mand at erkende, at en anden (stærkere) mand har undertrykt, ja misbrugt ham. At en kvinde har gjort noget lignende ved ham er meget værre for det stiller radikalt spørgsmålstegn ved magtfordelingen mellem mand og kvinde, og dermed også ved den berørte mands evne til at kunne fremstå som en troværdig mand. For mange mænd vil det derfor være alt for smertefuldt at skulle fortælle om at de i sin tid er blevet seksuelt misbrugt af nonner.

Mht. kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb foretaget af nonner, kan det ligeledes være særligt vanskeligt at fortælle om overgrebene fordi den generelle antagelse jo er, at sexovergreb foretages af mænd. Af Lori B. Girshicks bog ”Does She Call It Rape? – Woman-to-Woman Sexual Violence” fremgår det at en del kvinder, der er blevet voldtaget af en anden kvinde, har haft meget svært ved at sætte ord på deres oplevelse, simpelthen fordi de er gået ud fra at kvinder ikke kan voldtage andre kvinder. At kvinder kan misbruge piger og kvinder seksuelt falder i den grad udenfor samfundets antagelser om hvad seksuel vold per definition er, at ofrene herfor gøres stumme og mangler redskaber til at bearbejde det de har været udsat for.

Dertil kommer at samfundet også ”tillader” kvinder en ret så omfattende fysiskhed i forhold til piger og kvinder. Det kan derfor være uklart hvornår ”venlige” og ”kærlige” kys og kram egentligt er seksuelle hhv. grænseoverskridende. For kvinder, der som børn eller voksne har oplevet nonner, der overøste dem med, mere eller mindre, uønsket fysisk opmærksomhed kan det derfor være svært at afgøre om nonnens adfærd var et overgreb eller ej, en tvivl der næppe ville være nær så stor hvis der havde været tale om en lignende adfærd udført af en mand.

Derfor kan det dog forsat godt være rigtigt, at antallet af sexovergreb foretaget af nonner er mindre end det, der er foretaget af katolske præster og munke. Nonner, hvis seksuelle ”ære” den katolske kirke i særlig grad har ønsket at ”beskytte”, er generelt blevet mere overvåget end præster og munke. Det har givet nonner færre muligheder for at have sex, være det nu med samtykkende voksne eller i form af overgreb mod børn og unge. Som en præst fortalte nonnerne da jeg selv var i kloster: ”Der er noget der hedder manglende synd pga. manglende mulighed”.

Men selvfølgelig hører det også med til sagen, at kvinder jo ikke opdrages til at have en egen seksualitet. De bliver slet ikke opdraget til at være seksuelt udfarende og erobrende. For katolske præster og munke stiller cølibats kravet dem derimod overfor det dilemma at man for at være en ”rigtig” mand i vores samfund skal ose af seksualitet og begær. Der er altså noget ekstremt umandigt ved at leve i cølibat. Det er derfor ikke så mærkeligt at mange af dem har vanskeligheder med at takle cølibatet. Langt de fleste af de katolske præster eller munke, der ikke magter cølibatet, forlader præstegerningen hhv. ophører med at være munke – eller har seksuelle relationer med samtykkende voksne – være de nu af heteroseksuel eller homoseksuel karakter. Men en lille gruppe med en særlig umoden og uansvarlig personlighed og seksualitet misbruger børn og unge. Om det så er cølibatets skyld eller om de ikke snarere har valgt cølibatet som et (jo så i sidste instans mislykket) flugtforsøg fra en seksualitet, som de ikke kan takle, er så en anden sag.

At leve i cølibat er måske ikke helt så hårdt for nonner, simpelthen fordi et aseksuelt liv passer bedre til forventningerne til kvinders seksualitet. Det kan være en medforklaring på at der (måske) er færre nonner end præster og munke, der har seksuelle overgreb på samvittigheden. Men ét overgreb er allerede ét for meget – og det er derfor på tide, at den katolske kirke også tager problemstillingen med sexovergreb foretaget af nonner op.

Læs mere