Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Slå koldt vand i blodet

Socialdemokratiets forslag om at homoseksuelle mænd skal have lov til at donere blod har udløst en heftig debat. Kritikken kan koges ned til påstanden om at socialdemokratiets forslag er udslag af et misforstået ønske om at tage hensyn til en minoritets følelser. Misforstået fordi bøsseblod nu altså er farligt for majoriteten og derfor skal holdes ude af dens blodbaner.

Her er det imidlertid en god ide at slå koldt vand i blodet. Bøsseblod er ikke per definition hiv-inficeret, for man bliver altså ikke smittet med hiv af at have en identitet som bøsse/homoseksuel mand. Man(d) har en forhøjet risiko for at få hiv hvis man ikke bruger kondom når man dyrker analsex – og det igen kun hvis denne seksuelle aktivitet sker udenfor et monogamt parforhold.

Med andre ord: Bøsser der altid bruger kondom når de dyrker analsex, bøsser der kun dyrker analsex uden kondom indenfor et monogamt parforhold med en ikke-smittet, bøsser der slet ikke dyrker analsex og bøsser der lever i cølibat har ikke nogen forhøjet risiko for at få hiv og kan derfor sagtens donere blod. Det samme gælder for bøsser, der tidligere har haft en risikoadfærd men som nu er ophørt hermed, og som er testet hiv-negative efter at de har ændret sexvaner.

Reglen om at bøsser på livstid er udelukket fra at donere blod bygger på en antagelse om at bøsser per definition dyrker usikker sex og dermed udgør en blodsmæssig sikkerhedsrisiko. Denne antagelse er stereotypiserende og diskriminerende.

Dermed være ikke sagt, at det er en menneskeret at donere blod. Bøsser, biseksuelle, heteroseksuelle og hvad man nu ellers vil kalde sig, der dyrker usikker sex, skal derfor naturligvis også afstå fra at donere blod. Det diskriminerende ved den nuværende ordning består altså ikke i, at man har ret til at give blod, men i at homoseksuelle mænd, ligesom alle andre borgere, har krav på at myndighederne bedømmer dem på deres reelle adfærd i stedet for at man stempler dem med bestemte antagelser om deres adfærd.

Læs mere

Skrevet af den 3 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Hvis Kurt Westergaard havde været en imam

Lad os foretage et lille tankeeksperiment. Lad os forestille os at Kurt Westergaard ikke er en kontroversiel karikaturtegner som ekstremistiske muslimer ønsker at give en fribillet til helvedet fordi han har tegnet Muhammed med en bombe i turbanen. Lad os i stedet forestille os at han er en kontroversiel imam som nogle højreekstremister ønsker at tage livet af fordi han har forhånet den danske kultur. Hvordan ville den offentlige reaktion så have været på at Kurt Westergaard flygtede ind i det sikringsrum, som politiet havde indrettet for ham, udløste overfaldsalarmen og så ellers håbede det bedste for sit 5-årige barnebarn, der var overladt til overfaldsmandens nåde?

Lad mig gætte. Der havde rejst sig et ramaskrig over at denne kontroversielle imam ”svigtede sit barnebarn på det grusomste”. Den ene eller anden debattør ville lufte tanken om at Kurt Westergaards barnebarn burde tvangsfjernes fra sine forældre eller i hvert fald nægtes samkvem med ham da han jo tydeligvis ikke ”tager vare på barnets tarv”. Men først og fremmest ville man havde fremhævet, at hans adfærd beviser kvinders og pigers notorisk ringe værdi i islam. Der havde ikke været nogen tvivl. Kurt Westergaards prioritering af sin egen sikkerhed over sit barnebarns ville være blevet tolket som noget, der skyldtes hans religion.

Andre røster ville have sat spørgsmålstegn ved, at en kontroversiel imam får stillet sikringsrum og overfaldsalarm til rådighed nu når mange kvinder, der trues på livet af deres ekskærester, ikke får et lignende tilbud. Mon ikke DF havde rejst en forespørgselsdebat i Folketinget om hvorfor en kontroversiel imam får sådanne sikringstilbud nu når så mange gode danske kvinder må klare sig uden?

Lad det være sagt med det samme: Jeg bebrejder ikke Kurt Westergaard at han først tænkte på sit eget liv og så håbede det bedste for sit barnebarns. Ingen der ikke har været i samme situation som ham skal sætte sig til doms over ham. Hvad jeg påpeger, er, at havde han været muslim havde der ikke været nogen nåde – og havde han været muslim ville hans adfærd været blevet brugt som et bevis på islams ondskab.

Overfaldsalarmen og sikringsrummet reddede Kurt Westergaards liv – det viser, at det var rigtigt, at han fik dem stillet til rådighed. Men derfor kan man godt spørge sig om hvor mange af de kvinder, der i de senere år er blevet myrdet af deres tidligere partnere, der ville leve i dag hvis de havde fået samme tilbud. Hvorfor får kvinder, der trues på livet af deres ekskærester, ikke samme tilbud om beskyttelse som Kurt Westergaard fik? Hvorfor er der ikke penge til at redde deres liv?

Læs mere

Skrevet af den 29 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Lesbisk muslim blev chikaneret af sin arbejdsgiver

Der har i pressen ofte været fokus på hvor hårdt muslimsk homoseksuelle har det. Hovedfokus har her været, at de muslimske homoseksuelle udsættes for heftig chikane af andre muslimer, der ikke kan acceptere homoseksualitet. Det er desværre sandt, at muslimske homoseksuelle kan risikere at blive mødt med heftig afvisning fra andre muslimers side af. Men de kan også risikere at blive mødt med foragt af ikke-muslimer, en indfaldsvinkel som vi interessant nok ikke hører så meget om.

 

Retten i Viborg har således den 28.12.2009 givet en muslimsk lesbisk med irakisk baggrund medhold i, at hun er blevet udsat for chikane af hendes tidligere arbejdsgiver. Han havde bl.a. udtalt, at han ville brænde hendes Koran og han havde udtalt sig nedsættende om hendes seksualitet.

 

Retten tilkendte hende 40.000 kr. i erstatning og har hermed, forhåbentligt, fået afsluttet en grim sag der bl.a. viser, at muslimske homoseksuelle ikke blot er oppe imod muslimsk homofobi men også mod dansk islamofobi og homofobi.

 

Man kan læse mere om sagen på http://www.nv-law.dk/cms/site.aspx?p=683&newsid=2285

Læs mere

Skrevet af den 28 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Nærhed skaber fjendskab

En udbredt forståelse af religiøse konflikter er, at de handler om forskellighed, altså at diverse konflikter f.eks. mellem kristendommen og islam handler om, at disse to religioner er som ild og vand. Men religiøse konflikter forstås ofte bedre, hvis vi tager udgangspunkt i, at konflikterne skyldes ligheder mellem de stridende religioner.

Mht. stridighederne mellem kristendom og islam er det oplagt at se problematikken ud fra lighedsindfaldsvinklen. Islam påstår jo, at Muhammeds budskab grundlæggende set er den rigtige version af Jesu lære, hvad kristendommen afviser. Begge religioner er missionerende religioner som mener, at have patent på sandheden om Gud. Også gudsforestillingen har ligheder. Begge religioner er monoteistiske og opfatter Gud som verdens skaber og verdens herre. Begge går ud fra, at Gud har talt ved profeterne. Begge religioner kender til ideen om at Gud har tanker om hvordan mennesket skal leve, begge kender til forestillinger om dommedag, paradis og helvedet.

Det er lige præcist denne lighed mellem kristendom og islam som har skabt forvirring. For islam hører kristendommen med til ”bogens folk”, men deres bog er fuld af forfalskninger af Guds oprindelige budskab. Og kristendommen har haft svært med at placere islam. Er islam kristent kætteri eller hedenskab? Og det bliver ikke bedre af, at denne forvirrende teologiske nærhed går i samspil med en geografisk nærhed. Ikke nok med at kristendommen og islam har bekriget hinanden – de deler også fysiske grænser. Kristendommen har måttet eksistere under muslimsk styre – og islam må i dag, som følge af indvandring og konversion, finde sine ben i kristne majoritetssamfund.

Den teologiske og fysiske nærhed udløser et stærkt behov for afgrænsning. Ligesom monstre skræmmer ved at være mærkværdige blandinger af dyr og mennesker, som på en gang er genkendelige og fremmede, så skræmmer de religioner, der på en gang ligner den egne religion og så dog er en anden. Denne angst skaber et behov for at fremstille de andre som nogen, der essentielt set er forskellige fra en selv. I denne forbindelse sker det så ofte, at det man frygter hos en selv bliver placeret hos de andre. Kvindeundertrykkelse og homofobi er f.eks. noget, som kristendommen i høj grad kender til – men hvis vi påstår, at det er noget, som er kendetegnede ved islam, så kan vi på en gang bekræfte vores angst for de andre og give os selv kollektiv syndsforladelse. De andres ondskab bliver til en undskyldning for ikke at forholde os til det onde hos os selv.

Læs mere