Hvordan blev søndagen til kristendommens ugentlige helligdag?
Søndagen er den alment anerkendte ugentlige helligdag for stort set alle kristne. Nogle kirkesamfund som f.eks. den katolske kirke kræver sågar af sine medlemmer, at de går i kirke hver søndag. Og selv i folkekirkelige sammenhænge synes der at være dem, der mener, at man kan måle folks tro ved at se på hvor tit de kommer i kirke om søndagen. Men hvor stammer ideen om at søndagen skal være kristendommens ugentlige helligdag fra? Ja, det kan man blive klogere på ved at læse Paul F. Bradshaws & Maxwell E. Johnsons bog “The Origins of Feasts, Fasts and Seasons in Early Christianity”.
Det interessante er nemlig, at der intet sted i Det Nye Testamente findes noget krav om at man skal fejre gudstjeneste om søndagen. Faktisk findes der end ikke noget skriftsted, der med rimelighed kan siges at vise, at Det Nye Testamentes forfatterede i det hele taget kendte til at de Kristus-troende mødtes regelmæssigt om søndagen for at fejre nadver eller på anden vis markere dagen.
Man skal til ikke-bibelske tekster som f.eks. Peters Evangelium (som i øvrigt blev afvist af kirkefædrene fordi man mente, at det kunne tolkes doketistisk) og det virulent antisemitiske ”Barnabas brev”, tekster der begge måske stammer fra starten af 100-tallet, før man kan se rimeligt entydige henvisninger til at søndagen blev set som den kristne ugentlige helligdag. Men skikken synes nært knyttet til Lille Asien (det nuværende Tyrkiet) og Syrien. Den var ikke universelt udbredt blandt kristne i 100-tallet. Først i tiden herefter bliver fejringen af søndagen stadigt mere udbredt. Interessant er det også, at tilhængerne af at markere søndagen som den kristne ugentlige helligdag blot så det forhold, at Jesus opstod fra de døde på en søndag, som en af flere forklaringer på denne skik. Andre supplerende eller ligefrem vigtigere forklaringer var, at søndag er skabelsens første dag og at Jesus vil komme tilbage i herlighed på denne dag.
Når søndagen (den første dag i den jødiske uge) havde så svært ved at sætte sig igennem så skyldtes det, at det for mange kristne var mere oplagt at markere den syvende dag, sabbatten, som ugentlig helligdag. Sabbatten er en del af skabelsesordenen (1. Mos. 2,2-3) og den er foreskrevet i De ti bud (20,8-11). Der hersker ingen tvivl i forskningen om at jødekristne har fejret sabbat lige fra starten af – men efterhånden bliver flere og flere forskere opmærksomme på, at grænserne mellem jødekristne og hedningekristne ikke var klare men i stedet meget flydende i kristendommens første århundreder. Meget tyder på, at en del hedningekristne menigheder også har markeret sabbatten, om end næppe som en arbejdsfri dag men i stedet som en dag hvor man mødtes for at studere de hellige skrifter og få troen udlagt. Muligvis er søndagen som særlig kristen dag opstået på den måde, at man efter sabbatten, lørdag eftermiddag som i henhold til den jødiske uge er starten på den første dag i ugen, har mødtes til at fejre nadver. I hvert fald synes søndagens gudstjeneste i starten at have fundet sted lørdag aften frem for søndag morgen.
At søndagen blev til den kristne ugentlige helligdag hænger efter alt at dømme sammen med et ønske blandt nogle kristne menigheder om at lave nogle klare grænser mellem kristendom og jødedom. Selve ideen om en syvdages uge er jødisk, romerne kendte den ikke, men ved at flytte helligdagen til søndagen blev forskellene mellem kristendom og jødedom markeret. Om end at man så havde det problem, at nogle kristne gik til sabbats gudstjeneste i synagogen om lørdagen og så i kirke om søndagen. En anden måde at markere forskelle på var at kræve, at kristne skulle faste om lørdagen, altså gøre denne dag til en bodsdag. Et krav som de kristne, som fastholdt en eller anden form for positiv markering af sabbatten, naturligvis opfattede som vranglære.
Ideen om at søndagen skal være en hviledag dukker interessant nok først op i en lov dikteret af kejser Konstantin i 321, hvor søndagens erklæres til hviledag for alle i romerriget undtagen bønderne. Indtil da havde man i kristne sammenhænge ikke forbundet søndagen med en hviledag. I stedet havde mange af oldtidens teologer anklaget jøderne for dovenskab og driveri på sabbatten og fremhævet, at hviledagen ikke skulle tolkes bogstaveligt men i stedet ses som en hentydning til den store hviledag som de troende skal fejre når Gudsriget kommer i sin fylde. Uden statslig indblanding var søndagen altså ikke blevet til en hviledag i kristen sammenhæng!
En interessant lille slutdeltalje er, at koncilet i Nikæa i år 325, der ellers mest er kendt for sin formulering af dogmet om at Jesus er sand Gud og sandt menneske, også forbød de troende at bede knælende om søndagen. Hvad nok hænger sammen med at knælende bøn i den tidlige kristendom blev brugt til at markere fastedage.
Man bør heller ikke glemme, at kirkefædrene i Nikæa også forbød de kristne at holde kærligheds fester i Guds huse.
http://www.newadvent.org/fathers/3806.htm
Canon 28: It is not permitted to hold love feasts, as they are called, in the Lord’s Houses, or Churches, nor to eat and to spread couches in the house of God.
Ups rettelse, det var altså godt nok i Synod of Laodicea (4th Century)
Søndagshelligholdelse har bredt sig i kristenheden fra den gamle udelte Kirke og har sit fundament i Kirkens autoritet. Bibelfundamentalister har ingen basis for deres søndags fejring.
Man bør nok heller ikke glemme, at søndag oprindeligt var Solens dag (Solis dies) og markerede tilbedelsen af solen som (hedensk) gud.
Konstantin selv var ypperstepræst for Sol Invictus kulten, og med legaliseringen af kristendommen i det romerske rige under ham var det naturligt at slå de to skikke sammen til en og samme hellig-/hviledag.
Claes:
Kirken har næppe nogensinde være udelt – heller ikke mht. spørgsmålet om søndagen.
Den udelte kirke er øst og vestkirken inden splittelsen i orthodoxe kirker og romersk katolsk kirke, kirken som holder sig til den apostolske succession.
Kristendommen var allerede på Pauli tid delt op i fraktioner – drømmen om den ene kirke er lige præcist det – en drøm.