Menu
Kategorier

Skrevet af den 14 maj, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Det onde i Gud og i os

I forbindelse med retssagen mod Breivik er den evigt gamle og evigt aktuelle debat om det onde blusset op igen. Forståelsen af hvad der er ondt, hvad ondskaben betyder og hvordan vi skal forholde os til den er et af de allermest centrale religiøse spørgsmål – der også i disse sekulariserede tider på ingen måde har mistet sin aktualitet.

Ud fra et sekulært perspektiv må man i sagens natur forklare Breiviks forbrydelse ud fra sekulære præmisser. F.eks. vil jeg hævde, at der er en klar sammenhæng mellem det indædte had til islam og muslimer, som man kan finde i radikale islamkritiske kredse, og Breiviks forbrydelse. Ligesom der i mine øjne også er en tydelig sammenhæng mellem det indædte had til jøder, som man kan finde fundamentalistiske muslimske kredse og så Toulouse morderens forbrydelse.

Tager man i stedet de kristne briller på vil sekulære forklaringer fortsat være relevante – men en forbrydelse som Breiviks vil også kunne ses som noget, der stikker dybere og peger hen på et fundamentalt eksistentielt problem, der er langt mere grundlæggende end de aktuelle versioner af hadefuld fanatisme. Breiviks forbrydelse kan ses som et udslag af det ondes eksistens, ja hærgen i vores verden. Hvordan kan man som kristen se på denne ondskab?

Ja, var en forbrydelse som Breiviks sket i Norge anno 1311 eller 1611 havde teologerne ikke været i tvivl. Breiviks forbrydelse ville være blevet tolket som udslag af Guds vilje. Breivik ville også der havde været en forbryder, men hans forbrydelse ville være blevet forklaret med at Gud ville straffe nordmændene for deres synder – eller med at han ville prøve deres tro. Breivik ville med andre ord været blevet tolket som Guds stok eller Guds pisk, der skulle tæske nordmændene til omvendelse og bod.

Et sådant monistisk syn på Gud, hvor Gud har ansvaret både for det gode og det onde, finder vi stadigvæk udbredt i jødedommen – og endnu mere i islam. I kristendommen er monismen siden oplysningstiden blevet omstridt og, i europæisk sammenhæng, rimelig upopulær. Gud har i moderne kristendom som udgangspunkt ikke ansvar for det onde. På den måde kommer Gud til at fremstå som ren kærlighed og godhed. Men prisen er, at Gud også kommer til at virke magtesløs. Hvis Gud ikke har ansvar for det onde, der sker i vores liv, hvis der ikke er en guddommelig mening med det, hvorfor forhindrer han det så ikke? Teodice problemet, altså det problem at Gud øjensynligt ikke forhindrer det onde, vokser jo mere vi distancerer os fra den straffende og testende Gud. Når Gud tillader at ondt, som han ikke ønsker sker, kan vi så regne med at han vil hjælpe os, når vi beder? Det kan vi i mine øjne ikke, vi kan kun håbe. Herrens veje er uransagelige – eller som det hedder i islam, Gud ved bedre. Vi må gøre hvad vi kan for at hjælpe hinanden og os selv – og så håbe på og med ydmyghed bede om Guds hjælp.

Men hvad så med os og det onde? Ja, Sørine Gotfredsen fik jo håret i maskinen for at skrive, at Breiviks ondskab findes i os alle. Nu er jeg alt andet end en fan af Sørine Gotfredsen, men her vil jeg nu give hende ret. Breiviks, Hitlers, Stalins og Maos ondskab findes i os alle. For som Jesus påpeger i Bjergprædikenen, så starter den store onde handling som f.eks. mord i det små. Det er de færreste, der bliver til mordere. Men hadet og grusomheden findes som frø i os alle. Enhver der har hadet har smagt på mordet, enhver som bare i et øjeblik har følt had rettet mod en hel befolkningsgruppe har smagt på massemordet. Enhver der bare en enkelt gang har kvalt sin samvittighed og lukket øjnene for et andet menneskes smerte har smagt på det der skete i Breiviks hoved da han trykkede på aftrækkeren.

Og når jeg skriver at det onde findes i os alle, så mener jeg det. Ikke bare dem, hvis religion, ideologi, meninger eller livsstil provokerer os har ondt i sig, men også dem, som vi føler et identitetsfællesskab med. Og så findes det onde ikke mindst i os selv. Også i mig.

Det er nemt at spejle sig i Breiviks ondskab og nå frem til den konklusion, at man heldigvis er et godt menneske. Især da hvis man hører til dem, der politisk og ideologisk befinder sig meget langt væk fra ham. At se i øjnene at det man tror på også kan bruges til ondt, og at man selv kan blive og alt for ofte også er et redskab for det ondes vækst i vores verden, er knapt så behageligt. Og det er værre endnu: vil man forbedre verden findes der ikke noget bedre sted at starte med end en selv.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 27 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 8 kommentarer

Er kristendomskritikeren Herbener modtagelig for kritik?

Jeg kan se at Jens-André Herbener har reageret på min kritik af hans misbrug af religionsvidenskaben i hans helt personlige kampagne mod kristendommen. NB. Bemærk at der er problemer med at åbne politikkens link til blogindlæg for tiden. Sjovt nok har jeg imidlertid kunnet læse indlægget på min iPhone.

Bevares, Jens-André Herbener nævner mig dog ikke med navn , og han hævder at dem, der kritiserer hans kristendoms kritik opfører dig som smæk fornærmede skolepiger (sexistiske udtryk er i Jens-André Herbeners univers øjensynligt helt legitime) og i øvrigt er hensynsløse i deres egen kritik af islam. Det er ikke beskyldninger, der passer på mig. Men det er beskyldninger, der siger en hel del om hvordan han konstruerer dem , der ikke er enige i hans kritik. Det står rimeligt klart, at Jens-André Herbener ikke kan forestille sig legitime indvendinger mod hans kristendomskritik.

Jens-André Herbener skriver, at hans debatindlæg er lige præcist det (om end man øjensynligt er et skidt menneske, hvis man er uenig med ham). Men i næste åndedrag påberåber han sig så alligevel sin religionsfaglighed. Hvori det religionsfaglige i hans kristendomskritik så består får vi imidlertid ikke at vide. Dog tager Jens-André Herbener sig tid til at skrive lidt om religionsvidenskaben. Han fremhæver, at religionsvidenskaben ser religioner som menneskeskabte fænomener og dermed kan ses som en kritik af de enkelte religioners selvforståelse. Og det er da ganske rigtigt. Men det betyder ikke, at det er religionsvidenskabens opgave at påvise, at enkelte eller alle religioner er usande. Spørgsmålet om Sandheden kan videnskaben ikke besvare, det vi i religionsvidenskaben arbejder med er det utal af sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben er som alle senmoderne humanistiske videnskaber relativistisk. Man anerkender eksistensen af den mangfoldighed af indbyrdes modstridende sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben påviser mangfoldigheden frem for at kæmpe for at én sandhedsforståelse skal herske over alle de andre. Derfor undrer det mig, at Jens-André Herbener skriver, at religionsvidenskaben kan påvise, at religionernes skabelsesmyter ikke er sande. Det kræver ikke en religionsvidenskabelig uddannelse at kunne se at religionernes myter, herunder deres evt. skabelsesmyter, ikke er i overensstemmelse med det naturvidenskabelige paradigme. Men derfor kan f.eks. myten om Ymer jo godt være sand for en asatroende. Religionsvidenskabens opgave er ikke at definere f.eks. asatroende som nogle intellektuelle båtnakker, fordi de tror på nogle myter, men i stedet prøve at finde ud af hvordan man i fortid og nutid har tolket disse myter og hvilke årsager der ligger bag disse tolkninger.

Men det er da godt at se at Jens-André Herbener indrømmer, at videnskabsfolk aldrig kan være 100 procent objektive, for dermed distancerer han sig jo fra den hardcore positivisme han ellers har kørt på i forbindelse med sin salgskampagne for sin såkaldte videnskabelige bibeloversættelse.

Hvad Jens-André Herbener ikke har villet forholde sig til er min kritik af hans forsimplende omgang med kristendommens kanoniske skrifter og hans essentialistiske kristendomsforståelse. Den typiske religionsfagligt baserede kritik af islamkritikken i Danmark er ellers en kritik af den forsimplende islamforståelse, hvor man går ud fra at der kun findes én rigtig fortolkning af Koranens vers, denne er altid den værst tænkelige og den må vi antage at alle muslimer deler. Som religionsfagligt uddannede må vi  insistere på, at der findes et utal af tolkninger af Koranen, af Sharia etc. indenfor islam og det både i fortid og i nutid. Religionsforskningens opgave er at vise hvor mangfoldig den muslimske virkelighed er. Dette skal vi ikke gøre for at være politisk korrekte men fordi det faktisk er den virkelighed vi opdager, når vi først begynder at forske i islam.

Det er imidlertid ikke bare mht. islam, at forsimplende fortolkninger af de kanoniske skrifter  og forsimplende gengivelser af den måde religionen kan leves og tros på er uholdbare. Nej, religionernes indre mangfoldighed er en virkelighed vi møder når vi studerer alle religioner. Derfor må antiessentialismen også gælde for det religionsvidenskabelige arbejde med kristendommen. For indenfor religionsvidenskaben bruger vi de samme analyseredskaber og teorier uanset hvilken religion det er som arbejder med.

Jens-André Herbener har naturligvis lov til at kaste de religionsvidenskabelige grundprincipper overbord, når han kaster sig over kristendommen. Det ville imidlertid klæde ham, hvis han så også ville vedstå at det er det han gør i stedet for at klæde sig i religionsvidenskabelige påfugle fjer nu når han hellere vil optræde som en krage.

Læs mere

Skrevet af den 23 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Herbeners antikristne kampagne er et misbrug af religionsvidenskaben

Lige for tiden lægger Politiken både blog- og sideplads til religionshistorikeren Jens André Herbeners personlige kampagne mod den kristne religion. F.eks. påstår han i et blogindlæg, at Kristus har været farligere end Muhammed. Begrundelsen for denne påstand er, at kristne i tidens løb har smadret utallige templer og helligdomme hhv. lukket dem og transformeret dem til kirker. Det er jo i øvrigt rigtigt nok, men det samme kan nu siges om muslimer. Muhammed forestod jo f.eks. i henhold til den muslimske historieskrivning højst personligt tilintetgørelsen af gudebillederne i Kabaen og dennes omdannelse fra et polyteistisk tempel til islams vigtigste helligdom. Det kniber altså noget med den historiske nøjagtighed i det som Herbener skriver.

Mere generelt så er problemet med Herbeners debatindlæg ikke, at han tydeligvis ikke bryder sig om kristendommen eller at han forsøger at være en omvendt Lars Hedegaard når han sammenligner kristendommen og islam. I et land, hvor man med henvisning til ytringsfriheden giver islamhadende debattører næsten frie tøjler må der naturligvis også være vide rammer for dem, der hader kristendommen.

Nej, problemet er, at Herbener smykker sig med sin religionsvidenskabelige titel og arbejdsfelt, når han kommer med sine helt personlige udfald mod kristendommen. Dermed giver han den ikke religionsvidenskabeligt trænede læser det indtryk, at hans debatindlæg bygger på en religionsvidenskabelig indfaldsvinkel til kristendommen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Religionsvidenskab handler ikke om at forsvare religioner, være det nu f.eks. kristendom, islam eller scientology. Religionsvidenskab handler heller ikke om at føre en intellektuel krig mod religioner, herunder kristendommen. Og religionsvidenskab handler slet ikke om at fremhæve en religion som bedre eller dårligere end de andre. Nej, religionsvidenskab handler om at forklare religioner i fortid og nutid vha. de religionsfaglige analysemodeller som vi finder indenfor f.eks. religionshistorien, religionsfænomenologien og religionssociologien. En professionel religionsforsker forarges og vredes ikke over de religiøse forestillinger som hun arbejder med. Hun kommer ikke med stærkt subjektive udsagn så som at mange ikke ville være medlemmer af folkekirken, hvis de kendte til de uhyrligheder som man kan finde i Bibelen og kirkens historie, sådan som Herbener skriver i sit føromtalte blogindlæg.  At forklare folks religionstilhørsforhold med deres manglende indsigt i deres egen religion (ud fra den logik at folk da ikke virkelig kan tro på noget sådant hvis de vidste, hvad det handler om) er religionsfaglig uprofessionalisme så det basker. At forklare religion på den måde er simpelthen mangel på evne til at sætte sig ind i andre trosforestillinger en ens egen, og kan man ikke det kan man ikke bedrive religionsvidenskab.

Et andet væsentligt problem med Herbeners debatindlæg er, at han forfalder til essentialisme, og det er ellers no go i en senmoderne religionsfaglig sammenhæng. Han lægger f.eks. i denne artikel kraftigt op til at kristendommens kanoniske skrifter kun kan tolkes på én mulig måde, nemlig hans egen meget negativt ladede. Alt andet er i hans øjne bortforklaringer. Men at kanoniske tekster (eller andre tekster for den sags skyld) kun har én rigtig tolkning og alle andre tolkninger er forkerte, er et klart religiøst standpunkt til en tekst. Det er ikke religionsvidenskabens opgave at tage parti i de ofte heftige stridigheder, der kan være internt i en religion hhv. mellem religioner om bestemte udvalgte passager i de kanoniske skrifters rette tolkning. I stedet er det religionsvidenskabspersonens opgave at kunne skildre og forklare de forskellige tolkninger i fortid og nutid. At skildre kristendommen, islam eller nogen som helst anden religion som en ensartet størrelse over tid og rum er noget, som man bør overlade til religionsapologeterne hhv. religionshaderne. Sådant har intet med religionsvidenskab at gøre.

Herbener har som sagt lov til at udbrede sin foragt for kristendommen. Det ville dog klæde ham gevaldigt hvis han fik understreget, at hans kampagne mod kristendommen ikke er udtryk for en religionsvidenskabelig vurdering af kristendommen. Og det ville også være smukt, hvis Herbener var villig til at vedstå, at han er lige så subjektiv i sit syn på kristendommen som de teologer han i den grad foragter. Ikke at vedstå sig sin egen subjektivitet er uforenelig med den postmoderne humanistiske forskning som religionsvidenskaben hører ind under.

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Munke og nonner i krise

Det har skabt en vis opmærksomhed at Vatikanet har besluttet at gribe ind overfor den største konference for kvindelige ordenssamfunds ledere i USA. Årsagen er utilfredshed med denne konferences teologiske profil, der i konservative katolske kredse gælder for at være nærmest ulidelig progressiv. Men Vatikanet har i flere år haft et kritisk fokus på det kvindelige ordensliv i USA. Og det er sådan set også oplagt nok når man ser på de nøgne tal. I 1965 var der således 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men det er nu ikke kun i USA, at der er problemer. Under Pave Johannes Paul II’s pontifikat faldt antallet af katolske munke og nonner i hele verden med 25 %. I mellem 2005 og 2006 faldt deres antal med hele 10 %. Men det er typisk i den vestlige verden, at det katolske ordensliv er i krise mens mange ordenssamfund blomstrer i den tredje verden.

Der kan ikke være nogen tvivl om at der er et tidsmæssigt sammenhæng mellem det drastiske fald i antallet af katolske munke og nonner i den vestlige verden og Det Andet Vatikankoncil. Om der er en årsagsmæssig sammenhæng er derimod noget mere omstridt.

I 1950’erne og starten af 1960’erne boomede ordenslivet som aldrig før. Men dette boom var ikke uden problemer. F.eks. skyldtes boomet delvist, at en del ordenssamfund var ukritiske mht. hvem de optog, der var om jeg så må sige mere fokus på kvantitet end på kvalitet. Mange ordenssamfund fik hhv. havde en markant ung profil – og dermed også mange munke og nonner, der aldersmæssigt ville være åbne for det ungdomsoprør som rullede ind over den vestlige verden i 1968. Dermed var grunden lagt for en del af de problemer, som kom til at præge det katolske ordensliv i tiden efter Det Andet Vatikankoncil.

Det andet Vatikankoncil satte sig for at reformere det katolske ordensliv. Der kan i mine øjne ikke herske nogen tvivl om, at en vis grad af reform var nødvendig. Et klassisk eksempel er f.eks. at mange kvindelige ordenssamfund pålagde deres medlemmer at gå med ordensdragter som passede dårligt sammen med de arbejdsopgaver de havde så som f.eks. sygepleje. Problemet var derfor ikke, at der ikke var brug for reform men, som med de andre af koncilets reformer, ting gik for stærkt og der var gennem slutningen af 1960’erne og det meste af 1970’erne rum for lige lovlig megen eksperimentering, der skabte usikkerhed og uro. Ofte var det nye og unge medlemmer af ordenssamfundene, der pressede på for meget omfattende reformer mens de ældre var mere usikre. Og når tingene ikke gik hurtigt nok valgte mange af de unge at pakke deres kufferter.

Især blandt de kvindelige ordener, som hovedsageligt arbejdede med sygepleje og undervisning, skete der i de vestlige lande en voldsom forandring. Det andet Vatikankoncils megen fokus på at kirken skulle engagerede sig for og med de fattige blev ofte forstået som at man skulle ophøre med at drive skoler for overklassen og i stedet begive sig ud i slumkvartererne for at møde de fattige. Man ville ikke længere bo i store ordenshuse men i stedet i små fællesskaber med måske kun 2-3 søstre. Og for at komme de fattige i møde skulle man ikke bære ordensdragt men i stedet almindeligt tøj.

Tanken var sådan set smuk nok. Men den indebar imidlertid mange problemer. Når et ordenssamfund droppede sine traditionelle opgaver som især undervisning mistede den dermed også kontakten til potentielle nye medlemmer. De undervisende ordener havde nemlig typisk rekrutteret nye medlemmer via deres skoler og gymnasier. De meget små ordensfællesskaber gjorde det vanskeligt eller direkte umuligt at havde et regelmæssigt fælles bønsliv, højtidelig timebøn var helt udelukket. Og dermed blev den spirituelle dimension af ordenslivet undermineret. Og når nonnerne og munkene smed ordensdragten gjorde de sig ikke bare usynlige, nej de mistede også den klare identitetsmarkør, som ordensdragten er.

Mere grundlæggende set var Det Andet Vatikankoncil præget af en bestræbelse på at fremhæve lægfolkets kald, værdighed og betydning. Dermed brød man med den katolske tradition med rødder helt tilbage til oldkirken som lagde vægt på, at livet som munk eller nonne er et mere helligt liv end livet som lægperson, i særdeleshed gift lægperson. Når livet som munk eller nonne ikke længere var det bedre valg hvorfor så vælge det i det hele taget, især når der blev åbnet op for at flere og flere opgaver indenfor den katolske kirke kunne varetages af lægfolk?

I den forstand kan man godt give Det andet Vatikankoncil et medansvar for at antallet af mænd og kvinder, der valgte at blive munk eller nonne, faldt drastisk efter koncilet – og at antallet af munke og nonner, der forlod ordenslivet, steg lige så drastisk.

Men det ville ikke være fair at give Det andet Vatikankoncil hele skylden for miseren. Ordenslivet blomstrer jo som sagt i Den tredje verden også, ja faktisk især i tiden efter koncilet. I stedet må man også se på de generelle økonomiske og sociale forandringer som præger den vestlige verden siden slutningen af 1960’erne. Den generelle velstandsstigning har f.eks. medført, at også arbejderklassen og den lavere middelklasse har fået nemmere adgang til højere uddannelser. Hvor det at blive præst, munk eller nonne i 1950’erne stadigvæk kunne være den eneste realistiske mulighed for at få en god uddannelse for mangen en ung katolsk mand eller kvinde, så har de i dag mange andre muligheder. Og den drastiske vækst i offentlige stillinger f.eks. indenfor sygepleje og undervisning har også medført, at de kan regne med at få et godt job bagefter. Den voksende materialisme og individualisme gør det heller ikke ligefrem lettere for ordenssamfundene at rekruttere nye medlemmer i den vestlige verden.

Nu er det som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Men jeg vil alligevel vove den prognose, at ganske mange ordenssamfund, især dem der har eller havde fokus på undervisning og sygepleje, vil forsvinde fra den vestlige verden i løbet af de næste ti år. Mange af dem er nu definitivt på den forkerte siden af the tipping point hvad deres aldersmæssige sammensætning angår. Ordensfællesskaber hvor gennemsnitsalderen er 70 eller derover har ikke nogen realistisk overlevelseschance.

Fremtidens katolske kirke i vesten vil have markant færre munke og nonner end for en generation siden. De ordenssamfund der vil være vil have en markant konservativ profil og de vil have fokus på bøn frem for f.eks. undervisning og sygepleje. Det er nemlig førstnævnte type af ordenssamfund som i dag klarer sig godt. Men de klarer sig ikke så godt at de kan kompensere for de tab som de andre ordenssamfund oplever. Det katolske ordensliv vil ikke forsvinde, men det vil blive til en sjældenhed.

Læs mere