Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Munke og nonner i krise

Det har skabt en vis opmærksomhed at Vatikanet har besluttet at gribe ind overfor den største konference for kvindelige ordenssamfunds ledere i USA. Årsagen er utilfredshed med denne konferences teologiske profil, der i konservative katolske kredse gælder for at være nærmest ulidelig progressiv. Men Vatikanet har i flere år haft et kritisk fokus på det kvindelige ordensliv i USA. Og det er sådan set også oplagt nok når man ser på de nøgne tal. I 1965 var der således 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men det er nu ikke kun i USA, at der er problemer. Under Pave Johannes Paul II’s pontifikat faldt antallet af katolske munke og nonner i hele verden med 25 %. I mellem 2005 og 2006 faldt deres antal med hele 10 %. Men det er typisk i den vestlige verden, at det katolske ordensliv er i krise mens mange ordenssamfund blomstrer i den tredje verden.

Der kan ikke være nogen tvivl om at der er et tidsmæssigt sammenhæng mellem det drastiske fald i antallet af katolske munke og nonner i den vestlige verden og Det Andet Vatikankoncil. Om der er en årsagsmæssig sammenhæng er derimod noget mere omstridt.

I 1950’erne og starten af 1960’erne boomede ordenslivet som aldrig før. Men dette boom var ikke uden problemer. F.eks. skyldtes boomet delvist, at en del ordenssamfund var ukritiske mht. hvem de optog, der var om jeg så må sige mere fokus på kvantitet end på kvalitet. Mange ordenssamfund fik hhv. havde en markant ung profil – og dermed også mange munke og nonner, der aldersmæssigt ville være åbne for det ungdomsoprør som rullede ind over den vestlige verden i 1968. Dermed var grunden lagt for en del af de problemer, som kom til at præge det katolske ordensliv i tiden efter Det Andet Vatikankoncil.

Det andet Vatikankoncil satte sig for at reformere det katolske ordensliv. Der kan i mine øjne ikke herske nogen tvivl om, at en vis grad af reform var nødvendig. Et klassisk eksempel er f.eks. at mange kvindelige ordenssamfund pålagde deres medlemmer at gå med ordensdragter som passede dårligt sammen med de arbejdsopgaver de havde så som f.eks. sygepleje. Problemet var derfor ikke, at der ikke var brug for reform men, som med de andre af koncilets reformer, ting gik for stærkt og der var gennem slutningen af 1960’erne og det meste af 1970’erne rum for lige lovlig megen eksperimentering, der skabte usikkerhed og uro. Ofte var det nye og unge medlemmer af ordenssamfundene, der pressede på for meget omfattende reformer mens de ældre var mere usikre. Og når tingene ikke gik hurtigt nok valgte mange af de unge at pakke deres kufferter.

Især blandt de kvindelige ordener, som hovedsageligt arbejdede med sygepleje og undervisning, skete der i de vestlige lande en voldsom forandring. Det andet Vatikankoncils megen fokus på at kirken skulle engagerede sig for og med de fattige blev ofte forstået som at man skulle ophøre med at drive skoler for overklassen og i stedet begive sig ud i slumkvartererne for at møde de fattige. Man ville ikke længere bo i store ordenshuse men i stedet i små fællesskaber med måske kun 2-3 søstre. Og for at komme de fattige i møde skulle man ikke bære ordensdragt men i stedet almindeligt tøj.

Tanken var sådan set smuk nok. Men den indebar imidlertid mange problemer. Når et ordenssamfund droppede sine traditionelle opgaver som især undervisning mistede den dermed også kontakten til potentielle nye medlemmer. De undervisende ordener havde nemlig typisk rekrutteret nye medlemmer via deres skoler og gymnasier. De meget små ordensfællesskaber gjorde det vanskeligt eller direkte umuligt at havde et regelmæssigt fælles bønsliv, højtidelig timebøn var helt udelukket. Og dermed blev den spirituelle dimension af ordenslivet undermineret. Og når nonnerne og munkene smed ordensdragten gjorde de sig ikke bare usynlige, nej de mistede også den klare identitetsmarkør, som ordensdragten er.

Mere grundlæggende set var Det Andet Vatikankoncil præget af en bestræbelse på at fremhæve lægfolkets kald, værdighed og betydning. Dermed brød man med den katolske tradition med rødder helt tilbage til oldkirken som lagde vægt på, at livet som munk eller nonne er et mere helligt liv end livet som lægperson, i særdeleshed gift lægperson. Når livet som munk eller nonne ikke længere var det bedre valg hvorfor så vælge det i det hele taget, især når der blev åbnet op for at flere og flere opgaver indenfor den katolske kirke kunne varetages af lægfolk?

I den forstand kan man godt give Det andet Vatikankoncil et medansvar for at antallet af mænd og kvinder, der valgte at blive munk eller nonne, faldt drastisk efter koncilet – og at antallet af munke og nonner, der forlod ordenslivet, steg lige så drastisk.

Men det ville ikke være fair at give Det andet Vatikankoncil hele skylden for miseren. Ordenslivet blomstrer jo som sagt i Den tredje verden også, ja faktisk især i tiden efter koncilet. I stedet må man også se på de generelle økonomiske og sociale forandringer som præger den vestlige verden siden slutningen af 1960’erne. Den generelle velstandsstigning har f.eks. medført, at også arbejderklassen og den lavere middelklasse har fået nemmere adgang til højere uddannelser. Hvor det at blive præst, munk eller nonne i 1950’erne stadigvæk kunne være den eneste realistiske mulighed for at få en god uddannelse for mangen en ung katolsk mand eller kvinde, så har de i dag mange andre muligheder. Og den drastiske vækst i offentlige stillinger f.eks. indenfor sygepleje og undervisning har også medført, at de kan regne med at få et godt job bagefter. Den voksende materialisme og individualisme gør det heller ikke ligefrem lettere for ordenssamfundene at rekruttere nye medlemmer i den vestlige verden.

Nu er det som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Men jeg vil alligevel vove den prognose, at ganske mange ordenssamfund, især dem der har eller havde fokus på undervisning og sygepleje, vil forsvinde fra den vestlige verden i løbet af de næste ti år. Mange af dem er nu definitivt på den forkerte siden af the tipping point hvad deres aldersmæssige sammensætning angår. Ordensfællesskaber hvor gennemsnitsalderen er 70 eller derover har ikke nogen realistisk overlevelseschance.

Fremtidens katolske kirke i vesten vil have markant færre munke og nonner end for en generation siden. De ordenssamfund der vil være vil have en markant konservativ profil og de vil have fokus på bøn frem for f.eks. undervisning og sygepleje. Det er nemlig førstnævnte type af ordenssamfund som i dag klarer sig godt. Men de klarer sig ikke så godt at de kan kompensere for de tab som de andre ordenssamfund oplever. Det katolske ordensliv vil ikke forsvinde, men det vil blive til en sjældenhed.

Læs mere

Skrevet af den 29 mar, 2012 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Har modstanderne af homoægteskabet ikke noget negativt syn på homoseksuelle?

Et indlæg her på Eftertanke.dk rammer på mange måder plet i forhold til debatten om vielser af homoseksuelle par. Det er skrevet af adventist præsten Lars Dorland, der forsøger at argumentere mod homoægteskabet vha. en længere lovprisning af det heteroseksuelle ægteskab, forstået på den rette “bibelske” måde. Indlægget afrundes med følgende påstand: ”Jeg er ikke imod homoseksuelle vielser, fordi jeg har noget negativt syn på homoseksuelle, men fordi jeg har et positivt syn på ægteskabet”. Men i et lidt over et halvt år ældre indlæg, hvor Lars Dorland også argumenterer mod homoægteskabet, skriver han bl.a., at han ikke lægger skjul på, at han opfatter homoseksuel adfærd som moralsk forkert, at mennesker ikke bør være homoseksuelle og at homoseksuel sex altid vil være forkert.

Jeg er temmelig sikker på, at hr. og fru Danmark, adspurgt til hvad der ligger i påstanden om at man ikke har noget negativ syn på homoseksuelle, vil svare noget i retning af at man mener, at det er helt ok at leve som homoseksuel og at udsagn som Lars Dorlands er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle. Udsagn som hans er ganske enkelt ikke udtryk for et positivt syn på homoseksuelle. De er i stedet klart og oplagt negative.

Men hvad kan så være grunden til at Lars Dorland nu pludselig vil sælge sin modstand mod homoægteskabet med påstanden om at den ikke er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle? Ja, han kan være inspireret af den lutherske frikirke præst Magnus Sørensen, som i de senere måneder har forfattet en række indlæg mod det kønsneutrale ægteskab, hvor han har forsøgt sig med en ikke-religiøs argumentation. Og denne indfaldsvinkel synes at have fået en positiv bevågenhed blandt homoægteskabsmodstanderne. Hvad ingen af disse imidlertid har forholdt sig til er, at Magnus Sørensen i et indlæg i efteråret 2011, der kan være tænkt som en introduktion til hans kampagne mod det kønsneutrale ægteskab, forklarer sin strategi. Han skriver her bl.a.: ”Problemet er nok også her som i fosterdrabsspørgsmålet, at kirkens folk frem for at gå ind i en debat om den naturlige lov har været med til at marginalisere sig selv ved at gøre det til et religiøst spørgsmål. Men både spørgsmålet om kønsneutrale “ægteskaber” og spørgsmålet om fosterdrab er spørgsmål, hvor modstanden ikke behøver begrundes med Biblen, men alene kan begrundes ud fra den naturlige åbenbaring, som den naturlige lov er. Desværre er det nok for sent. Når Danmark har indført kønsneutrale ægteskaber og samtidig lader læger slå de mest hjælpeløse og beskyttelseskrævende børn ihjel, er den naturlige lov for alvor trådt under fode. Gud straffede Sodoma og Gomorra med timelige straffe for deres unaturlige seksualliv. Gud straffede også kanaanæerne for deres børneofringer. Man må frygte, at Gud også vil tugte Danmark, som i den grad gør oprør mod Guds naturlige lov. Det er kun et spørgsmål om tid. Og man må håbe, at det fører til omvendelse.”

Målet er altså at nå ud til bredere kredse end de højrekristne. For at opnå dette, er det strategisk klogt ,at skjule den religiøst betingede afstandstagen til homoseksuelle bag en påtaget ikke-religiøs facade. At motiverne imidlertid er er en overordentligt negativ indstilling til homoseksuelle, der beror på religiøse forestillinger, afsløres ved Magnus Sørensens påstand om at Danmark vil blive ramt af Guds straf i form af naturkatastrofer eller noget lignende, hvis homoægteskabet indføres (og abort ikke snart bliver genkriminaliseret).

Behovet for at dække over de reale motiver til ens modstand mod homoægteskabet er jo også oplagt. Det store flertal af den danske befolkning har nemlig en negativ indstilling til dem, der har en negativ indstilling til homoseksuelle. At denne er religiøst betinget gælder ikke som en undskyldning, snarere tvært imod. Vil man altså gøre sig håb om succes, og vil man undgå, at marginalisere sig selv lige så meget, som man selv vil marginalisere homoseksuelle, gør man klogt i at skjule de virkelige motiver til ens modstand mod homoægteskabet.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at se hvordan en afvisning af homoægteskabet kan forenes med et positivt syn på homoseksuelle. Det er jo værd at bemærke, at dem der nu er fremme i skoene mht. at sige nej til homoægteskabet typisk også var markante modstandere af et velsignelsesritual for homoseksuelle par dengang det var det, som debatten handlede om. Nu anser jeg påstanden om at vielser af homoseksuelle par gør det forskellige ens, for slet ikke at tale om udsagn som at der er tale om et angreb på sproget, ja på selveste virkeligheden, der er led i et totalitært projekt eller at homoægteskabet er et angreb på børns rettigheder, som åbenlyst forkerte. Men at et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par skulle være noget sådant må da være åbenlyst forkert for de allerfleste, også for dem, der måske står tøvende i denne her sag. Alligevel var den typiske modstander af homoægteskabet altså også modstander af et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle, i hvert fald indtil det som var ”værre”, nemlig homoægteskabet, dukkede op på banen. Lige meget om man så dengang som nu, siger nej til homoseksuelle par fordi man mener, at homoseksuelt samliv er en synd, eller om man begrunder det med alt det smukke som det heteroseksuelle ægteskab er, og det homoseksuelle parforhold, det er jo den implicitte eller eksplicitte påstand, ikke kan være, så er der tale om et negativt syn på homoseksuelle. Forskellen er udelukkende graden af negativitet.

Skulle modstanderne af homoægteskabet være troværdige, når de påstår, at deres modstand mod homoægteskabet ikke bunder i et negativt syn på homoseksuelle, skulle de begynde at udtrykke sig klart og entydigt positivt om homoseksuelle parforhold, ikke bare i forhold til den enkelte homoseksuelle men også i teologisk og samfundsmæssig forstand. Så skulle de med andre ord påpege de mange gode ting ved homoseksuelles parforhold og påvise, hvordan disse gode ting forsvinder eller bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig. Samtidigt med at de skulle tage afstand fra alle de negative udsagn om homoseksuelle, der er i omløb i denne her debat. Kan eller vil man ikke det, skulle man i stedet vælge at være ærlig mht. sit negative syn på homoseksuelle. For kan man ikke begrunde sin modstand med noget positivt ved det homoseksuelle parforhold, der bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig, så må det jo skyldes, at man bygger sin modstand mod homoægteskabet på en forestilling om at der er noget negativt forbundet med det homoseksuelle parforhold. Og gør man det, så har man selvfølgelig et negativt syn på homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 4 mar, 2012 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Dan Ritto og “løgnen om Palæstina”

Jeg har deltaget i en debat om Dan Rittos blogindlæg “Løgnen om Palæstina“. Men enten har han blokeret mig eller også driller teknologien gevaldigt. Efter talrige forsøg har jeg i hvert fald opgivet, at poste dette indlæg på hans blog så i stedet bringer jeg det her:

Dan:

Hvis det er et udtryk for manglende historisk indsigt, for en socialistisk overbevisning og direkte løgnagtighed at gå ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat så mangler den katolske kirke historisk indsigt, så er den socialistisk og direkte løgnagtig. Eller også er sagen mere kompliceret end som så.

Problemet med dit spørgsmål er at det bygger på den præmis at kun dem, der tidligere har haft en stat og hvis etniske identitet kan føres langt tilbage i tiden har ret til en stat. Det er rigtigt, at man næppe kan tale om en palæstinensisk identitet i tiden før etableringen af det britiske mandatsstyre i det som fik navnet Palæstina. Men man kan næppe ej heller tale om særskilt libanesisk, syrisk eller jordansk identitet før disse områder ligeledes kom under hhv. fransk og britisk kontrol. Betyder det, at Israel frit kan besætte disse områder og indlemme dem i et Storisrael?

 Spørgsmålet er vel også om oprettelsen af en palæstinensisk stat vil medføre staten Israels undergang. Jeg tror godt at staten Israel vil kunne beskytte sig mod en sådan stat – muren har jo allerede vist sin virkning og vil også have den i forhold til en regulær stat. Noget andet er så om en palæstinensisk stat vil være levedygtig. Noget troværdigt, for slet ikke at tale om tillidsvækkende lederskab har man jo indtil videre ikke formået at finde frem til.

Læs mere

Skrevet af den 26 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Socialkonstruktivisme

Socialkonstruktivisme spiller en væsentlig rolle indenfor moderne samfundsfaglig og humanistisk forskning. Uden for universitetsverdenen hører man imidlertid ikke så meget om socialkonstruktivisme og hvis, så bliver denne samfundsteori ofte fremstillet som en teori der befinder sig et eller andet sted i spektret mellem det åbenlyst latterlige og det seriøst samfundsskadelige.

Men hvad går socialkonstruktivismen ud på? Grundlæggende set går socialkonstruktivismen ud på at de samfund, som vi mennesker lever i, er blevet frembragt af mennesker. F.eks. er den demokratiske styreform som vi har her i Danmark i henhold til socialkonstruktivismen ikke dikteret af Gud. Demokratiet er heller ikke noget, som skyldes biologiske forhold. Demokrati som ide og som praksis er derimod noget som mennesker har frembragt. Og som et produkt af menneskers tanker, tale og handling er demokratiet foranderligt. Demokrati var for 100 år siden ikke det samme i Danmark som det er i dag, og hvis vi har demokrati i Danmark om 100 år vil det helt sikkert også være anderledes end i dag. Socialkonstruktivisme handler nemlig i høj grad også om at ting forandrer sig over tid.

Nuvel, at demokrati er et menneskeskabt fænomen er måske ikke så forfærdeligt kontroversielt. Socialkonstruktivismens påstand om at også forhold så som etnicitet, kønsroller og seksualitet er sociale konstruktioner møder derimod ofte heftig modstand. For det er en udbredt antagelse, at sådant er biologisk betinget.

Socialkonstruktivismen afviser denne påstand med henvisning til at f.eks. kønsroller og kønsforståelse afviger entydigt mellem forskellige kulturer og at de lige så sikkert kan siges at have skiftet over tid. Hos mange naturfolk har man opereret med mere end to køn. Ideen om at der kun er to køn, et forhold som ethvert barn kan se, passer altså ikke hvis vi først begynder at se på andre kulturer. På samme måde kan det påvises, at synet på køn også har udviklet sig over tid. I antikken, i middelalderen og i renæssancen var antagelsen den, at der faktisk kun findes ét køn, nemlig mandens. Kvindens køn var en ringere version af mandens og det både i fysisk og psykisk forstand. Man tænkte altså køn i kategorierne primær = manden og sekundær = kvinden. Siden slutningen af 1700-tallet slog en anden kønsforståelse igennem, den som vi stadigvæk finder i dag. Den går ud på at mænd og kvinder er hinandens polære modsætninger. Kvinden er ikke længere en ringere version end manden, hun er i stedets hans totale modsætning.

Nogen vil så sikkert indvende at vi da ikke kan se bort fra de biologiske realiteter. Her vil det socialkonstruktivistiske svar være, at selvfølgelig findes den biologiske virkelighed, vi har bare ikke nogen tolkningsfri tilgang til den. Hvis vi f.eks. ser på et fænomen som døden, så kan man jo med rette sige, at det en realitet som vi ikke kan ”snakke os ud af”, da den ubestrideligt er en del af virkeligheden. Dertil vil det socialkonstruktivistiske svar være, at døden i høj grad er en social konstruktion i den forstand, at der f.eks. er ganske mange forskellige tolkninger af døden. Er døden f.eks. slut, prut og enden på det hele eller er døden en dør ind til et andet, måske bedre liv end det vi har i dag? Betyder det forhold, at vi skal dø, at vi indtil da skal se at få nydt livet eller betyder det, at vi skal forberede os på det liv, der skulle komme efter døden? Nuvel, vil nogen sige, men det ændrer da ikke ved at døden er en biologisk realitet. Dertil må svaret ud fra en socialkonstruktivistisk indfaldsvinkel være, at jo, men hvilken biologisk realitet skal vi tage udgangspunkt i? F.eks. blev det for efterhånden nogen år siden vedtaget, at man i Danmark gælder for at være død når ens hjernefunktion er ophørt, det såkaldte hjernedødskriterium. Indtil da havde det såkaldte hjertedødskriterium været det gældende, altså den regel at man først er død når ens hjertefunktion er endegyldigt ophørt. Hvilken biologisk realitet som vi tager udgangspunkt i når vi skal afgøre om nogen er død er altså en norm fastsat af samfundet og ikke af naturen.

Betyder socialkonstruktivisme så at vi bare kan ændre alt? Hertil er svaret at ja, vi kan ændre f.eks. vores dødsopfattelse, vores kønsopfattelse og lignende. Det er ikke biologien, der bestemmer hvordan vi ser på os selv, det er vores syn på os selv, der bestemmer vores syn på biologien. Men i praksis er forandringer en mere kompliceret proces fordi vi som samfundsskabte individer lige præcist er betinget af det samfund, som vi er vokset op i og som vi lever i. Når jeg har dansk som modersmål og ikke behersker noget sprog så godt som dansk så er det ikke et resultat af min biologi. Mine gener betinger at jeg er født med evnen til at lære sprog, at det blev dansk og ikke fransk som blev mit modersmål er alene et produkt af at jeg voksede op i en dansksproget familie. Men jeg vil aldrig kunne opnå modersmålskompetence i kinesisk. Det vindue blev lukket allerede da jeg var i førskolealderen.

Der er altså noget, der er givet i vores liv og som vi ikke kan ændre, eller i hvert fald ikke helt ændre. Samfundet skaber os, men da vi også skaber samfundet bidrager vi også til at ændre på den verden som præger os.

Læs mere