Skrevet af Karen M. Larsen den 21 aug, 2018 under Lgbt |
Sommetider støder jeg på den påstand, at jeg og andre lesbiske radikalfeminister skulle mene, at transkvinder ikke er “rigtige” kvinder.
Det sjove er imidlertid, at jeg faktisk ikke definerer mig selv som en “rigtig” kvinde.
I henhold til den heteroseksuelle matrix forventer samfundet af biologiske mænd, at de er maskuline og er seksuelt tiltrukket af kvinder. På samme måde forventer samfundet af biologiske kvinder, at de er feminine og seksuelt tiltrukket af mænd.
I henhold til den heteroseksuelle matrix er jeg, der ikke er feminin og ikke er seksuelt tiltrukket af mænd, ikke en “rigtig” kvinde. Når man i samfundet generelt taler om “rigtige” mænd og kvinder er det da heller ikke transmænd og transkvinder man typisk vil afgrænse sig fra men i stedet de efter sigende feminine bøsser og maskuline lesbiske.
Nu har jeg det i dag fint med at være en “forkert” kvinde i henhold til den heteroseksuelle matrix. Jeg har siden jeg var lille følt at jeg var anderledes. Og jeg var i øvrigt “kønsafvigende” før jeg fandt ud af at jeg er lesbisk. Men jo, jeg har også prøvet at normalisere mig selv – både mht. kønsudtryk og seksualitet. Men det kommer der ikke noget godt ud af – det er min helt klare erfaring! Det er langt bedre at favne, at man er anderledes og med basis i sin egne erfaringer udfordre de undertrykkende kønsnormer i samfundet.
Når jeg siger, at transkvinder ikke er biologiske kvinder, så er det ikke et normativt udsagn der deler folk op i “rigtige” og “forkerte”. Det er i stedet blot et udtryk for de faktuelle forhold. Der er jo også forskel på at sige, at du ikke er en ”rigtig” sort med mindre at du har rytmisk sans og elsker steget kylling og så at sige, at man skal være født med en sort hudfarve for at være sort. Og at ens hudpigmenteting afgør ens hudfarve ændres i øvrigt ikke af at enkelte mennesker, nemlig albinoer, er født uden hudpigmenter.
Faktisk er man nødt til at tage udgangspunkt i biologisk køn hvis man vil have et minimum af sammenhængskraft i transidentiteten. Hvis medfødte kønsorganer, reproduktive organer og kromosomer er uden betydning for kønnet, så kan en person født med en vagina, livmoder og XX kromosomer nemlig sagtens være en transkvinde. Men der er sjovt nok ikke ret mange transkvinder, som er med på den påstand.
Skrevet af Karen M. Larsen den 17 aug, 2018 under Lgbt |
Anne Linnets sange har spillet en stor rolle for mange danske lesbiske. Som den eneste kendte danske kvindelige musikkunster har hun sunget om kærlighed og sex med kvinder – og det sågar i en tid, hvor homoseksualitet var væsentligt mere tabubelagt end i dag.
Men mange lesbiske har også vidst, at Anne Linnet ikke vil kaldes lesbisk, og at hun ikke har vist interesse i at gå ind i kampen for bøsser og lesbiskes rettigheder. Nu vil hun så pludselig godt optræde til Copenhagen Pride og måske er det i anledning heraf, at Politiken bringer et længere interview med hende den 12.8.2018. Her kan man så læse følgende:
” »Les-bisk«”. Anne Linnet smager på ordet, imens hun siger det. Hun synker, som har hun rent faktisk tygget på det. »Nej, det går ikke«, siger hun så. »Det har en træls klang. Det lyder som noget røvkedeligt. Og lidt klamt«. Hun griner sin dybe hæse latter. Ryster på hovedet. Nej, det passer hende virkelig dårligt at skulle have det mærkat siddende på sig.”
Jeg mener, det er selvfølgelig helt ok at Anne Linnet ikke vil kaldes for lesbisk – ingen skal pålægges en identitets kategori de ikke kan se sig selv som. Men hun kunne godt have valgt nogle mindre nedsættende kommentarer om kategorien ”lesbisk” end ”træls”, ”røvkedelig” og ”klam”. Og kunne man forestille sig, at Copenhagen Pride ville lade en kunstner optræde som havde betegnet ”transkønnet” som ”klam”? Nej, vel?
Nuvel, det har jo generelt i år vist sig, at Priden ikke er et sted for stolte lesbiske. Hvad der mere kan undre er, at vi som lesbiske finder os i at blive omtalt så nedladende af en kunstner, der har tjent mange penge på lige præcist hendes lesbiske publikum. Selv den journalist, der har lavet interviewet, Milla Mølgaard, outer sig som lesbisk i interviewet, men hun ser ikke ud til at have et behov for at distancere sig fra Anne Linnets foragt for lesbiske.
Måske hænger det sammen med, at man som lesbisk alt for ofte har internaliseret samfundets foragt for lesbiske, som lever i bedste velgående selvom den politiske og økonomiske elite i dag så gerne fejrer deres ”tolerance”. Det er fortsat som om at lesbiskes seksualitet og kærlighed ikke tages alvorlig – og når den så gør det, ender det hurtigt med foragt.
Klæder man sig som lesbisk nemlig sådan som det forventes af kvinder i vores samfund, og lever man op til dets skønhedsnormer for kvinder, så risikerer man at man(d) ikke tror, at man virkelig er lesbisk. Måske man bare ikke har mødt den rigtige mand? Og der er ikke så få mænd der så render rundt og tror, at de er denne ”rigtige”… Men klæder man sig så ikke som det forventes af kvinder, så er man kedelig og kikset. Da hedder det sig, at man er lesbisk fordi man er for grim til at kunne finde en mand. ”Betonlebben” repræsenterer de kvinder, der gør noget af det værste man kan gøre som kvinde i patriarkatet – nemlig ikke at leve op til samfundets forventning om at man som kvinde skal forsøge, at behage mænd.
Denne foragt for lesbiske er ikke ny – den har vi lesbiske måtte kæmpe med i generationer – den forstærkes i dag imidlertid af den nye queere/intersektionelle kamp mod lesbiske, som ikke er til sex med personer, der er født med en penis uanset deres kønsidentitet, kombineret med samme miljøs forestilling om, at kvinder der klæder sig maskulint i virkeligheden er transkønnede. Set i det lys er det ikke så mærkeligt, at en undersøgelse har vist, at langt de fleste kvinder, der kalder sig for lesbiske, er over 40 år, mens man ikke ser en tilsvarende aldersskævhed hos bøsserne. Den lesbiske identitet er under massivt pres, både fra majoritetssamfundet og i det såkaldte LGBT+ fællesskab. Men vi er nogle lesbiske, der er begyndt at sige fra og som kæmper for retten til at være en stolt lesbisk i ordets klassiske betydning af at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Vi har dannet netværket ”Ny Lesbisk Bevægelse Danmark”. Lesbisk Bevægelse stod i 1970’erne og 1980’erne for lesbisk stolthed – det er på tide, at vi genopliver den!
Seneste kommentarer