Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 dec, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Er det transfobisk selv at ville definere sin egen seksualitet?

 

Ehm Hjorth Miltersen (EHM) reagerer i et debatindlæg i Information fra den 12.12.2018 på min kronik i samme avis fra den 30.11.2018.

EHM lægger ud med at sætte spørgsmålstegn ved min påstand om at lesbiske udskammes når de ikke vil have sex med personer født med en penis også når disse definerer sig som kvinder. En sådan udskamning er EHM nemlig ikke selv støt på. Men måske EHM i så tilfælde skulle kigge forbi Informations Facebookside og se på debattråden under min kronik og få syn for sagen.

EHM mener, at jeg er transfobisk fordi jeg ”fejlkønner” unge transmænd og kalder dem for kvinder. Men EHM beskriver selv hvordan lesbiske kan finde ud af at de er transmænd eller nonbinære og hvordan der er transkønnede, der finder ud af at de er kønsrolleafvigende lesbiske. Der er med andre ord tale om en gråzone mellem forskellige måder at definere grundlæggende set samme oplevelse af at være født med en kvindes krop men ikke kunne genkende sig selv i rollen som ”normal” heteroseksuel og ”feminin” kvinde. Hvis det er transfobisk, at betegne unge lesbiske, der omdefinerer sig selv som transkønnede, som ”kvinder”, så er det vel også homofobisk, at omtale unge transkønnede, som omdefinerer sig selv til lesbiske kønsrolleafvigende kvinder, som ”transkønnede”? Eller måske man bare skulle lade være med at råbe ”fobi!” hver gang nogen fortolker virkeligheden anderledes end man selv gør?

EHM mener at havde gennemskuet mig – jeg skriver om seksuel udskamning af lesbiske kvinder men mit egentlige mål skulle være et transfobisk angreb på transkvinder. EHM har øjensynligt ikke forstået, at man ikke kan definere hvad det vil sige, at være lesbisk, hvis man ikke også kan definere hvad det vil sige, at være en kvinde. Jeg definerer mig som lesbisk fordi jeg er en biologisk kvinde der er til andre biologiske kvinder. Det er sådan jeg forstår min seksualitet. Andre har selvsagt lov til at definere ”lesbisk” på anden vis. Men hverken EHM eller andre har lov til at pådutte mig en forståelse af mit køn og min seksualitet som jeg ikke kan genkende mig selv i.

Og ja, transkvinder er ikke biologiske kvinder selvom EHM påstår det modsatte. Mennesker er pattedyr, og alle pattedyr er delt op i hanner og hunner (og så enkelte individer som ikke kan placeres entydigt i en af disse to kategorier). Hunpattedyr er født med en vagina og ikke med en penis. Det er også derfor, at du skal være født med en penis, for kunne være en transkvinde. Dette hører med til at være en transkvinde og ændrer sig ikke ved hvad man så siden hen stiller op med denne penis.

Sidst taler EHM om ciskønnede kønsnonkonforme personer. Måske det skyldes, at EHM ikke ved hvad ”ciskønnet” betyder? I hvert fald ser det ud til at EHM trækker på det binære modsætningspar ”transkønnet” og ”ciskønnet” og ikke har fattet, at der altså findes mennesker, der som undertegnede ikke kan genkende sig selv i en af disse to kategorier og derfor venligt men bestemt vil have sig frabedt at få dem påduttet i det store LGBT+++ fællesskabs hellige navn.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 0 kommentarer

Derfor har vi lesbiske fået nok af LGBT

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i her i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem der repræsenterer partier som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man betegner sig selv som en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, og man derfor ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske.

Andre gange formuleres det mere ”venligt”. Her får man som lesbisk at vide, at ens manglende seksuelle interesse for transkvinder skyldes transfobi, men at man jo kan gå i sig selv og kritisk evaluere sit manglende seksuelle begær og forstå, at det afspejler samfundets normer. Hvis man arbejder nok med sig selv, så kan det jo ske, at man kan ændre sit begær, så det inkluderer alle kvinder, også dem der er født med en penis.

Grundlæggende set er det her et spørgsmål om hvordan man forstår køn. Hvad vil det f.eks. sige at være en kvinde? Transkønnede har selvsagt lov til at definere deres køn og seksuelle orientering som de vil. Og de har i allerhøjeste grad ret til at leve uden at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet eller overfaldet når de går på gaden. Men har transkønnede krav på at andre skal ændre deres dybtfølte oplevelse af deres eget køn – og dermed også af hvilket køn de føler sig seksuelt tiltrukket af? Transkvinder har lov til at mene, at deres penis er et kvindeligt kønsorgan, men er vi andre forpligtet til at mene det samme?

Den radikale transaktivisme hævder, at biologisk køn er en social konstruktion, og at køn i stedet handler om hvem man identificerer sig som. Men hvis homoseksualitet (og heteroseksualitet) skal give nogen mening, så skal man kunne definere, hvad det f.eks. er man kan lide ved kvinder, som mænd ikke har, og hvad man ikke kan lide ved mænd, som kvinder ikke har. Det er nemt nok når vi taler om kroppe og kønsorganer. Men det giver ikke rigtigt nogen mening, hvis køn basalt set blot handler om hvilket label man bruger om sig selv.

Når vi lesbiske så siger fra overfor denne her udvikling, får vi at vide, at vi bare opdigter det hele. Det hævdes, at der da ikke er nogen, der tvinger lesbiske til sex med transkvinder, seksuel tvang er jo som bekendt ulovlig, og sex uden samtykke er helt uacceptabel. Ud fra den logik kunne man imidlertid også sige, at der ikke findes det fænomen der kaldes for ”tvangsheteroseksualitet”, da det jo også er forbudt at tvinge et menneske til et heteroseksuelt samleje. Der er forskel på den kriminelle tvang, og så det ikke-kriminelle men dybt problematiske forsøg på at få lesbiske til ændre deres seksuelle orientering.

Og samtykke giver i øvrigt kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister og radikale transaktivister, der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Mange lesbiske har i øvrigt kæmpet længe med deres seksualitet og været fortvivlet over at den var forkert i forhold til samfundets normer. Nogle af os har tvunget os selv til at indgå i heteroseksuelle relationer i det fortvivlede forsøg på at slippe for det stigma, der er knyttet til at være lesbisk. Alle lesbiske kender til den følelse af skam der er forbundet med at være anderledes. At vi nu igen skal skamme os over vores seksualitet – og enten ændre den eller i det mindste holde det hemmeligt, at vi er som vi er, så vi ikke støder andre (her transkvinder), virker derfor særligt ubehageligt og urimeligt.

Et andet fænomen, som bekymrer mange lesbiske kvinder, er at en del unge kvinder først springer ud som lesbiske for så senere at redefinere sig selv som transmænd eller nonbinære. En del lesbiske har erfaringer med at være gendernonconforming, som børn, som unge og som voksne. Vi ved, at det kan være svært at være en ung kvinde, der er ”maskulin” snarere ”feminin” og som er til kvinder. Unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister i dagens LGBT-miljøer guidet over i en transidentitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har. Der er brug for at unge lesbiske får at vide, at det at man som lesbisk ikke føler sig tilpas i samfundets kønsroller og kønsrolleforventninger til kvinder, er ganske oplagt, da disse kønsroller og kønsrolleforventninger er kvindeundertrykkende og ikke designet til at rumme stærke, gendernonconforming lesbiske som os. Problemet er ikke vores kroppe, problemet er at vi undertrykkes pga. vores kroppe. Løsningen er derfor ikke at ændre på kroppen, men i stedet ændre det samfund, som fortsat har så svært ved at rumme os.

Lesbiske i hele den vestlige verden er derfor begyndt at sige ”stop!”. Mest opmærksomhed skabte det, da en gruppe lesbiske her i sommers kortvarig blokerede for paraden under London Pride. Formålet med denne aktion var gøre opmærksom på at en del lesbiske oplever, at vi reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant for lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 4 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 2 kommentarer

Lesbiske har fået nok af LGBT

 

PRESSEMEDDELELSE:

LESBISKE HAR FÅET NOK AF LGBT

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem, der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, når man betegner sig selv som en biologisk kvinde og hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Hvis man forstår det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, så kaldes man for en TERF (trans-ekskluderende radikalfeminist), man beskyldes for at benægte transkønnedes eksistens, og generelt for at ville dem noget ondt. Klassisk lesbisk identitet og seksualitet er blevet til hadefuld tale, og man beskyldes for at være en hadprædikant, hvis man forsvarer lesbiskes ret til selv at definere vores køn og seksuelle orientering. Det er også blevet svært at finde mødesteder, på nettet eller i real-life, hvor lesbiske i klassisk forstand kan mødes i et trygt rum og være os selv.

Vi er som lesbiske i klassisk forstand ikke længere velkomne i det LGBT-fællesskab, som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er meget problematisk, at vi er henvist til LGBT-fællesskaber, hvor vores seksuelle orientering ikke længere bliver respekteret, men hvor vi i stedet bliver fordømt, og hvor vi mødes med et moralsk krav om, at vi skal skifte identitet, hvis vi vil høre til.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget alternative netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant i lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 30 okt, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Må man være lesbisk i år 2018?

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i den vestlige verden skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere, inklusive dem der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Et meget illustrativt eksempel på denne logik er den lange debattråd som et interview med mig i Out & Abouts november udgave har udløst.

Der er noget bemærkelsesværdigt ulogisk i den argumentation som så ofte fremføres af radikale transaktivister og intertionelle feminister, når de forsøger, at gøre transfortællingen til det som skal forme alle andres køns- og seksualitetsforståelse. For det hedder sig jo ellers, at vi har ret til selv at definere vores køn. Man hvis man så vover, at definere sig som biologiske kvinde, der er seksuelt og romantisk interesseret i andre biologiske kvinder, så er Fanden godt nok løs i Laksegade. Så er man transfobisk, benægter transkvinders eksistens, og står på den ene eller anden måde i ledtog med Brasiliens nyvalgte højreekstremistiske præsident, og hvad ved jeg. Retten til selvdefinition stopper tydeligvis når denne ikke svarer til den queere/intersektionelle transaktivismes forestillinger. I hvert fald når vi taler om lesbiske kvinder, så har vi pligt til at acceptere en definition af vores seksualitet (at den i princippet er rettet mod alle, der kalder sig for kvinder uanset biologisk køn) som andre har lavet. Det manglede da bare, at vi gik rundt og troede, at vi selv må bestemme hvordan vi vil se og forstå vores køn og vores kærlighed!

Sådan som jeg forstår logikken, eller hvad man nu skal kalde det, i mange af angrebene på mig, så handler det om, at der øjensynligt blandt mine kritikere er den fremherskende holdning, at der ikke findes forskellige forståelser og fortolkninger af køn. Køn ER bare – men denne kønsmæssige væren tager ikke udgangspunkt i f.eks. konkrete anatomiske forhold, end ikke i kønsstereotyper. Nej, i stedet er påstanden nu den, at transkvinder er kvinder fordi de siger, at de er kvinder. Beviset på at de er kvinder, er, at de findes. Altså er det forhold, at der findes personer født med en penis, der siger, at de er kvinder, et uomstødeligt bevis på at de er kvinder. Og hvad vil det så sige, at være en kvinde? Ja, det at være en kvinde vil sige, at man siger, at man er det. Køn er med andre ord ikke andet end en selverklæring, der udmærker sig ved, at den ikke har noget indhold. Det svarer lidt til at sige, at hvis der på en dåse står ”salt”, så er dens indhold per definition ”salt”. Og ”salt” er det, som befinder sig i dåser, hvorpå der står ”salt”. Køn er på den ene side en helt essentiel del af hvem vi er – en art grundlæggende væren som har krav på ubetinget anerkendelse fra andre – og som trues på livet hvis den ikke mødes med ubetinget anerkendelse – men denne væren består af det rene udefinerbare luft. Men helt ærligt, mon dog ikke de fleste transkvinder har en forestilling om hvad det vil sige, at være en kvinde? Hvordan kan de ellers være overbevist om at de er kvinder og ikke mænd? Dette her queere forsøg på at opløse køn opløser dybest set også kategorien ”transkønnet”. Hvis ingen kan sige, hvad det vil sige, at være en mand eller en kvinde, samtidigt med at man er en kvinde, hvis man siger, at man er er det (og det samme mht. til mand), hvordan kan man så vide, at man har det køn man siger, at man har? Hvor mange mennesker kan virkelig finde identitetsmæssig ro og balance i påstanden om at ”jeg er en kvinde, fordi jeg siger, at jeg er det?” Er det måske derfor alle andre skal piskes til at fortælle dem det hele tiden?

På samme måder opløser de queere/intersektionelle såmænd også kategorien ”interkønnet”, som de ellers i den grad har taget til hjertet. Når de hævder, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorierne ”biologisk mand” og ”biologisk kvinde” er en social konstruktion som det reelt set er umuligt, at definere, og som derfor ikke eksisterer, så siger de sådan set, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorien ”interkønnet” ikke eksisterer. ”Interkønnet” betyder nemlig, at man biologisk set befinder sig et sted mellem de biologiske kategorier mand (hanmenneske) og kvinde (hunmenneske). Hvis disse to kategorier ikke eksisterer, kan de interkønnede heller ikke eksistere, da der jo så ikke længere er to køn som de befinder sig et sted i mellem. Man kan jo heller ikke tilhøre en kategori, der befinder sig et sted mellem drage og varulv, da disse to kategorier er fantasivæsener. Med mindre man selvfølgelig mener, at man er en drage eller en varulv, hvis man siger, at man er det…

Men nu er det altså i første omgang lesbiske i klassisk forstand, der reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er ikke sundt at komme i fællesskaber, hvor ens seksuelle orientering ikke bliver respekteret, men hvor man i stedet bliver fordømt, og hvor man mødes med et moralsk krav om at man skal skifte identitet, hvis man vil høre til. Derfor er det på tide at vi lesbiske, som ikke er med på den queere/intersektionelle vogn, danner vores eget netværk eller vores egen forening. Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, der indtil videre kun findes på Facebook, vil snart komme på banen også i real life!

 

 

Læs mere