Menu
Kategorier

Skrevet af den 15 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Den katolske sexovergrebsskandale – nogle eftertanker

2010 kan med rette kaldes for et anno horribilis for den katolske kirke i Danmark. For mediestormen forårsaget af en række anklager om sexovergreb rettet mod katolske præster i landet udløste hvad der nok kan betegnes som den største krise for den katolske kirke i Danmark siden reformationen.

Lige nu hersker der imidlertid en art stilhed efter stormen. Denne stilhed er ikke mindst udløst af at politiet i sidste instans valgte ikke at rejse anklage mod nogen katolsk præst. Ja, skal man tro DR 1 programmet ”Præster under anklage”, skal vi jo nærmest antage, at det hele var en medieskabt storm i et glas vand.

Men så simpelt er det nu ikke.

Man må nemlig ikke glemme, at politiet bl.a. har valgt ikke at rejse anklage fordi en række af sagerne var forældede. Når der ikke rejses anklage pga. forældelse så er der dermed ikke sagt, at der ikke er forekommet noget kriminelt, men at en sigtelse i henhold til dansk ret ikke længere kan føre til dom. Spørgsmålet er her om den katolske kirke har medansvar for, at disse sager ikke blev meldt til politiet mens tid var.

Det forholder sig i hvert fald sådan, at den katolske kirke i forhold til fire af de i alt seks præster[i], der har været berørt af sexovergrebsskandalen, var blevet gjort bekendt med klager over sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd som præsterne skulle have begået længe før mediestormen skyllede han over kirken. Hverken den katolske kirkes ledelse eller de anklagede præster burde undre sig over, at gamle, i sidste instans ikke løste sager, ville komme frem til overfladen så snart medierne rettede spotlightet mod den katolske kirkes ageren i forhold til anklager om sexovergreb.

Den ubestridelige panik og den deraf udløste katastrofale håndtering af medierne som kendetegnede den katolske kirkes ledelse i Danmark under mediestormen skal altså ses i lyset af at man ikke selv var villig til at være åben om kendskabet til  en række sexovergrebsrelaterede anklager mod stadigt aktive katolske præster, men at man i stedet fortvivlet forsøgte at slukke de mediebrande der opstod hver gang et bortgemt lig væltede ud ad skabet. I virkeligheden kan vi ikke vide om den katolske kirkes ledelse ligger inden med viden om andre anklager mod katolske præster end dem, som er kommet frem i medierne. Der er ikke noget i den hidtidige håndtering af sexovergrebssagerne der tyder på, at den katolske kirkes ledelse frivilligt indrømmer kendskab til sådanne klager mod præster, hvis disse blev rettet til den katolske kirkes ledelse før mediestormen brød løs.

Et resultat af den panik der greb den katolske kirkes ledelse i forbindelse med mediestormen var, at man gik direkte fra at have hemmeligholdt og syltet alle anklager mod katolske præster til at meddele offentligheden alle nyindgåede klager samt at suspendere de berørte præster på ubestemt tid. Ikke at åbenhed og kontant indgriben i sig selv er en forkert strategi, tvært imod, men den katolske kirkes ledelse havde tydeligvis ikke overvejet hvordan man skulle bære sig ad med at få klarhed om sager hvor politiet ikke kan eller ikke vil undersøge sagerne til bunds. Ligesom det tydeligvis kom som en overraskelse at de suspendere præster kunne finde på at sætte sig til modværge og i denne forbindelse selv benytte sig af medierne.

Sidst men ikke mindst har den katolske kirkes ledelse klart svigtet i forhold til de menigheder hvis præster blev suspenderet pga. anklager om sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd. Man behøver vist ikke at have den store sjælesørgeriske indsigt for at kunne forstå, at disse menigheder blev kastet ud i en dyb krise og havde hhv. fortsat har brug for særlig sjælesørgerisk omsorg. Ikke mindst set i lyset af hvor lille det katolske bispedømme i Danmark er, kan det undre, at biskoppen ikke ryddede sin kalender for at kunne påtage sig at afholdelsen af den førstkommende søndagsmesse i de berørte sogne umiddelbart efter suspensionen af sognepræsten, for at støtte, hjælpe og trøste menigheden midt i sognets formodentligt værste krise nogensinde. På samme måde ville opfølgende bispebesøg i den efterfølgende periode være en oplagt ting. At biskoppen i forbindelse med balladen om sagen vedrørende Sakramentskirkens sognepræst Reinhold Sahner valgte at kommunikere med menigheden via breve i stedet for at møde personligt op virker i mine øjne som om biskoppen er mere konfliktsky i disse her sager end godt er.

Alt i alt er det derfor rigtigt nok, at stormen er løjet af, i hvert fald i første omgang. Men stormen har efterladt sine spor. Der venter et betydeligt oprydningsarbejde og kun tiden vil vise, om den katolske kirkes ledelse vil være i stand til at håndtere det. Man kan godt nok have sine tvivl.

 

 


[i] ”Præster under anklage” nævner kun fire præster, men det skyldes, at de ikke medregner ”præsten fra Sønderjylland” der i anledning af mediestormen blev suspenderet for sexchat på internettet ligesom man ikke medregner en præst fra Polen, som forlod Danmark efter at det kom frem at han havde en dom for besiddelse af børnepornografi.

Læs mere

Skrevet af den 17 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Katolske bortforklaringer

Der er ingen tvivl om at den katolske kirke i Danmark er ude i alvorlige problemer. Som bekendt startede hele sagen om sexovergreb i dansk katolsk regi med nogle dumme bemærkninger fra biskop Kozon om at han sådan set ikke havde tænkt sig at gå til myndighederne med mistanke om evt. sexovergreb begået af katolske præster – og at han kun kendte til en håndfuld sager i Danmark, der alle lå længere tilbage og omhandlede afdøde eller ikke længere aktive præster. Se det var dengang. Nu er vi oppe på næsten 30 sager og der er tre indtil for kort tid siden aktive katolske præster, som er de facto suspenderede fordi de er mistænkte for overgreb.

Hvad der er endnu værre, er, at Berlingske Tidende i dag skriver om, at den katolske kirke havde fået advarsler om to af de nu suspenderede præster, advarsler som man havde valgt at sylte. Og kronen på værket er, at to klager om en bestemt præst er blevet væk, ja det påstår man gudhjælpemig, i forbindelse med en flytning for nogle år siden.

Med andre ord, biskoppen, og formodentligt også andre af hans nære medarbejdere må, alt andet lige, have vidst, at der havde været klager mod endnu aktive katolske præster. Alligevel stod man frem og hævdede, at man kun kendte til gamle ”ufarlige” sager. Og nu vil man så have os til at tro, at vigtige papirer omhandlede en præsts evt. seksuelle overgreb bare sådan blev væk. Erling Tiedemann fra Katpod gør faktisk et stort nummer ud af at mistænkeliggøre Berlingske Tidende i denne her sag og fremstille den katolske kirke som uskyldig. Ser man bort fra en masse unødig og tåbelig snak om at et hemmeligt arkiv ikke er hemmeligt men kun indeholder hemmelige papirer, når han nemlig frem til at Berlingske Tidende er totalt utroværdig fordi de papirer der forsvundet ikke lå i det hemmelige arkiv, dvs. det med personfølsomme oplysninger, men i stedet i det almindelige arkiv.

Men, spørger jeg bare, hvorfor skulle papirer der omhandler en aktiv katolsk præsts eventuelle seksuelle overgreb have ligget i det almindelige arkiv og ikke i det hemmelige sammen med alle de andre personfølsomme sager? Det giver ingen mening.

Derimod giver det meget mening at den katolske biskop i panik eller med beregning har fået fjernet papirer der kunne vise, at den katolske kirke aktivt har syltet sager om katolske præster sexovergreb.

Læs mere

Skrevet af den 24 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Katolsk handlingslammelse

Noget der slår mig ved den nuværende dybe krise som den katolske kirke befinder sig i pga. den sunami af sexovergrebssager der fortiden vælter ind over den, er, at man i den grad mærker fraværdet af en stærk kirkelig ledelse. Det virker som om at Paven og hans rådgivere i Kurien ikke aner hvad de skal stille op. I stedet kommer man med modsigelsesfulde og forvirrende signaler. Det ene øjeblik prøver man med undskyldninger og beklagelser, det næste med vrede anklager rettet mod pressen, den sekulariserede verden, de homoseksuelle, ja sågar jøderne har stået for skud!

Denne handlingslammelse og rådvildhed på højeste plan er særlig alvorlig for den katolske kirke, der i allerhøjeste grad er top styret. Uden klare retningslinjer fra Paven ved biskopperne, der typisk er blevet biskopper pga. deres betingelsesløse lydighed mod Paven, ikke hvad de skal gøre. Når den konservative og pavetro biskop Kozon f.eks. her i landet har kludret rundt og vendt på en tallerken indtil flere gange, så skyldes det nok ikke kun men også, at han mangler klare retningslinjer fra Rom.

Set i lyset af at katolske præsters seksuelle overgreb har været oppe i medierne siden de første sager kom til offentlighedens kendskab i USA i slutningen af 1980’erne, kan man godt undre sig over hvorfor Paven og Kurien ikke for længst har udtænkt og udviklet en klar handlingsplan og ikke mindst en effektiv mediestrategi.

Men sådan set er denne handlingslammelse og denne mangel på strategi og ledelse ikke så mærkelig set i lyset af den katolske kirkes øverste ledelse generelt synes at føre en strudsestrategi i forhold til den katolske kirkes grundlæggende strukturelle problemer der, hvis de ikke løses, truer dens overlevelse på længere sigt.

Især er det iøjnefaldende, at Paven og Kurien ikke synes at kunne eller ville forholde sig til at den katolske kirke i kritisk grad mangler præster. Godt nok er antallet af katolske præster i perioden 2000-2008 blevet forøget med små 4000, men alene i tidsrummet 2007 til 2008 er antallet af katolikker vokset med 19 millioner. Og i Europa står det helt galt til, her er antallet af katolske præster i perioden 2000-2008 faldet med 51,5 %. Gennemsnitsalderen for katolske præster i det (engang) så ærkekatolske Spanien er hele 67 år!

Stillet overfor en så alvorlig præstemangel og så dyster fremtid mht. muligheden for præstelig betjening af lægfolket, hvis denne udvikling fortsætter, skulle man tro, at Paven og Kurien brugte meget energi på at analysere situationen og finde løsninger på problemet. Men det er ikke tilfældet. Set i lyset af krisens alvor er det bemærkelsesværdigt hvor lidt man har gjort. Bevares, ophævelsen af ekskommunionen af Piusbroderskabets biskopper kan ses som et forsøg på at få denne bevægelse og dermed også dens præster tilbage til et fuldt fællesskab med den katolske kirke. På samme måde kan tilbuddet om medlemskab af den katolske kirke rettet til ultrakonservative anglikanere ses som et forsøg på at få nogle flere præster. Men det batter altså som en halv snebold i helvedet. Og ideen om et særligt år for præsterne, det såkaldte præsteår, der udløber her i juni måned, virker også hjælpeløst og, ikke mindst, visionsløst.

De virkeligt gennemgribende forandringer, der skal til for at sikre den katolske kirkes overlevelse, hvor til uundgåeligt må høre ophævelsen af pligtcølibatet for katolske præster, hverken vil eller tør Paven og Kurien gå i krig med. Her er man, ligesom mht. sexovergreb, handlingslammet fordi man ikke kan eller ikke tør ændre strategi, selvom det står klart, at den hidtil førte politik fører den katolske kirke tæt på afgrundens rand.

Læs mere

Skrevet af den 12 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Ofrenes tavshed

I forbindelse med den stadigt voksende sexmisbrugsskandale indenfor den katolske kirke undrer nogen sig måske over den måde som ofrene agerer på.  Hvorfor venter mange ofre længe med at fortælle om hvad de har oplevet? Hvorfor er der mange, der ikke fortæller noget, eller som kun vil være anonyme, når de fortæller noget? Ligesom det er oplagt at gøre sig nogle overvejelser over hvad man kan gøre for at flere ofre tør stå frem og fortælle om hvad de har oplevet.

I den forbindelse vil jeg gerne fortælle om hvad jeg selv har oplevet:

Da jeg var 16-20 år gammel var jeg venner med en katolsk præst. (Denne præst var østriger, og levede og virkede i Østrig. Han har aldrig haft noget med den katolske kirke i Danmark at gøre). Da jeg var 17 år rejste jeg alene med ham i bil fra et kloster i Østrig til mit hjem i Danmark. I denne forbindelse oplevede jeg at han forsøgte at kysse mig, han tog mig på låret under kørslen, og han forsøgte at overtale mig til at dele soveværelse med ham under rejsen.

I sig selv var det han gjorde næppe meget værre end hvad jeg flere gange er blevet udsat for af fremmede mænd i det offentlige rum. Ligesom så mange andre kvinder har jeg desværre på egen krop måtte erfare, at visse mænd øjensynligt mener, at kvinder, der færdes i det offentlige rum uden mandlig ledsager, er frit bytte for alle interesserede. Forskellen i forhold til disse oplevelser er imidlertid at jeg havde haft tillid til præsten. Ikke blot fordi han var i starten af tresserne og dermed for mig mest af alt var som en art bedstefar, men især fordi han var katolsk præst. Jeg, der eller så vidt som muligt iagttager en vis sikkerhedszone i forhold til fremmede mænd, så i ham i en ”sikker” mand, simpelthen fordi han jo var en katolsk præst, som oven i købet vidste, at jeg ville være nonne.

Noget, der kendetegner mange ofre for sexovergreb, er, at de bebrejder sig selv, at de blev ofre. Hvorfor passede jeg ikke bedre på? Hvorfor gennemskuede jeg ikke hvad han var ude på? Var det min skyld, at han overskred mine grænser? Sådanne smertefulde spørgsmål stiller mange sexovergrebsofre sig, og det uanset hvor gamle de var da overgrebet fandt sted. Det er såmænd også spørgsmål jeg har stillet mig selv i forhold til min oplevelse med den katolske præst. Faktisk så moppede han mig med at jeg var så utrolig naiv, hvad jeg dengang slet ikke forstod, men som jeg nu forstår om så meget bedre.  Mange andre 17-årige piger ville sikkert have lugtet lunten, men jeg var alt for uvidende og , ja, alt for naiv til at gøre det. Og min religiøse konservatisme eller fundamentalisme gjorde så oven i købet, at jeg kun forsigtigt kunne signalere, at jeg ikke var interesseret i hans ”tilbud”.Jeg kunne simpelthen ikke sætte de grænser overfor ham som jeg ville have sat overfor en almindelig mand.

En anden problemstilling som nogle ofre for sexovergreb (og nok mange af dem der er blevet ofre for præsters sexovergreb) må kæmpe med, er, at de ikke afbrød kontakten med gerningsmanden umiddelbart efter at deres seksuelle grænser blev overskredet første gang. Også det er en sag, der gør det vanskeligt for offeret at håndtere overgrebet og et forhold, der ofte udløser stærke selvbebrejdelser. Også jeg afbrød ikke min kontakt med den katolske præst efter mine ubehagelige oplevelser med ham. I stedet opretholdt jeg kontakten til ham, indtil han selv afbrød den. Hvorfor i alverden gjorde jeg dog det? Svaret er, at selvom jeg helt klart ikke brød mig om det han havde gjort (som han dog heldigvis ikke gentog efter rejsen), så ville jeg ikke miste ham, fordi han i tiden forud for denne uheldssvangre rejse havde overøst mig med opmærksomhed, ros, ja nærmest tilbedelse. Og var der noget som den unge Karen, der var ensom, uden socialt netværk, og vandt til at blive moppet og udstødt, hungrede efter, ja så var det ros og positiv opmærksomhed. Er man tilstrækkelig udhungret spiser man også en kage selvom man opdager, at der er mugpletter på den. Det er den logik som nogle overgrebsmænd udnytter sig af, og som gør, at de typisk udvælger sig ofre som lige præcis er nemme ofre, fordi de i den grad hungrer efter voksen opmærksomhed og støtte. Og bagefter kan de så altid sige, at hun eller han jo selv ville det, ellers havde de vel brudt med mig, ikke sandt?

Eller sagt med andre ord, ofre for katolske præsters sexovergreb (hvortil jeg ikke selv regner mig, om end jeg tror, at mine oplevelser har noget til fælles med deres), tier ofte længe med deres erfaringer og har svært ved at stå frem, bl.a. fordi de kæmper med deres egen forestilling om at overgrebet helt eller delvis var deres egen skyld. Ligesom de kan have svært ved at magte den smerte, det udløser, at skulle se i øjnene, at de i den grad blev svigtet af en person som de troede holdt særligt meget af dem. Derfor er mange ofre for sexovergreb særligt meget bange for ikke at blive forstået, for ikke at blive troet. Det er meget svært at åbne op og fortælle om overgreb, og bliver man mødt med mistro eller blot mangel på forståelse lukker mange hurtigt deres indre låger tæt til igen.

Den dag i dag har mange ofre ikke tillid til den katolske kirke, og det desværre med rette. De frygter, at de ikke vil blive troet, hvis de fortæller om hvad den og den præst gjorde. De har jo typisk ingen beviser andet end deres egne smertefulde erindringer. I denne forbindelse synes jeg, at det er problematisk, at den katolske kirke i Danmark forsat ikke har villet offentliggøre navnene på de præster, der er anklaget for sexovergreb og som nu er fritstillede. Jeg kan godt se det problematiske i at offentliggøre disse navne fordi man jo som bekendt ikke er skyldig før man er blevet dømt. Men med denne tavshed (der under alle omstændigheder er meningsløs al den stund at det ikke er svært at regne ud hvem den ene er, mens den anden nok vil blive opdaget, når han ikke dukker op til tjeneste) signalerer den katolske kirke indirekte, at den holder med præsterne og ikke med ofrene. Man tror forsat mere på deres uskyld end på, at ofrene taler sandt. Hvis man derimod offentliggjorde præsternes navne, som under alle omstændigheder nok vil dukke op i offentligheden på et tidspunkt, ja så ville man opmuntre andre eventuelle ofre til at stå frem og bryde tavsheden simpelthen fordi man ville signalere, at man faktisk tror på dem.

Læs mere