Menu
Kategorier

Skrevet af den 11 apr, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Den intersektionelle feminisme er en trojansk hest

 

Hvis man ikke har det store indblik i eller interesse for f.eks. islam eller socialisme, så kan man nemt forledes til at tro, at der er tale om monolitiske og entydige fænomener. Men jo mere man fordyber sig i dem, jo mere vil man forstå, at de rummer et utal af retninger og ikke mindst interne konflikter. Dette gælder også for feminismen. Mange tror måske, at alle feminister mener og kæmper for det samme, men begynder man at følge med i de interne feministiske debatter, vil man hurtigt opdage, at det er en kæmpe misforståelse. Lige fortiden kører der faktisk en større konflikt mellem den intersektionelle feminisme og dens kritikere, der sommetider betegnes som radikalfeminister.

Den intersektionelle feminisme har typisk fokus på, at man skal kæmpe mod enhver form for undertrykkelse og diskrimination, mens radikal feminismen ser feminisme som kvindekamp, altså som kampen mod undertrykkelsen af kvinder.

Den intersektionelle feminisme har fokus på at problematisere kategorien ”kvinde”. Man deler den op i en række underkategorier, der baserer sig på hudfarve, klassebaggrund, om man har en funktionsnedsættelse etc. Og da det er af afgørende vigtighed for den interseksuelle feminisme, at transkvinder skal være inkluderet i feminismen, har man de facto opgivet at definere noget objektivt kriterium for det at være kvinde. Man er kvinde, hvis man føler sig som en kvinde, punktum!

Radikalfeminismen benægter ikke, at der f.eks. er sociale forskelle mellem kvinder eller at kvinder har forskellige hudfarver. Men man insisterer på, at alle kvinder grundlæggende set oplever undertrykkelse i samfundet fordi de er født med en kvindens krop. Det radikale i radikalfeminismen er grundlæggende set, at man insisterer på, at mænd forsøger at kontrollere og udbytte kvinders kroppe, og at den socialisering til at være kvinde som man modtager fra det øjeblik man bliver født, har til formål, at få kvinder til at acceptere denne udbytning.

Jeg, der skriver ud fra en radikalfeministisk position, oplever den intersektionelle feminisme som en art trojansk hest, der er godt på vej til at ødelægge kvindekampen. F.eks. er det et grundlæggende problem, at man vil være så inkluderende, at man ikke længere kan komme med nogen klar objektiv definition af hvad det vil sige, at være kvinde. Jeg mener, kan man forestille sig en arbejderbevægelse, der ikke kan definere en arbejder, og som ikke kan skelne mellem en arbejder og en arbejdsgiver/kapitalist? Og som lader det være op til den enkelte subjektivt at skønne om han eller hun er en udbyttet eller en udbytter?

Jeg synes også, at det er bemærkelsesværdigt, at intersektionelle feminister insisterer på, at kategorien ”kvinde” er en ren subjektiv størrelse, som det er frit for den enkelte at selvdefinere sig ind i eller ud ad, samtidigt med at samme feminister på det kraftigste kan afvise, at man selv kan afgøre om man f.eks. er sort eller hvid hhv. fed eller slank. Man insisterer på, at biologisk køn er en social konstruktion, og at det de facto er umuligt at definere hvad en biologisk kvinde er, men man har øjensynligt intet problem med at vide hvilke kvinder der er sorte og hvilke der er hvide hhv. hvilke der er tynde og hvilke der er fede.

Det under mig også, at man insisterer på, at man ikke bare kan tale om ”kvinder”, men i stedet hele tiden skal huske på alle de mange underkategorier af kvinder der findes. Og at man ikke mindst skal relativere nogle kvinders oplevelse af undertrykkelse set i forhold til andres, så som at man som hvid kvinde eller såkaldt ciskønnet kvinde skal vide, at ens undertrykkelse er for intet af regne i forhold til den som brune eller transkønnede kvinder oplever. Men f.eks. kategorien ”transkønnet kvinde” bliver ikke på samme måde delt op i undergrupper af hvide, brune, dem med og uden funktionsnedsættelser etc. som så bliver spillet ud mod hinanden mht. graden af undertrykkelse de måtte opleve. Øjensynligt er kategorien ”transkvinde” en der for en hver pris skal beskyttes, mens kategorien ”kvinde” i betydningen ”en person, der er født med en kvindes reproduktive organer” eller hunmennesker om man så vil, skal nedbrydes og ultimativt smides på historiens losseplads.

Og når det sker, så får det konsekvenser. Når den sociale kategori ”kvinde” løsrives fra de kropslige realiteter, så bliver den undertrykkelse man rammes af, fordi man er født med en kvindes krop, usynliggjort. Og hermed bliver det umuligt at føre en kamp mod de patriarkalske strukturer der muliggør denne undertrykkelse.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 31 mar, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Fobi eller bare uenighed?

 

For nylig så jeg i en debat på Fed Fronts Facebooks side en interessant kommentar. Fed Front er en fedmeaktivistisk gruppe, der kæmper mod samfundets fordomme mod fede, og kommentaren handlede om, at folk med spiseforstyrrelser så som anoreksi har fedtfobi, og dermed ikke kan sammenlignes med de autentiske fede, der lider under samfundets fedtfobi. Denne kommentar kom under heftig beskydning fordi den blev set som ondskabsfuld overfor folk med spiseforstyrrelser og den blev derfor hurtigt fjernet.

Det interessante ved denne kommentar var, sådan som jeg ser det, at den sådan set havde fat i hvad der oprindeligt var betydningen af begrebet ”fobi”. Folk med spiseforstyrrelser har en forstyrret oplevelse af deres krop, selvom de er undervægtige tror de fejlagtigt, at de er fede, og af rædsel for at være fede sulter de sig desværre sommetider ihjel. Der er her klart tale om en psykisk lidelse og derfor om noget, man ikke kan bebrejde den spiseforstyrrede. Tværtimod er det den spiseforstyrrede, der lider under denne fedme fobi og det er ikke en følelse som vedkommende bare kan holde op med at have. Det er et problem, der kræver professionel hjælp.

Problemet med den førnævnte kommentar om at spiseforstyrrede var fedtfobiske var, at den lige præcist ikke blev brugt for at udtrykke den oprindelige betydning af begrebet ”fobi”, men i stedet var udtryk for den nye betydning, hvor fobi er en betegnelse for et ikke nærmere forklaret eller defineret had til en bestemt gruppe. Første gang at ”fobi” fik denne betydning var mig bekendt i forbindelse med homoaktivisters brug af begrebet homofobi om folk, der afviser homoseksuelle forhold uanset begrundelsen, i stedet for i den ældre betydning af homofobi, hvor det var en betegnelse for en frygt for selv at være homoseksuel.

Nu har fobierne i den grad bredt sig, at man kan være fedtfobisk, transfobisk, islamofobisk og meget mere. Hvor den oprindelige betydning af fobi var, at det var en lidelse for den, der havde den, handler den nye betydning i stedet om, at fobien ødelægger livet for dem, som fobien hævdes at være rettet imod. Og dermed er fobikeren ikke længere en lidende person, men i stedet en der med sine ord og gerninger skaber lidelse i andres liv. Fobikeren er ikke længere syg, men i stedet i bedste fald uvidende men typisk grundlæggende set ond. At betegne nogen som fedtfobisk, homofobisk, transfobisk eller islamofobisk er altså at sige, at de er umoralske (eller om man vil syndige) mennesker, der skal gå i sig selv, omvende sig eller i det mindste holde deres mund. Fobi-anklagen er en moralsk kølle, der skal få folk til at underordne sig et bestemt moralsæt og er dermed udtryk for det, som kaldes for social disciplinering.

Nu bør der ikke være nogen tvivl om, at det ikke er i orden, at opfordre til vold mod fede, homoseksuelle, transkønnede eller muslimer. Gør folk sådant bør de mødes med moralsk afvisning og en politianmeldelse. Men er det udtryk for fedtfobi, hvis man synes, at fedme er usundt? Er det homofobisk, at mene, at homoseksuelle parforhold går imod Guds skabelsesorden? Er man transfobisk, hvis man mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan? Er man en islamofob, hvis man ikke tror, at Muhammed er Guds profet? Er disse holdninger udtryk for had, foragt eller, for den sags skyld, frygt? Eller er der ikke snarere tale om holdninger, der er udtryk for, at der er nogen, der har et syn på teologiske spørgsmål, på sundhed og på hvad køn er, som man må kunne rumme i et demokratisk samfund?

Dermed være ikke sagt, at det ikke kan opleves som smertefuldt, når man støder på folk, der afviser det man selv synes at man er, identificerer sig som eller tror på. Selvfølgelig skal man have mulighed for at give udtryk for, at man føler stødt af en sådan afvisning. Men måske man skulle lære sig at skelne mellem uenighed, også når den gør ondt, og så had og opfordringer til vold. Ellers ender den nødvendige demokratisk debat i mudderkastning og ja, verbal aggression.

Læs mere

Skrevet af den 3 mar, 2018 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Kærlighed mellem kvinder i antikken

 

Efter sigende er nogle kvinder glade for at købe sko. Andre kvinder er som mig glade for at købe bøger, købe mange bøger! Nogle af disse bøger lider hos mig den ufortjente skæbne at blive stillet op på en af mine mange bogreoler for så at blive glemt. Men sommetider bliver disse ufortjent glemte skatte så opdaget af mig igen. Til denne kategori af mine bøger hører Bernadette J. Brootens bog ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism”.

Selvom titlen ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism” jo lægger op til at bogen har fokus på den tidlige kristendoms syn på sex mellem kvinder, så handler en stor del af den faktisk om antikkens syn på sex mellem kvinder. Og det giver jo også mening, for i stedet for at se de tidlige kristnes syn på homoerotik som noget, der i bogstavelig forstand faldt ned fra himlen, giver det i et historisk perspektiv mere mening at se den tidligt kristne seksualetik som et fænomen der opstod i et samspil med samtidens forestillinger.

Bernadette J. Brootens tese er, at man i antikken var opmærksom på, at der fandtes kvinder der havde sex med andre kvinder, og som ikke var interesseret i sex med mænd. Men denne opmærksomhed var i overvældende grad af negativ karakter. Sådanne kvinder og deres seksuelle adfærd blev typisk betegnet som ”umoralsk”, ”upassende”, ”monstrøs”, ”sygelig” og ”unaturlig”.

F.eks. blev Sappho fra Lesbos’ poesi beundret i hele antikken, men det at hun også skrev om kærlighed til kvinder var et forhold som der ikke blev set venligt på. Ligesom selve det forhold, at hun var en kvinde, der skrev digte, også blev problematiseret af f.eks. af Aristoteles, der mente, at det var mere passende, at ædel kunst blev skabt af det ædle køn, dvs. af mænd. Ovid skildrer i sit berømte værk ”Metamorphoses” historien om kærligheden mellem to piger, Iphis og Ianthe. Iphis var af sine forældre blevet opdraget som en dreng da hendes far brændende ønskede sig en søn. Da Iphis forelsker sig i Ianthe er hun dybt ulykkelig herover, og betegner sin kærlighed til en anden pige som ”uhørt” og ”monstrøs” og som noget ”naturen er imod”, men heldigvis så griber gudinden Isis ind og forvandler Iphis til en dreng, så de to kan blive gift. Og digteren Phaedrus (der døde i midten af det 1. århundrede e.v.t.) skrev en fabel hvor han forklarede eksistensen af ”tribader” (en antik betegnelse for kvinder, der har sex med andre kvinder) såvel som ”molles mares” (en antik betegnelse for den passive part i et anal samleje mellem mænd” som et produkt af et ”fuck up” begået af den mytiske skikkelse Prometheus. Denne havde underholdt sig selv med at skabe mandlige og kvindelige kønsorganer, men i fuldskab får han ved en fejl placeret mandlige kønsorganer på kvinders kroppe og omvendt, og ”derfor nyder lysten nu perverterede glæder”. Og forfatteren Martial (ca. 40-103/104 e.v.t) beskriver hyper maskuline kvinder, der med deres ”monstrøse begær efterligner mænd”, dvs. penetrerer kvinder. Blandt antikkens astrologer kan man finde den indstilling, at mænds seksuelle begær rettet mod mænd såvel som kvinders mod kvinder er et resultat af stjernernes placering ved deres fødsel. (Ligesom mænd, der f.eks. foretrækker sex med slavekvinder eller ikke-romerske kvinder også har sådanne præferencer pga. stjernernes indflydelse). Men det ændrer ikke ved, at samme astrologer opfattede seksuelle relationer mellem kvinder som unaturlige og sygelige. Indenfor lægevidenskaben var der dem, der mente, at en mulig årsag til denne ”sygdom” var at disse kvinder havde en for stor klitoris og deres lidelse derfor kunne behandles ved at amputere dele af denne.

Antikkens generelle negative syn på kvinder, der har sex med andre kvinder (og på den passive part i et analt samleje mellem mænd) var i henhold til Bernadette J. Brooten et produkt af samtidens patriarkalske opfattelse af kønsrollerne. ”Rigtige” mænd underkaster sig kvinder (og svagere mænd så som drenge, slaver og fremmede) ved at penetrere dem. Penetrationen symboliserer og stadfæster mandens funktion som hersker. ”Rigtige” kvinder lader sig derimod penetrere af mænd, og symboliserer og stadfæster dermed kvindens rolle som den beherskede og underkastede. Kønshierarkiet med manden som hersker og kvinden som undersåt blev i antikken set som noget, der var villet af guderne og indlejret i naturens orden.  Det var derfor dybt problematisk hvis man i sin seksuelle praksis brød med denne orden, især når man gjorde det offentligt. Maskuline kvinder og feminine mænd blev derfor mødt med foragt, og for de sidste vedkommende også sommetider med vold. Men hvor den penetrerende mand i antikken generelt blev set som normal og naturlig, så ser situationen anderledes ud mht. til synet på kvinder, der har sex med kvinder. Generelt havde de mandlige forfattere, der forholdt sig til kvinder, der har sex med kvinder, (og vi har ingen tekster fra kvinders hånd om dette emne), svært ved at finde ud af hvordan kvinder rent faktisk har sex med hinanden. Den generelle antagelse var dog, at i hvert fald en af dem indtog en ”mands rolle”, dvs. penetrerede sin partner typisk med en dildo. Man forholder sig ikke til den passive part i denne konstellation, men generelt var det nok bare ikke ok, hvis man som kvinde fravalgte rollen som den passive modtager af en mands sæd til fordel for at fornøje sig med en kvinde.

Bernadette J. Brooten bruger en del plads og energi på at fortolke og forklare den berømte passage fra Paulus brev til Romerne: ”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.” (Rom 1,26-27)

Hun er overbevist om, at Paulus taler om seksuelle relationer mellem kvinder her, da det om jeg så må sige lå i tidens ånd at opfatte sex mellem kvinder som naturstridig. Det ”nye” er at Paulus trækker på Mosebøgerne når han fordømmer begge parter i et samleje mellem mænd. Ligesom det nye i forhold til jødedommen er, at Mosebøgernes forbud mod sex mellem mænd udvides til også at gælde sex mellem kvinder. Bernadette J. Brooten gør dog opmærksom på, at antikkens jødedom kendte til problematikken med sex mellem kvinder, og afviste denne om end ikke med henvisning til 3. Mos. 18, der entydigt kun handler om sex mellem mænd. Paulus var optaget af at bevare det hierarkiske forhold mellem mænd og kvinder, og brud på kønsrollerne anså han som et brud med naturens orden, så som når han hævder, at naturen lærer os at langt hår er vanærende for mænd. (1. Kor. 11,14).

Derudover påviser Bernadette J. Brooten hvordan de apokryfe kristne tekster ”Peters Apokalypse”, ”Thomas Gerninger” og ”Pauli Apokalypse” udpensler hvordan både mænd, der har haft sex med mænd og kvinder, der har haft sex med kvinder, bliver pint i helvedet. Og hun beskriver hvordan vigtige antikke kristne skribenter som Tertulian og Clement af Alexandria fordømmer sex mellem kvinder med grundlæggende set samme argumenter og logikker som dem vi finder hos de hedenske skribenter. Også kirkefaderen Augustin advarer mod sex mellem kvinder – om end han sjovt nok fortolker Rom. 1,26 som om at teksten handler om kvinder, der har analsex med deres mænd.

Styrken ved Bernadette J. Brootens bog er, sådan som jeg ser det, at hun åbner vores øjne for hvor patriarkalsk antikkens samfund var, og hvor intolerant også de ikke-kristne tænkere og forfattere (med ganske få undtagelser) var overfor kvinder, der har sex med kvinder. Det er også spændende at se, hvordan den tidligt kristne seksualetik på mange måder var i forlængelse af strømninger i samtiden (så som stoicismens generelle kritik overfor den ”kødelige lyst” og ideen om en naturlig og en unaturlig seksualitet).

Men man kan godt mærke på ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism” at den er fra 1996. Den tydelige lesbiske stolthed og søgen efter ”formødre” hører en tid til hvor det at fravælge peniser ikke blev udråbt til at være et udtryk for ”vagina fetichisme”. I disse transtider hvor maskulinitet hos kvinder jo i stigende grad ikke bliver ses som et udtryk for at man er lesbisk, men i stedet for hævdes at være et bevis på at man er en transmand, havde Bernadette J. Brooten nok ikke med samme sikkerhed kunne antage, at de af antikken fordømte tribader faktisk var lesbiske. Men i virkeligheden giver det ikke så meget mening at ville tilbageprojicere vores tids identitetskategorier til den førmoderne fortid. I antikken var seksuel adfærd og kønsroller uløseligt knyttet til hinanden og ikke fænomener som blev splittet op i seksuelle og kønsmæssige identiteter. Og i sidste instans ved vi ikke, hvordan kvinder i antikken, der forelskede sig i og havde sex med andre kvinder, så på sig selv. Deres stemmer ser ud til at være gået tabt for evigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

Transparadigmet

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Læs mere