Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 dec, 2014 under Folkekirken, Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Kampen om homovielserne er afgjort

 

Man kan vist roligt sige, at det ikke har trukket de helt store overskrifter, at en lille forening med navnet “Med grundlov skal land bygges” har valgt at anlægge sag mod to kirkeminister (Marianne Jelved og hendes forgænger Manu Sareen) for ikke mindre end grundlovsbrud.   Påstanden er, at loven om folkekirkelige vielser af homoseksuelle par fra 2012 skulle stride mod grundloven.

Denne manglende interesse i medierne skal nok ses i sammenhæng med, at det er svært at se hvordan “Med grundlov skal land bygges” skulle kunne vinde en sådan sag. De danske domstole blander sig yderst sjældent i politikernes lovgivningsarbejde, og det virker usandsynligt, at de skulle have lyst til at fastlægge hvordan politikerne skal styre eller ikke styre folkekirken eller hvordan luthersk kristendoms syn på homoseksuelle vielser skal defineres.

Lige meget hvordan man vender og drejer det så har modstanderne af folkekirkelige vielser af homoseksuelle par jo tabt krigen. Det er nemlig mere end svært at se hvordan loven herom skulle kunne rulles tilbage, være det af domstolene, politikerne eller en eventuel kommende kirkesynode. Jeg mener, hvis man ophævede denne lov, hvad skal man så gøre med de par, der er blevet viet som følge af dem? Skal man sende dem et brev hvor de opfordres til at brænde deres vielsesattest og hvor de i stedet tilbydes kurser hos Basis/Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksualitet? Vielser af fraskilte heteroseksuelle par, kvindelige præster og vielser af homoseksuelle par er simpelthen kommet for at blive fordi en afskaffelse af dem ville skabe så meget ballade og skade folkekirkens images i en sådan grad at sådanne tiltag reelt set er utænkelige.

Modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par har imidlertid også tabt fordi de profetier nogle af dem kom med om den helt store nedsmeltning af folkekirken som et sådant tiltag skulle medføre ikke gik i opfyldelse. Nogen spaltning af folkekirken kan man ikke tale om her to år efter lovens indførelse, ligesom antallet af udmeldelser ikke har haft et omfang som har gjort ondt på folkekirken. I virkeligheden er det alt andet lige en fordel, at den sag nu i det store og hele er overstået, for hermed kan folkekirken begynde at diskutere andre og måske vigtigere emner end spørgsmålet om bibel, kirke og de homoseksuelle.

At modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par tabte skyldtes en række forhold. F.eks. var modstandere fra starten af internt splittede fordi nogle er imod homovielser fordi de grundlæggende set opfatter homoseksualitet som en sygdom, der bliver til en synd hvis den “praktiseres” og så dem, der mener, at ægteskabet er for heteroseksuelle par men som måske og måske ikke kan acceptere et ritual for homoseksuelle par hvis disse ikke betegnes som ægtepar. Det skabte en vis teologisk forvirring i argumentationen og gjorde modstanderne meget sårbare for det argument, at deres modstand skyldtes foragt for homoseksuelle og en bibelfundamentalisme, som kun et lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Fremtidens kampe kommer ikke til at stå om selve homovielserne, de kan som sagt næppe afskaffes igen. I stedet vil vi nok se, at modstanderne vil forsøge, at køre så mange principsager som muligt om retten til at slippe for at bistå ved sådanne vielser skal udvides, så den ikke kun gælder præster men også degne, organister, kirketjenere og kirkesangere etc. samtidigt med, at nogle homoaktivister sikkert vil forsøge, at kæmpe for at også præsternes ret til at nægte, at forestå sådanne vielser skal fjernes. Så krigen er ikke nødvendigvis helt slut endnu, men dens overordnede udgang er afgjort.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Homomiljøets fobiske forhold til religion

 

Religion har spillet og spiller fortsat verden over en betydelig rolle i forhold til kampen om homoseksuelles rettigheder – og desværre ikke så sjældent en ret så negativ. Kristne og muslimske religiøse ledere udtaler sig ofte imod homoægteskaber og andre former for samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold og lovgivning rettet mod en sådan påberåber sig ofte religion. Det kan derfor ikke undre, at mange homoseksuelle har et noget anstrengt forhold til religion. Men det ændrer ikke ved, at en del homoseksuelle selv er religiøse, ligesom de forskellige trossamfund i praksis rummer meget forskellige holdninger og attituder i forhold til homoseksuelle. I Uganda kan man f.eks. finde kristne præster, der kæmper for at homoseksuelle skal henrettes. I Danmark vil flertallet af folkekirkens præster godt vie homoseksuelle par.

Eller sagt med andre ord, det er ikke rimeligt at ville generalisere mht. diverse religioners holdninger til homoseksuelle. Men det gøres der nu ofte, ikke mindst af homoseksuelle, men samtidigt hermed er det bemærkelsesværdigt hvordan man forskelsbehandler religionerne indenfor homomiljøet, og det selvom man jo ellers hævder, at det er forskelsbehandling man er imod.

Når dem der begår verbale eller fysiske overgreb på homoseksuelle nemlig har en muslimsk baggrund, er man typisk meget ivrig for at fremhæve, at man ikke deraf må drage generelle slutninger om muslimers forhold til homoseksuelle, hvis man altså i det hele taget er villig til at nævne, at gerningsmændene har en muslimsk baggrund. Sidst nævnte kan godt være en dårlig ide, for hvis et offer for et homofobisk overgreb begået af en person med muslimsk baggrund siger noget om gerningsmandens baggrund må han eller hun regne med en kraftig social disciplinering fra andre homoseksuelles side af. At en del homofobiske overgreb begås af mennesker med muslimsk baggrund er nemlig et tabu i homomiljøet.

Piben får derimod en ganske anden lyd når homofobiske overgreb begås af mennesker med en kristen baggrund. I så tilfælde er det i homomiljøet helt legitimt at komme med stærkt nedsættende udsagn om kristne og at beskylde kristendommen for generelt at være homofobisk .

Et eksempel herpå er den aktuelle sag om chikanen mod den lesbiske familie i Mariager. Her har Tulle Krøyer, der som den eneste udtaler sig på parrets vegne, lige fra starten forsøgt at rette mistanken mod den lokale Pinsekirke selvom hun ingen konkrete beviser har haft. Så vidt jeg kan se har Tulle Krøyer og hendes støtter generelt modtaget fuld opbakning i homomiljøet til at gøre denne chikanesag, der mest af alt ligner en enkelt psykisk syg persons værk, til en generel anklage mod de frikirke kristne i Mariager. For som sagt, i homomiljøet må man gerne lægge kristne for had og generalisere om dem, det er helt legitimt.

Denne markante forskelsbehandling af homofobi med en mulig muslimsk og en mulig kristen baggrund har en række årsager og konsekvenser. Den handler blandt andet om at homomiljøet er domineret af venstreorienterede, hvad ikke er så mærkelig når man betænker, at de borgerlige partier typisk har været imod at lovgive til fordel for homoseksuelles rettigheder, i øvrigt ikke så sjældent med henvisning til kristendommen. I venstreorienterede kredse har man det jo med at reagere mere eller mindre panisk i forhold til islamkritik, som man har svært ved at håndtere, mens man har en lang tradition for kristendomskritik, der har været en integreret del af socialismen lige fra dens start.

Men i og med at homoseksuelle i dagens Danmark er fuldt juridisk ligestille med heteroseksuelle er situationen anderledes end for bare få år siden. Homokampen handler ikke længere om juridiske rettigheder, for dem har man jo alle fået, men i stedet om den kulturelle accept af homoseksuelle forhold, som i øvrigt er stærk og udbredt i Danmark. De enklaver af modstand mod accept af homoseksuelle som man kan finde i dag består imidlertid ikke blot af højre kristne, men i høj grad også af konservative muslimer. At benægte det er noget nær grotesk, og er et forhold som homomiljøet er nødt til at forholde sig til hvis man vil være troværdig, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at antallet af danske muslimer vil voksne i fremtiden.

Men det er unægteligt svært, ikke mindst fordi eksistensen af muslimsk inspireret homofobi bliver misbrugt af politiske højrekræfter, der selv ofte ikke ligefrem er homovenlige, til at argumentere imod muslimers ret til at leve og praktisere deres religion i det danske samfund. Her er det selvfølgelig vigtigt, at huske på, at der findes troende muslimer, der er homoseksuelle, ligesom der er troende kristne, der er homoseksuelle. Islamofobi og kristnofobi i og udefor homomiljøet gør livet svært for de troende homoseksuelle og er et problem, man må forholde sig til. Og ja, begge dele findes i homomiljøet, forskellen er, at mens kristnofobien accepteres og fremmes, så findes islamofobien under overfladen, som den forbudte følelse som ikke må udtrykkes offentligt men som alligevel er der.

Hvad homomiljøet har brug for er, at man tager et opgør med generaliseringerne om forholdet mellem religion og homoseksualitet. Religioner er mangfoldige og deres tilhængere har meget forskellige tilgange til dem. Det gælder både for kristne og muslimer. Hvad homomiljøet også har brug for er, at man lærer, at skelne klarere mellem chikane og vold på den ene side – og meningsforskelle på den anden. Det teater som Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget i 2007 udviklede sig til havde man f.eks. nok undgået, hvis man havde turde tage en debat om hvorvidt man som muslimsk folketingsmedlem for venstrefløjen ikke har lov til at have moralske forbehold overfor homoseksuelle relationer, så længe man ellers lover, at stemme for sit partis politik. Ægte mangfoldighed må være mere end bare forskellige klædedragter og spisevaner – den må også rumme plads til at man har forskellige værdier.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Kunsten at kunne tåle intolerancen

Tulle Krøyer, hendes kone og deres to små børn har over nogle måneder været udsat for forskellige former for chikane og hærværk, begået af en eller flere personer, der tydeligvis har et religiøst problem med denne lesbiske families såkaldte livsstil. Familien lever (eller bedre sagt levede for nu vil de flytte) i Mariager, en by med et stærkt frikirkemiljø. Selvom vi endnu ikke ved hvem der står bag disse forbrydelser har der fra starten af været fokus på frikirkemiljøet i den lille provinsby, et fokus der er kommet ekstra meget frem efter at Tulle Krøyer har valgt at anmelde David Jakobsen, der har en tilknytning til dette miljø, til politiet. Han er vel og mærke ikke blevet anmeldt for chikanen og hærværket, i stedet er han blevet anmeldt for en debat tråd under hans Facebook profil. I denne tråd argumenterer David Jakobsen for at ægteskabet er forbeholdt heteroseksuelle par, mens andre debattører kommer med ret så heftige udsagn om homoseksuelle, så som at de er besatte af dæmoner og hvor homoseksualitet nævnes i samme sammenhæng som f.eks. drab. (Tråden er nu slettet men jeg har haft adgang til at læse en kopi. )

Nu er det jo menneskeligt forståeligt, at Tulle Krøyer er noget oprevet efter den helt uacceptable chikane som hun og hendes lille familie er blevet udsat for. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage og tænke over hvor hun mon var henne, da der blev diskuteret homovielser i folkekirken. For i løbet af den debat blev der da sagt og skrevet det samme – og det der var værre – end det som fremgår af den debat tråd på Facebook som hun nu har politianmeldt.

Nu har jeg i ca. ti år deltaget i debatten om kristendom og homoseksualitet – jeg tror at jeg kender alle standartargumenter og påstande i den debat – og det er en debat som i sig selv er en debat værdig, for der kan ikke være nogen tvivl om at den ofte er ret så hård.
Lad det være sagt med det samme: Efter min mening har man i et land med religions- og ytringsfrihed lov til at mene, at ægteskabet bør være forbeholdt heteroseksuelle par – man har også lov til at mene, at sex kun må finde sted i sådanne ægteskaber. Folk har lov til at mene, at jeg lever i synd fordi jeg er gift med kvinden i mit liv, ligesom de f.eks. har lov til at mene, at jeg synder, når jeg af og til spiser svinekød. I et pluralistisk og mangfoldigt samfund giver det ikke mening, at ville kriminalisere uenighed om hvad der er moralsk rigtigt og forkert.

Når det så er sagt så kan jeg da også undre mig over hvorfor nogle kristne har det med at komme med udtalelser om homoseksuelle som går langt ud over en henvisning til at sex udenfor det heteroseksuelle ægteskab er syndigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der ikke i nogle tilfælde er tale om, at disse kristne føler sig langt mere provokeret af den såkaldte homoseksuelle synd end så mange andre ting, der jo også i princippet er syndige i henhold til deres kristendomsforståelse, såsom f.eks. at have heteroseksuel sex med en person man ikke er gift med.

Men hvad der nu end er på spil inde i disse kristnes hoveder, og det skal man jo passe på med at ville gøre sig klog på, så er det desværre også min erfaring, at nogle kristne siger sårende ting om homoseksuelle fordi de vil såre de homoseksuelle! Man vil med loven piske de homoseksuelle til Kristus, man vil såre os så vi omvender os. Og hvis vi reagerer såret på det der bliver sagt om os viser vi, i henhold til nogle kristne, at Helligånden virker i vores indre! På den måde kan man give sin hensynsløshed et helligt skær og retfærdiggøre stort set hvilket udsagn om homoseksuelle man kan tænke sig.

Men homoseksuelle der deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom kan også finde på at sige stærkt nedladende og aggressive ting, være det mod dem de debatterer med eller kristne generelt. Desværre er det jo en udbredt skik at sparke til dem man bliver sparket af hhv. som man tror sparker en. Og jeg må da desværre også indrømme, at der i tidens løb er fløjet nogle finker fra min pande i sådanne debatter.

For når man som homoseksuel, og i mit tilfælde kristen, deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom så er det jo også ens eget liv, der debatteres. Ens eget liv er i sagens natur meget mere end teori for en selv. Mange homoseksuelle kender til perioder, hvor de har måttet kæmpe med selvhad, og måske også er blevet mødt med afvisning og foragt af andre. Og det kan derfor ikke undre, at folk let kan eksplodere når de oplever, at andre i en debat mere eller mindre bevidst forsøger, at vække og ægge dette selvhad og fodre den indre selvforagt, som man måske ikke har fået taget det nødvendige livtag med. Homoseksuelle holder kun yderst sjældent op med at leve som homoseksuelle når de mødes med kristen inspireret foragt – i hvert fald ikke i længden, men de internaliserer desværre kun alt for ofte denne foragt – og forsøger så sommetider at håndtere den ved at møde kristne, uanset deres konkrete syn på homoseksuelle, med foragt. Nogle af de værste eksempler på kristnofobi som jeg har mødt har faktisk været fremført af homoseksuelle.

Personligt tror jeg, at det er nødvendigt, at man prøver, at stoppe denne spiral af sårede følelser, foragt og ja, had. Det nytter ikke noget, at give dem, der foragter en den magt, at de kan gøre en ked af det. I stedet tror jeg, at det er vigtigt, at huske på, at den der nu forsøger at såre mig måske selv er et såret menneske, der længes efter kærlighed og forståelse. Jesu ord om at vi skal elske vores fjender betyder for mig, at vi skal forstå, at vi har fjender, men at det bedste svar på deres had ikke er mere had, men en rolig og afbalanceret fremhævelse af hvad man selv tror er sandt og godt. Og så er det i øvrigt en god ide at forlade en debat, som man føler overskrider ens grænser, og hvor man derfor risikerer selv at blive såret og få såret andre. Sommetider er tavshed det bedste og mest kærlige svar.

Læs mere

Skrevet af den 11 aug, 2014 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Iben Thranholm er en kristen version af Femen

Iben Thranholm er en katolsk debattør, der er kendt for sine skarpe og provokerende holdninger. Hun har f.eks. påstået, at der er en sammenhæng mellem skoleskyderier i USA og den fri abort, hun har beskyldt Manu Sareen for at være skyld i kæmpeorkanen på Pilippinerne fordi han har indført det kønsneutrale ægteskab, hun mener, at klimaforandringerne skyldes mangel på tro, hun hylder Putin som en stor kristen leder, og hun påstår, at demokratiet er kristendommens værste fjende.

Iben Thranholms ytringer virker nok nogenlunde lige så provokerende på den danske offentlighed som Femens berømte stunt i en kirke i Moskva i sin tid virkede på den russiske offentlighed. Nu er der selvfølgelig meget store og markante forskelle mellem Iben Thranholm og Femen, ikke mindst mht. de værdier som de kæmper for og de konkrete metoder, som de benytter sig af. Men der er også ligheder. Både Iben Thranholm og Femen synes, at deres værdier undertrykkes og forfølges af det samfund, som de er borgere i. De er fælles om ikke at have respekt for de værdier, som flertallet har, og de er villige til at krænke det, der opleves som helligt af flertallet, for på denne måde at få deres budskab frem.

I og med at både Iben Thranholm og Femen er så ekstremt provokerende i deres respektive samfund er der også en stor risiko for, at det budskab de gerne vil have ud drukner i forargelse over det de siger hhv. gør – for det er jo altid den risiko man løber, når man provokerer, nemlig at folk bliver så provokerede, at de lukker fuldkommen af for det man gerne vil have dem til at se og forstå. Og det er lidt af en skam, for uanset om man nu deler Iben Thranholms eller Femens værdier så fortjener de at man tager dem alvorligt og at man prøver på at forstå dem.

Nu er det for nyligt kommet frem, at nogle danske katolikker slet ikke kan identificere sig med Iben Thranholms skriverier, men man må ikke glemme, at der faktisk er andre, der i diverse debatfora forsvarer hende, ja hun har også en del støtter, der slet ikke er katolikker, men i stedet tilhører andre kristne trossamfund. Iben Thranholm kan ses som en art talerør for de grupper af hvad man måske kan kalde for højrekristne, som føler sig ekstremt marginaliserede i de sekulære postmoderne vestlige samfund. Disse kristne føler, at deres tro og værdier bliver trådt voldsomt under fode, og de mener, at de udsættes for diskrimination, ja forfølgelse.

Nu kan det på udenforstående virke ret voldsomt, at påstå, at kristne som Iben Thranholm bliver forfulgt og undertrykt i f.eks. Danmark. Det at hun får så meget plads i medierne som hun gør giver jo ikke ligefrem indtryk af, at man i Danmark kommer i fængsel eller det der er værre, fordi man taler tidsånden midt imod. Men forfølgelse handler ikke bare om objektive forhold men også om hvordan man subjektivt oplever sin situation. F.eks. er jeg på Facebook stødt på en transkønnet, der påstod, at flertallet af danskerne ønsker at udrydde transkønnede og hun var ikke til at hugge eller stikke i, det var sådan det var! Nu er det helt sikkert svært at være transkønnet i Danmark, faktisk en del sværere end at være katolik ville jeg nok mene, men det ændrer ikke ved det lettere paranoide ved denne bedømmelse af hvordan danskerne ser på transkønnede. Føler man sig trådt på, og bliver man det også i et eller andet omfang, så kan man let komme til at tillægge sine omgivelser mål og motiver de slet ikke har.

Og det må f.eks. være hårdt, at være overbevist om at abort er mord på uskyldige børn og så leve i et samfund, hvor der er massiv opbakning bag den fri abort. Ingen ville vel bryde sig om at skulle se hjælpeløs til mens der begås mord på uskyldige små børn i ens eget land. Og det må være frustrerende at leve i et samfund, hvor man hylder gay pride parader og har indført ægteskab for homoseksuelle hvis man ser udlevet homoseksualitet som en modbydelig synd der vil nedkalde Guds og/eller naturens straf over de samfund, der omfavner den. Det må være meget deprimerende at se sin egen kultur gå sin undergang i møde.

Iben Thranholms protest er altså forståelig nok hvis man ser den som et udslag af en dyb frustration over at stå udenfor nutidens pæne selskab – og over, at ingen gider lytte til det man siger. Ingen kan lide at blive hånet, alle vil gerne blive forstået. Problemet for Iben Thranholm og hendes åndsfæller er, at deres værdier og deres logik er så langt væk fra befolkningsflertallets, at en dialog ikke rigtig er mulig. Deres argumenter mod abort og homoseksualitet preller af som vand på en gås på den senmoderne vestlige offentlighed, ligesom vores argumenter preller af på dem. Sommetider er afstanden bare for stor til at man kan bygge en bro over kløften. Men at gøre den endnu bredere og dybere nytter på den anden side heller ikke.

Læs mere