Imambesættelse

Den danske islamdebat er besat af imamer – hverken mere eller mindre. På den ene side har vi dem, der elsker at råbe op om hvor stort et integrationsproblem imamerne og deres ”middelalderlige” holdninger er. Her hævdes det, at de problemer der er med kriminelle unge, som driver deres uvæsen i  f.eks. Tingbjerg, skydes imamernes forkyndelse. På den anden side har vi dem, der mener, at man via en dialog med imamerne kan få styr på de integrationsproblemer som medierne er så optagede af. For nyligt har vi jo f.eks. set at en radikalislamisk sheik fra USA for offentlige midler er blevet hentet til landet for at han kan belære Nørrebros unge med muslimsk baggrund om at de skal holde sig fra bandekriminalitet.

Begge lejre tager udgangspunkt i en antagelse om at muslimerne er styret af deres religion i en hel anden grad end landets kristne befolkning er det. Mig bekendt er der f.eks. ingen, der mener, at de problemer med vold i Jomfru Ane Gade, som Ålborg må kæmpe med, skyldes de indremissionske prædikanter i byen. Ej heller har nogen fået den ide at indkalde en fundamentalistisk og homofobisk kristen prædikant fra USA for at han kan fortælle Københavns unge med kristen baggrund at de skal holde sig fra rokkerkriminalitet.

Denne grundantagelse er imidlertid forkert – og den er i særdeleshed forkert mht. antagelsen om at imamerne har en bred kontaktflade til landets muslimske befolkning. F.eks. viser religionsforskeren Lene Kühles undersøgelse af det danske moskemiljø, at kun ca. 10 procent af landets muslimer kommer hver uge i moskeerne. Med andre ord, der er intet hold i antagelsen om at imamerne har nogen væsentlig indflydelse på landets muslimer – endnu da, må man hellere sige. For jo mere medierne og politikerne hyler op om imamerne hhv. hvor oftere de interviewer dem, ønsker at gøre dem ansvarlige for integrationen mfl., ja desto mere vil deres indflydelse vokse. Angreb på imamerne og inddragelsen af imamerne har nemlig grundlæggende set samme sluteffekt nemlig den, at vi fortæller landets muslimer, at vi går ud fra at imamerne er deres repræsentanter. Hermed giver vi imamerne en indflydelse de hidtil slet ikke har haft.

For mig at se er det et stort problem for integrationen af indvandrere og flygtninge med muslimsk baggrund at det så ofte antages, at de er styret af religion, f.eks. at den kriminalitet som nogle af dem begår skyldes deres religion.

På samme måde er det imidlertid også et problem, at det antages, at integrationsproblemer kan løses ved at muslimerne bliver mere muslimske, sådan som arrangørerne bag mødet med den radikalislamiske sheik Khalid Yasin synes at antage.

Dette evindelige fokus på en bestemt befolkningsgruppes religion fastholder imidlertid kun forestillingen om at borgere med en muslimsk baggrund er essentielt forskellige fra dem med en kristen baggrund. Fordomme, ængstelser og forudindtagede holdninger bliver gjort til fakta – og dermed vanskeliggøres integrationen. Ikke blot fordi en sådan debat skaber frygt og aggression blandt majoritetsbefolkningen mod den minoritetsgruppe der har muslimsk baggrund – men også fordi den fortæller landets muslimer at de forventes at være hyperreligiøse, en antagelse som konservative muslimer forsøger at udnytte. 

Hvis vi vil have en bedre integration må islamdebatten derfor opgive sin imambesættelse og i stedet rette fokus mod det store flertal af landets muslimer, der ikke er specielt religiøse og som i øvrigt er velfungerende og værdiskabende samfundsborgere.