Menu
Kategorier

Skrevet af den 25 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 24 kommentarer

Kampen mod homoægteskabet er en kamp for tvangsheteroseksualiteten

Når man skal forstå den kamp som diverse repræsentanter for den religiøse og politiske højrefløj lige for tiden fører mod homoægteskabet er det en god ide, at se på de grundforestillinger som motiverer deres kamp og som danner fundamentet for deres argumentation.

Efter min vurdering er den ideologiske forudsætning for kampen mod homoægteskabet den såkaldte heteronormativitet. Med heteronormativitet menes den antagelse, at den rigtige seksualitet er den heteroseksuelle. Ideen er, at heteroseksualiteten er den naturlige, sunde, samfundsgavnlige og gudsvelsignede seksualitet. Heteronormativiteten opretholdes på forskellige måder. En måde er at usynliggøre positive alternativer til den heteroseksuelle livsstil. Det gøres f.eks. ved at medierne, reklamerne, populær musikken etc. kun eller næsten kun viser heteroseksuelle og deres kærlighed.

Heteronormativiteten bliver imidlertid også i høj grad opretholdt vha. forskellige former for sociale og juridiske tvangsmekanismer, i disse tilfælde kan man tale om tvangsheteroseksualitet. Tilråb og vold rettet mod homoseksuelle, der viser deres seksualitet i det offentlige rum, er en måde at presse folk til at leve heteroseksuelt. En anden måde, at presse folk væk fra livet som homoseksuel, er at bruge landets lovgivning til at fastslå, at samfundet kun kan anerkende den heteroseksuelle kærlighed.

Tvangsheteroseksualitetens virkemidler er afhængige af hvor stærk heteronormativiteten er i et samfund. Mest effektiv er tvangsheteroseksualiteten naturligvis hvis sex mellem to af samme køn er en strafbar handling. Er det ikke længere muligt at opretholde en sådan lovgivning så vil heteronormativitetens forkæmpere have fokus rettet mod at forhindre, at homoseksuelle bliver beskyttet af antidiskriminationslovgivningen (f.eks. med henvisning til at en sådan beskyttelse er et angreb på religionsfriheden) ligesom man vil kæmpe for, at homoseksuelle parforhold nægtes de juridiske og økonomiske rettigheder som heteroseksuelle ægtepar har. Mister tvangsheteorseksualiteten også disse redskaber vil dens forkæmpere forsøge, at forhindre statslig lovliggørelse hhv. anerkendelse af homoseksuelt forældreskab. Mister heteronormativiteten også denne bastion vil den sidste kampplads på det statslige område være en kamp mod at homoseksuelle skal få lov til at gifte sig.

Kampen mod homoægteskabet er altså kampen for at det stadigvæk skal koste noget, at være homoseksuel. Den pris homoseksuelle skal betale for at være anderledes er i de seneste år faldet hurtigt. Men er man styret af en heteronormativ tankegang er det vigtigt at fastholde, at det skal koste noget, at være anderledes. Er det ikke længere holdbart at kræve, at det skal koste frihed, job eller bolig at være homoseksuel og kan man ikke længere forhindre, at staten accepterer de homoseksuelle familier, så vil man insistere på at de homoseksuelle i det mindste skal betale den pris at staten ikke anerkender deres parforhold som ægteskab. Hvis staten ikke længere gør forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle par så mister heteronormativiteten sin statslige støtte.

Ægteskabet bliver ikke ødelagt af at homoseksuelle par kan blive gift. Men ægteskabsinstitutionens funktion som samfundets belønning for heteroseksualitet bliver ganske rigtigt ødelagt. De heteroseksuelt gifte par mister ikke en eneste af de juridiske og økonomiske rettigheder som der nu er forbundet med ægteskabet ved at homoseksuelle også kan gifte sig. Men de mister ganske rigtigt det privilegium at det kun er deres parforhold, der får samfundets fulde anerkendelse. Samfundet bryder selvfølgelig ikke sammen, hvis homoseksuelle kan gifte sig – men det er rigtigt, at homoægteskabet vil medføre tvangsheteroseksualitetens sammenbrud.

Læs mere

Skrevet af den 18 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Argumenterne mod homoægteskabet handler om manglende accept af homoseksuelle

Se, mange mærkelige argumenter er i spil når modstanderne af det såkaldte kønsneutrale ægteskab først kommer i gang. (“Kønsneutralt” er i øvrigt et udtryk som jeg ikke er særlig glad for, da det ofte misforståes. I praksis handler den kommende lovændring om at homoseksuelle par skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par og at de skal kunne kalde deres ægteskab for lige præcist dette og ikke skal påduttes andre klinisk virkende betegnelser som f.eks. “registreret partnerskab”.)

Et argument er f.eks. at ægteskab handler om at få børn hvis opvækst og opdragelse samfundet så skal sikre rammerne for vha. ægteskabslovgivningen. Der er bare den gevaldige hage ved dette argument, at 70-årige Hanne problemløst kan blive gift med sit livs kærlighed, den 50-årige Hans. Selvom deres parforhold af ganske naturlige årsager er infertilt, og selvom dette forhold er åbenlyst for enhver, kan de indgå ægteskab. Et pars evne eller vilje til at få børn er altså uden betydning for dets muligheder for at indgå ægteskab. Var evnen og viljen til at få børn forudsætningen for at indgå ægteskab ville det jo også være oplagt, at vente med at lade et par gifte sig til det faktisk havde fået mindst et barn. Et homoseksuelt pars manglende evne til i biologisk forstand at få børn med hinanden er derfor ikke nogen holdbar begrundelse for at nægte dem ægteskab. Tænk hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis manglende fertilitet blev brugt som en begrundelse for at nægte et heteroseksuelt par ægteskab! Samtidigt hermed nægter samfundet i øvrigt en fertil mand at gifte sig med tre fertile kvinder. Hvis fertilitet altså er forudsætningen for ægteskab så måtte samfundet også tillade polygame ægteskaber.

Bemærkelsesværdigt er det jo også, at man hævder, at det homoseksuelle parforhold er mangelfuldt eller direkte forkert fordi homoseksuelle par ikke kan få børn med hinanden. Når et homoseksuelt par imidlertid så vha. kunstig befrugtning eller adoption får børn, så beskyldes parret for at være egoistik, læs forkert. At talrige undersøgelser så viser, at homoseksuelle pars børn klarer sig lige så godt som heteroseksuelle pars overser man gerne. Der er jo ingen grund til at lade et godt antihomoseksuelt argument blive undermineret af fakta. Hvad det homoseksuelle par end gør, så skal det fremstilles som forkert. Målet er klart nok: Homoseksuelle parforhold skal stemples som uønskede.

”Fertilitetsargumentet” kan, ligesom alle andre argumenter jeg har set mod homoægteskabet”, koges ned til at man mener, at det homoseksuelle parforhold ikke har samme værdi for samfundet som det heteroseksuelle. Kampen mod homoægteskabet er derfor også en kamp mod samfundets helhjertede accept af homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 18 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Mit åndelige forbillede

”Lehrer sind Vorbilder und Bilder sollte man aufhängen”. Denne tyske ”vittighed” syntes jeg var ret sjov da jeg gik i folkeskole. På dansk vil den hedde: ”Lærere er forbilleder og billeder skal man hænge (op). Det tyske ”aufhängen” kan både betyde hænge op (på en væg f.eks.) og hænge nogen i en galge eller lignende. Se, at jeg dengang kunne lide denne vittighed siger nok noget om hvordan jeg havde det med mine lærere i folkeskolen. Der var kun få, som jeg holdt af og igen, som jeg i ville opfatte som forbilleder for noget som helst. I gymnasiet blev det bedre, og der havde jeg to lærere, som jeg i dag til dels har, om ikke som forbilleder så dog som inspirationskilder, for mit eget virke som gymnasie- og hf-lærer. Men stadigvæk har jeg det ikke så godt med ”forbilleder”. Da en kursist engang fortalte mig, at jeg var hendes store forbillede, blev jeg næsten helt bange. Jeg gør jo hvad jeg kan for at være en god lærer, men et menneskeligt (her sågar religiøst) forbillede ser jeg mig ikke som. Det ansvar er næsten for stort til at blive båret på mine små næsten ikke eksisterende skuldre. Ej heller ved jeg, hvem mit forbillede i almen menneskelig forstand skulle være. I en verden der er så foranderlig som vores synes jeg, at det er svært, at skulle gribe fat i ét bestemt menneske og sige, ”sådan vil jeg også være fuldt og helt”. Snarere så tror jeg, at det er bedre, i hvert fald for mig, at lade sig inspirere at forskellige mennesker fra forskellige tider, kulturer og traditioner.

At finde åndelige forbilleder vanskeliggøres for mig også af to andre forhold: Jeg er kvinde, og jeg er homoseksuel.

Kirkehistorien kender til store åndelige personligheder, der var kvinder. Kvinder som Theresa af Avila og Hildegard af Bingen (der i øvrigt begge kunne elske kvinder med stor lidenskab) var så afgjort stærke kvinder, som jeg ser op til. Men afstanden i tid og mentalitet og ikke mindst religiøse og sociale udfoldelsesmuligheder for kvinder er for stor til at de i mine øjne kan være egentlige forbilleder.

Homoseksuelle kristne er først rigtigt blevet synlige i de seneste årtier. Mangel på synlighed har også gjort, at vi mangler synlige forbilleder. Jeg kender dog efterhånden en del homoseksuelle kristne. Noget egentligt forbillede har jeg ikke fundet, men mange er stærke personligheder med en stærk tro. Man kan altid lade sig inspirere af andre, der er gået og går samme eller en lignende livsvej som en selv. Det var bl.a. også derfor, at jeg i sin tid udgav bogen ”Enhver, som elsker, kender Gud”, hvor 13 kristne homoseksuelle, mig selv inklusive, fortæller om vores liv og tro.

Hvis jeg skal udpege én person, der så alligevel er mit åndelige forbillede, så er det Jesus. For nok er også han en historisk person, men samtidigt hermed er han hævet over tid og sted. Som Gud har han frelst mig – og som menneske viser han mig vejen til Gud, der er ham selv. Af ham har jeg lært at jeg skal elske alle mennesker betingelsesløst, fordi han elsker mig betingelsesløst.

I min hverdag erfarer jeg hver eneste dag, at jeg kommer til kort i forhold til dette kald. Derfor har jeg også dagligt brug for den tilgivelse som han har lovet mig.

 I min dagligdag forsøger jeg, at huske på Jesus. Ligesom jeg dagligt fortæller min kone, at jeg elsker hende, så fortæller jeg ham dagligt, at jeg elsker ham. Jeg beder ikke lange bønner. Ud over en lille morgenbøn, en lille aftenbøn og bordbøn prøver jeg i stedet, at sende ham små kærlige tanker i løbet af dagen. På den måde bliver Jesus nærværende i min dagligdag.

Læs mere

Skrevet af den 12 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Kristendom fører ikke til demokrati

Når man diskuterer islam og demokrati møder man ikke så sjældent den påstand, at mens islam er uforenelig med demokrati, ja så er det intet mindre en kristendommens skyld, at vi har demokrati i den vestlige verden, herunder Danmark. Påstanden er, at det Nye Testamente skaber en basis for demokrati som man helt savner i Koranen.

Hvis vi imidlertid prøver at se på kristendommens historie, så virker påstanden om at kristendommen er forklaringen på at vi har demokrati her i Danmark overordentlig mærkværdig. Danmark har været kristent siden ca. 1050, men demokrati har Danmark kun haft siden 1849. Hvis vores udgangspunkt er, at kun lande hvor kvinder har stemmeret er demokratiske, ja så blev Danmark først demokratisk i 1915.

Hvis kristendommen skulle føre til demokrati er det godt nok mærkeligt, at det i Danmark tog mindst knap 800 år! Og hvis det skulle have været Luthers kristendomsforståelse, som åbnede vores land for demokratiet, så er det jo også bemærkelsesværdigt, at Danmark blev luthersk i 1536 mens Grundloven først kom i 1849. Der gik altså mere end 300 år mellem reformationen og demokratiets indførelse. Mellem reformationen og Grundloven ligger i øvrigt enevældens tid. Og man kan jo sige meget om enevælden, men demokratisk var det system altså ikke lige frem. Enevælden var i stedet en ekstrem form for kongeligt diktatur. Den lutherske kristendom, der bakkede ivrigt op om enevælden og gav denne styreform religiøs legitimitet, synes altså som udgangspunkt at have ført Danmark i retning af mere diktatur frem for i retning af demokrati.

Problemet med påstanden om, at kristendommen skulle føre til demokrati pga. nogle særlige forhold ved de kristne kanoniske skrifter er simpelthen, at denne teori gør, at vi ikke kan forstå Europas historie i perioden fra kristendommens indførelse i Europa og frem til at demokratiet blev den anerkendte styreform. For teorien forudsætter jo, at man, hvis vi f.eks. taler om Danmark, i mindst knap 800 år var nogle teologiske båtnakker, som ikke fattede hvad der jo ellers åbenlyst fremgår af Bibelen.

I stedet viser historien jo, at kanoniske tekster ikke bliver forstået på samme måde over tid. Selvfølgelig kan vi som personligt troende have en forestilling om hvad Gud nu vil sige os (eller ikke vil sige os) med en bibeltekst. Men tager vi udgangspunkt i en på historievidenskabens metoder byggende forståelse af historiens gang, så kan vi ikke sige, at f.eks. middelalderkristendommens tanker om det kristne kongedømme, eller enevælde periodens kristne tanker om den enevældige kongemagt af Guds nåde, var fejltolkninger af Bibelen. De var i stedet i samtiden udbredte og almen anerkendte tolkninger af Bibelen. Ud fra den historisk kritiske metode må vi derfor sige, at Bibelen ikke har medført, at vi i Danmark i dag har demokrati. I stedet må vi snarere sige, at det er fordi vi har demokrati, at stort set alle kristne i dag tolker Bibelen sådan, at den muliggør demokrati. De kristne er med andre ord fulgt med tidsånden.

At der er tale om skriftende tider frem for skiftende tekster fremgår i øvrigt ganske udmærket af den rolle, som Romerbrevet kapitel 13, vers 1 til 7 spiller hhv. ikke længere spiller for den kristne forståelse af hvordan samfundet skal regeres. Her kan vi læse, at dem der regerer har deres magt fra Gud og at dem, der sætter sig op imod dem der regerer, sætter sig op mod Gud. Magten er altså sakral, den bygger på et guddommeligt mandat, på en guddommelig ordning. Dem der ikke vil acceptere den gældende ordning sætter sig altså op mod Guds orden og de vil blive ramt af Guds dom. Denne tekst var en af kongemagts teologiens ynglings tekster. For her har vi det jo sort på hvidt: kongen har sin magt fra Gud og styrer på Guds vegne. Den undersåt der måtte vove, at ville kræve politisk medindflydelse, sætter sig op imod Guds orden og vil bøde for det både her og hisset. Og sådan blev det da også prædiket fra lutheranske prædikestole i generationer.

I forhold til demokratiet er denne tekst dybt problematisk. For i henhold til den demokratiske samfundsforståelse kommer magten i samfundet ikke fra Gud men fra folket, der frit delegerer den til valgte repræsentanter, som de har ret til at erstatte med andre, hvis de er utilfredse med deres regeringsførelse. Magten i et demokrati er nemlig sekulær. Den er ikke hellig og uangribelig. Den skal i stedet underkaste sig borgernes regelmæssige dom.

Dermed kunne man jo så sige, at Bibelen umuliggør demokrati. Men sådan forholder det sig ikke. For i dag ignorer langt de fleste kristne Rom. 13,1-7 eller de har fundet en tolkning, der gør teksten ufarlig for demokratiet.

Afgørende for om en religiøs overbevisning kan forenes med demokrati er altså ikke de kanoniske tekster, som denne i princippet måtte trække på, men i stedet den tolkning, som disse tekster får. Og denne tolkning er i høj grad et produkt af det samfund og den tid, som fortolkerne lever i.

Læs mere