Kirkeministeriets navn og kampen om folkekirkens særstatus

Nu viste striden om kirkeministeriets navn sig at være (endnu et) ugennemtænkt men kortvarigt mediestunt fra SF’s side af. Når debatten om hvad (det ret så gamle) barn nu skal hedde alligevel nåede at eksplodere hænger det sammen med, at forslaget om at omdøbe kirkeministeriet til religionsministeriet eller noget i den stil med det samme blev udlagt som et knæfald for islam. Og da man ikke kan diskutere islam i dette her land uden at folk går amok i løbet af nul komma dyt, ja så kan det sådan set ikke undre, at debatten om en omdøbning af kirkeministeriet meget hurtig blev meget heftig.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at kirkeministeriet ikke er et ministerium for landets kirker – på bekostning af f.eks. de muslimske trossamfund. Nej, kirkeministeriet er ministerium for folkekirken – på bekostning af samtlige andre trossamfund, herunder frikirkerne, den katolske kirke etc. Grunden til at vi har et kirkeministerium er, at folkekirken er statens kirke – og at folkekirken ikke selv har nogen ledelse og nogen egen centraladministration. Derfor er det folketinget, der lovgiver for folkekirken og det er derfor, at der findes et særligt ministerium, der skal tage sig af den praktiske administration af folkekirken.

Den danske stat priviligerer ikke kristendommen i alle dens udtryksformer på bekostning af de andre religioner – den priviligerer en særlig kirkeordning på bekostning af alle andre kristne kirker såvel som tilhængerne af de ikke-kristne religioner. Det er nok også derfor, at det lige præcist ikke har været repræsentanter for landets muslimer, der er løbet storm mod folkekirkeordningen, men i stedet katolikker og baptister, der er draget i felten med påstanden om, at den danske stat diskriminerer alle andre trossamfund end folkekirken og med kravet om at staten i stedet burde ligestille alle trossamfund.

Nu er det ikke så mærkeligt, at nogle katolikker og frikirkefolk bekriger folkekirkeordningen. For på trods af at Indre Mission og Tidehverv fylder meget i mediebilledet (godt hjulpet på vej af den måde som Kristeligt Dagblad prioriterer kirkestoffet på), så er folkekirken i praksis domineret af en blød og liberal protestantisme, der ikke ser kristendommen som noget, der er eller skal være i modsætning til det senmoderne, demokratiske og sekulariserede danske samfund. At nogle frikirkefolk og katolikker kan se det som en vigtig rolle at bekæmpe en sådan kristendomsforståelse kan ikke undre særligt meget al den stund, at deres kirker typisk står for en kristendomsfortolkning hvor man opfatter det som kirkens pligt at være en modkultur i forhold til de senmoderne vestlige samfunds værdier som går under betegnelsen ”tidsånden”. Og hermed står man åndeligt set slet ikke så fjernt fra de muslimer, der mener, at man som muslim ikke må lade de senmoderne sekulære demokratiers værdier påvirke ens tro og liv.

Mere mærkværdigt er det at se venstreliberale og socialistiske politikere og debattører kæmpe mod folkekirkeordningen. Hvorfor kæmpe mod en kirke hvor flertallet af præsterne efter sigende stemmer på SF og som i hvert fald for de flestes vedkommende har samme menneskesyn og samfundsforståelse som man selv har?