Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 aug, 2018 under Lgbt | 1 kommentar

Jeg er ikke en “rigtig” kvinde

 

Sommetider støder jeg på den påstand, at jeg og andre lesbiske radikalfeminister skulle mene, at transkvinder ikke er “rigtige” kvinder.

Det sjove er imidlertid, at jeg faktisk ikke definerer mig selv som en “rigtig” kvinde.

I henhold til den heteroseksuelle matrix forventer samfundet af biologiske mænd, at de er maskuline og er seksuelt tiltrukket af kvinder. På samme måde forventer samfundet af biologiske kvinder, at de er feminine og seksuelt tiltrukket af mænd.

I henhold til den heteroseksuelle matrix er jeg, der ikke er feminin og ikke er seksuelt tiltrukket af mænd, ikke en “rigtig” kvinde. Når man i samfundet generelt taler om “rigtige” mænd og kvinder er det da heller ikke transmænd og transkvinder man typisk vil afgrænse sig fra men i stedet de efter sigende feminine bøsser og maskuline lesbiske.

Nu har jeg det i dag fint med at være en “forkert” kvinde i henhold til den heteroseksuelle matrix. Jeg har siden jeg var lille følt at jeg var anderledes. Og jeg var i øvrigt “kønsafvigende” før jeg fandt ud af at jeg er lesbisk. Men jo, jeg har også prøvet at normalisere mig selv – både mht. kønsudtryk og seksualitet. Men det kommer der ikke noget godt ud af – det er min helt klare erfaring! Det er langt bedre at favne, at man er anderledes og med basis i sin egne erfaringer udfordre de undertrykkende kønsnormer i samfundet.

Når jeg siger, at transkvinder ikke er biologiske kvinder, så er det ikke et normativt udsagn der deler folk op i “rigtige” og “forkerte”. Det er i stedet blot et udtryk for de faktuelle forhold. Der er jo også forskel på at sige, at du ikke er en ”rigtig” sort med mindre at du har rytmisk sans og elsker steget kylling og så at sige, at man skal være født med en sort hudfarve for at være sort. Og at ens hudpigmenteting afgør ens hudfarve ændres i øvrigt ikke af at enkelte mennesker, nemlig albinoer, er født uden hudpigmenter.

Faktisk er man nødt til at tage udgangspunkt i biologisk køn hvis man vil have et minimum af sammenhængskraft i transidentiteten. Hvis medfødte kønsorganer, reproduktive organer og kromosomer er uden betydning for kønnet, så kan en person født med en vagina, livmoder og XX kromosomer nemlig sagtens være en transkvinde. Men der er sjovt nok ikke ret mange transkvinder, som er med på den påstand.

 

1 kommentar

  1. Jeg sidder og tænker tilbage på en episode for nogle år siden.
    Under en vandring i Kølns gader mødte jeg først en mand, som jeg kendte, og lidt efter en kvinde, som vi begge kendte. Vi satte os alle tre sammen ind et sted.
    Her fik vi noget at drikke, og vist også noget at spise.
    Kvinden underholdt os blandt andet med et indgående kendskab til tyske panserkøretøjer under 2WW, hvilket vi andre kommenterede positivt.
    Når jeg tænker tilbage på episoden, så mener jeg at jeg sad sammen med en ganske rigtig kvinde, og den anden mands opførsel husker jeg som, at han også opfattede sig som i en situation, hvor han sad sammen med en helt og aldeles rigtig kvinde: Også da hun, på hans forespørgsel om hendes store viden også på det emne, elegant, og måske lidt kokket, replicerede noget i retning af, at denne store viden ene og alene skyldes, at hun nød at læse om alle de perverse måder, mænd har udviklet til at slå hinanden ihjel.
    Vi vidste begge, at vi sad sammen med en kvinde, som identificerer sig som lesbisk radikalfeminist.
    Det hindrede ikke os mænd i, som jeg husker det, at føle os i godt kvindeligt selskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *