Menu
Kategorier

Skrevet af den 18 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Argumenterne mod homoægteskabet handler om manglende accept af homoseksuelle

Se, mange mærkelige argumenter er i spil når modstanderne af det såkaldte kønsneutrale ægteskab først kommer i gang. (“Kønsneutralt” er i øvrigt et udtryk som jeg ikke er særlig glad for, da det ofte misforståes. I praksis handler den kommende lovændring om at homoseksuelle par skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par og at de skal kunne kalde deres ægteskab for lige præcist dette og ikke skal påduttes andre klinisk virkende betegnelser som f.eks. “registreret partnerskab”.)

Et argument er f.eks. at ægteskab handler om at få børn hvis opvækst og opdragelse samfundet så skal sikre rammerne for vha. ægteskabslovgivningen. Der er bare den gevaldige hage ved dette argument, at 70-årige Hanne problemløst kan blive gift med sit livs kærlighed, den 50-årige Hans. Selvom deres parforhold af ganske naturlige årsager er infertilt, og selvom dette forhold er åbenlyst for enhver, kan de indgå ægteskab. Et pars evne eller vilje til at få børn er altså uden betydning for dets muligheder for at indgå ægteskab. Var evnen og viljen til at få børn forudsætningen for at indgå ægteskab ville det jo også være oplagt, at vente med at lade et par gifte sig til det faktisk havde fået mindst et barn. Et homoseksuelt pars manglende evne til i biologisk forstand at få børn med hinanden er derfor ikke nogen holdbar begrundelse for at nægte dem ægteskab. Tænk hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis manglende fertilitet blev brugt som en begrundelse for at nægte et heteroseksuelt par ægteskab! Samtidigt hermed nægter samfundet i øvrigt en fertil mand at gifte sig med tre fertile kvinder. Hvis fertilitet altså er forudsætningen for ægteskab så måtte samfundet også tillade polygame ægteskaber.

Bemærkelsesværdigt er det jo også, at man hævder, at det homoseksuelle parforhold er mangelfuldt eller direkte forkert fordi homoseksuelle par ikke kan få børn med hinanden. Når et homoseksuelt par imidlertid så vha. kunstig befrugtning eller adoption får børn, så beskyldes parret for at være egoistik, læs forkert. At talrige undersøgelser så viser, at homoseksuelle pars børn klarer sig lige så godt som heteroseksuelle pars overser man gerne. Der er jo ingen grund til at lade et godt antihomoseksuelt argument blive undermineret af fakta. Hvad det homoseksuelle par end gør, så skal det fremstilles som forkert. Målet er klart nok: Homoseksuelle parforhold skal stemples som uønskede.

”Fertilitetsargumentet” kan, ligesom alle andre argumenter jeg har set mod homoægteskabet”, koges ned til at man mener, at det homoseksuelle parforhold ikke har samme værdi for samfundet som det heteroseksuelle. Kampen mod homoægteskabet er derfor også en kamp mod samfundets helhjertede accept af homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 18 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Mit åndelige forbillede

”Lehrer sind Vorbilder und Bilder sollte man aufhängen”. Denne tyske ”vittighed” syntes jeg var ret sjov da jeg gik i folkeskole. På dansk vil den hedde: ”Lærere er forbilleder og billeder skal man hænge (op). Det tyske ”aufhängen” kan både betyde hænge op (på en væg f.eks.) og hænge nogen i en galge eller lignende. Se, at jeg dengang kunne lide denne vittighed siger nok noget om hvordan jeg havde det med mine lærere i folkeskolen. Der var kun få, som jeg holdt af og igen, som jeg i ville opfatte som forbilleder for noget som helst. I gymnasiet blev det bedre, og der havde jeg to lærere, som jeg i dag til dels har, om ikke som forbilleder så dog som inspirationskilder, for mit eget virke som gymnasie- og hf-lærer. Men stadigvæk har jeg det ikke så godt med ”forbilleder”. Da en kursist engang fortalte mig, at jeg var hendes store forbillede, blev jeg næsten helt bange. Jeg gør jo hvad jeg kan for at være en god lærer, men et menneskeligt (her sågar religiøst) forbillede ser jeg mig ikke som. Det ansvar er næsten for stort til at blive båret på mine små næsten ikke eksisterende skuldre. Ej heller ved jeg, hvem mit forbillede i almen menneskelig forstand skulle være. I en verden der er så foranderlig som vores synes jeg, at det er svært, at skulle gribe fat i ét bestemt menneske og sige, ”sådan vil jeg også være fuldt og helt”. Snarere så tror jeg, at det er bedre, i hvert fald for mig, at lade sig inspirere at forskellige mennesker fra forskellige tider, kulturer og traditioner.

At finde åndelige forbilleder vanskeliggøres for mig også af to andre forhold: Jeg er kvinde, og jeg er homoseksuel.

Kirkehistorien kender til store åndelige personligheder, der var kvinder. Kvinder som Theresa af Avila og Hildegard af Bingen (der i øvrigt begge kunne elske kvinder med stor lidenskab) var så afgjort stærke kvinder, som jeg ser op til. Men afstanden i tid og mentalitet og ikke mindst religiøse og sociale udfoldelsesmuligheder for kvinder er for stor til at de i mine øjne kan være egentlige forbilleder.

Homoseksuelle kristne er først rigtigt blevet synlige i de seneste årtier. Mangel på synlighed har også gjort, at vi mangler synlige forbilleder. Jeg kender dog efterhånden en del homoseksuelle kristne. Noget egentligt forbillede har jeg ikke fundet, men mange er stærke personligheder med en stærk tro. Man kan altid lade sig inspirere af andre, der er gået og går samme eller en lignende livsvej som en selv. Det var bl.a. også derfor, at jeg i sin tid udgav bogen ”Enhver, som elsker, kender Gud”, hvor 13 kristne homoseksuelle, mig selv inklusive, fortæller om vores liv og tro.

Hvis jeg skal udpege én person, der så alligevel er mit åndelige forbillede, så er det Jesus. For nok er også han en historisk person, men samtidigt hermed er han hævet over tid og sted. Som Gud har han frelst mig – og som menneske viser han mig vejen til Gud, der er ham selv. Af ham har jeg lært at jeg skal elske alle mennesker betingelsesløst, fordi han elsker mig betingelsesløst.

I min hverdag erfarer jeg hver eneste dag, at jeg kommer til kort i forhold til dette kald. Derfor har jeg også dagligt brug for den tilgivelse som han har lovet mig.

 I min dagligdag forsøger jeg, at huske på Jesus. Ligesom jeg dagligt fortæller min kone, at jeg elsker hende, så fortæller jeg ham dagligt, at jeg elsker ham. Jeg beder ikke lange bønner. Ud over en lille morgenbøn, en lille aftenbøn og bordbøn prøver jeg i stedet, at sende ham små kærlige tanker i løbet af dagen. På den måde bliver Jesus nærværende i min dagligdag.

Læs mere

Skrevet af den 12 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Kristendom fører ikke til demokrati

Når man diskuterer islam og demokrati møder man ikke så sjældent den påstand, at mens islam er uforenelig med demokrati, ja så er det intet mindre en kristendommens skyld, at vi har demokrati i den vestlige verden, herunder Danmark. Påstanden er, at det Nye Testamente skaber en basis for demokrati som man helt savner i Koranen.

Hvis vi imidlertid prøver at se på kristendommens historie, så virker påstanden om at kristendommen er forklaringen på at vi har demokrati her i Danmark overordentlig mærkværdig. Danmark har været kristent siden ca. 1050, men demokrati har Danmark kun haft siden 1849. Hvis vores udgangspunkt er, at kun lande hvor kvinder har stemmeret er demokratiske, ja så blev Danmark først demokratisk i 1915.

Hvis kristendommen skulle føre til demokrati er det godt nok mærkeligt, at det i Danmark tog mindst knap 800 år! Og hvis det skulle have været Luthers kristendomsforståelse, som åbnede vores land for demokratiet, så er det jo også bemærkelsesværdigt, at Danmark blev luthersk i 1536 mens Grundloven først kom i 1849. Der gik altså mere end 300 år mellem reformationen og demokratiets indførelse. Mellem reformationen og Grundloven ligger i øvrigt enevældens tid. Og man kan jo sige meget om enevælden, men demokratisk var det system altså ikke lige frem. Enevælden var i stedet en ekstrem form for kongeligt diktatur. Den lutherske kristendom, der bakkede ivrigt op om enevælden og gav denne styreform religiøs legitimitet, synes altså som udgangspunkt at have ført Danmark i retning af mere diktatur frem for i retning af demokrati.

Problemet med påstanden om, at kristendommen skulle føre til demokrati pga. nogle særlige forhold ved de kristne kanoniske skrifter er simpelthen, at denne teori gør, at vi ikke kan forstå Europas historie i perioden fra kristendommens indførelse i Europa og frem til at demokratiet blev den anerkendte styreform. For teorien forudsætter jo, at man, hvis vi f.eks. taler om Danmark, i mindst knap 800 år var nogle teologiske båtnakker, som ikke fattede hvad der jo ellers åbenlyst fremgår af Bibelen.

I stedet viser historien jo, at kanoniske tekster ikke bliver forstået på samme måde over tid. Selvfølgelig kan vi som personligt troende have en forestilling om hvad Gud nu vil sige os (eller ikke vil sige os) med en bibeltekst. Men tager vi udgangspunkt i en på historievidenskabens metoder byggende forståelse af historiens gang, så kan vi ikke sige, at f.eks. middelalderkristendommens tanker om det kristne kongedømme, eller enevælde periodens kristne tanker om den enevældige kongemagt af Guds nåde, var fejltolkninger af Bibelen. De var i stedet i samtiden udbredte og almen anerkendte tolkninger af Bibelen. Ud fra den historisk kritiske metode må vi derfor sige, at Bibelen ikke har medført, at vi i Danmark i dag har demokrati. I stedet må vi snarere sige, at det er fordi vi har demokrati, at stort set alle kristne i dag tolker Bibelen sådan, at den muliggør demokrati. De kristne er med andre ord fulgt med tidsånden.

At der er tale om skriftende tider frem for skiftende tekster fremgår i øvrigt ganske udmærket af den rolle, som Romerbrevet kapitel 13, vers 1 til 7 spiller hhv. ikke længere spiller for den kristne forståelse af hvordan samfundet skal regeres. Her kan vi læse, at dem der regerer har deres magt fra Gud og at dem, der sætter sig op imod dem der regerer, sætter sig op mod Gud. Magten er altså sakral, den bygger på et guddommeligt mandat, på en guddommelig ordning. Dem der ikke vil acceptere den gældende ordning sætter sig altså op mod Guds orden og de vil blive ramt af Guds dom. Denne tekst var en af kongemagts teologiens ynglings tekster. For her har vi det jo sort på hvidt: kongen har sin magt fra Gud og styrer på Guds vegne. Den undersåt der måtte vove, at ville kræve politisk medindflydelse, sætter sig op imod Guds orden og vil bøde for det både her og hisset. Og sådan blev det da også prædiket fra lutheranske prædikestole i generationer.

I forhold til demokratiet er denne tekst dybt problematisk. For i henhold til den demokratiske samfundsforståelse kommer magten i samfundet ikke fra Gud men fra folket, der frit delegerer den til valgte repræsentanter, som de har ret til at erstatte med andre, hvis de er utilfredse med deres regeringsførelse. Magten i et demokrati er nemlig sekulær. Den er ikke hellig og uangribelig. Den skal i stedet underkaste sig borgernes regelmæssige dom.

Dermed kunne man jo så sige, at Bibelen umuliggør demokrati. Men sådan forholder det sig ikke. For i dag ignorer langt de fleste kristne Rom. 13,1-7 eller de har fundet en tolkning, der gør teksten ufarlig for demokratiet.

Afgørende for om en religiøs overbevisning kan forenes med demokrati er altså ikke de kanoniske tekster, som denne i princippet måtte trække på, men i stedet den tolkning, som disse tekster får. Og denne tolkning er i høj grad et produkt af det samfund og den tid, som fortolkerne lever i.

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Bibelen i skolen

I Kristeligt Dagblad fra den 9.2.2012 kan man læse en artikel hvoraf det fremgår, at religionsforskerne Mikael Rothstein og Jens-André Herbener er meget imod at det Danske Bibelselskabs bibeloversættelse bruges i kristendomsundervisningen i folkeskolen. Der er nemlig tale om en forkyndende oversættelse og forkyndelse må ikke finde sted i folkeskolen. Derfor ønsker de at man i stedet skal bruge en videnskabelig bibeloversættelse.

Nuvel, sådan set er der ikke noget egentligt nyt i denne artikel. Mikael Rothstein har jo længe kørt en kamp mod den position kristendommen har i gymnasiets religionsundervisning, så hvorfor ikke også gøre det når vi taler om folkeskolen? Og Jens-André Herbener har ligeledes længe ført en kamp for at religionslærerne i gymnasiet skal bruge hans såkaldt videnskabelige bibeloversættelse frem for Bibelselskabets, så hvorfor ikke også udvide kampen til folkeskolen?

Men selvom en debat ikke i sig selv er ny eller overraskende kan man selvfølgelig godt alligevel tage den op.

Nu har jeg ingen erfaringer med at undervise i kristendomskundskab i folkeskolen. Til gengæld har jeg siden august 1996 undervist i religion i gymnasiet og hf, så en vis erfaring har jeg altså når vi taler om religionsundervisning på ungdomsuddannelserne. Når jeg, og alle de religionslærere som jeg kender, bruger Bibelselskabets oversættelse, så skyldes det en række forhold:

 

  1. Når vi underviser i kristendom så er hensigten, at vores elever skal få en indsigt i hovedtrækkene ved den kristne religion. Og det er der i høj grad brug for. Som en kollega en gang så rammende sagde: Kristendommen er den mest ukendte fremmedreligion i Danmark. Og det er der måske lidt om. Selv elever der er blevet konfirmeret plejer ikke at vide, at Jesus i henhold til kristendommen er både Gud og menneske, de synes ikke at have hørt om treenigheden og de er blanke på arvesyndslæren. At man ikke lige kan afgøre om evangelierne forefindes i Det Gamle eller Det Nye Testamente er ganske almindeligt etc. På religion c niveau er der derfor slet ikke ret meget tid til den dekonstruerende kristendomsundervisning som der foresvæver Rothstein og Herbener. Man kan nemlig ikke dekonstruere noget der slet ikke er konstrueret i de unge eller knap så unge menneskers hoveder. I virkelighedens verden er vi derfor nødt til at bruge hoveddelen af den tid vi har til rådighed til at give eleverne et basalt kendskab til kristendommen. Og det er også fair nok for det samme gælder jo også de andre religioner som vi underviser i. 

  2. Det danske bibelselskabs oversættelse er ikke bare den, der bruges i kirken. De er også den som den offentlige debat om kristendommen tager udgangspunkt i, som forfattere henviser til i deres skønlitterære værker etc. At give eleverne kendskab til denne oversættelse er derfor et led i at sikre dem en vis almen dannelse. I øvrigt har vi på ungdomsuddannelserne mange læsesvage elever, som har svært nok ved at forstå 1992 oversættelsen. Herbeners oversættelse er langt mere sprogligt krævende. Skulle man bruge den i gymnasiet frem for Bibelselskabets oversættelse vil vi tabe mange elever som simpelthen ikke vil kunne følge med. At man skulle kunne bruge en sådan tekst i folkeskolen er helt og særdeles urealistisk.

  3. Bibelselskabets oversættelse er naturligvis subjektiv. Det samme er Herbeners. Man kan nemlig ikke oversætte en tekst uden at man kommer til at inddrage sin forforståelse af teksten. Men derfor er nogle oversættelser naturligvis stadigvæk mere holdbare end andre. Det er derfor vigtigt, at lærerne har et vist kendskab til oversættelsesproblematikker i forhold til de tekster som de arbejder med. Og derfor er det også vigtigt, at man for at man kan få undervisningskompetence i religion på gymnasie niveau skal kunne læse mindst en religions kanoniske tekster på originalsproget. Og derfor er det også bekymrende, at Rothsteins og Herbeners universitetskollegaer, så vidt som jeg har forstået det, gerne vil afskaffe dette krav for hermed at kunne tiltrække og fastholde flere studerende på de religionsvidenskabelige fakulteter.

  4. Det er ikke svært at give eleverne kendskab til den bibelkritiske metode med udgangspunkt i Bibelselskabets oversættelse. Modsætninger mellem teksterne og lag af ældre forestillinger kan såmænd problemløst afdækkes vha. denne oversættelse. Det er ikke svært at give eleverne indsigt i hvordan evangelisterne arbejder med hinandens tekster og korrigerer hinanden ved f.eks. at lade dem sammenligne de fire evangeliers beretninger om Jesu opstandelse. Og spor af ældre religiøse forestillinger i de bibelske tekster kan man ret let afdække ved f.eks. at lade dem tænke over hvorfor det hedder ”Du må ikke have andre guder end mig” frem for ”du må ikke tro på at der er nogen anden Gud end mig”.

I øvrigt så er det ikke udtryk for mission at bruge tekster i religionsundervisningen som er skrevet med et missionerende formål. Var det det måtte vi jo f.eks. heller ikke bruge tekster forfattet af troende muslimer når vi underviser i islam. Typisk bruger vi i religionsundervisningen lige præcist baggrundslitteratur af religionsvidenskabelig karakter og så tekster, forfattet af mennesker i fortid og nutid, der tror på den religion som vi har gang i.

Religionsundervisningens mål er bl.a., at eleverne både skal kunne håndtere det såkaldte indefra perspektiv, dvs. de skal kunne gengive de religioner som vi har arbejdet meds forestillinger på en loyal måde, og et såkaldt udefra perspektiv, dvs. det religionsfagligt kritiske perspektiv. Disse to perspektiver skal man altså have indover når man arbejder med Bibelselskabets tekster og det kan man som sagt også sagtens. Derimod vil det være umuligt at få det kristne indefra perspektiv med hvis man skulle bruge Herbeners oversættelse.

Læs mere