Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Bibelen i skolen

I Kristeligt Dagblad fra den 9.2.2012 kan man læse en artikel hvoraf det fremgår, at religionsforskerne Mikael Rothstein og Jens-André Herbener er meget imod at det Danske Bibelselskabs bibeloversættelse bruges i kristendomsundervisningen i folkeskolen. Der er nemlig tale om en forkyndende oversættelse og forkyndelse må ikke finde sted i folkeskolen. Derfor ønsker de at man i stedet skal bruge en videnskabelig bibeloversættelse.

Nuvel, sådan set er der ikke noget egentligt nyt i denne artikel. Mikael Rothstein har jo længe kørt en kamp mod den position kristendommen har i gymnasiets religionsundervisning, så hvorfor ikke også gøre det når vi taler om folkeskolen? Og Jens-André Herbener har ligeledes længe ført en kamp for at religionslærerne i gymnasiet skal bruge hans såkaldt videnskabelige bibeloversættelse frem for Bibelselskabets, så hvorfor ikke også udvide kampen til folkeskolen?

Men selvom en debat ikke i sig selv er ny eller overraskende kan man selvfølgelig godt alligevel tage den op.

Nu har jeg ingen erfaringer med at undervise i kristendomskundskab i folkeskolen. Til gengæld har jeg siden august 1996 undervist i religion i gymnasiet og hf, så en vis erfaring har jeg altså når vi taler om religionsundervisning på ungdomsuddannelserne. Når jeg, og alle de religionslærere som jeg kender, bruger Bibelselskabets oversættelse, så skyldes det en række forhold:

 

  1. Når vi underviser i kristendom så er hensigten, at vores elever skal få en indsigt i hovedtrækkene ved den kristne religion. Og det er der i høj grad brug for. Som en kollega en gang så rammende sagde: Kristendommen er den mest ukendte fremmedreligion i Danmark. Og det er der måske lidt om. Selv elever der er blevet konfirmeret plejer ikke at vide, at Jesus i henhold til kristendommen er både Gud og menneske, de synes ikke at have hørt om treenigheden og de er blanke på arvesyndslæren. At man ikke lige kan afgøre om evangelierne forefindes i Det Gamle eller Det Nye Testamente er ganske almindeligt etc. På religion c niveau er der derfor slet ikke ret meget tid til den dekonstruerende kristendomsundervisning som der foresvæver Rothstein og Herbener. Man kan nemlig ikke dekonstruere noget der slet ikke er konstrueret i de unge eller knap så unge menneskers hoveder. I virkelighedens verden er vi derfor nødt til at bruge hoveddelen af den tid vi har til rådighed til at give eleverne et basalt kendskab til kristendommen. Og det er også fair nok for det samme gælder jo også de andre religioner som vi underviser i. 

  2. Det danske bibelselskabs oversættelse er ikke bare den, der bruges i kirken. De er også den som den offentlige debat om kristendommen tager udgangspunkt i, som forfattere henviser til i deres skønlitterære værker etc. At give eleverne kendskab til denne oversættelse er derfor et led i at sikre dem en vis almen dannelse. I øvrigt har vi på ungdomsuddannelserne mange læsesvage elever, som har svært nok ved at forstå 1992 oversættelsen. Herbeners oversættelse er langt mere sprogligt krævende. Skulle man bruge den i gymnasiet frem for Bibelselskabets oversættelse vil vi tabe mange elever som simpelthen ikke vil kunne følge med. At man skulle kunne bruge en sådan tekst i folkeskolen er helt og særdeles urealistisk.

  3. Bibelselskabets oversættelse er naturligvis subjektiv. Det samme er Herbeners. Man kan nemlig ikke oversætte en tekst uden at man kommer til at inddrage sin forforståelse af teksten. Men derfor er nogle oversættelser naturligvis stadigvæk mere holdbare end andre. Det er derfor vigtigt, at lærerne har et vist kendskab til oversættelsesproblematikker i forhold til de tekster som de arbejder med. Og derfor er det også vigtigt, at man for at man kan få undervisningskompetence i religion på gymnasie niveau skal kunne læse mindst en religions kanoniske tekster på originalsproget. Og derfor er det også bekymrende, at Rothsteins og Herbeners universitetskollegaer, så vidt som jeg har forstået det, gerne vil afskaffe dette krav for hermed at kunne tiltrække og fastholde flere studerende på de religionsvidenskabelige fakulteter.

  4. Det er ikke svært at give eleverne kendskab til den bibelkritiske metode med udgangspunkt i Bibelselskabets oversættelse. Modsætninger mellem teksterne og lag af ældre forestillinger kan såmænd problemløst afdækkes vha. denne oversættelse. Det er ikke svært at give eleverne indsigt i hvordan evangelisterne arbejder med hinandens tekster og korrigerer hinanden ved f.eks. at lade dem sammenligne de fire evangeliers beretninger om Jesu opstandelse. Og spor af ældre religiøse forestillinger i de bibelske tekster kan man ret let afdække ved f.eks. at lade dem tænke over hvorfor det hedder ”Du må ikke have andre guder end mig” frem for ”du må ikke tro på at der er nogen anden Gud end mig”.

I øvrigt så er det ikke udtryk for mission at bruge tekster i religionsundervisningen som er skrevet med et missionerende formål. Var det det måtte vi jo f.eks. heller ikke bruge tekster forfattet af troende muslimer når vi underviser i islam. Typisk bruger vi i religionsundervisningen lige præcist baggrundslitteratur af religionsvidenskabelig karakter og så tekster, forfattet af mennesker i fortid og nutid, der tror på den religion som vi har gang i.

Religionsundervisningens mål er bl.a., at eleverne både skal kunne håndtere det såkaldte indefra perspektiv, dvs. de skal kunne gengive de religioner som vi har arbejdet meds forestillinger på en loyal måde, og et såkaldt udefra perspektiv, dvs. det religionsfagligt kritiske perspektiv. Disse to perspektiver skal man altså have indover når man arbejder med Bibelselskabets tekster og det kan man som sagt også sagtens. Derimod vil det være umuligt at få det kristne indefra perspektiv med hvis man skulle bruge Herbeners oversættelse.

Læs mere

Skrevet af den 8 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Jeg er Gud dybt taknemmelig for at jeg er homoseksuel

“Velsignet være du, Herre vor Gud, universet herre, fordi du ikke har skabt mig som en kvinde”. Sådan lyder en af de velsignelser som jødiske mænd skal bede hver morgen. Kvinder skal i stedet bede: ”Velsignet være du, Herre vor Gud, universets herre, som har skabt mig i henhold til din vilje”. Denne velsignelse, som jødiske kvinder altså skal bede om morgenen, er en såkaldt tsiduk ha’din, en form for bøn hvor man accepterer en smertefuld guddommelig afgørelse.

Da jeg i sin tid læste om disse jødiske morgenbønner i Rabbi Steven Greensbergs interessante bog ”Wrestling with God & Men – Homosexuality in the Jewish Tradition”, blev jeg først rigtigt forarget – for i næste minut at tænke ”hvor er det dog forfriskende ærligt!”Set i lyset af hvor meget ortodoks jødedom (og konservativ kristendom og islam) priviligerer mænd på kvinders bekostning er det da ærligt, når religionen selv vedstår sig denne magt- og privilegiefordeling.

Det er denne forfriskende ærlighed som jeg kom til at tænke på da jeg læste Morten Hørning Jensens og Leif Andersens debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 8.2.2012. I dette indlæg påstår de at den homoseksuelle seksualitet er en ”itugået” seksualitet, der medfører, at vi homoseksuelle i vores seksuelle forhold ”ikke kan udtrykke gudslighedens hensigt lige så fuldt” som de heteroseksuelle øjensynligt kan det. Morten Hørning Jensen og Leif Andersen giver udtryk for, at de homoseksuelles ”itugåede” seksualitet kan være medfødt, men som de skriver ”meget taler også for, at den kan være erhvervet senere, for eksempel gennem disharmoniske kønsbilleder i familien”.

Egentligt burde de to herrer jo bryde ud i følgende velsignelsesbøn: ”Velsignet være du, Herre Vor Gud, universets herre, fordi vi ikke har en itugået seksualitet” hhv. ”Velsignet være du, Herre Vor Gud, universets herre, fordi vi ikke har haft disharmoniske kønsbilleder i familien”. Morten Hørning Jensens og Leif Andersens debatindlæg oser af en heteroseksuel selvtilfredshed som sikkert fremmes af at de helt ignorerer oldkirkens, middelalderkirkens og selv Luthers negative forståelse af den seksuelle lyst, også den der opstår når heteroseksuelle ægtefolk udfolder deres seksualitet indenfor ægteskabets rammer. Men at den højrekirkelige argumentation mod kirkelig accept af homoseksuelle par bærer præg af en seksualitets forståelse der er et produkt af den modernitet som man ellers vil bekæmpe, er blot udtryk for det komplicerede forhold til moderniteten, der præger al fundamentalisme, uafhængigt af religion.

Men altså, Morten Hørning Jensen og Leif Andersen vil gerne have, at jeg skal se min seksualitet som en itugået seksualitet, måske medfødt men nok snarere et resultat af at jeg fik nogle skod forældre med på livets vej. Og enten må jeg så se at få repareret min seksualitet (f.eks. hos Agape hvor man gerne vil være mig behjælpelig hermed) så jeg kan blive Guds velbehagelig i mit seksuelle udtryk eller også må jeg affinde mig med Guds hårde afgørelse og leve i et livslangt uønsket cølibat.

Nu er der ubestrideligt mangt og meget ved mig, som kunne og burde være hhv. blive bedre. Men er der noget, som jeg virkelig er glad for, så er det, at jeg er lesbisk. Jeg føler mig ikke bedre end de heteroseksuelle, lige så lidt som jeg føler, at de er bedre end mig. Jeg tror ikke, at de heteroseksuelles seksualitet er forkert og min derfor er rigtig. Jeg tror heller ikke at min homoseksualitet er rigtig og de heteroseksuelles identitet og praksis derfor er forkert. Jeg er bare så glad for, at jeg har en seksuel identitet som passer til mig.

Jeg er derfor Gud dybt taknemmelig fordi han har ladet mig udvikle en homoseksuel identitet. Og jeg er ham også dybt taknemmelig fordi han for 18 år siden lod mig finde kvinden i mit liv, som jeg har levet lykkeligt sammen med lige siden. Og mht. mine forældre, så har de gjort meget godt for mig, som jeg er dem taknemmelig for, og skulle de havde et medansvar for at jeg er homoseksuel kan jeg kun sige: ”Godt gået!”

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 7 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Da forsvar for ægteskabet var kætteri

I år 393 blev munken Jovinian højtideligt dømt som kætter ved en synode først i Rom og siden i Milano. Og som en følge heraf udsendte kejseren i 398 et dekret om at Jovinian først skulle piskes og dernæst sendes i eksil.

Men hvad var det så som den stakkels munk havde sagt, siden han blev mødt med en så stræk kirkelig og verdslig modreaktion? Den altafgørende grund til at Jovinian blev dømt som kætter var, at han havde hævdet, at jomfruer i Guds rige ikke vil modtage en større belønning end gifte kvinder og at han generelt lærte, at ægteskabet var ligeværdigt med livet i cølibat. Det var Jovinians ønske om at ligestille ægteskabet med cølibatet frem for at fremhæve det sidste på bekostning af det første, som var den afgørende grund til at han blev dømt som kætter, selvom han også havde andre, for datiden kontroversielle synspunkter, så som at der ikke er større belønning forbundet med at faste end ved at spise og at dem, der i tro har modtaget dåben, ikke vil kunne overvindes af Satan.

Den kirkelige og verdslige dom over Jovinian var kulminationen på en debat om forholdet mellem ægteskab og cølibatet som havde raset i kristendommens første tre århundreder.

Hovedproblemet var at Det Nye Testamentes skrifter ikke indeholder et entydigt syn på ægteskabet. Jesu afvisning af skilsmisse, som man finder i Matt. Kap. 19, kan ses som et forsvar for at ægteskabet er en del af Guds skabelsesorden. Men samtidigt hermed taler Jesus i samme kapitel om dem, der ”har kastreret sig selv for himmelrigets skyld” (hvad er en mere ordret oversættelse af Matt. 19,12 end den som vi finder i Det Danske Bibelselskabs Bibel). Han fremhæver i Luk. 14,26, at ingen som ikke hader fader og moder, hustru og børn, broder og søster kan være hans discipel. Og i Mark. 12,25 (med paralleltekster i Matthæus og Lukas) fremhæver Jesus, at man i Guds rige ikke vil kende til ægteskab men i stedet vil leve som englene. Og ikke mindst Paulus meget kritiske syn på ægteskabet som fremgår af 1. Kor. Kap. 7 var en væsentlig kilde til ægteskabskritik i den tidlige kristendom.

Allerede i det første århundrede dukkede der i kristne sammenhænge grupperinger op som var kendetegnet ved en overbevisning om at den fysiske verden ikke var skabt af den sande Gud og at man som kristen derfor radikalt skulle bryde med den fysiske verden, f.eks. ved at leve som vegetar og ved at leve i cølibat. Disse bevægelser, som man kan betegne som en tidlig version af gnosticismen, udgjorde en seriøs udfordring for det, som senere skulle blive til den etablerede kristendom. Troen på at den fysiske verden var skabt af en anden Gud end den sande Gud ville uundgåeligt fører til et radikalt brud med jødedommen og en forkastelse af de jødiske skrifter, som størstedelen af den tidlige kristendom opfattede som Guds ord. Og kravet om at alle kristne skulle afstå fra ægteskab og sex var uforeneligt med de romerske borgerpligter, der bl.a. indbefattede pligten til at gifte sig og få børn. Det er derfor ikke så mærkeligt, at man allerede i de såkaldte pseudopaulinske skrifter (dvs. skrifter som udgiver sig for at være skrevet af Paulus men ifølge den moderne bibelforskning er forfattet af andre skribenter) kan finde et klart forsvar for ægteskabet, hvor Efeserbrevet kap. 5 er det mest kendte eksempel.

Generelt blev afvisningen af den radikale encratisme (askese) et vigtigt kendetegn ved den tidlige ”katolske” kirke. Man ønskede ikke et radikalt brud med jødedommen eller det romerske samfund. For den i stadigt grad mere bispestyrede kirke var den radikale encratisme også et problem fordi man her mente, at den kirkelige autoritet ikke afhang af ens embede men af hvor helligt man levede (som asket). Og sidst men ikke mindst så så den tidlige ”katolske” kirke med stor bekymring på den radikale encratismes velvilje overfor at give kvindelige asketer ledende roller i menighederne. Forsvaret for ægteskabet gik derfor typisk hånd i hånd med påstanden om, at kvindens underordning under manden i ægteskabet såvel som i kirken var et udslag af skabelsesordenen.

Allerede i begyndelsen af det andet århundrede kan man se at den almen anerkendte holdning indenfor den tidlige ”katolske” kirke var, at man kun måtte gifte sig for at få børn. Enhver anden motivation for den ægteskabelige seksualitet var syndig. Hvis dette krav blev opfyldt, ja så mente f.eks. Ignatius af Antiokia (30-107) imidlertid, at livet som gift var ligeværdig med livet i cølibat.

Kampen mod den radikale encratisme medførte midlertid ikke, at den forsvandt. Og en mere moderat encratisme fik i løbet af 200-tallet og 300-tallet gehør i kristne sammenhænge. Den moderate encratisme anerkendte at den fysiske verden var skabt af den ene sande Gud. Den anerkendte også ægteskabet som oprindeligt indstiftet af Gud. Påstanden var imidlertid, at syndefaldet havde udløst en så seriøs fordærvelse af seksualiteten, at livet i cølibat var at foretrække. Vigtige tidlige teologer som Tertullian (ca. 160-225) og Origenes (185-254) var afgørende for at disse tanker fik mere og mere gehør. Kampen kom derfor mere og mere til at handle om hvor meget dårligere man kunne fremstille ægteskabet i forhold til cølibatet uden, at man dermed gjorde sig sårbar for anklager om at man var en gnostiker.

En interessant detalje i denne kamp er udviklingen i synet på Maria, Jesu moder. Allerede i midten af 100-tallet synes det at have været alment anerkendt indenfor kristendommen, at Maria var jomfru før hun undfangede Jesus. For f.eks. Tertullian og Origenes var det imidlertid også vigtigt, at fremhæve, at Maria også efter at hun havde født Jesus levede i cølibat. På denne måde kunne Maria fremhæves som forbilledet for alle kristne jomfruer samtidigt med, at man kunne understrege, at livet i cølibat var mere helligt end at have sex indenfor ægteskabets rammer. Dog gjorde de begge meget ud af at fremhæve, at Jesus da han blev født gennembrød Marias jomfruhinde og hun derfor ikke var jomfru efter at hun havde født Jesus. For hvordan kunne Jesus være et sandt menneske med en sand krop uden, at hans fødsel medførte, at Marias jomfruhinde blev brudt? Kirkefaderen Ambrosius (ca. 337-397), der her var inspireret af et ikke kanonisk evangelium (Jakobs protoevangelium), insisterede imidlertid på, at Maria ikke blot var jomfru før hun fødte Jesus, men også mens hun fødte ham og efter, at hun havde født ham. Denne forestilling, der i øvrigt forsat er en del af den katolske kirkes troslære, var en radikal understregning af hvor vigtig og hellig jomfrueligheden er. At Maria skulle have født Jesus på en normal måde og at hun i fysisk forstand ikke skulle have været jomfru efter Jesu fødsel, var for Ambrosius uforenelig med såvel Marias som Jesu hellighed.

Jovinian opponerede mod Ambrosius og andre af hans samtidiges dyrkelse af jomfrueligheden, herunder Marias, på bekostning af ægteskabet. Hans motiv var efter alt at dømme at beskytte kristendommen mod det radikalt encratistiske kætteri og mod andre gnostiske tendenser– men tiden var imod ham og han endte altså med selv at blive dømt som kætter.

Dommen over Jovinian fik en stor betydning for den sene oldkirkes og for middelalderkirkens syn på ægteskab og cølibat. Kirkefaderen Augustin (354-430) bakkede således op om dommen. Han mente, at ægteskabet var indstiftet af Gud og at Adam og Eva havde haft et ægteskabeligt samliv i Paradiset (hvad ellers var et meget omstridt tema i oldkirken). Men Augustin hævdede, at sex i paradiset udelukkende havde været styret af viljen til at opfylde Guds bud om at mennesket skulle mangfoldiggøre sig. Det seksuelle begær derimod var et resultat af syndefaldet og belastet af synd. At leve i cølibat var derfor klart det bedre valg.

Og da reformationen bl.a. medførte et angreb på læren om at cølibatet er bedre end ægteskabet svarede koncilet i Trient, der definerede den katolske kirkes reaktion på reformationen, igen med højtideligt at fordømme dem, der påstår, at ægteskabet er at foretrække frem for cølibatet eller som påstår, at der ikke er større velsignelse ved at leve i cølibat frem for at gifte sig. Faktisk er det først i tiden efter Det 2. Vatikankoncil, at det i katolske kredse er blevet almen anerkendt, at ægteskabet er et ligeværdigt kald i forhold til cølibatet.

 

Kilde: hovedsageligt men ikke udelukkende David G. Hunter: Marriage, Celibacy, and Heresy in Ancient Christianity – The Jovinianist Controversy, Oxford University Press 2009.

Læs mere

Skrevet af den 27 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 14 kommentarer

Viser folks vilje til at dø for en tro at denne er sand?

 Jens Ole Christensen er ude med riven efter biskop Kjeld Holm. Sidstnævnte har nemlig formastet sig til at plædere for at relativisme er forenelig med den kristne tro. Det overrasker ikke at Jens Ole Christensen, en af landets mest medieaktive fundamentalister, ikke vil vide af relativisme. Interessant er imidlertid hans argumentation. For det første påstår han nemlig, at Anders Breiviks terrorudåd viser, at relativismen tager fejl og at vi i stedet må tage udgangspunkt i, at der findes urokkelige absolutter i form af rigtigt og forkert. Og for det andet så lægger han op til, at troen på den absolutte sandhed viser sin overlegenhed i forhold til relativismen ved at folk vil gå i døden for den første men ikke for den sidste.

Mht. Breiviks forbrydelse, ja så er det sådan set interessant, at Jens Ole Christensen henviser til den. For meget kan man sige om Breivik, men en ting er sikkert, den mand er ikke relativist. Breivik er styret af en urokkelig tro på at der findes noget der er rigtigt og noget der er forkert. Og at han har ret og dem der mener noget andet har uret. Breiviks terrorudåd viser faktisk lige præcist faren ved troen på den absolutte sandhed, nemlig den, at den kan føre til dæmonisering af dem, der tror noget andet end en selv, en dæmonisering der så i yderste instans kan føre til massedrab.

Ej heller beviser menneskers vilje til at dø for en tro at denne tro er sand. Folk har sat livet på spil for deres kristne, for deres jødiske, for deres muslimsker og for deres buddhistiske tro samt for en række andre religioner såvel som for kommunismen, nazismen, for dikturet og for demokratiet og en hel del andet. Faktisk er det forbløffende hvad folk er villige til at dø for – og hvad de er villige til at slå ihjel for. Relativismen har måske ikke så mange martyrer – men der er vist heller ikke særligt mange relativister, der har gjort andre til martyrer.

Faktisk har den religiøse relativisme i europæisk sammenhæng sine rødder i en åndelig modreaktion mod de myrderier, som reformationstiden og dens religionskrige udløste. Katolikkernes, lutheranernes, calvinisternes og gendøbernes vilje til at dø for deres tro – og til at dræbe deres religiøse modstandere, udløste ikke en forstærket tro på en absolut sandhed men i stedet dens første krise. Når folk rundt omkring på Europas skafotter var villige til at gå i døden for indbyrdes modstridende versioner af den kristne tro kunne martyriet så være et bevis på en tros sandhed? Og når nu kampene om den sande tro førte til strømme af blod – var så ikke selve ideen om den sande tro falsk?

Nuvel, troen på absolutter behøver ikke at medføre, at man myrder dem, der tænker anderledes. Relativisme behøver heller ikke at medføre, at man mener, at alt er lige gyldigt hvormed alt bliver ligegyldigt. Relativisme handler for mig om at være sig bevidst, at der findes utallige påstande om hvad der ultimativt skulle være sandt. At man insisterer på sin tros sandhed – og at man er villig til at dø for den beviser ikke andet end at man er meget overvist, overbevisende er en sådan tro ikke i sig selv. Relativisme er for mig en indsigt i, at hvad et samfund og/eller en religion definerer som rigtigt eller forkert forandrer sig over tid. På Luthers tid brændte man hekse og kættere og mente, at man hermed tjente Gud. I dag mener det helt store flertal af kristne, at det var forkert. Og ja, jeg mener, at det var og er absolut forkert at brænde mennesker, men jeg er nødt til at forholde mig til at kristne, at folk med samme religion som mig, dengang mente at de havde Guds ord for sig og Guds vilje med sig. De teologer som dengang støttede, ja krævede, at kættere og hekse skulle brændes havde studeret Bibelen lige så meget som Jens Ole Christensen og jeg. De kom ved at studere den til nogle andre slutninger end vi. Det burde give os stof til eftertanke.

 

 

Læs mere