Menu
Kategorier

Skrevet af den 1 dec, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Hvordan bliver jeg et godt menneske?

”Jeg er en 24 årig kvinde der har et par spørgsmål angående kristendom.
jeg kunne godt tænke mig at i kunne fortælle mig hvordan du bliver et godt menneske. da jeg føler mig meget i tvivl”.

Ovenstående spørgsmål fik jeg tilsendt af www.religion.dk ‘s redaktion. Her er mit svar:

Se, faren ved at besvare et sådant spørgsmål er, at ens omgivelser jo med en vis rette vil kunne sige: ”Hvis du ved hvordan man bliver et godt menneske, hvorfor har du så ikke omsat din viden til praksis?”.

Jeg ved om mig selv, at jeg hver dag synder, at jeg hver dag svigter i forhold til Guds kald til mig om at jeg skal elske andre lige så betingelsesløst som han elsker mig. Det hører med til den kristne menneskeforståelse, at mennesket er syndigt. Ondskaben er en del af vores liv – den er lige så sikker som døden og skatterne. Derfor er det også en central kristen forestilling, at mennesket ikke kan frelse sig selv. Mennesket kan ikke blive godt og fuldkomment af egen kraft.

Forskellen mellem de store kristne trossamfund består imidlertid bl.a. i synet på hvorvidt mennesket, med Guds hjælp, kan blive fuldkomment eller om dette ikke er muligt. Den katolske kirke og den ortodokse kirke tror, at den der samarbejder med Gud kan blive fuldkommen – ikke af egen kraft men som en følge af hvad Jesus har gjort for os. Benytter man sig flittigt af sakramenterne, følger man Guds bud, beder man meget og er man generelt villig til at ofre alt – ja så vil Gud gøre en fuldkommen, gøre en til et godt menneske.

I protestantismen derimod plejer man at lægge vægt på, at den troende kristne nok er frelst af Gud men forsat er og vil forblive med at være ufuldkommen. Ikke nok så mange bønner – end ikke et klosterliv hvor man har opgivet alt for Jesus skyld – vil gøre en fuldkommen, vil gøre en til et godt menneske. Jesus har frelst os – men synden vil forblive en del af vores liv så længe vi lever her på jorden.

Personligt vil jeg sammenligne situationen med mine erfaringer med at lære. Da jeg gik på gymnasiet troede jeg, at jeg viste rigtigt meget om historie – da jeg begyndte at læse på universitetet fandt jeg hurtigt ud af, at jeg vidste meget lidt. Hvor mere jeg lærer om historie (og alle mulige andre emner) desto mere forstår jeg, at der bare er så meget som jeg ikke ved. Det kunne man jo fortvivles over, men i stedet er det min indstilling, at jeg vil lære så meget som jeg kan – glæde mig over det jeg ved, altid forsøge at lære mere – og håbe på at Gud vil lære mig alt hvad jeg mangler når han en dag kalder mig hjem til sig.

På samme måde tror jeg det er mht. at gøre hvad der er godt. Når jeg ransager min samvittighed hver aften, i forbindelse med min lille aftenbøn, så kan jeg hver dag se, at Gud har gjort noget godt i mit liv, at der er sket ting som jeg kan takke ham for. Sommetider består det gode bl.a. i, at jeg har gjort noget godt for andre. Jeg kan også se, at jeg hver dag har syndet. Hver dag har jeg fejlet og må derfor bede Gud om tilgivelse, for det som jeg kan se at jeg har gjort forkert og for det, som jeg måtte have gjort forkert uden selv at have forstået det. Jo mere man ransager sin samvittighed desto flere fejl ser man. Og det kan man fortvivles over – det ved jeg af egen bitter erfaring. Men har man tillid til Guds grænseløse kærlighed så fortvivles man ikke over sine fejl og fejltagelser. Så kan man sige ”jeg vil med Guds hjælp gøre det så godt jeg kan – det vil aldrig være godt nok – men med det mindste smil bidrager jeg til at udbrede Guds kærlighed her i verden”. Når vi så engang vil mødes med Gud i himlen vil han rense os med sin kærlighed og lære os at elske lige så betingelsesløst som han gør det.

Læs mere

Skrevet af den 26 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 13 kommentarer

Hvad der bliver overset eller skjult i debatten om homoægteskabet

Noget af det bemærkelsesværdige ved debatten om kirke og homoseksualitet hhv. om et kirkeligt ritual for homoseksuelle par hhv. om kirkelig vielse af homoseksuelle par er, at man lystigt bliver ved med at sige det samme. Same procedure as last year synes at være normen i disse her debatter. Det har også været grunden til at jeg har været tilbageholdene med endnu engang at kaste mig ud i debatten. Det er lidt kedeligt i længden altid at debattere det samme og opleve, at debatten ligesom står i stampe, fordi folk meget sjældent flytter sig. Hvad jeg i dag så alligevel vil skrive om er det, som jeg oplever som en manglende refleksion og ærlighed i debatten.

Grundlæggende set så savner jeg en refleksion over hvad det indebærer, at de fleste af dem der debatterer homoseksualitet og kristendom hhv. homovielser selv er heteroseksuelle. Jeg mener, hvis stort set alle dem, der debatterede kvinders rettigheder var mænd eller hvis stort set alle dem, der debatterede om sorte skulle opfattes som ligeværdige med hvide selv havde hvid hudfarve, ja mon så ikke de fleste kunne se problematikken? Debatten lider under, at den i bund og grund handler om at heteroseksuelle bedømmer homoseksuelle. Og det ligger i det at dømme, at den der dømmer altid også dømmer sig selv. Er de andres kærlighed og seksualitet lige så gudsvillet, velsignet og naturlig som min? Kan jeg opfatte min kærlighed og seksualitet som gudsvillet, velsignet og naturlig hvis de andres også er det? Når man dømmer de andre så spejler man sig i dem, man måler dem ud fra sig selv – og afgør om de er lige så gode som en selv. Gad vide hvordan mange af debattørerne ville have det hvis det var deres kærlighed og samliv, der blev dømt ”ikke god nok”?

Mht. påstanden om at homoseksuelt samliv er syndigt og går i mod Guds entydige vilje som fremgår af Bibelens ufejlbarlige ord – ja så er der for mig at se to grundlæggende problemer med den argumentation som stort set aldrig belyses:

For det første er det en argumentationsform der benægter alt det som bibelvidenskaben lige siden dens opståen i 1700-tallet har at sige om de bibelske skrifter. Det er en argumentationsform der tager udgangspunkt i en bibelforståelse som kun et meget lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler – og som man kun kan opretholde hvis man lukker øjne, øre og sind for hvad mere end 200 års forskning har at fortælle om de bibelske skrifter. Det er en argumentation, der de facto tager udgangspunkt i at det som de teologistuderende lærer om Bibelen på de teologiske fakulteter her i landet er vranglære og at det store flertal af folkekirkens præster, der deler forskningens bibelsyn, ligeledes er falske lærere. Og hvis det virkeligt forholder sig sådan, ja så er det vel ikke homoseksuelle vielser der er problemet men snarere at stort set hele folkekirken lystigt vandrer mod helvedets afgrund?

For det andet så bygger påstanden om at Bibelen klart og entydigt skulle tage afstand fra homoseksualitet på en meget tvivlsom læsning af nogle enkelte løsrevne bibelcitater. Jeg har skrevet om sagen anden steds så jeg vil ikke gentage argumenterne her. Det er nok at sige, at jeg er dybt skuffet over, at dem der påberåber sig Bibelen i denne her sag ofte ikke synes at gøre sig den umage nøje at undersøge hvad der faktisk står i de tekster som de påberåber sig. Ikke mindst set i lyset af at dem, der påberåber sig Bibelens ”klare lære”, ikke er bange for at hævde, at man som homoseksuel skal lade sig helbrede for sin seksualitet eller leve i cølibat, hvis man ikke vil gå evindeligt fortabt, kunne man jo egentligt godt forvente, at man brugte meget tid og energi på at sikre sig, at man ikke har fejltolket de bibelske skrifter.

Så er der dem, der benægter at de er bibelfundamentalister, eller at de i øvrigt på nogen måde afviser homoseksuelle, men som alligevel insisterer på, at kirken ikke kan vie homoseksuelle eller velsigne deres parforhold. Argumentationen er her typisk noget med, at mennesket nu altså er skabt som mand og kvinde. Hvad der slår mig ved den argumentation er, at den lige præcis er klassisk fundamentalistisk, fordi man her stirer sig blind på de bibelske skabelsesberetninger samtidigt med, at man lukker øjnene for virkeligheden udenfor Bibelen. Faktum er nemlig, at der er mennesker, der fødes med mandlige kroppe og mennesker, der fødes med kvindelige kroppe – og så er der de mennesker, der fødes med kroppe som ikke er entydigt mandlige eller kvindelige. Interkønnede kalder man i dag sådanne mennesker. Ikke nok med, at man altså begår den klassiske fundamentalistiske fejl at nægte, at inddrage virkeligheden udenfor de bibelske tekster når man læser de bibelske tekster, så er der også noget mærkeligt amputeret ved det her ”vi er skabt som mand og kvinde” argument. For hvorfor skulle det forhold, at de fleste (men altså ikke alle!) mennesker er født med enten en mandlig eller en kvindelig krop betyde, at to med samme type krop ikke kan blive gift med hinanden? Se dette argument giver jo kun mening, hvis det følges op af påstanden om at det forhold, at vi skulle være skabt som mand og kvinde medfører, at Gud og naturen kræver af os, at vi lever sammen med en af det såkaldte modsatte køn. Og så er vi jo tilbage til den gamle smøre om at homoseksualitet, hvis den udleves, både er syndig (mod Guds vilje) og unaturlig. Men hvorfor siger man det så ikke – hvorfor nøjes man med at nævne første halvdel af et argument i stedet for at udvikle argumentationen helt ud så den kan give mening?

Samme problem er der med påstanden om at homoseksuelle par ikke kan blive gift fordi de ikke kan få børn med hinanden. Det er jo åbenlyst et fejlagtigt argument al den stund, at ufrugtbare heteroseksuelle par problemløst kan blive gift i kirken. Når den alligevel føres til torvs er det jo nok fordi man her trækker på ideen om at homoseksualitet er synden mod naturen, en argumentation der igen trækker på den ide, at sex kun er acceptabel i Guds øjne hvis målet med de seksuelle aktiviteter er at få børn. At man ikke vil følge den argumentation helt til dørs er i øvrigt logisk nok – for så ville man være nødt til at godtage den katolske kirkes afvisning af prævention, der lige præcis bygger på den logik, at sex ikke må være kunstigt adskilt fra ”videregivelsen af liv”. Og det er jo klart, at denne her debat handler om at bedømme de homoseksuelles kærlighed og seksualitet – hvis den skulle udvides til en kritisk evaluering af den heteroseksuelle kærlighed og seksualpraksis, ja så er det jo ikke sjovt længere…

Kendetegnende ved denne her efter sigende ikke fundamentalistiske modstand mod vielser af homoseksuelle par er ikke bare, at den slet ikke giver nogen mening med mindre, at man trækker på den samme logik som den fundamentalisterne bruger, men også, at man bevist efterlader de homoseksuelle kristne i et teologisk vakuum. Vi er (måske) ikke direkte hell bound – men ikke nok med at vores kærlighed står udenfor Guds velsignelse og omsorg, så står vi selv på en eller anden måde udenfor skabelsen. Jeg kan i hvert fald ikke se hvordan jeg ellers skal forstå påstanden om at jeg ikke kan være eller blive gift med kvinden i mit liv, fordi vi altså er skabt som mand og kvinde, andet end som en påstand om at jeg er og lever på en måde som ikke er i overensstemmelse med Guds plan for os mennesker.

Alt i alt handler argumentationen mod homoseksuelle ægteskaber i bund og grund om at kirken skal sige nej til de homoseksuelle par – at den skal fortælle os, at vi ikke skal tro, at vores kærlighed har positiv værdi i Guds øjne – og at vi da slet ikke skal tro, at han glæder sig over den og vil støtte og hjælpe os i vores samliv på samme måde som han gør det med de heteroseksuelle par. Forskellen er sådan set bare om man siger det åbent og ærligt eller om man end ikke er villig til at indrømme, at man på Guds vegne dømmer de homoseksuelles parforhold udenfor Guds nåde og kærlige omsorg og fradømmer dem en positiv betydning for kirken og samfundet.

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 20 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Sorgen over et mistet kæledyr

I mandags blev vores lille missekat lukket ud ved ottetiden – og siden hen har vi ikke set hende. Hun er, eller var, en steriliseret hunkat og var ikke en strejfer. Indtil i mandags havde hun aldrig været væk mere end allerhøjst 5-6 timer af gangen. Så det ser sort ud for vores lille sort-hvide kat. Vi har let efter hende. Hun var øremærket så jeg har kunnet efterlyse hende i katteregisteret – og en efterlysnings plakat er blevet sat op i den lokale Minibrugs. Men reelt set er der ikke meget håb, jeg tror hun er borte for bestandigt.

Jeg må tilstå, at jeg ikke kan skrive dette uden at få tårer i øjnene. Og det er lige præcist derfor, at jeg skiver denne artikel. For hvordan kan man som et voksent menneske græde over en dum lille kat? Hvordan kan man, kristeligt set, tillade sig at sørge over tabet af et kæledyr når vi lever i en verden, hvor der hvert eneste minut dør 6000 børn af helbredelige sygdomme?

Problemet er bare, at hjerter, disse små bæster, ikke beder om lov når de vil sørge. Det har i hvert fald ikke hjulpet mig, at jeg har prøvet at overbevise mig selv om at det er barnligt, at sørge over et kæledyr, og etisk set problematisk, fordi dyr jo ikke har den samme værdi som mennesker har.

Men så igen, så hører det måske med til sorgens natur, at den gør en til barn igen, fordi den minder en om livets sårbarhed og om at man ikke har kontrol og magt over alt. Det gode ved sorgen over et kæledyr er dog, at tabet af et kært dyr ikke på samme måde skærer ind i dybden af ens eksistens som når man mister en forælder, et barn eller en partner. Selv om pattedyr som katte, hunde og heste har personlighed nok til at de ikke er identiske kopier af deres artsfælder, så kan de dog alligevel, i hvert fald delvist, erstattes med et nyt, mens en far, en søster eller en hustru ikke bare sådan kan erstattes. Mennesker er unikke i en grad, som langt overgår dyrenes individualitet, derfor har tabet af et kært menneske en helt anden dimension end tabet af et kært dyr.

Mht. etikken, ja så tror jeg på, at Gud også holder af dyrene. Ingen spurv falder til jorden uden, at han ved det. Ingen lille mis forsvinder ubemærket for ham. Jeg tror ikke, at han bebrejder os, hvis vi sørger over de kæledyr vi mister, eller at vi forud herfor elskede de små eller stor kræ. Problemet med kærlighed til kæledyr opstår først, hvis vi elsker dem på bekostning af mennesker. Kæledyr kan også være små Guds gaver til os – og vore hjerter burde være store nok til at kunne rumme kærlighed til dem såvel som til vores medmennesker.

At elske gør sommetider ondt, om det nu er et dyr eller et menneske, som man holder af. Derfor har buddhismen for så vidt ret: vil du ikke lide så skal du ikke knytte dig til nogen eller noget, så skal du ikke elske. Men man kan også vælge, at være villig til at betale kærlighedens pris, den lille for dyrene og den store for menneskerne.

Jeg tror, at jeg efter en sørge- og venteperiode vil anskaffe mig en ny kat eller to. Der er en hel del kattehjem for hjemløse katte, der savner et varmt hjem. En ny kat vil jeg også miste før eller siden, men inden da kan vi have en dejlig tid sammen. Livet går videre, og man bliver erfaringer rigere hver dag. Livet koster livet, det kan man ikke komme uden om, men kærlighed er prisen værd.

Læs mere

Skrevet af den 15 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 10 – udfordringen fra pinsekristendommen

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans ni første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring, den demografiske udfordring, lægfolkets rolle vil vokse, udfordringen fra bioteknologiens fagre nye verden, udfordringen fra globaliseringen, fremtidens katolske kirke vil være grøn og udfordringen fra den multipolære verden. I dette indlæg vil jeg skrive om John L. Allens sidste fremtidsscenarie, nemlig udfordringen fra pinsekristendommen.

Som pinsekristendom kan man betegne kristendomsformer, der forbinder en udtalt bibeltroskab og konservative moralske værdier med et fokus på ”Åndens gaver” så som tungetale, profeti og helbredelser, ligesom man også lægger vægt på kampen mod dæmonerne. Kontroversiel er en udbredt tendens til at prædike fremgangsteologi eller noget der ligner, altså at insistere på, at dem der har den rette tro vil blive velsignet med materiel rigdom og et godt helbred. Kontroversiel er også visse pinsekristne menigheders såkaldte ”oneness” lære, som nedtoner forskellene mellem de tre personer i treenigheden til fordel for en insisteren på at Gud er ét åndeligt væsen.

Selvom skønnene over antallet af pinsekristne i verden er noget forskellige (mellem 150 millioner og 380 millioner) kan der ikke være nogen tvivl om, at pinsekristendommen udgør den hastigst voksende kristendomsform i verden. Især har pinsekristendommen bidt sig godt fast i den tredje verden. Derudover findes der en række såkaldte karismatiske kristne i de andre kristne trossamfund, herunder den katolske kirke, der forsøger, at forbindelse pinsekristendom med deres egen kristne tradition.

For den katolske kirke er situationen den, at pinsekristne primært i den tredje verden, fremtidens vækstområde for kristendommen, har en tendens til at gå på strandhugst blandt katolske kristne. Ikke mindst i Sydamerika er der tale om en ganske alvorlig udfordring. Et studie foretaget af CELAM (en sammenslutning af alle sydamerikanske bispekonferencer) i slutningen af 1990’erne viste, at der dagligt er 8000 sydamerikanere, der forlader den katolske kirke, de fleste til fordel for pinsekristne menigheder. Noget firkantet formuleret kan man sige, at i det globale nord bliver utilfredse katolikker sekulariserede mens de i det globale syd bliver pinsekristne.

Forklaringerne på pinsekristendommens succes, ikke mindst i forhold til den katolske kirke, er mange, her blot nogle eksempler: Økonomisk og måske sågar politisk støtte fra USA til pinsekristendommen. Mangel på katolske præster, der igen medfører mangel på pastoral omsorg for mange katolikker i den tredje verden til forskel fra et finmasket net af menigheder med et stort personligt engagement blandt medlemmerne i pinsekristendommen. At pinsekristendommens fokus på personlige religiøse erfaringer og oplevelser, dens tilbud om religiøs ekstase, tiltrækker mange mennesker som savner sådanne indslag i de højkirkelige kirkesamfund. At pinsekristendommen gerne inddrager elementer fra de lokale kulturer i den tredje verden og at man bruger meget energi på at være til stede i slumkvarterene i de hurtigt voksende storbyer. At pinsekristendommen med dens fokus på personlig moral, herunder et klart nej til alkohol, er med til at hjælpe fattige med at få styr på deres liv og hermed giver dem mulighed for social opstigning.

Den katolske kirkes reaktion på pinsekristendommen vil være, at man på den ene side vil tage kampen op og forsøge, at forsvare sin position. Teologisk afgrænsning fra dele af pinsekristendommen såsom fremgangsteologien og ”oneness” læren vil formodentlig gå hånd i hånd med et forsøg på at samarbejde med pinsekristne, når man med fordel kan bruge deres støtte i værdikampen mod f.eks. den fri abort og homoseksuelles rettigheder.

Samtidigt hermed vil den katolske kirke imidlertid også fremme den katolske karismatiske bevægelse. Man vil blive nødt til at finde et kompromis mellem den evangelikale katolicismes fokus på gudstjenester på latin med gregoriansk musik og de karismatiske katolikkers ønske om heftig rytmisk musik, helbredelsesgudstjenester og dæmonuddrivelser. Samtidigt med at den katolske kirke altså vil forsøge sig med en klarere teologisk afgrænsning til pinsekristendommen vil man prøve at katolificere dele af den.

Læs mere