Menu
Kategorier

Skrevet af den 13 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Skabelse, lov og foranderlighed

I debatten om vielser af homoseksuelle er et hyppigt modargument mod en sådan ordning, at det fremgår af selve skabelsen, at ægteskabet kun er for heteroseksuelle par.

Det interessante ved en sådan argumentation er bl.a., at man hermed får gjort skabelsen til en lov. Gud har, antages det, i skabelsen én gang for alle fastsat og for altid defineret hvordan vi skal leve og forstå vores liv. Og denne lov, som Gud har indlagt i skabelsen, skal vi mennesker betingelsesløst underkaste os.

Problemet med en sådan skabelseslov er bl.a., at det jo ikke giver mening, at Gud i skabelsen kun skulle have fastlagt en lov for ægteskabet. Hvis skabelsen er en lov, så må denne lov også omfatte alle andre af livets aspekter, med mindre da man antager, at ægteskabet er det eneste som Gud har skabt. Når nu Gud f.eks. har skabt verden således, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, kan vi så ikke heraf aflæse den lov, at vi ikke må benytte os af kunstig belysning? Med hvilken ret tillader mennesket sig via kunstig belysning at gøre nat til dag og således sætte Guds skabelsesorden ud af kraft?

Ud over, at det er teologisk problematisk at ville gøre skabelsen til en art sharia lov, så savner jeg også en mere dybtgående refleksion over hvad skabelse vil sige. Ideen om skabelsen som en lov forudsætter som jeg tidligere nævnte, at Gud én gang for alle har indrettet verden og fastlagt hvordan den er og skal være. En sådan forestilling er imidlertid uforenelig med evolutionslæren og ikke blot med den, men med hele den moderne videnskabs forståelse af verden som underlagt konstant forandring. Ved at gøre skabelsen til lov sætter man sig altså ikke bare op mod tidsånden (hvis man med dette diffuse begreb mener tilfældige strømninger i samtiden) men mod hele den moderne vestlige verdens forståelse af naturen, verden, samfundet og den menneskelige tilværelse. Ja, erfaringen af foranderlighed og kravet om at kunne takle den er om noget det senmoderne menneskets virkelighed både på det teoretiske og på det praktiske plan.

Med mindre, at kirken skal afskære sig fra virkeligheden må teologien altså takle det forhold, at skabelse ikke kan betyde, at Gud har skabt en urokkelig og uforanderlig verden hvoraf man så kan udlede lige så urokkelige og uforanderlige love for menneskets liv. Gud er ikke skaber på den måde, at han har fastlagt verden en gang for alle, en sådan påstand er simpelthen i modstrid med den centrale og fundamentale erkendelse som bærer den vestlige verden. Ideen om skabelsesordninger er derfor en teologisk blindgyde. Sådan som jeg ser det har Gud ikke fastlagt verden, men han muliggjorde og muliggør verden. I den forstand er Gud både skaber og opretholder. Gud er forudsætningen for at verden er til og at den ikke falder tilbage i intetheden. Gud har givet sin skabning frihed til at udvikle sig. Nyt opstår, gammelt forgår. Noget af det gamle overlever og noget af det nye klarer sig ikke. Sådan udvikler ikke bare den menneskelige historie men hele universitet sig. Båret er vi og universet af Gud.

Du og jeg er ikke skabt af Gud i den forstand, at Gud en gang for alle har dikteret vores liv. Livet er ikke et teaterstykke hvor vi til sidst vil blive straffet eller belønnet alt efter om vi spillerede vores rolle i overensstemmelse med et fastlagt manuskript. Gud kalder os i stedet til at elske, til at elske ham og hans skabning, herunder ikke mindst vores medmennesker. Islam betyder underkastelse, underkastelse under Guds lov sådan som den fremgår af åbenbaringen og skabelsen. Kristendom betyder at tro på Kristus og forsøge, at give den kærlighed videre som han møder os med.

Læs mere

Skrevet af den 23 dec, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Skam over den katolske kirke i Polen

I den vestlige verden er den katolske kirke blevet rystet af den ene sexovergrebsskandale efter den anden. Gang på gang har det vist sig, at katolske præster har forgrebet sig seksuelt på børn og unge der var i deres varetægt, og at de katolske biskopper har valgt at se igennem fingerne med disse overgreb. Den offentlige vrede over disse forbrydelser og forbrydere har i lande som USA, Irland og Tyskland ført til omfattende kirkelig selvransagelse og løfter om bod og bedring.

Men sådan er det ikke i Polen, der på mange måder gælder for at være det katolske flagskib i Europa. Anklager mod katolske præster fører i Polen ikke til katolske selvransagelse og løfter om bod og bedring men i stedet til modangreb mod dem, der vover at rejse røsten på ofrenes vegne.

F.eks. måtte ærkebiskop Juliusz Paetz træde tilbage efter at det kom frem at han havde misbrugt præstestuderende seksuelt. Men det var vist mest en formsag. Han optræder i hvert fald stadigvæk ved højt profilerede kirkelige begivenheder såsom Pavens besøg i Polen i 2006, hvor man på TV kunne se ham hilse på Paven. Og i 2009 blev et brev fra Paven, hvor han priser Paetz for dennes tjeneste for kirken, offentliggjort i de polske medier. De præster og lægfolk, der havde bidraget med at afsløre Paetz forbrydelser, blev til gengæld mødt med forskellige former for kirkelig sanktionering.

Historien om ærkebiskop Paetz er ikke en enlig polsk svale. I 2001 stod Ewa Orlowska frem og fortalte om hvordan hun som 13-årig var blevet misbrugt af sin sognepræst Michael Moskwa. Den dag i dag er hun ikke i stand til at vende tilbage til sin hjemby Tylawa, fordi de lokale, under opmuntring fra præsteskabet, har fordrevet hende. Ja, hendes forældre har sågar gjort hende arveløs efter at de fik tilbudt penge af Michael Moskwa.

Michael Moskwa endte med i 2004 at få en betinget dom samt pålæg om ikke at arbejde med børn i de næste 8 år. Dette pålæg har han valgt at ignorere og hans lokale biskop, ærkebiskop Jósef Michalik, der i øvrigt er præsident for den polske bispekonference, har givet ham lov til at vende tilbage som sognepræst i hans gamle sogn. Ærkebiskoppen har i et åbent brev bakket op om Jósef Michalik og påstået, at han er blevet angrebet af kirkens fjender.

I 2007 hængte den 13-årige Bartek Obloj sig efter at have fortalt om hvordan han blev voldtaget af sin sognepræst Stanislaw Kaszowski. Borgmesteren i den by hvor drengen levede og præsten var sognepræst havde 10 år forinden bedt ærkebiskop Jósef Michalik om at fjerne præsten pga. dennes rovdyrsagtige seksuelle adfærd, men ærkebiskoppen havde givet præsten sin fulde støtte. Indtil videre har den eneste kirkelige reaktion da også været, at give Stanislaw Kaszowski et sognepræsteembede i et andet sogn.

Og sådan kunne man blive ved. Det er tydeligt, at den katolske kirke i Polen ikke af sig selv vil gøre noget ved præster, der begår sexovergreb. Ja, man er end ikke villig til at gennemføre psykologtest af kandidater til præsteembedet og hermed forsøge på at si potentielle pædofile væk. Men sekulariseringen er så langsomt ved at slå igennem i Polen. I fremtiden kan det derfor meget vel være, at sexforbrydere i katolsk præstedragt ikke længere kan regne med at slippe af sted med deres forbrydelser.

 

Kilden til denne historie er Jonathan Luxmoores artikel ”Shame on Poland” i The Tablet fra den 3.12.2011.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 22 dec, 2011 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Hitler og vielser af homoseksuelle

Debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle kan sommetider blive hård. Emnet er tydeligvis et der kan sætte sindene i kog. Et lavpunkt i debatten er for mig Paul Jørgensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 20.12.2011, der blev bragt med den rungende titel: Napoleon og Hitler havde større respekt for kirken end kirkeministeren.

Pointen i Paul Jørgensens indlæg synes at være den, at hvor diktatorerne Napoleon og Hitler indgik såkaldte konkordater med den katolske kirke og dermed officielt undlod at blande sig i kirkens indre anliggender så vil kirkeministeren pålægge trossamfundene at vie homoseksuelle, hvad altså skulle være en indblanding i kirkens indre anliggender, der går ud over hvad de to nævnte diktatorer kunne finde på.

Som udgangspunkt er indlægget utroligt rodet. F.eks. synes Paul Jørgensen ikke at kunne skelne mellem folkekirken som folketinget har ret og pligt til at lovgive for – og så et selvstændigt kirkesamfund som den katolske kirke, som stater kan indgå konkordater med. Paul Jørgensen kan heller ikke dokumentere, at kirkeministeren skulle søge, at pålægge de andre trossamfund at vie homoseksuelle, men sådan en lille detalje skal tydeligvis ikke ødelægge hvad han tror er en super pointe.

Paul Jørgensens pointe om de gode diktatorer og den onde kirkeminister halter imidlertid også grundlæggende set fordi de gode diktatorer nu ikke var så gode alligevel. Mht. konkordatet mellem Napoleon og den katolske kirke så gav denne aftale den franske regering retten til at nominere de katolske biskopper. Er det ikke at blande sig i kirkens indre anliggender? Og henvisningen til Hitler er endnu mere grotesk.

Konkordatet mellem Nazityskland og Vatikanet var den første internationale aftale som naziregimet indgik. Den katolske kirke gav hermed det nye styre sin anerkendelse og bidrog til at det blev gjort stuerent. Konkordatet med Hitler hører med til de mange skampletter der præger den katolske kirkes håndtering af nazismen. Imidlertid var Hitler lige så lidt villig til at holde konkordatet som den katolske kirke var ivrig for at få et godt forhold til Nazityskland. Hitler brød konkordatet i og med, at han begyndte at føre en forfølgelsespolitik rettet mod den katolske kirke. Den indbefattede tvangslukning af klostre, tvangssammenlægning af de katolske ungdomsorganisationer med Hitler Jugend og efterhånden også fængslinger af de katolske præster, der på den ene eller anden måde var regimet ubekvemt. I dag roser den katolske kirke sig gerne af sine mange martyrer fra Hitlertiden, men det har Paul Jørgensen øjensynligt ikke hørt om. Eller måske mener han, at sådanne tiltag enten ikke er en indblanding i kirkens indre anliggender eller i hvert fald er at foretrække frem for at skulle blive stillet overfor valget mellem homovielser og tab af retten til at foretage vielser på statens vegne?

Mht. vielser og Hitler så bør man i øvrigt heller ikke glemme Nüremberglovene, der bl.a. forbød ægteskaber mellem personer af såkaldt arisk og ikke-arisk blod. Denne nazilov må i høj grad have påvirket de kristne kirkes forvaltning af ægteskabet under Hitlertiden. I denne forbindelse er det i øvrigt værd at bemærke, at ingen kristen kirke protesterede over Nüremberglovene, hvad der jo er interessant nu når Paul Jørgensen lægger op til at trossamfundene om nødvendigt skal gå til domstolene for at få forhindret homoseksuelle vielser. Man kunne godt leve med en racistisk og antisemitisk ægteskabslovgivning – men man kan ikke leve med homoseksuelle ægteskaber…

 

 

Læs mere

Skrevet af den 15 dec, 2011 under Ikke kategoriseret | 30 kommentarer

Religionsfriheden og retten til ikke at følge samfundets normer og regler

 Kristeligt Dagblad har via Yougov fået foretaget en meningsmåling blandt hele 1005 danskere. Den viser at 38 procent, dvs. 382 personer, mener, at de anerkendte trossamfund skal tvinges til at vie homoseksuelle. Ud fra denne undersøgelse slutter man så, at fire ud af 10 danskerne ønsker et sådant indgreb. Og hermed er Fanden løs, måske ikke i Laksegade men så i blogsfæren. Få det er jo et helt uacceptabelt indgreb i religionsfriheden og et udslag af det totalitære lighedstyranni, ikke sandt?

Nuvel, det kan naturligvis være sådan, at de 382 personer, der har givet udtryk for at de ønsker, at de anerkendte trossamfund skal tvinges til at vie homoseksuelle – jeg går ud fra under trussel om at de ellers mister deres vielsesmyndighed – ikke er klare over, at de anerkendte trossamfund allerede nu har ret til at diskriminere. F.eks. kan fraskilte katolikker ikke blive viet i den katolske kirke – det samme gælder i øvrigt for katolikker, der vælger at ville gifte sig med et fraskilt medlem af folkekirken. På samme måde har mosaisk trossamfund ret til at nægte, at vie en jøde til en ikke-jøde og de anerkendte muslimske trossamfund har ret til at nægte, at vie en muslimsk kvinde til en ikke-muslimsk mand. Og de anerkendte trossamfund har i øvrigt også ret til at nægte, at ansætte kvinder som hhv. præster, imamer eller rabbinere. Når de anerkendte trossamfund altså har ret til diskriminere folk pga. deres tidligere ægtestand, deres partners religion og deres eget køn, så giver det jo ikke mening, at de ikke også skulle have ret til at diskriminere dem pga. deres seksuelle orientering.

Til gengæld så er denne her debat måske mere interessant end som så. For hvis man mener, at det vil være et overgreb på religionsfriheden, at tvinge de anerkendte trossamfund til at vie homoseksuelle, så er det vel også et overgreb på religionsfriheden, hvis man i andre sammenhænge tvinger dem til at følge de dominerende normer i samfundet? Jeg mener, er det ikke at nægte muslimer deres grundlovssikrede religionsfrihed når man f.eks. nægter et muslimsk ægtepar at lade deres muslimske børn arve i henhold til sharias arveregler? Jeg mener, hvis alle implicerede skriver under på, at de ønsker at arve efter shariareglerne, hvor sønner arver det dobbelt af døtre, med hvilken ret kan samfundet så gennemtvinge, at børnene skal arve i henhold til de danske principper om ligestilling mellem kønnene?

Et lignende problem har vi mht. imamer, der vier 16-årige piger efter muslimsk ret. Her har der jo været krav fremme om, at sådanne imamer skal fratages deres vielsesmyndighed. Men er et sådant ønske om et indgreb ikke udtryk for, at man vil tvinge trossamfundene til at anerkende en moral der hedder, at en 16 årig pige godt må være seksuelt aktiv og også godt må bo sammen med en partner – men at de ikke må sikre sig en religiøs legitimering af deres samliv? Er dette ikke reelt set et krav om at religionsfriheden skal bøje sig for samfundets normer?

Måske vi har brug for en afklaring af i hvilke sammenhænge samfundets love står over religionsfriheden og i hvilke, de står under denne? Og måske vi ikke mindst har brug for en afklaring af hvorfor det ene gælder i den ene sammenhæng men ikke i den anden?

 

 

Læs mere