Menu
Kategorier

Skrevet af den 29 mar, 2012 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Har modstanderne af homoægteskabet ikke noget negativt syn på homoseksuelle?

Et indlæg her på Eftertanke.dk rammer på mange måder plet i forhold til debatten om vielser af homoseksuelle par. Det er skrevet af adventist præsten Lars Dorland, der forsøger at argumentere mod homoægteskabet vha. en længere lovprisning af det heteroseksuelle ægteskab, forstået på den rette “bibelske” måde. Indlægget afrundes med følgende påstand: ”Jeg er ikke imod homoseksuelle vielser, fordi jeg har noget negativt syn på homoseksuelle, men fordi jeg har et positivt syn på ægteskabet”. Men i et lidt over et halvt år ældre indlæg, hvor Lars Dorland også argumenterer mod homoægteskabet, skriver han bl.a., at han ikke lægger skjul på, at han opfatter homoseksuel adfærd som moralsk forkert, at mennesker ikke bør være homoseksuelle og at homoseksuel sex altid vil være forkert.

Jeg er temmelig sikker på, at hr. og fru Danmark, adspurgt til hvad der ligger i påstanden om at man ikke har noget negativ syn på homoseksuelle, vil svare noget i retning af at man mener, at det er helt ok at leve som homoseksuel og at udsagn som Lars Dorlands er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle. Udsagn som hans er ganske enkelt ikke udtryk for et positivt syn på homoseksuelle. De er i stedet klart og oplagt negative.

Men hvad kan så være grunden til at Lars Dorland nu pludselig vil sælge sin modstand mod homoægteskabet med påstanden om at den ikke er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle? Ja, han kan være inspireret af den lutherske frikirke præst Magnus Sørensen, som i de senere måneder har forfattet en række indlæg mod det kønsneutrale ægteskab, hvor han har forsøgt sig med en ikke-religiøs argumentation. Og denne indfaldsvinkel synes at have fået en positiv bevågenhed blandt homoægteskabsmodstanderne. Hvad ingen af disse imidlertid har forholdt sig til er, at Magnus Sørensen i et indlæg i efteråret 2011, der kan være tænkt som en introduktion til hans kampagne mod det kønsneutrale ægteskab, forklarer sin strategi. Han skriver her bl.a.: ”Problemet er nok også her som i fosterdrabsspørgsmålet, at kirkens folk frem for at gå ind i en debat om den naturlige lov har været med til at marginalisere sig selv ved at gøre det til et religiøst spørgsmål. Men både spørgsmålet om kønsneutrale “ægteskaber” og spørgsmålet om fosterdrab er spørgsmål, hvor modstanden ikke behøver begrundes med Biblen, men alene kan begrundes ud fra den naturlige åbenbaring, som den naturlige lov er. Desværre er det nok for sent. Når Danmark har indført kønsneutrale ægteskaber og samtidig lader læger slå de mest hjælpeløse og beskyttelseskrævende børn ihjel, er den naturlige lov for alvor trådt under fode. Gud straffede Sodoma og Gomorra med timelige straffe for deres unaturlige seksualliv. Gud straffede også kanaanæerne for deres børneofringer. Man må frygte, at Gud også vil tugte Danmark, som i den grad gør oprør mod Guds naturlige lov. Det er kun et spørgsmål om tid. Og man må håbe, at det fører til omvendelse.

Målet er altså at nå ud til bredere kredse end de højrekristne. For at opnå dette, er det strategisk klogt ,at skjule den religiøst betingede afstandstagen til homoseksuelle bag en påtaget ikke-religiøs facade. At motiverne imidlertid er er en overordentligt negativ indstilling til homoseksuelle, der beror på religiøse forestillinger, afsløres ved Magnus Sørensens påstand om at Danmark vil blive ramt af Guds straf i form af naturkatastrofer eller noget lignende, hvis homoægteskabet indføres (og abort ikke snart bliver genkriminaliseret).

Behovet for at dække over de reale motiver til ens modstand mod homoægteskabet er jo også oplagt. Det store flertal af den danske befolkning har nemlig en negativ indstilling til dem, der har en negativ indstilling til homoseksuelle. At denne er religiøst betinget gælder ikke som en undskyldning, snarere tvært imod. Vil man altså gøre sig håb om succes, og vil man undgå, at marginalisere sig selv lige så meget, som man selv vil marginalisere homoseksuelle, gør man klogt i at skjule de virkelige motiver til ens modstand mod homoægteskabet.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at se hvordan en afvisning af homoægteskabet kan forenes med et positivt syn på homoseksuelle. Det er jo værd at bemærke, at dem der nu er fremme i skoene mht. at sige nej til homoægteskabet typisk også var markante modstandere af et velsignelsesritual for homoseksuelle par dengang det var det, som debatten handlede om. Nu anser jeg påstanden om at vielser af homoseksuelle par gør det forskellige ens, for slet ikke at tale om udsagn som at der er tale om et angreb på sproget, ja på selveste virkeligheden, der er led i et totalitært projekt eller at homoægteskabet er et angreb på børns rettigheder, som åbenlyst forkerte. Men at et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par skulle være noget sådant må da være åbenlyst forkert for de allerfleste, også for dem, der måske står tøvende i denne her sag. Alligevel var den typiske modstander af homoægteskabet altså også modstander af et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle, i hvert fald indtil det som var ”værre”, nemlig homoægteskabet, dukkede op på banen. Lige meget om man så dengang som nu, siger nej til homoseksuelle par fordi man mener, at homoseksuelt samliv er en synd, eller om man begrunder det med alt det smukke som det heteroseksuelle ægteskab er, og det homoseksuelle parforhold, det er jo den implicitte eller eksplicitte påstand, ikke kan være, så er der tale om et negativt syn på homoseksuelle. Forskellen er udelukkende graden af negativitet.

Skulle modstanderne af homoægteskabet være troværdige, når de påstår, at deres modstand mod homoægteskabet ikke bunder i et negativt syn på homoseksuelle, skulle de begynde at udtrykke sig klart og entydigt positivt om homoseksuelle parforhold, ikke bare i forhold til den enkelte homoseksuelle men også i teologisk og samfundsmæssig forstand. Så skulle de med andre ord påpege de mange gode ting ved homoseksuelles parforhold og påvise, hvordan disse gode ting forsvinder eller bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig. Samtidigt med at de skulle tage afstand fra alle de negative udsagn om homoseksuelle, der er i omløb i denne her debat. Kan eller vil man ikke det, skulle man i stedet vælge at være ærlig mht. sit negative syn på homoseksuelle. For kan man ikke begrunde sin modstand med noget positivt ved det homoseksuelle parforhold, der bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig, så må det jo skyldes, at man bygger sin modstand mod homoægteskabet på en forestilling om at der er noget negativt forbundet med det homoseksuelle parforhold. Og gør man det, så har man selvfølgelig et negativt syn på homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 4 mar, 2012 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Dan Ritto og “løgnen om Palæstina”

Jeg har deltaget i en debat om Dan Rittos blogindlæg “Løgnen om Palæstina“. Men enten har han blokeret mig eller også driller teknologien gevaldigt. Efter talrige forsøg har jeg i hvert fald opgivet, at poste dette indlæg på hans blog så i stedet bringer jeg det her:

Dan:

Hvis det er et udtryk for manglende historisk indsigt, for en socialistisk overbevisning og direkte løgnagtighed at gå ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat så mangler den katolske kirke historisk indsigt, så er den socialistisk og direkte løgnagtig. Eller også er sagen mere kompliceret end som så.

Problemet med dit spørgsmål er at det bygger på den præmis at kun dem, der tidligere har haft en stat og hvis etniske identitet kan føres langt tilbage i tiden har ret til en stat. Det er rigtigt, at man næppe kan tale om en palæstinensisk identitet i tiden før etableringen af det britiske mandatsstyre i det som fik navnet Palæstina. Men man kan næppe ej heller tale om særskilt libanesisk, syrisk eller jordansk identitet før disse områder ligeledes kom under hhv. fransk og britisk kontrol. Betyder det, at Israel frit kan besætte disse områder og indlemme dem i et Storisrael?

 Spørgsmålet er vel også om oprettelsen af en palæstinensisk stat vil medføre staten Israels undergang. Jeg tror godt at staten Israel vil kunne beskytte sig mod en sådan stat – muren har jo allerede vist sin virkning og vil også have den i forhold til en regulær stat. Noget andet er så om en palæstinensisk stat vil være levedygtig. Noget troværdigt, for slet ikke at tale om tillidsvækkende lederskab har man jo indtil videre ikke formået at finde frem til.

Læs mere

Skrevet af den 26 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Socialkonstruktivisme

Socialkonstruktivisme spiller en væsentlig rolle indenfor moderne samfundsfaglig og humanistisk forskning. Uden for universitetsverdenen hører man imidlertid ikke så meget om socialkonstruktivisme og hvis, så bliver denne samfundsteori ofte fremstillet som en teori der befinder sig et eller andet sted i spektret mellem det åbenlyst latterlige og det seriøst samfundsskadelige.

Men hvad går socialkonstruktivismen ud på? Grundlæggende set går socialkonstruktivismen ud på at de samfund, som vi mennesker lever i, er blevet frembragt af mennesker. F.eks. er den demokratiske styreform som vi har her i Danmark i henhold til socialkonstruktivismen ikke dikteret af Gud. Demokratiet er heller ikke noget, som skyldes biologiske forhold. Demokrati som ide og som praksis er derimod noget som mennesker har frembragt. Og som et produkt af menneskers tanker, tale og handling er demokratiet foranderligt. Demokrati var for 100 år siden ikke det samme i Danmark som det er i dag, og hvis vi har demokrati i Danmark om 100 år vil det helt sikkert også være anderledes end i dag. Socialkonstruktivisme handler nemlig i høj grad også om at ting forandrer sig over tid.

Nuvel, at demokrati er et menneskeskabt fænomen er måske ikke så forfærdeligt kontroversielt. Socialkonstruktivismens påstand om at også forhold så som etnicitet, kønsroller og seksualitet er sociale konstruktioner møder derimod ofte heftig modstand. For det er en udbredt antagelse, at sådant er biologisk betinget.

Socialkonstruktivismen afviser denne påstand med henvisning til at f.eks. kønsroller og kønsforståelse afviger entydigt mellem forskellige kulturer og at de lige så sikkert kan siges at have skiftet over tid. Hos mange naturfolk har man opereret med mere end to køn. Ideen om at der kun er to køn, et forhold som ethvert barn kan se, passer altså ikke hvis vi først begynder at se på andre kulturer. På samme måde kan det påvises, at synet på køn også har udviklet sig over tid. I antikken, i middelalderen og i renæssancen var antagelsen den, at der faktisk kun findes ét køn, nemlig mandens. Kvindens køn var en ringere version af mandens og det både i fysisk og psykisk forstand. Man tænkte altså køn i kategorierne primær = manden og sekundær = kvinden. Siden slutningen af 1700-tallet slog en anden kønsforståelse igennem, den som vi stadigvæk finder i dag. Den går ud på at mænd og kvinder er hinandens polære modsætninger. Kvinden er ikke længere en ringere version end manden, hun er i stedets hans totale modsætning.

Nogen vil så sikkert indvende at vi da ikke kan se bort fra de biologiske realiteter. Her vil det socialkonstruktivistiske svar være, at selvfølgelig findes den biologiske virkelighed, vi har bare ikke nogen tolkningsfri tilgang til den. Hvis vi f.eks. ser på et fænomen som døden, så kan man jo med rette sige, at det en realitet som vi ikke kan ”snakke os ud af”, da den ubestrideligt er en del af virkeligheden. Dertil vil det socialkonstruktivistiske svar være, at døden i høj grad er en social konstruktion i den forstand, at der f.eks. er ganske mange forskellige tolkninger af døden. Er døden f.eks. slut, prut og enden på det hele eller er døden en dør ind til et andet, måske bedre liv end det vi har i dag? Betyder det forhold, at vi skal dø, at vi indtil da skal se at få nydt livet eller betyder det, at vi skal forberede os på det liv, der skulle komme efter døden? Nuvel, vil nogen sige, men det ændrer da ikke ved at døden er en biologisk realitet. Dertil må svaret ud fra en socialkonstruktivistisk indfaldsvinkel være, at jo, men hvilken biologisk realitet skal vi tage udgangspunkt i? F.eks. blev det for efterhånden nogen år siden vedtaget, at man i Danmark gælder for at være død når ens hjernefunktion er ophørt, det såkaldte hjernedødskriterium. Indtil da havde det såkaldte hjertedødskriterium været det gældende, altså den regel at man først er død når ens hjertefunktion er endegyldigt ophørt. Hvilken biologisk realitet som vi tager udgangspunkt i når vi skal afgøre om nogen er død er altså en norm fastsat af samfundet og ikke af naturen.

Betyder socialkonstruktivisme så at vi bare kan ændre alt? Hertil er svaret at ja, vi kan ændre f.eks. vores dødsopfattelse, vores kønsopfattelse og lignende. Det er ikke biologien, der bestemmer hvordan vi ser på os selv, det er vores syn på os selv, der bestemmer vores syn på biologien. Men i praksis er forandringer en mere kompliceret proces fordi vi som samfundsskabte individer lige præcist er betinget af det samfund, som vi er vokset op i og som vi lever i. Når jeg har dansk som modersmål og ikke behersker noget sprog så godt som dansk så er det ikke et resultat af min biologi. Mine gener betinger at jeg er født med evnen til at lære sprog, at det blev dansk og ikke fransk som blev mit modersmål er alene et produkt af at jeg voksede op i en dansksproget familie. Men jeg vil aldrig kunne opnå modersmålskompetence i kinesisk. Det vindue blev lukket allerede da jeg var i førskolealderen.

Der er altså noget, der er givet i vores liv og som vi ikke kan ændre, eller i hvert fald ikke helt ændre. Samfundet skaber os, men da vi også skaber samfundet bidrager vi også til at ændre på den verden som præger os.

Læs mere

Skrevet af den 25 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 24 kommentarer

Kampen mod homoægteskabet er en kamp for tvangsheteroseksualiteten

Når man skal forstå den kamp som diverse repræsentanter for den religiøse og politiske højrefløj lige for tiden fører mod homoægteskabet er det en god ide, at se på de grundforestillinger som motiverer deres kamp og som danner fundamentet for deres argumentation.

Efter min vurdering er den ideologiske forudsætning for kampen mod homoægteskabet den såkaldte heteronormativitet. Med heteronormativitet menes den antagelse, at den rigtige seksualitet er den heteroseksuelle. Ideen er, at heteroseksualiteten er den naturlige, sunde, samfundsgavnlige og gudsvelsignede seksualitet. Heteronormativiteten opretholdes på forskellige måder. En måde er at usynliggøre positive alternativer til den heteroseksuelle livsstil. Det gøres f.eks. ved at medierne, reklamerne, populær musikken etc. kun eller næsten kun viser heteroseksuelle og deres kærlighed.

Heteronormativiteten bliver imidlertid også i høj grad opretholdt vha. forskellige former for sociale og juridiske tvangsmekanismer, i disse tilfælde kan man tale om tvangsheteroseksualitet. Tilråb og vold rettet mod homoseksuelle, der viser deres seksualitet i det offentlige rum, er en måde at presse folk til at leve heteroseksuelt. En anden måde, at presse folk væk fra livet som homoseksuel, er at bruge landets lovgivning til at fastslå, at samfundet kun kan anerkende den heteroseksuelle kærlighed.

Tvangsheteroseksualitetens virkemidler er afhængige af hvor stærk heteronormativiteten er i et samfund. Mest effektiv er tvangsheteroseksualiteten naturligvis hvis sex mellem to af samme køn er en strafbar handling. Er det ikke længere muligt at opretholde en sådan lovgivning så vil heteronormativitetens forkæmpere have fokus rettet mod at forhindre, at homoseksuelle bliver beskyttet af antidiskriminationslovgivningen (f.eks. med henvisning til at en sådan beskyttelse er et angreb på religionsfriheden) ligesom man vil kæmpe for, at homoseksuelle parforhold nægtes de juridiske og økonomiske rettigheder som heteroseksuelle ægtepar har. Mister tvangsheteorseksualiteten også disse redskaber vil dens forkæmpere forsøge, at forhindre statslig lovliggørelse hhv. anerkendelse af homoseksuelt forældreskab. Mister heteronormativiteten også denne bastion vil den sidste kampplads på det statslige område være en kamp mod at homoseksuelle skal få lov til at gifte sig.

Kampen mod homoægteskabet er altså kampen for at det stadigvæk skal koste noget, at være homoseksuel. Den pris homoseksuelle skal betale for at være anderledes er i de seneste år faldet hurtigt. Men er man styret af en heteronormativ tankegang er det vigtigt at fastholde, at det skal koste noget, at være anderledes. Er det ikke længere holdbart at kræve, at det skal koste frihed, job eller bolig at være homoseksuel og kan man ikke længere forhindre, at staten accepterer de homoseksuelle familier, så vil man insistere på at de homoseksuelle i det mindste skal betale den pris at staten ikke anerkender deres parforhold som ægteskab. Hvis staten ikke længere gør forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle par så mister heteronormativiteten sin statslige støtte.

Ægteskabet bliver ikke ødelagt af at homoseksuelle par kan blive gift. Men ægteskabsinstitutionens funktion som samfundets belønning for heteroseksualitet bliver ganske rigtigt ødelagt. De heteroseksuelt gifte par mister ikke en eneste af de juridiske og økonomiske rettigheder som der nu er forbundet med ægteskabet ved at homoseksuelle også kan gifte sig. Men de mister ganske rigtigt det privilegium at det kun er deres parforhold, der får samfundets fulde anerkendelse. Samfundet bryder selvfølgelig ikke sammen, hvis homoseksuelle kan gifte sig – men det er rigtigt, at homoægteskabet vil medføre tvangsheteroseksualitetens sammenbrud.

Læs mere