Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 maj, 2012 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Skal dræbersnegle tilgive?

Debatten om vielser af homoseksuelle har i de seneste dage nået nye, hidtil uanede dybder. Først brillerede tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech med en usmagelig inddragelse af dræbersnegle i debatten om vielser af homoseksuelle. Måske ville hun ligestille homoseksuelle med dræbersnegle. Eller måske hun ville give udtryk for, at dræbersnegle er mere naturlige og i overensstemmelse med Guds skabelsesorden end homoseksuelle, der vil giftes. Og måske var der tale om et usædvanlig plat forsøg på at køre på den gamle traver om at homoseksuelle par ikke kan blive gift fordi de ikke kan få børn med hinanden (hvad jo så også ville betyde at mange heteroseksuelle par måtte nægtes ægteskab) – Lavt var det i hvert fald.

Nu er det så kommet frem, at en præst fra Nordjylland har nægtet at begrave en kvinde fordi hun levede i et lesbisk parforbehold – og det med den begrundelse, at det ville være forkert af ham at begrave en lesbisk nu når han ikke vil vie homoseksuelle. Her er der ikke “bare” tale om at man griber til politiske platheder, når man øjensynligt ikke kan finde på seriøse argumenter i ens kamp mod vielser af homoseksuelle, her er der tale om en præst, der ikke blot har forbrudt sig mod den klare lovgivning om folkekirke medlemmers ret til at blive begravet i deres hjemsogn og af deres sognepræst men, hvad der er langt langt være, der er tale om en præst der i den grad har optrådt hårdhjertet og grusomt overfor den afdøde lesbiskes datter og kone. Her er der tale om en præst, der har sat kirkepolitisk taktik og højrekristen markering over sin pligt som sjælesørger indenfor folkekirken samt over næstekærlighed og almindelig menneskelig empati og anstændighed. Det virker usandsynligt, at præsten ikke har vist, at han ikke må afvise at begrave et medlem af folkekirken fordi hun levede i et lesbisk parforhold. Han har snarere regnet med, at de pårørende ville dukke sig i skam over at være lesbisk hhv. have en lesbisk mor og finde sig i hans højrekristne ”værdimarkering”. Men sådan kom det ikke til at gå. Den afdødes datter klagede nemlig til provsten. Og det har givet præsten så kolde fødder at han minsandten har bedt højtidligt om tilgivelse. Nuvel, præstens anger havde været noget mere troværdig hvis han havde fortrudt og bedt om undskyld før det kom til en klagesag. Men det ændrer ikke ved, at nogle netdebattører (se debattråden under Kristeligt Dagblads artikel) nu mener, at den afdødes datter bare har at tilgive præsten og at præstens ageren ikke må få nogle tjenestelige konsekvenser nu, da han har sagt undskyld.

Skal vi kristne ”dræbersnegle” tilgive folk som Birthe Rønn Hornbech, der viser foragt for vores følelser eller folk som præsten fra Nordjylland, som først slår til os når vi ligger ned i sorg og så, uden at skifte holdning til os i øvrigt, efterfølgende beder om undskyld?

Ja, som kristen er man kaldet til at tilgive i samme omfang som vi vil modtage tilgivelse fra Gud, vi beder jo i Fader Vor ”forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere”. Men for det første er tilgivelse et kald til ”hin enkelte”. Vi kan aldrig kræve af andre, at de skal tilgive os, især da ikke så længe de sår vi har tilføjet dem bløder. Og vi kan ikke kræve af nogen, at de skal tilgive andre, selvom vi måske selv ville have gjort det. Kravet om at vi skal tilgive er ikke et kors som vi skal lægge på andre, men i stedet et vi selv skal vandre med.

For det andet så skal tilgivelse i kristen forstand ikke forveksles med at man så slipper for straf i denne her verden for det man har forbrudt. Hvis præsten var kørt overfor rødt og havde forårsaget et trafikuheld ville en undskyldning og bøn om tilgivelse ikke have fritaget ham fra at betale skaden samt betale en bøde til samfundet for sin forseelse. Ja, hvis man oprigtigt angrer den uret man har begået så beder man ikke bare om tilgivelse, nej man tager ydmygt imod den straf som samfundet udmåler. Hvis præsten altså oprigtigt angrer hvad han har gjort så accepterer han den straf som han måtte få fra biskoppen eller kirkeministerens side af.

Som kristen er man kaldet til at møde had med kærlighed. Men da kærligheden ikke glæder sig over uretten har vi både ret og pligt til at sige fra overfor den, når vi møder den, også når den optræder i kristen forklædning.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Det onde i Gud og i os

I forbindelse med retssagen mod Breivik er den evigt gamle og evigt aktuelle debat om det onde blusset op igen. Forståelsen af hvad der er ondt, hvad ondskaben betyder og hvordan vi skal forholde os til den er et af de allermest centrale religiøse spørgsmål – der også i disse sekulariserede tider på ingen måde har mistet sin aktualitet.

Ud fra et sekulært perspektiv må man i sagens natur forklare Breiviks forbrydelse ud fra sekulære præmisser. F.eks. vil jeg hævde, at der er en klar sammenhæng mellem det indædte had til islam og muslimer, som man kan finde i radikale islamkritiske kredse, og Breiviks forbrydelse. Ligesom der i mine øjne også er en tydelig sammenhæng mellem det indædte had til jøder, som man kan finde fundamentalistiske muslimske kredse og så Toulouse morderens forbrydelse.

Tager man i stedet de kristne briller på vil sekulære forklaringer fortsat være relevante – men en forbrydelse som Breiviks vil også kunne ses som noget, der stikker dybere og peger hen på et fundamentalt eksistentielt problem, der er langt mere grundlæggende end de aktuelle versioner af hadefuld fanatisme. Breiviks forbrydelse kan ses som et udslag af det ondes eksistens, ja hærgen i vores verden. Hvordan kan man som kristen se på denne ondskab?

Ja, var en forbrydelse som Breiviks sket i Norge anno 1311 eller 1611 havde teologerne ikke været i tvivl. Breiviks forbrydelse ville være blevet tolket som udslag af Guds vilje. Breivik ville også der havde været en forbryder, men hans forbrydelse ville være blevet forklaret med at Gud ville straffe nordmændene for deres synder – eller med at han ville prøve deres tro. Breivik ville med andre ord været blevet tolket som Guds stok eller Guds pisk, der skulle tæske nordmændene til omvendelse og bod.

Et sådant monistisk syn på Gud, hvor Gud har ansvaret både for det gode og det onde, finder vi stadigvæk udbredt i jødedommen – og endnu mere i islam. I kristendommen er monismen siden oplysningstiden blevet omstridt og, i europæisk sammenhæng, rimelig upopulær. Gud har i moderne kristendom som udgangspunkt ikke ansvar for det onde. På den måde kommer Gud til at fremstå som ren kærlighed og godhed. Men prisen er, at Gud også kommer til at virke magtesløs. Hvis Gud ikke har ansvar for det onde, der sker i vores liv, hvis der ikke er en guddommelig mening med det, hvorfor forhindrer han det så ikke? Teodice problemet, altså det problem at Gud øjensynligt ikke forhindrer det onde, vokser jo mere vi distancerer os fra den straffende og testende Gud. Når Gud tillader at ondt, som han ikke ønsker sker, kan vi så regne med at han vil hjælpe os, når vi beder? Det kan vi i mine øjne ikke, vi kan kun håbe. Herrens veje er uransagelige – eller som det hedder i islam, Gud ved bedre. Vi må gøre hvad vi kan for at hjælpe hinanden og os selv – og så håbe på og med ydmyghed bede om Guds hjælp.

Men hvad så med os og det onde? Ja, Sørine Gotfredsen fik jo håret i maskinen for at skrive, at Breiviks ondskab findes i os alle. Nu er jeg alt andet end en fan af Sørine Gotfredsen, men her vil jeg nu give hende ret. Breiviks, Hitlers, Stalins og Maos ondskab findes i os alle. For som Jesus påpeger i Bjergprædikenen, så starter den store onde handling som f.eks. mord i det små. Det er de færreste, der bliver til mordere. Men hadet og grusomheden findes som frø i os alle. Enhver der har hadet har smagt på mordet, enhver som bare i et øjeblik har følt had rettet mod en hel befolkningsgruppe har smagt på massemordet. Enhver der bare en enkelt gang har kvalt sin samvittighed og lukket øjnene for et andet menneskes smerte har smagt på det der skete i Breiviks hoved da han trykkede på aftrækkeren.

Og når jeg skriver at det onde findes i os alle, så mener jeg det. Ikke bare dem, hvis religion, ideologi, meninger eller livsstil provokerer os har ondt i sig, men også dem, som vi føler et identitetsfællesskab med. Og så findes det onde ikke mindst i os selv. Også i mig.

Det er nemt at spejle sig i Breiviks ondskab og nå frem til den konklusion, at man heldigvis er et godt menneske. Især da hvis man hører til dem, der politisk og ideologisk befinder sig meget langt væk fra ham. At se i øjnene at det man tror på også kan bruges til ondt, og at man selv kan blive og alt for ofte også er et redskab for det ondes vækst i vores verden, er knapt så behageligt. Og det er værre endnu: vil man forbedre verden findes der ikke noget bedre sted at starte med end en selv.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 27 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 8 kommentarer

Er kristendomskritikeren Herbener modtagelig for kritik?

Jeg kan se at Jens-André Herbener har reageret på min kritik af hans misbrug af religionsvidenskaben i hans helt personlige kampagne mod kristendommen. NB. Bemærk at der er problemer med at åbne politikkens link til blogindlæg for tiden. Sjovt nok har jeg imidlertid kunnet læse indlægget på min iPhone.

Bevares, Jens-André Herbener nævner mig dog ikke med navn , og han hævder at dem, der kritiserer hans kristendoms kritik opfører dig som smæk fornærmede skolepiger (sexistiske udtryk er i Jens-André Herbeners univers øjensynligt helt legitime) og i øvrigt er hensynsløse i deres egen kritik af islam. Det er ikke beskyldninger, der passer på mig. Men det er beskyldninger, der siger en hel del om hvordan han konstruerer dem , der ikke er enige i hans kritik. Det står rimeligt klart, at Jens-André Herbener ikke kan forestille sig legitime indvendinger mod hans kristendomskritik.

Jens-André Herbener skriver, at hans debatindlæg er lige præcist det (om end man øjensynligt er et skidt menneske, hvis man er uenig med ham). Men i næste åndedrag påberåber han sig så alligevel sin religionsfaglighed. Hvori det religionsfaglige i hans kristendomskritik så består får vi imidlertid ikke at vide. Dog tager Jens-André Herbener sig tid til at skrive lidt om religionsvidenskaben. Han fremhæver, at religionsvidenskaben ser religioner som menneskeskabte fænomener og dermed kan ses som en kritik af de enkelte religioners selvforståelse. Og det er da ganske rigtigt. Men det betyder ikke, at det er religionsvidenskabens opgave at påvise, at enkelte eller alle religioner er usande. Spørgsmålet om Sandheden kan videnskaben ikke besvare, det vi i religionsvidenskaben arbejder med er det utal af sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben er som alle senmoderne humanistiske videnskaber relativistisk. Man anerkender eksistensen af den mangfoldighed af indbyrdes modstridende sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben påviser mangfoldigheden frem for at kæmpe for at én sandhedsforståelse skal herske over alle de andre. Derfor undrer det mig, at Jens-André Herbener skriver, at religionsvidenskaben kan påvise, at religionernes skabelsesmyter ikke er sande. Det kræver ikke en religionsvidenskabelig uddannelse at kunne se at religionernes myter, herunder deres evt. skabelsesmyter, ikke er i overensstemmelse med det naturvidenskabelige paradigme. Men derfor kan f.eks. myten om Ymer jo godt være sand for en asatroende. Religionsvidenskabens opgave er ikke at definere f.eks. asatroende som nogle intellektuelle båtnakker, fordi de tror på nogle myter, men i stedet prøve at finde ud af hvordan man i fortid og nutid har tolket disse myter og hvilke årsager der ligger bag disse tolkninger.

Men det er da godt at se at Jens-André Herbener indrømmer, at videnskabsfolk aldrig kan være 100 procent objektive, for dermed distancerer han sig jo fra den hardcore positivisme han ellers har kørt på i forbindelse med sin salgskampagne for sin såkaldte videnskabelige bibeloversættelse.

Hvad Jens-André Herbener ikke har villet forholde sig til er min kritik af hans forsimplende omgang med kristendommens kanoniske skrifter og hans essentialistiske kristendomsforståelse. Den typiske religionsfagligt baserede kritik af islamkritikken i Danmark er ellers en kritik af den forsimplende islamforståelse, hvor man går ud fra at der kun findes én rigtig fortolkning af Koranens vers, denne er altid den værst tænkelige og den må vi antage at alle muslimer deler. Som religionsfagligt uddannede må vi  insistere på, at der findes et utal af tolkninger af Koranen, af Sharia etc. indenfor islam og det både i fortid og i nutid. Religionsforskningens opgave er at vise hvor mangfoldig den muslimske virkelighed er. Dette skal vi ikke gøre for at være politisk korrekte men fordi det faktisk er den virkelighed vi opdager, når vi først begynder at forske i islam.

Det er imidlertid ikke bare mht. islam, at forsimplende fortolkninger af de kanoniske skrifter  og forsimplende gengivelser af den måde religionen kan leves og tros på er uholdbare. Nej, religionernes indre mangfoldighed er en virkelighed vi møder når vi studerer alle religioner. Derfor må antiessentialismen også gælde for det religionsvidenskabelige arbejde med kristendommen. For indenfor religionsvidenskaben bruger vi de samme analyseredskaber og teorier uanset hvilken religion det er som arbejder med.

Jens-André Herbener har naturligvis lov til at kaste de religionsvidenskabelige grundprincipper overbord, når han kaster sig over kristendommen. Det ville imidlertid klæde ham, hvis han så også ville vedstå at det er det han gør i stedet for at klæde sig i religionsvidenskabelige påfugle fjer nu når han hellere vil optræde som en krage.

Læs mere

Skrevet af den 23 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Herbeners antikristne kampagne er et misbrug af religionsvidenskaben

Lige for tiden lægger Politiken både blog- og sideplads til religionshistorikeren Jens André Herbeners personlige kampagne mod den kristne religion. F.eks. påstår han i et blogindlæg, at Kristus har været farligere end Muhammed. Begrundelsen for denne påstand er, at kristne i tidens løb har smadret utallige templer og helligdomme hhv. lukket dem og transformeret dem til kirker. Det er jo i øvrigt rigtigt nok, men det samme kan nu siges om muslimer. Muhammed forestod jo f.eks. i henhold til den muslimske historieskrivning højst personligt tilintetgørelsen af gudebillederne i Kabaen og dennes omdannelse fra et polyteistisk tempel til islams vigtigste helligdom. Det kniber altså noget med den historiske nøjagtighed i det som Herbener skriver.

Mere generelt så er problemet med Herbeners debatindlæg ikke, at han tydeligvis ikke bryder sig om kristendommen eller at han forsøger at være en omvendt Lars Hedegaard når han sammenligner kristendommen og islam. I et land, hvor man med henvisning til ytringsfriheden giver islamhadende debattører næsten frie tøjler må der naturligvis også være vide rammer for dem, der hader kristendommen.

Nej, problemet er, at Herbener smykker sig med sin religionsvidenskabelige titel og arbejdsfelt, når han kommer med sine helt personlige udfald mod kristendommen. Dermed giver han den ikke religionsvidenskabeligt trænede læser det indtryk, at hans debatindlæg bygger på en religionsvidenskabelig indfaldsvinkel til kristendommen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Religionsvidenskab handler ikke om at forsvare religioner, være det nu f.eks. kristendom, islam eller scientology. Religionsvidenskab handler heller ikke om at føre en intellektuel krig mod religioner, herunder kristendommen. Og religionsvidenskab handler slet ikke om at fremhæve en religion som bedre eller dårligere end de andre. Nej, religionsvidenskab handler om at forklare religioner i fortid og nutid vha. de religionsfaglige analysemodeller som vi finder indenfor f.eks. religionshistorien, religionsfænomenologien og religionssociologien. En professionel religionsforsker forarges og vredes ikke over de religiøse forestillinger som hun arbejder med. Hun kommer ikke med stærkt subjektive udsagn så som at mange ikke ville være medlemmer af folkekirken, hvis de kendte til de uhyrligheder som man kan finde i Bibelen og kirkens historie, sådan som Herbener skriver i sit føromtalte blogindlæg.  At forklare folks religionstilhørsforhold med deres manglende indsigt i deres egen religion (ud fra den logik at folk da ikke virkelig kan tro på noget sådant hvis de vidste, hvad det handler om) er religionsfaglig uprofessionalisme så det basker. At forklare religion på den måde er simpelthen mangel på evne til at sætte sig ind i andre trosforestillinger en ens egen, og kan man ikke det kan man ikke bedrive religionsvidenskab.

Et andet væsentligt problem med Herbeners debatindlæg er, at han forfalder til essentialisme, og det er ellers no go i en senmoderne religionsfaglig sammenhæng. Han lægger f.eks. i denne artikel kraftigt op til at kristendommens kanoniske skrifter kun kan tolkes på én mulig måde, nemlig hans egen meget negativt ladede. Alt andet er i hans øjne bortforklaringer. Men at kanoniske tekster (eller andre tekster for den sags skyld) kun har én rigtig tolkning og alle andre tolkninger er forkerte, er et klart religiøst standpunkt til en tekst. Det er ikke religionsvidenskabens opgave at tage parti i de ofte heftige stridigheder, der kan være internt i en religion hhv. mellem religioner om bestemte udvalgte passager i de kanoniske skrifters rette tolkning. I stedet er det religionsvidenskabspersonens opgave at kunne skildre og forklare de forskellige tolkninger i fortid og nutid. At skildre kristendommen, islam eller nogen som helst anden religion som en ensartet størrelse over tid og rum er noget, som man bør overlade til religionsapologeterne hhv. religionshaderne. Sådant har intet med religionsvidenskab at gøre.

Herbener har som sagt lov til at udbrede sin foragt for kristendommen. Det ville dog klæde ham gevaldigt hvis han fik understreget, at hans kampagne mod kristendommen ikke er udtryk for en religionsvidenskabelig vurdering af kristendommen. Og det ville også være smukt, hvis Herbener var villig til at vedstå, at han er lige så subjektiv i sit syn på kristendommen som de teologer han i den grad foragter. Ikke at vedstå sig sin egen subjektivitet er uforenelig med den postmoderne humanistiske forskning som religionsvidenskaben hører ind under.

Læs mere