Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Kirkeministeriets navn og kampen om folkekirkens særstatus

Nu viste striden om kirkeministeriets navn sig at være (endnu et) ugennemtænkt men kortvarigt mediestunt fra SF’s side af. Når debatten om hvad (det ret så gamle) barn nu skal hedde alligevel nåede at eksplodere hænger det sammen med, at forslaget om at omdøbe kirkeministeriet til religionsministeriet eller noget i den stil med det samme blev udlagt som et knæfald for islam. Og da man ikke kan diskutere islam i dette her land uden at folk går amok i løbet af nul komma dyt, ja så kan det sådan set ikke undre, at debatten om en omdøbning af kirkeministeriet meget hurtig blev meget heftig.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at kirkeministeriet ikke er et ministerium for landets kirker – på bekostning af f.eks. de muslimske trossamfund. Nej, kirkeministeriet er ministerium for folkekirken – på bekostning af samtlige andre trossamfund, herunder frikirkerne, den katolske kirke etc. Grunden til at vi har et kirkeministerium er, at folkekirken er statens kirke – og at folkekirken ikke selv har nogen ledelse og nogen egen centraladministration. Derfor er det folketinget, der lovgiver for folkekirken og det er derfor, at der findes et særligt ministerium, der skal tage sig af den praktiske administration af folkekirken.

Den danske stat priviligerer ikke kristendommen i alle dens udtryksformer på bekostning af de andre religioner – den priviligerer en særlig kirkeordning på bekostning af alle andre kristne kirker såvel som tilhængerne af de ikke-kristne religioner. Det er nok også derfor, at det lige præcist ikke har været repræsentanter for landets muslimer, der er løbet storm mod folkekirkeordningen, men i stedet katolikker og baptister, der er draget i felten med påstanden om, at den danske stat diskriminerer alle andre trossamfund end folkekirken og med kravet om at staten i stedet burde ligestille alle trossamfund.

Nu er det ikke så mærkeligt, at nogle katolikker og frikirkefolk bekriger folkekirkeordningen. For på trods af at Indre Mission og Tidehverv fylder meget i mediebilledet (godt hjulpet på vej af den måde som Kristeligt Dagblad prioriterer kirkestoffet på), så er folkekirken i praksis domineret af en blød og liberal protestantisme, der ikke ser kristendommen som noget, der er eller skal være i modsætning til det senmoderne, demokratiske og sekulariserede danske samfund. At nogle frikirkefolk og katolikker kan se det som en vigtig rolle at bekæmpe en sådan kristendomsforståelse kan ikke undre særligt meget al den stund, at deres kirker typisk står for en kristendomsfortolkning hvor man opfatter det som kirkens pligt at være en modkultur i forhold til de senmoderne vestlige samfunds værdier som går under betegnelsen ”tidsånden”. Og hermed står man åndeligt set slet ikke så fjernt fra de muslimer, der mener, at man som muslim ikke må lade de senmoderne sekulære demokratiers værdier påvirke ens tro og liv.

Mere mærkværdigt er det at se venstreliberale og socialistiske politikere og debattører kæmpe mod folkekirkeordningen. Hvorfor kæmpe mod en kirke hvor flertallet af præsterne efter sigende stemmer på SF og som i hvert fald for de flestes vedkommende har samme menneskesyn og samfundsforståelse som man selv har?

 

Læs mere

Skrevet af den 13 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Skabelse, lov og foranderlighed

I debatten om vielser af homoseksuelle er et hyppigt modargument mod en sådan ordning, at det fremgår af selve skabelsen, at ægteskabet kun er for heteroseksuelle par.

Det interessante ved en sådan argumentation er bl.a., at man hermed får gjort skabelsen til en lov. Gud har, antages det, i skabelsen én gang for alle fastsat og for altid defineret hvordan vi skal leve og forstå vores liv. Og denne lov, som Gud har indlagt i skabelsen, skal vi mennesker betingelsesløst underkaste os.

Problemet med en sådan skabelseslov er bl.a., at det jo ikke giver mening, at Gud i skabelsen kun skulle have fastlagt en lov for ægteskabet. Hvis skabelsen er en lov, så må denne lov også omfatte alle andre af livets aspekter, med mindre da man antager, at ægteskabet er det eneste som Gud har skabt. Når nu Gud f.eks. har skabt verden således, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, kan vi så ikke heraf aflæse den lov, at vi ikke må benytte os af kunstig belysning? Med hvilken ret tillader mennesket sig via kunstig belysning at gøre nat til dag og således sætte Guds skabelsesorden ud af kraft?

Ud over, at det er teologisk problematisk at ville gøre skabelsen til en art sharia lov, så savner jeg også en mere dybtgående refleksion over hvad skabelse vil sige. Ideen om skabelsen som en lov forudsætter som jeg tidligere nævnte, at Gud én gang for alle har indrettet verden og fastlagt hvordan den er og skal være. En sådan forestilling er imidlertid uforenelig med evolutionslæren og ikke blot med den, men med hele den moderne videnskabs forståelse af verden som underlagt konstant forandring. Ved at gøre skabelsen til lov sætter man sig altså ikke bare op mod tidsånden (hvis man med dette diffuse begreb mener tilfældige strømninger i samtiden) men mod hele den moderne vestlige verdens forståelse af naturen, verden, samfundet og den menneskelige tilværelse. Ja, erfaringen af foranderlighed og kravet om at kunne takle den er om noget det senmoderne menneskets virkelighed både på det teoretiske og på det praktiske plan.

Med mindre, at kirken skal afskære sig fra virkeligheden må teologien altså takle det forhold, at skabelse ikke kan betyde, at Gud har skabt en urokkelig og uforanderlig verden hvoraf man så kan udlede lige så urokkelige og uforanderlige love for menneskets liv. Gud er ikke skaber på den måde, at han har fastlagt verden en gang for alle, en sådan påstand er simpelthen i modstrid med den centrale og fundamentale erkendelse som bærer den vestlige verden. Ideen om skabelsesordninger er derfor en teologisk blindgyde. Sådan som jeg ser det har Gud ikke fastlagt verden, men han muliggjorde og muliggør verden. I den forstand er Gud både skaber og opretholder. Gud er forudsætningen for at verden er til og at den ikke falder tilbage i intetheden. Gud har givet sin skabning frihed til at udvikle sig. Nyt opstår, gammelt forgår. Noget af det gamle overlever og noget af det nye klarer sig ikke. Sådan udvikler ikke bare den menneskelige historie men hele universitet sig. Båret er vi og universet af Gud.

Du og jeg er ikke skabt af Gud i den forstand, at Gud en gang for alle har dikteret vores liv. Livet er ikke et teaterstykke hvor vi til sidst vil blive straffet eller belønnet alt efter om vi spillerede vores rolle i overensstemmelse med et fastlagt manuskript. Gud kalder os i stedet til at elske, til at elske ham og hans skabning, herunder ikke mindst vores medmennesker. Islam betyder underkastelse, underkastelse under Guds lov sådan som den fremgår af åbenbaringen og skabelsen. Kristendom betyder at tro på Kristus og forsøge, at give den kærlighed videre som han møder os med.

Læs mere

Skrevet af den 23 dec, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Skam over den katolske kirke i Polen

I den vestlige verden er den katolske kirke blevet rystet af den ene sexovergrebsskandale efter den anden. Gang på gang har det vist sig, at katolske præster har forgrebet sig seksuelt på børn og unge der var i deres varetægt, og at de katolske biskopper har valgt at se igennem fingerne med disse overgreb. Den offentlige vrede over disse forbrydelser og forbrydere har i lande som USA, Irland og Tyskland ført til omfattende kirkelig selvransagelse og løfter om bod og bedring.

Men sådan er det ikke i Polen, der på mange måder gælder for at være det katolske flagskib i Europa. Anklager mod katolske præster fører i Polen ikke til katolske selvransagelse og løfter om bod og bedring men i stedet til modangreb mod dem, der vover at rejse røsten på ofrenes vegne.

F.eks. måtte ærkebiskop Juliusz Paetz træde tilbage efter at det kom frem at han havde misbrugt præstestuderende seksuelt. Men det var vist mest en formsag. Han optræder i hvert fald stadigvæk ved højt profilerede kirkelige begivenheder såsom Pavens besøg i Polen i 2006, hvor man på TV kunne se ham hilse på Paven. Og i 2009 blev et brev fra Paven, hvor han priser Paetz for dennes tjeneste for kirken, offentliggjort i de polske medier. De præster og lægfolk, der havde bidraget med at afsløre Paetz forbrydelser, blev til gengæld mødt med forskellige former for kirkelig sanktionering.

Historien om ærkebiskop Paetz er ikke en enlig polsk svale. I 2001 stod Ewa Orlowska frem og fortalte om hvordan hun som 13-årig var blevet misbrugt af sin sognepræst Michael Moskwa. Den dag i dag er hun ikke i stand til at vende tilbage til sin hjemby Tylawa, fordi de lokale, under opmuntring fra præsteskabet, har fordrevet hende. Ja, hendes forældre har sågar gjort hende arveløs efter at de fik tilbudt penge af Michael Moskwa.

Michael Moskwa endte med i 2004 at få en betinget dom samt pålæg om ikke at arbejde med børn i de næste 8 år. Dette pålæg har han valgt at ignorere og hans lokale biskop, ærkebiskop Jósef Michalik, der i øvrigt er præsident for den polske bispekonference, har givet ham lov til at vende tilbage som sognepræst i hans gamle sogn. Ærkebiskoppen har i et åbent brev bakket op om Jósef Michalik og påstået, at han er blevet angrebet af kirkens fjender.

I 2007 hængte den 13-årige Bartek Obloj sig efter at have fortalt om hvordan han blev voldtaget af sin sognepræst Stanislaw Kaszowski. Borgmesteren i den by hvor drengen levede og præsten var sognepræst havde 10 år forinden bedt ærkebiskop Jósef Michalik om at fjerne præsten pga. dennes rovdyrsagtige seksuelle adfærd, men ærkebiskoppen havde givet præsten sin fulde støtte. Indtil videre har den eneste kirkelige reaktion da også været, at give Stanislaw Kaszowski et sognepræsteembede i et andet sogn.

Og sådan kunne man blive ved. Det er tydeligt, at den katolske kirke i Polen ikke af sig selv vil gøre noget ved præster, der begår sexovergreb. Ja, man er end ikke villig til at gennemføre psykologtest af kandidater til præsteembedet og hermed forsøge på at si potentielle pædofile væk. Men sekulariseringen er så langsomt ved at slå igennem i Polen. I fremtiden kan det derfor meget vel være, at sexforbrydere i katolsk præstedragt ikke længere kan regne med at slippe af sted med deres forbrydelser.

 

Kilden til denne historie er Jonathan Luxmoores artikel ”Shame on Poland” i The Tablet fra den 3.12.2011.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 22 dec, 2011 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Hitler og vielser af homoseksuelle

Debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle kan sommetider blive hård. Emnet er tydeligvis et der kan sætte sindene i kog. Et lavpunkt i debatten er for mig Paul Jørgensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 20.12.2011, der blev bragt med den rungende titel: Napoleon og Hitler havde større respekt for kirken end kirkeministeren.

Pointen i Paul Jørgensens indlæg synes at være den, at hvor diktatorerne Napoleon og Hitler indgik såkaldte konkordater med den katolske kirke og dermed officielt undlod at blande sig i kirkens indre anliggender så vil kirkeministeren pålægge trossamfundene at vie homoseksuelle, hvad altså skulle være en indblanding i kirkens indre anliggender, der går ud over hvad de to nævnte diktatorer kunne finde på.

Som udgangspunkt er indlægget utroligt rodet. F.eks. synes Paul Jørgensen ikke at kunne skelne mellem folkekirken som folketinget har ret og pligt til at lovgive for – og så et selvstændigt kirkesamfund som den katolske kirke, som stater kan indgå konkordater med. Paul Jørgensen kan heller ikke dokumentere, at kirkeministeren skulle søge, at pålægge de andre trossamfund at vie homoseksuelle, men sådan en lille detalje skal tydeligvis ikke ødelægge hvad han tror er en super pointe.

Paul Jørgensens pointe om de gode diktatorer og den onde kirkeminister halter imidlertid også grundlæggende set fordi de gode diktatorer nu ikke var så gode alligevel. Mht. konkordatet mellem Napoleon og den katolske kirke så gav denne aftale den franske regering retten til at nominere de katolske biskopper. Er det ikke at blande sig i kirkens indre anliggender? Og henvisningen til Hitler er endnu mere grotesk.

Konkordatet mellem Nazityskland og Vatikanet var den første internationale aftale som naziregimet indgik. Den katolske kirke gav hermed det nye styre sin anerkendelse og bidrog til at det blev gjort stuerent. Konkordatet med Hitler hører med til de mange skampletter der præger den katolske kirkes håndtering af nazismen. Imidlertid var Hitler lige så lidt villig til at holde konkordatet som den katolske kirke var ivrig for at få et godt forhold til Nazityskland. Hitler brød konkordatet i og med, at han begyndte at føre en forfølgelsespolitik rettet mod den katolske kirke. Den indbefattede tvangslukning af klostre, tvangssammenlægning af de katolske ungdomsorganisationer med Hitler Jugend og efterhånden også fængslinger af de katolske præster, der på den ene eller anden måde var regimet ubekvemt. I dag roser den katolske kirke sig gerne af sine mange martyrer fra Hitlertiden, men det har Paul Jørgensen øjensynligt ikke hørt om. Eller måske mener han, at sådanne tiltag enten ikke er en indblanding i kirkens indre anliggender eller i hvert fald er at foretrække frem for at skulle blive stillet overfor valget mellem homovielser og tab af retten til at foretage vielser på statens vegne?

Mht. vielser og Hitler så bør man i øvrigt heller ikke glemme Nüremberglovene, der bl.a. forbød ægteskaber mellem personer af såkaldt arisk og ikke-arisk blod. Denne nazilov må i høj grad have påvirket de kristne kirkes forvaltning af ægteskabet under Hitlertiden. I denne forbindelse er det i øvrigt værd at bemærke, at ingen kristen kirke protesterede over Nüremberglovene, hvad der jo er interessant nu når Paul Jørgensen lægger op til at trossamfundene om nødvendigt skal gå til domstolene for at få forhindret homoseksuelle vielser. Man kunne godt leve med en racistisk og antisemitisk ægteskabslovgivning – men man kan ikke leve med homoseksuelle ægteskaber…

 

 

Læs mere