Rønn Hornbech og antihomoægteskabs retorikkens problemer
I Kristeligt Dagblad fra den 29.10.2011 kan man læse, at regeringens ønske om at sikre ligestilling, f.eks. ved at indføre det såkaldte kønsneutrale ægteskab, ifølge “markante samfundsdebattører” vil ødelægge den danske kultur. F.eks. citeres Birthe Rønn Hornbech for følgende udsagn:”Jeg synes, det er at tromle hen over mindretallets særpræg at problematisere og udstille det. Nogen har anden farve, nogen er homoseksuelle, nogen er kloge og nogen mindre kloge, men det gør dem ikke til ringere mennesker. Men man gør netop folk til dårlige mennesker, når man siger, at de ikke er gode nok, som de er.”
Jeg må indrømme, at da jeg læste det første gang var min umiddelbare indskydelse: “Sikke en gang volapyk!”. Hvorfor skulle en juridisk og kirkelig ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold være et udtryk for at man mener, at homoseksuelle ikke er gode nok som de er? Det svarer jo til at hævde, at den juridiske ligestilling mellem mænd og kvinder er et udtryk for at man mener, at kvinder ikke er gode nok, som de er. Og hvis homoægteskabet er at udstille homoseksuelle så er heteroægteskabet vel også at udstille heteroseksuelle?
Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se det dilemma som Birthe Rønn Hornbech og åndsfæller er i når de skal forsvare en lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet.
Den lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet, har sine rødder i den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, sygelige og samfundsskadelige. Kriminalisering af homoseksuelle relationer og sygeliggørelse af homoseksuelle er en del af den danske kulturelle arv. Kampen for homoseksuelles rettigheder og for accept og anerkendelse af homoseksuelle er derfor også en kamp mod en homofobisk kulturel arv. Og dem der kæmper mod homoseksuelles rettigheder og mod samfundsmæssig accept og anerkendelse af homoseksuelle kæmper for bevarelsen af hele eller dele af denne arv.
Sidstnævntes problem er imidlertid, at de sidste årtier har forandret de fleste danskeres syn på den danske kultur. I dag gælder det i vid udstrækning for at være ”udansk” at være imod homoseksuelle og den nu forhåndsværende borgerlige regering bidrog jo sit til at give det indtryk, at ”her i Danmark der accepterer vi altså homoseksuelle!” – når debatten vel og mærke handlede om islam og integration.
Rønn Hornbech og co. står altså i den vanskelige situation, at skulle forsvare en lovgivning som afspejler manglende accept af homoseksuelle uden at bruge argumenter, der fremhæver, at homoseksuelle forhold ikke er ønskværdige – eller i hvert fald ikke så ønskværdige som heteroseksuelle. Dette er i praksis udmuligt! Og derfor må man jo så i sin nød komme med den absurde påstand, at det er dem, der kæmper for accept af homoseksuelle, der ikke accepterer dem, mens dem der kæmper imod denne accept, er dem, der accepterer homoseksuelle. Det er en retorik a la den, som man finder i Orwells ”1984” og afslører sådan set kun, at man er så langt ude at man ikke længere kan bunde, hverken etisk eller retorisk.
Sådan er det, Karen, når man rundt i kluturen og hos diverse enkeltpersoner stille og roligt begynder at skamme sig, men stadig ikke fuldt ud vil være ved skammen – så kan retorikken i de sidste krampetrækningers tid blive af en noget jesuittisk karakter.
Men bare roligt, nu er der ikke så langt igen, før den for alvor fiser ind i vores kulturkreds, at diskriminationen af homoseksuelle op gennem historien ikke har haft noget som helst bedre grundlag og argument end for eksempel undertrykkelsen og diskriminationen af kvinder alene på grund af kønnet!
Du bruger selv de samme formuleringer i “Folkekirken er en serviceinstitution”. At både fraskilte og homosexuelle ikke er “gode nok” til at blive viet i folkekirken. Så det lyder som om du selv mangler en følelse af at være god nok, som du så vil have kirken skal give dig.
Jamen, det er jo da forresten lige nøjagtig det vi siger, Inger, med kirkens budskab om syndernes forladelse og Guds velsignelse – at vi, der bestemt ikke er gode nok, alligevel er det – i hvert fald til med lige værdighed at være til her på jorden som Guds børn.
Det har ikke noget med syndernes forladelse at gøre Gudmund, når nogle i folkekirken siger at de ikke vil vie homosexuelle er det fordi de mener det er forkert, andre mener også at det er forkert at vie fraskilte. Men de siger ikke noget om ar de fraskilte eller de homosexuelle ikke er gode nok, det er Karen der tolker det på den måde. Og dermed giver hun jo BRH ret i at de homosexuelle ikke skal hav specielle ritualer indført for at komme til at føle sig gode nok for det er de jo allerede.
Gudmund:
Tak for dine velskrevne indlæg!
Inger:
Det jeg skrev var en beskrivelse af den behandling, som fraskilte og homoseksuelle mødes med af kirken – det var ikke udtryk for hvordan jeg oplever min kærlighed. Bemærkelsesværdigt, at det at homoseksuelle protesterer mod at blive afvist, hvad jo er ubestrideligt at de bliver, udlægges som, at de homoseksuelle bilder sig ind, at de bliver afvist, nok fordi de har det skidt med dem selv.
Pointen i mit indlæg er i øvrigt lige præcist, at hvis man syntes, at homoseksuelles parforhold er ligeværdige med heteroseksuelles ville man ikke nægte de første ægteskab og tilbyde de andre det. Det er sådan set logik for burhøns. At man for at dække herover imidlertid så forsøger sig med alle mulige retoriske krumspring, ja det er dine indlæg et udemærket billede på.
Hvis du oplever det kirken siger på en anden måde end det kirken selv mener med det den siger, så har det da noget med dig at gøre.
Og så drop lige dine fordomme, jeg dækker ikke over noget som helst, da jeg faktisk ikke har taget nogen endelig stilling til spørgsmålet om vielse af homosexuelle.
Inger:
Hvem har i folkekirken autoritet til at fastlægge hvad kirken mener – herunder hvad den mener, når man for tiden ikke tilbyder vielser af homoseksuelle par? Ja, hvordan kan man sige, at kirken mener noget med det al den stund, at folkekirken i dag ikke har autoritet til selv at bestemme om den vil have et sådant ritual eller ej?
Denne her debat handler ikke om hvad kirken siger eller mener, folkekirken kan i dag nemlig ikke sige eller mene noget. Denne her debat handler om hvilke tilbud kirken skal have – og ikke skal have – og om hvilke signaler som man ønsker, at kirken skal sende – og hvilke man ikke ønsker, at den skal sende.
Bag debatten om homovielser ligger der imidlertid så også en række andre debatter – som ikke bliver taget – og som lige præcist derfor skaber en upræcis debat. Folkekirken har f.eks. ikke rigtigt taget en seriøs debat om seksualitet – især en der forholder sig til hvordan folkekirkens medlemmer lever denne i praksis. På samme måder mangler der en debat om køn og kønsroller. Men måske kan det vielsesritual, som forhåbentligt snart kommer, bidrage til at vi endeligt får taget den debat, nu når man så ikke længere kan bruge debatten om homovielser til at slippe for at tage disse svære men nødvendige debatter.
Karen – lige for at gøre opmærksom på din sprogbrug:
“Denne her debat handler ikke om hvad kirken siger eller mener, folkekirken kan i dag nemlig ikke sige eller mene noget. Denne her debat handler om hvilke tilbud kirken skal have – og ikke skal have – og om hvilke signaler som man ønsker, at kirken skal sende – og hvilke man ikke ønsker, at den skal sende.”
Folkekirken “mener” ikke noget – kan ikke mene noget,siger du.
Hvem er så “man”, der “ønsker” og kan bestemme, hvad kirken skal servicere – alle? – med.
Politikerne?
Medlemmerne af folkekirken – er det ikke diskriminerende??
Alle, som har ønske om service af denne art?
Ønsket om at kalde homo-parforhold for ægteskaber, det, der nu debatteres om igen, afslører jo efterhånden, at det vil indebære en fuldstændig ligegyldiggørelse af kønsforskellen, og et ideal om at det “nye menneske” skal være hævet fuldstændig over sin biologiske konstitution med en tvekønnet formering. Ingen natur, kun konstruktion. Intet givet, alt selvskabt.
For dem, der tillægger teologien anden betydning end den at være de magthavende politikeres eftersnakkere, er det et ret stort skridt. – Ud i den blå luft vil jeg mene.
Ja, godt nok at vi får debatten – men helst inden vi får en selvmodsigelse som et “kønsneutralt vielsesritual” – forfattet i hast og som signalpolitik på et ministerskrivebord.
Birthe Rønn Hornbech spørger, om det ikke er diskriminerende at ikke-diskrimination forudsætter, at alt gøres ens.
Det er da klart nok!
Karen:
“Man” er alle mulige aktører og enkeltpersoner, både indenfor og udenfor folkekirken. Tilhængerne af et vielsesritual for homoseksuelle kommer både indefra og udefra folkekirken – og det samme gælder for modstanderne og man finder teologer og dybt engagerede kristne i begge lejre.
Og ja, debatten om homoseksualitet – herunder homoseksuelle ægteskaber handler også om køn. F.eks. om hvorvidt mennesket er forprogrammeret til heteroseksualitet og homoseksualitet derfor både er unaturlig og mod Guds vilje – eller om homoseksualitet hører med til den menneskelige mangfoldighed og derfor står under Guds nåde og gode vilje.
I tidens løb har hvide fortalt sorte, har mænd fortalt kvinder – og har heteroseksuelle fortalt homoseksuelle at sidstnævnte grupper må acceptere, at der er forskelle på folk – forskelle der retfærdiggør, at førstnævnte grupper har en række privilegier som sidstnævnte ikke har. Hører man til de priviligerede gør det sommetider ondt, at skulle dele sine privilegier med andre – for hvad er det sjove ved at være mand, hvis man ikke har kvinderne under sig, hvad er det sjove ved at være hvid, hvis man ikke har de sorte under sig – og hvad er det sjove ved at være heteroseksuel hvis man ikke har de homoseksuelle under sig? “Truslen om at alt skal gøres ens” udspringer i mine øjne af en angst for tab af privilegier, magt og status.
Jesu lære er i mine øjne et kald til at give afkald på magt og status – til fordel for et tjenende sind. For nogen består kristendom i at kæmpe for at verden skal forblive som den var i forgårs, her ikke mindst for at kønsrollerne skal være som de var da. For mig består kirkens kald bl.a. i at turde realisere ordene om, at i Kristus er der ikke jøde eller græker, slave eller fri og mand eller kvinde, dvs. i en ophævelse af alle status forskelle og priviligeringer, der tager udgangspunkt i denne verdens magthierakier, herunder dem, der handler om køn og seksuel orientering.
Hvor i består mit privilegium til at være “over” dig?
Mit kirkebryllup er fra en tid, hvor det markerede, at vi gik ind under en bestemt forpligtende ordning, som allerede forelå – ikke at vi følte ret til at kræve, at kirken “fejrede vores særlige kærlighed”.
Dit privilegium lige nu er at kunne definere, hvad et ægteskab må have lov at være – for ikke at genere nogen.
Og der kan hurtigt komme flere, som også vil føle sig diskrimineret af den nye definition.
Ikke forskel på mand og kvinde – for en forskel mellem dem vil også indebære en forskel mellem mand-kvinde – og så mand-mand forholdet og kvinde-kvinde forholdet.
Denne forskel må ikke være, fordi du forbinder den med en række magt-forhold, som virkeligt er fra i forgårs.
At kirken ikke skulle kunne føle sig forpligtet på andet, end hvad “alle mulige aktører” lige nu finder politisk korrekt ???
De smukke og rigtige ord om ophævelsen af forskelle og magt-relationer i Kristus handler om alles lige mulighed for at høre til i menigheden – men giver ingen ret til at ville gøre den menneskelige verden kønsløs “for ikke at støde nogen”.
At føle sig under Guds velsignelse er da ikke afhængig af at have held med at tvinge sine omgivelser til officielt at benægte fakta.
Apropos 1984 og “nysprog”. Dér blev det også forbudt at kalde nogen mor eller far.
Karen:
Dit priviegium bestod i, at du kunne få defineret din kærlighed og dit parforhold som værende i overensstemmelse med en veletableret ordning – Gudsvillet og forpligtende. Dit privilegium består i, at din kærlighed er almen anerkendt – mens min er “særlig”. Dit priveligium består i, at din kærlighed ikke er blevet og fortsat bliver udråbt til at være pervers, unaturlig, syndig, sygelig – eller en benægtelse af fakta.
Jeg tror ikke, at jeg har magt til at definere noget for andre – men jeg deltager i debatten. Kristendommen har lige så længe den har eksisteret debatteret, ofte heftigt, hvad troen er, hvad det vil sige, at være kristen, hvilke ritualer der skal være – hvem der skal have adgang til dem. Det er der intet nyt i – ej heller i politisk indblanding. Søndagen blev til den kristne hviledag som følge af et diktat fra kejser Konstantin – konfirmationen blev indført ved et kongeligt diktat etc.
Nu er det jo interessant, at debatten om homoseksualitet typisk lige præcist ikke skelner mellem lesbiske og bøsser, nok mest fordi lesbiske ofte ignoreres. Mere nuancering i debatten ville derfor sikkert være en god ide.
Vielser af homoseksuelle handler ikke om at afskaffe kønnet – eller betegnelsen mor og far.
Ej heller ved jeg hvilke fakta det er, som jeg skulle benægte. Fakta er i mine øjne, at kønsrollerne i dag er ganske anderledes end for 100 år siden – spørgsmålet er så, om man ønsker, at kirken skal forsøge, at skrue tiden tilbage – eller se de nye kønsroller som en positiv udfordring.