Menu
Kategorier

Skrevet af den 10 aug, 2009 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Unaturlig?

I forbindelse med at Kølns bystyre i 1816 indførte gadebelysning skrev en avis på sin lederplads, at kunstig belysning ”er et forsøg på at gribe ind i Guds plan for verden, der har forudbestemt, at det skal være mørkt om natten”. (Linda Simon: Dark Light – Electricity and Anxiety from the Telegraph to the x-ray, s. 72)

Jeg kan ikke lade være med at tænke på ovenstående, når jeg i forbindelse med debatten om homoseksualitet og homoseksuelle støder på den påstand, at homoseksuelle forhold er unaturlige.

Her synes jeg, at det er på sin plads, at gøre sig nogle tanker om hvad det vil sige, at noget er unaturligt.

Ud fra en naturvidenskabelig tankegang må man gå ud fra, at det unaturlige er det, som er i modstrid med naturlovene, altså de sikkert fastslåede regelmæssigheder som man kan iagttage i naturen. F.eks. ville det være unaturligt hvis jeg gik på vandet, for det ville være i modstrid med fysikkens basale love. Unaturligt må med andre ord være det, som ikke kan lade sig gøre i henhold til naturlovene. Derfor kan gadebelysning vha. f.eks. gas eller elektricitet ligesom seksuelle relationer mellem to mennesker af samme køn ikke være unaturlig i naturvidenskabelig forstand, for de kan lade sig gøre og de kan observeres og beskrives uden brug af såkaldte overnaturlige forklaringer (såsom Guds mirakuløse indgriben).

Når folk derfor taler om homoseksualitetens unaturlighed, så taler de ikke om hvad naturen faktisk rummer (seksuelle relationer mellem individer af samme køn kan observeres både hos dyr og mennesker) men i stedet om hvordan tingene burde være. Eller med andre ord, man forsøger, at bruge den orden man mener, at naturen indeholder, som et grundlag for moralen

Ideen er, at vi i naturen kan finde en bestemt fastlagt orden, en norm, som alle bør indrette sig efter. Når vi i naturen kan finde den orden, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, og når vi i Bibelen kan læse, at Gud har bestemt, at det skal være mørkt om natten og lyst om dagen, ja så har vi mennesker ikke lov til at ændre på denne skabelsesorden, er logikken bag den vrede avisleder fra 1816.

Det er den samme logik, der ligger bag påstanden om, at homoseksualitet er unaturlig: Mænd og kvinder er nødt til at parre sig for at der kan komme nye mennesker til verden og vi kan læse i Bibelen, at Gud har skabt mennesket som mand og som kvinde, og derfor har mennesker ikke lov til at leve på anden vis end heteroseksuelt.

Nu giver det i kristen sammenhæng ikke mening, at operere med obligatorisk heteroseksualitet (selvom desværre alt for mange gør det), al den stund at Jesus levede i cølibat og Paulus på det varmeste anbefalede cølibat frem for ægteskab, men det er så en anden historie.

Mere interessant synes jeg er ideen om, at fordi det (indtil videre) ikke er muligt for mennesket at forplante sig uden inddragelse af såvel sædceller som ægceller, så er kun heteroseksualitet naturlig. Ofte suppleres denne påstand så med udsagnet om, at hvis alle mennesker var homoseksuelle så ville menneskeheden uddø.

Mht. det sidste, så er det en påstand der ligger på linje med påstanden om, at hvis alle mennesker boede i København så ville verden ikke kunne fungere. Da det ligesom ikke er særligt sandsynligt, at alle mennesker frivilligt eller ufrivilligt vil slå sig ned i København er problemstillingen tåbelig – på samme måde er ideen om, at alle mennesker skulle finde på at leve som homoseksuelle ikke funderet på nogen seriøs iagttagelse og kan derfor afvises.

Og i øvrigt. Skulle det usandsynlige ske, at alle mennesker pludselig sprang ud som bøsser eller lesbiske, ja så ville menneskeheden altså ikke uddø af den grund. Der er faktisk masser af homoseksuelle, der har børn. Den såkaldte kunstige befrugtning er en løsningsmulighed, hvis man som homoseksuel ikke vil lukke øjnene og tænke på fædrelandet. Kunstig befrugtning er ikke mere unaturlig end gadebelysning, den er blot et udtryk for at mennesket via teknik, der bygger på naturlovene, er i stand til at forbedre sine levevilkår.

Imidlertid tror jeg, at vi ikke kommer til bunds i debatten om homoseksualitetens påståede unaturlighed før vi griber fat om nældens rod. Og nældens rod er, at vores kultur er præget af en religiøst betinget forestilling om at seksualitetens formål er forplantning og af den moderne konstruktion af seksuelle identiteter.

Ideen om, at seksualitetens naturlige formål er forplantning har sat sit præg på den kristne etik helt tilbage fra oldtidens dage og frem til i dag, hvor den fortsat spiller en dominerende rolle indenfor den katolske kirke. Og via den kristne etik har forplantningsidealet fundet indpas også blandt mange, der er eller tror de er styrede af en biologisk orienteret tankegang.

Mht. den kristne etik så påstod middelalderens nok vigtigste teolog, Thomas Aquinas, at den såkaldte synd mod naturen (også kaldet sodomi) kunne bestå i:

sex med dyr

sex mellem mænd (mht. sex mellem kvinder var der i middelalderen og i renæssancen en del usikkerhed om hvorvidt de kunne begå rigtig sodomi med hinanden eller ej, denne usikkerhed byggede på uenighed mht. det interessante spørgsmål om kvinder kan ejakulere eller ej)

oral- og analsex mellem mand og kvinde

brug af prævention

onani.

Al ikke-reproduktiv sex blev altså set som unaturlig og syndig, også når den blev foretaget af en mand med en kvinde, og også når disse var gift med hinanden.

Interessant nok ser vi i dag yderst sjældent den påstand, at ikke-reproduktiv sex mellem to mennesker af modsat køn er unaturlig. Dette hænger sammen med konstruktionen af de moderne begreber ”homoseksuel” og ”heteroseksuel”.

Da begrebet ”heteroseksuel” dukker op i slutningen af 1800-tallet var dets betydning endnu ikke helt klart. Det kunne bruges om mennesker, der følte sig tiltrukket af både mænd og kvinder og det kunne også være en betegnelse for den perversion der bestod i et begær efter ikke-reproduktiv sex med personer af modsat køn. Men det er ideen om, at heteroseksualitet repræsenterer den gode og naturlige seksualitet i modsætning til den perverse og unaturlige homoseksualitet, der vinder. Og det er denne ide som sætter præg på tænkningen den dag i dag.  

Fidusen var, at man med kategorien ”homoseksuel” fik skabt en medicinsk-psykologisk kategori af mennesker, hvis kønsidentitet og seksualitet kunne stemples som unaturlig. På denne måde fik man outsourced perversiteten fra mand-kvinde seksualitetens rækker og således fik man efterhånden naturliggjort heteroseksualiteten i alle dens fremtrædelsesformer. Derfor kan en mand, der dyrker oralsex med konen og som i hvert fald sommetider husker det der med at bruge kondom, når han lige tager sig en gang heteroseksuel købesex på vej hjem fra arbejdet, i dag tillade sig at være forarget over de unaturlige bøsser. I og med at han er heteroseksuel er han nemlig af kulturen og samfundet blevet tildelt rollen som naturlig og dermed også muligheden for at placere det unaturlige hos dem, der ikke er som ham.

Ideen om at sex kun er naturlig hvis den er rettet mod og muliggør forplantning er altså blevet omskrevet til ukendelighed. Den handler i dag blot om at stemple homoseksuelle som unaturlige og heteroseksuelle som naturlige, lige meget hvad de så ellers har gang i med hinanden.

I stedet for at brugen naturen til at udgrænse bestemte mennesker kunne man i stedet se på det forhold, at sex kan bruges til og indgå i mangt og meget. Sex kan handle om at få børn, sex kan handle om at få fordele, sex kan handle om magt, og sex kan handle om indgåelse af sociale bånd, om omsorg og om kærlighed. Og sådan forholder det sig ikke blot hos mennesker men også blandt dyr, som f.eks. vores nærmeste slægtning i

dyreriget, bonobo-chimpanserne.  Det ene er ikke mere naturligt end det andet. Så i stedet for at diskutere natur versus unatur burde vi stedet se på hvordan vi sikrer, at vi bruger vores seksualitet, med alle dens potentialer og muligheder, på en god og ansvarlig måde.

Læs mere

Skrevet af den 4 aug, 2009 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Kristendom og homoseksualitet

Når man vil forholde sig til problematikken: homoseksualitet og kristendom, så er det nødvendigt, at man gør sig nogle grundlæggende tanker om hvad det vil sige at være kristen og om hvordan man skal omgås Bibelen. Set i lyset af hvor alvorligt denne problemstilling faktisk er for dem, som direkte berøres heraf, nemlig de kristne homoseksuelle, men også for deres familier og venner, er det trist at se hvor overfladisk behandlingen af emnet ofte er. Alt for ofte reduceres debatten til nogle korte slagord – ikke mindst i ordets bogstavelige forstand, for desværre ser vi ofte kristendommen og Bibelen brugt som et slagvåben mod homoseksuelle i almindelighed og kristne homoseksuelle i særdeleshed.

I det følgende forsøger jeg, kortfattet men alligevel så præcist som mulig at ridse problematikken op sådan som jeg ser den.

Vi frelses ved troen alene!

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh. 3,16).
 

Det mest centrale ved kristendommen er, at vi ikke frelses, fordi vi gør noget, eller undlader at gøre noget, men fordi Gud vil det. Frelsen er Guds helt frie gave til os, som vi ikke skal købe ved gode gerninger eller ved personlige ofre. Dette må naturligvis også gælde for homoseksuelle! Hvis det derimod skulle forholde sig sådan, at kristne homoseksuelle, der ikke lever i cølibat, går fortabt, og det selvom de tror på Jesus Kristus, så måtte alle kristne leve i frygt og bæven. For da måtte alle frygte, at deres liv ikke var fromt nok, at deres handlinger ikke gode nok eller deres anger over deres synder ikke stærk nok.

Kristen etik

“Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.” (Matt. 7,12) 

”

Betyder det så, at man som kristen kan gøre hvad man vil? Nej! For nok frelses vi ved troen alene, men vi er kaldede til at behandle andre mennesker som de Guds børn de er. Den kærlighed vi har modtaget fra Gud gennem Kristus skal vi give videre til alle, som vi møder på vores vej. Når det gælder det seksuelle som i alle livets forhold må man spørge sig selv: Sætter jeg Gud først i mit liv og elsker jeg min næste som mig selv? Dvs. skader jeg mig selv eller den anden med min adfærd? Vi må ikke tingsliggøre andre og ikke sætte os ud over deres behov for at tilfredsstille vore. Voldtægt, seksuelle overgreb på børn, køb af seksuelle ydelser, sexchikane og utroskab er alvorlige synder, for ved at handle på denne måde skaber man smerte i andres liv. God seksuel praksis er når voksne mennesker er enige og ikke udnytter eller skader hinanden. Vha. en sådan praksis er vi med til at skabe glæde og lykke i et andet menneskes liv såvel som i vort eget og dermed deler vi en af de kærlighedens gaver som vi har modtaget fra Gud.

De bibelske regler er til for at hjælpe og ikke for at knægte.

“Og Jesus sagde til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.” (Mark. 2,27)

Dem der hævder, at bibelske regler, som f.eks. det forbud mod homosex, som de mener at kunne udlede af Bibelen, skal følges betingelsesløst uden hensyntagen til de menneskelige konsekvenser for de heraf berørte, går klart imod Jesu lære. Jesus siger, at reglerne er til for at hjælpe menneskene og at dem, der bruger dem til at knægte menneskene med, går imod Guds vilje. Ja, han viger end ikke tilbage fra at påvise, at en bibelsk regel kan gå imod det, som Gud vil. (Jvf. Matt. 19,8) Dem der kræver, at Bibelen skal læses som en lovbog mht. homoseksuelle må i øvrigt også spørge sig, om de på samme måde er villige til at læse den som en lovbog mht. en række andre emner. Har de f.eks. opgivet al deres ejendom sådan, som Jesus siger, at man skal gøre, hvis man vil være hans discipel? (Luk. 14,33) Har de en bankopsparing selvom Jesus siger, at vi ikke skal samle os skatte her på jorden? (Matt. 6,19-20) Kalder de nogen for deres far, selvom Jesus siger, at vi ikke må kalde nogen anden end Gud for vores far? (Matt. 23,9)Det er så let at lægge kors på andre, det er så tungt med korset selv at vandre, hedder det i “Et kors det var det hårde, trange leje”. Men med hensyn til denne lidet næstekærlige praksis taler Jesus faktisk ganske klart og tydeligt: “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.” (Matt. 23,4)

Hvordan Bibelen bør læses.

“Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” (Joh. 1,14)
 

Guds ultimative åbenbaring er ifølge kristendommen ikke Bibelen, men Jesus Kristus. Gud blev ikke til en bog af papir men til et menneske af kød og blod. Det er igennem Jesus, at vi ved, hvem Gud er og hvad han vil. Det er i Jesu lys, at hele Bibelen skal tolkes. Hvad Moses eller Paulus har at sige må derfor altid underordnes det, som Jesus har at sige. Bibelske udsagn kan godt gå imod Guds intension eller være direkte umoralske. Tænk blot på kravet om, at forældre skal slå deres børn! (Ordsp. 13,24) Det er derfor af central betydning, at vi læser de bibelske skrifter kritisk i Jesu lys. Desuden må vi være opmærksom på, at ikke blot skal Bibelen tolkes i Kristi lys, nej vi skal også være os bevidst, at vi under alle omstændigheder tolker Bibelen. Man kan nemlig ikke læse en tekst uden samtidigt at tolke den, udlægge den og sætte den i sammenhæng med ting som man kender og kan forholde sig til. Spørgsmålet er blot, om man vil være ærlig om at man tolker, eller om man prøver at bilde sig selv og andre ind, at man bare læser det der står i Bibelen.

Bibelen har ingen klar lære om homoseksualitet

“Så sagde han:»Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå.” (Es. 6,9)

Det er en overset men vigtig pointe, at dem, der mener, at Bibelen afviser homoseksuelle parforhold, faktisk ikke læser, hvad der står i de bibelske tekster, som de inddrager i debatten. Lad det derfor være sagt en gang for alle: Ingen steder i Bibelen tales der om homoseksualitet eller om homoseksuelle! Begrebet “homoseksuel” blev først opfundet i slutningen af 1800-tallet, så derfor kan de bibelske forfattere naturligvis heller ikke skrive herom. I de to tekster fra Det Gamle Testamente, der typisk inddrages i debatten, nemlig 3. Mos. 18,22 og 3. Mos. 20,13 hedder det ordret oversat fra hebræisk: “Og hos en af hankøn må du ikke ligge en kvindes liggelser”. Det er ikke klart, om det er enhver form for sex mellem mænd der forbydes eller om det “kun” er samleje mellem mænd, der afvises, men det er klart, at der kun tales om mænd. Sex mellem kvinder forbydes altså ikke! Det forhold, at 3. Mos. kap. 18 i det følgende vers og 3. Mos. kap. 20 i vers 15 til 16 forbyder mænd såvel som kvinder, at have samleje med dyr, viser, at forfatterne til 3. Mosebog godt kan indtænke kvinder. Når de altså ikke gør det mht. sex mellem kvinder må det skyldes at de ikke opfatter det som noget problem.
Forbudet mod sex mellem mænd begrundes i det Gamle Testamente ikke med den såkaldte skabelsesordenen, altså med, at vi er skabt som mænd og kvinder, ligesom der heller ikke hentydes til, at sex kun må finde sted inden for ægteskabet melle

m mand og kvinde. I stedet begrundes forbudet mod samleje mellem mænd, der optræder sammen med en række andre forbud, med, at “I må ikke bære jer ad, som man gør i Egypten, hvor I boede, og I må ikke bære jer ad, som man gør i Kana’an, hvor jeg fører jer hen. I må ikke følge deres skikke.” (3. Mos. 18,3) og “Følg ikke det folks skikke, som jeg jager bort foran jer; de gjorde al den slags, så jeg væmmedes ved dem.” (3. Mos. 20,23) Samleje mellem mænd sættes, ligesom en række andre handlinger, såsom ofring af små børn til afguder, samleje mellem mand og kvinde når kvinden har menstruation, sex med dyr og sex mellem nært beslægtede, lig med hedensk praksis. Formodentlig er der her tale om en heftig religiøst betinget polemik mod de hedenske religioner. Men, det må man spørge sig om, hvad har sex mellem to mennesker, der elsker hinanden og i øvrigt er kristne, med hedenskab at gøre? Den moderne homoseksuelle, med hans eller hendes seksuelle identitet og emotionelle og seksuelle behov, kender disse tekster tydeligvis ikke til, og det giver derfor ikke mening, at ville bruge dem mod homoseksuelle af i dag. Den samme problematik er også gældende mht. teksterne fra Det Nye Testamente.

Mht. de tekster fra Det Nye Testamente, som bruges mod homoseksuelle, så handler de to af dem, nemlig 1. Kor. 6,9 og 1. Tim 1,10 også kun om noget som mænd gør eller er, hvad er i øvrigt ikke entydigt. Dvs. sådan ser det godt nok ud når man læser den autoriserede oversættelse, for her kan vi læse om “mænd der ligger i med mænd”. Det er bare ikke det, der står i den oldgræske originaltekst. I Kor. 6,9 omtales i stedet “malakoi” og “arsenokoitai” – i 1. Tim. 1,10 kun “arsenokoitai”. “Malakoi” betyder noget i retning af en blød, feminin og/eller udsvævende mand – Luther oversætter ordet med “Weichlingen”, dvs. blødagtige. “Arsenokoitai” er et vanskeligt ord, for det synes at være opfundet af Paulus, så vi har ikke noget udenfor hans breve at relatere ordet til. Derfor har vi også talrige oversættelser, der rækker fra mænd der besudler sig selv med mænd, over mandlige prostituerede og mænd der misbruger drenge seksuelt til (på Luthers tid) mænd der onanerer. Luther selv oversætter ordet med “Knabenschender”, dvs. en der misbruger drenge.

I Rom. 1,26-27 omtales sex mellem mænd og muligvis sex mellem kvinder, men det sidste er dog langt fra sikkert. For læser man hele kapitel 1 i Romerbrevet, er det tydeligt, at Paulus laver en parafrase over 3. Mos. kap. 18 og 20, og her nævnes sex mellem kvinder som sagt ikke, men nok f.eks. sex mellem kvinder og dyr. Den udefinerede “unaturlige” drift og adfærd hos kvinderne, som vi læser om i vers 26, kan derfor faktisk godt handle om kvinder, der har sex med dyr og ikke om kvinder, der har sex med kvinder. Romerbrevets kapitel 1 er i øvrigt vigtig læsning her, for her fremgår det nemlig, at Paulus mener, at mænds begær til mænd (og evt. kvinders begær til kvinder eller til dyr eller hvad det nu end er, som han hentyder til) er et resultat af, at Gud vredes over, at de heraf berørte dyrker afguder. Hvis man skal læse Bibelen bogstaveligt og hvis man hævder, at Rom. 1,26-27 er et udtryk for et guddommeligt forbud mod homoseksuelle parforhold, så er man altså også forpligtet til at tro, homoseksualitet skyldes afgudsdyrkelse! Set i lyset af, at mange homoseksuelle har været kristne hele deres liv og aldrig har dyrket afguder, er dette naturligvis en meningsløs påstand. Ligesom der vist er en hel del tilhængere af diverse hedenske religioner, som ikke er homoseksuelle.

Bibelens seksuelle normer kan ikke uden videre overføres til vores moderne virkelighed.

“Når en jomfru er forlovet med en mand, og en anden mand træffer hende inde i byen og har samleje med hende, skal I bringe dem begge ud til byporten og stene dem til døde; pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp derinde i byen, og manden, fordi han voldtog en anden mands kvinde. Du skal udrydde det onde af din midte.” (5. Mos. 22,23-24)

Nu vil nogen måske hævde, at de seksuelle normer, som de mener at de kan finde i Bibelen, skal være bindene for altid, og det uafhængigt af den kontekst de indgår i og om de virker rimelige for os i dag eller ej. Men i så tilfælde, så må man også mene, at en kvinde, der ikke råber op under en voldtægt begår en alvorlig synd. Man må også mene, at Gud går ind for dødsstraf for seksuelle forseelser, eller i det mindste gjorde det på Det Gamle Testamentes tid. (Jvf. f.eks. 3. Mos. kap. 18 og 20!)Vi er i så tilfælde også nødt til at mene, at problemet med prostitution ikke er, at man udnytter en anden persons nødsituation til at til fredstille sine behov, men at man(d) besmitter sin hellige krop og dermed Kristus selv ved at forene sig med den prostitueredes urene krop. (Jvf. 1 Kor. 6,15-16) Som Jesus lærer os, så findes der bibeltekster, der er et udslag af menneskers hårdhjertethed og ikke af Guds evige vilje. (Jvf. Matt. 19, 8)

Man begår vold mod Bibelen, hvis man presser en heteroseksuel norm ned over de bibelske tekster

“De var onde mod ufrugtbare, mod dem, der ikke fik børn” (Job. 24,21)
 

Nogen af dem, der afviser homoseksuelle parforhold, lægger mindre vægt på de tekster, der påstås at forbyde homoseksuelle relationer direkte og lægger i stedet vægten på det, som de kalder skabelsesordningen. De hævder, at det fremgår af den såkaldte skabelsesordning, at seksualitet kun må finde sted mellem mand og kvinde inden for et monogamt ægteskab og at kun det heteroseksuelle ægteskab er velsignet af Gud. Ja, nogen går sågar så vidt, at de hævder, at vi mennesker først opnår vor fulde Gudslighed, når vi indgår i et heteroseksuelt ægteskab og at det er en kristen pligt at gifte sig. Det sidste er i sig selv åbenlyst absurd. Intet sted i Det Nye Testamente hævdes det, at man skal være gift med en af det andet køn for fuldt af have del i Gudsligheden. Jesus var jo f.eks. ikke gift, men han havde vel også som menneske fuldt og helt del i Gudsligheden? Jesus siger, at de små børn, der jo ikke er gift, har del i Guds rige (Mark. 10,14) og at man i Guds rige slet ikke kender til ægteskab. (Matt. 22,30) Noget sådant ville han vel næppe sige, hvis man først opnår fuld Gudslighed, når man er heteroseksuelt gift eller hvis han så ægteskabet som hovedformålet med det kristne liv.
Skabelsesberetningerne (for der er faktisk to, nemlig 1. Mos. 1,1-2,3 & 1. Mos. 2,4-25) siger intet steds noget om, at sex kun må finde sted inden for ægteskabet mellem mand og kvinde. Hverken i Det Gamle eller i Det Nye Testamente bruges de som en begrundelse for de seksuelle normer. I stedet bruges skabelsesberetningerne hos Jesus som et argument mod skilsmisse (Jvf. Matt. kap. 19) og hos Paulus som et argument for, at kvinden er ringere end manden og derfor skal underordne sig ham. (Jvf. 1. Kor. 11,7-9 og 1. Tim. 2,11-13) Vil man altså bruge skabelsesberetningerne mod homoseksuelle, så må man også bruge dem mod fraskilte og mod kvindefrigørelsen.
Nej, grundbudskabet i fortællingen om, at vi er skabt i Guds billede (1. Mos. 1,27-28), er, at enhver af os er villet af Gud og er noget helt specielt, og at vi, mænd som kvinder, derfor er af uvurderlig værdi.
Bibelen er ikke en lang lovprisning af det heteroseksuelle ægteskab, sådan som nogen vil have os til at tro. I stedet finder vi i Det nye Testamente både hos Jesus (f.eks. i Matt. 19,11-12 & Matt. 22,8) såvel som hos Paulus (1. Kor. Kap. 7) en ægteskabskritisk indstilling. Det er næsten morsomt, at de traditionelle “familieværdier” så ofte gøres til “kristne værdier” set i lyset af, at Jesus faktisk krævede, at man skulle være villig til at opgive sin familie for hans skyld. (Luk. 14,26)< br /> 

Cølibat er ikke nogen holdbar løsning for de fleste homoseksuelle

“Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene.” (1. Mos. 2,18a)

Gang på gang mødes homoseksuelle kristne med kravet om, at de skal vælge mellem Gud og deres seksualitet. Cølibat for homoseksuelle kristne lovprises af en del kristne, som selv nok skulle betakke sig for at skulle leve hele livet uden en partner. Cølibat kan være et smukt og meningsfuldt livsvalg, det lovprises faktisk af Paulus som et bedre alternativ til det, som vi i dag ville kalde det heteroseksuelle ægteskab (Jvf. 1. Kor. Kap. 7) og Jesus levede selv i cølibat. Men hvis cølibat skal være ægte, så forudsætter det, at der er tale om voksne menneskers modne og ikke mindst frie valg. Når den homoseksuelle stilles overfor, at skulle vælge mellem cølibat og evig fortabelse, er der imidlertid ikke tale om noget frit valg! Et sådant krav til kristne homoseksuelle fører alt for ofte til ensomhed og desperation, der i værste instans kan ende med selvmord. Eller det fører til et hyklerisk dobbeltliv. Den katolske kirkes store problemer med præster, der ikke kan eller vil leve op til deres cølibatsløfter viser med al ønskelig klarhed, at der ikke kommer noget godt ud af pligtcølibat, hvad allerede Martin Luther for 500 år siden gjorde opmærksom på. Hvis homoseksuelle skal pålægges tvangscølibat så må kirken i øvrigt også gøre det samme mht. fraskilte. Det hænger slet ikke sammen, når man med henvisning til Bibelen vil lægge en byrde på de homoseksuelle, som man ikke vil lægge på de fraskilte, selvom man, hvis man var konsekvent i sin brug af Bibelen, måtte gøre det.

Homoseksualitet er ikke nogen sygdom eller psykisk defekt og man kan derfor heller ikke helbredes for sin homoseksualitet

“Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.” (Matt. 5,11)

Desværre nøjes visse kristne ikke med at kalde os homoseksuelle for syndere eller fortabte, de kalder os også for syge eller defekte. Hermed bidrager de både til at opretholde samfundets diskrimination og foragt for homoseksuelle og til at undergrave de homoseksuelles selvværd. Ligesom de bidrager til at give de kristne homoseksuelles forældre dårlig samvittighed, da de typisk hævder, at homoseksualitet skyldes svære svigt i barndommen. Homoseksualitet er imidlertid ikke nogen psykisk lidelse i henhold til den moderne psykologiske videnskab og der findes ingen troværdig dokumentation for, at man kan gøre homoseksuelle til heteroseksuelle vha. terapi, bøn eller eksorcisme. Det hævdes godt nok fra tid til anden, men ved nærmere eftersyn viser disse påstande sig ikke at holde stik. F.eks. har en del af de mest kendte “eks-homoseksuelle” efter en tid vendt tilbage til et liv som homoseksuel og fortalt, at de ikke talte sandt, da de påstod, at de var blevet “helbredt”. Dem der lover fortvivlede homoseksuelle kristne, at de kan helbrede dem for deres seksualitet, lukker altså øjnene for virkeligheden. Under alle omstændigheder begår de en alvorlig synd pga. al den unødvendige lidelse, som de skaber i fortvivlede kristnes homoseksuelles liv.

En bøn til alle kristne homoseksuelle

“For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom. 8,38-39)

Kære kristne homoseksuelle! Du behøver ikke at vælge din seksualitet fra for at kunne have Gud i dit liv og du behøver heller ikke, at vælge Gud fra, for at kunne leve som homoseksuel. Vid at du, ligesom alle andre mennesker, er elsket af Gud præcis som du er! Hav tillid til Guds betingelsesløse kærlighed til dig!

Kære heteroseksuelle medkristne: hjælp os!

“Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” (Matt. 25,40 b)

Kære medkristne! Der er mange kristne homoseksuelle, som må lide meget pga. den afvisning, som de oplever pga. deres seksualitet. Ræk dem en hjælpende hånd i Jesu navn! Hjælp dem til at forene deres tro og seksualitet. Vis dem, at I accepterer dem som medkristne! Og arbejd for, at kirken bliver hhv. forbliver et sted, hvor homoseksuelle kan komme som de er, og modtage den støtte og den Guds velsignelse, som også I modtager.

Lad os ikke lægge byrder på hinanden men i stedet hjælpe hinanden til et fuldt og helt liv i Kristus.

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 30 jul, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Kristeligt Dagblads sure opstød

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hver gang der er sket noget positivt for homoseksuelle her i landet, så føler Kristeligt Dagblad sig på lederplads forpligtiget til at komme med nogle sure opstød. Og så skal man endda være glad, hvis de nøjes med de sure opstød og avisen ikke forud for sådanne forbedringer har kørt en kampagne mod dem.

Denne adfærd er ikke så mærkelig – Kristeligt Dagblad har jo sine rødder i Indre Mission for hvem vi homoseksuelle er hellbound med mindre, at vi angrer og omvender os fra vores ”syndige livsstil”. Derfor har Kristeligt Dagblad en lang historie som bekæmper af homoseksuelles rettigheder og muligheder – ja, man kæmpede sågar engang indædt mod en afkriminalisering af sex mellem voksne mænd!

Set i det lys kan det slet ikke undre, at Kristeligt Dagblad fra den 30.7.2009 bringer en leder, hvor Morten Thomsen Højgaard raser mod World Outgames. Titlen er ”homoseksuelt hysteri” og hermed er tonen allerede lagt. For det er en typisk fordom om homoseksuelle mænd, at de er hysteriske, dvs. kvindagtige, og de derfor ikke kan tages alvorligt andet end som objekter for foragt.

De argumenter som Morten Thomsen Højgaard slynger ud har vi i det store hele hørt til hudløshed – og man kan derfor snart blive lidt træt af at skulle høre på det samme vrøvl igen og igen: Der burde ikke bruges offentlige midler på World Outgames, fordi det er forkert at afholde et sportsarrangement for homoseksuelle, de er jo ikke anderledes end andre sportsfolk – Outgames er en skamløs udstilling af homoseksualiteten – og en sådan står direkte i modstrid med de homoseksuelles kamp for at blive anerkendt som normale.

Klart er det i hvert fald, at Morten Thomsen Højgaard har haft skyklapperne på når han har læst aviser i de seneste dage, for pressen har ellers bragt mange artikler om hvor vanskeligt det er at være åben homoseksuel og så sportsmand m/k. Men nu er det jo så heller ikke homofobi og diskrimination af homoseksuelle, der interesser Morten Thomsen Højgaard. Det fremgår klart af, at han ikke nævner de homofobiske overfald under World Outgames med et eneste ord.

At en minoritet ikke må kæmpe for at få borgerrettigheder med mindre, at den usynliggør sig selv, er i øvrigt en mærkværdig logik – ikke mindst fra Kristeligt Dagblads side af. Mener Morten Thomsen Højgaard f.eks., at jøder skal vælge mellem at være synlige jøder i det offentlige rum eller at få de samme borgerrettigheder som kristne borgere har, fordi de ikke kan kræve, at få lov til begge dele? Hvis Københavns kommune havde brugt penge på en jødisk festival ville han så også havde brokket sig?

Usynliggørelsen af homoseksualitet er et vigtigt instrument i undertrykkelsen af homoseksuelle. Den skal få os til at føle, at vi er de eneste i verden, der føler som vi gør, og det derfor er os, der er noget galt med. Synliggørelsen er derfor et vigtigt led i modstanden mod undertrykkelse. Når vi kan se, at vi faktisk er mange, så kan vi ikke blot danne netværker og finde støtte og hjælp til dagligdagen blandt ligesindede, nej vi kan også finde kraft til at kæmpe mod den homofobi som man f.eks. kan finde hos Kristeligt Dagblad. Samfundet har en lang og trist historie mht. undertrykkelsen af homoseksuelle – derfor er det godt og rigtigt, at Københavns Kommune støtter et arrangement, der har til formål at modvirke undertrykkelsen af homoseksuelle, såvel som biseksuelle og transpersoner– selvom det er pinligt, at ikke også staten vil tage sin del af byrden og ansvaret.

Morten Thomsen Højgaard har også gevaldigt ondt i en vis legemsdel over, at Vor Frue kirke, Københavns Domkirke, bakker op omkring World Outgames, bl.a. ved at man har udsmykket kirkens søler med en regnbueflagsdekoration. Dertil kan man kun sige, at jeg og en række andre kristne homoseksuelle har været begejstrede over denne støtte fra domkirkens side af. Alt for ofte mødes vi homoseksuelle med foragt fra kirkens side af – det varmer derfor gevaldigt og giver hjælp til at holde fast i troen, når man ser, at der også er kristne som støtter os. Heldigvis bliver der i folkekirken flere og flere af dem, der støtter os – mens der bliver færre og færre af Morten Thomsen Højgaards åndsfæller – og Gud ske lov og tak for det!

Læs mere

Skrevet af den 29 jul, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Kristen selvfedhed

En vis Verner Kristensen hævder i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 29.7.2009, at kirken bedrager de homoseksuelle ved at velsigne deres parforhold. Det forholder sig nemlig sådan, påstår han, at Gud har givet menneskene livslove, der bl.a. indbefatter et forbud mod homoseksuelle relationer. Bryder man Guds love går man, ifølge Verner Kristensen, fortabt, med mindre man tror på Kristus og oprigtigt angrer sine synder. Det er i øvrigt ikke blot de homoseksuelle, der ikke vil angre, at de har haft hhv. har sex med et menneske af deres eget køn, der ifølge Verner Kristensen vil gå fortabt, men såmænd også de præster, der velsigner deres parforhold, med mindre de angrer deres ”vildførende velsignelse”!

Nuvel, der er mangt og meget, som man kunne sige som et gensvar til Verner Kristensen. F.eks. at de skriftsteder, som bruges mod homoseksuelle, ikke er så entydige som de oftest gøres til. Eller at man kan udlede et utal af regler fra Bibelen, som end ikke en Verner Kristensen formodentligt holder sig til. Eller at folkekirken jo også vier fraskilte og ordinerer kvinder selvom man kan udlede regler fra Bibelen, der forbyder dette.

Men det er nu ikke det, som jeg vil se på her, men derimod på den frelseslære, som Verner Kristensen udfolder i sit debatindlæg.

For det første så er det slående, at Verner Kristensens version af den kristne frelseslære alt andet lige er strengere end den frelseslære som man kan finde i jødedommen og i islam. Indenfor klassisk jødedom taler man om, for så vidt som man i det hele taget anerkender eksistensen af et helvede, at ingen vil være længere end et år i helvedet. Længere kan Gud i sin barmhjertig ikke leve med at mennesket bliver afstraffet. Og indenfor islam er det en udbredt tanke, at dem der tror på Allah og hans profet nok skal en tur rundt omkring helevedet hvis deres onde gerninger er flere end deres gode, men at de efter en rensningsperiode vil blive lukket ind i paradis.

Men sådan er det altså ikke hos Verner Kristensen. Ikke nok med, at Gud med sikkerhed straffer mennesket med et evigt helvede, hvis det bryder hans love og herefter ikke oprigtigt angrer og omvender sig. Nej, vores tro på Kristus er fuldkommen uden betydning hvis den ikke ledsages af anger og omvendelse.

Eller med andre ord, ikke nok med at Verner Kristensen gør kristendommen til en lovreligion, hvor overholdelsen af påståede evige gudslove er en forudsætning for ikke at ende i helvedet, nej Gud er hos ham betydeligt strengere end i jødedommen og i islam.

For det andet så slår det mig, at Verner Kristensens frelseslære må være bygget på den forestilling, at synden er noget overskueligt i vores liv, hvad i øvrigt igen er typisk for lovreligionerne. At synd i lutheransk forstand er en grundtilstand, som mennesket befinder sig i, og synd derfor på ingen måde kan reduceres til overtrædelsen af simple, klare og evige regler, synes Verner Kristensen ikke at vide af eller ikke at forholde sig til.

Da jeg læste Verner Kristensens debatindlæg kunne jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke på Luthers kloge ord om, at lovreligiøsitet enten medfører fortvivlelse eller hykleri. For enten må Verner Kristensen være en mand, der lever i konstant frygt og bæven, fordi han jo ikke kan vide, om han kender alle Guds regler eller om han kan have forbrudt sig mod dem uden at være det sig bevidst. Eller også er han en selvfed kristen, der er stensikker på, at han har helt styr på det der med Guds love og at han altid ved, når han konkret har syndet og at han i øvrigt altid angrer og oprigtigt omvender sig, når det er sket.

Eller sagt med andre ord: Hvis Guds krav virkelig er så strenge som Verner Kristensen påstår det, så må vi gå ud fra, at også han vil gå fortabt, for det er usandsynligt, at han virkelig har erkendt og angret samt ikke mindst omvendt sig fra alle hans synder. Derfor er Verner Kristensen, ligesom alle os andre, henvist til Guds betingelsesløse nåde. Her er vi alle lige overfor Gud, hetero som homo – fundamentalist som liberal.

Læs mere