Menu
Kategorier

Skrevet af den 5 jul, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Ti råd til kristne homoseksuelle

1. Vær kritisk overfor folk, der tilbyder dig gode råd.

Især når man er kristen og homoseksuel er man ofte udsat for, at folk er meget ivrige efter, at give en gode råd. Desværre sker det ofte, at dem der vil rådgive har meget lidt erfaring med og forståelse for hvad det vil sige, at være kristen og homoseksuel, så vær forsigtig. Der er betydeligt flere, der tror, at de ved hvad du skal gøre end der er mennesker, der ved, hvad det vil sige, at gå i dine sko.

 

2. Læs Bibelen med åbne øjne.

Efter nu i en del år at have studeret og diskuteret problematikken kristendom og homoseksualitet er jeg dybt forundret over, hvor ofte folk uden videre går ud fra, at Bibelen er entydig når det gælder sex mellem to af samme køn. Ved et nærmere eftersyn viser det sig imidlertid hurtigt, at de skriftsteder som næsten altid trækkes frem ikke er helt så entydige, som mange vil gøre dem til. Læs derfor disse skriftsteder kritisk og husk at læse det der står rundt omkring dem og som sætter dem i perspektiv. Og husk så også, at den oversættelse du sidder med er lige præcist en oversættelse. Desværre gør oversættelser ofte flertydige skriftsteder entydige. Og sidst men ikke mindst, så skal du være opmærksom på at ingen kristne føler sig forpligtet af alle de regler man kan udlede af Bibelen og det uanset om de nu kalder sig for bibeltro eller ej. Hvad man føler sig forpligtet af og hvad man skubber til side, overser eller bortforklarer handler om hvad man mener er væsentligt og hvad man definerer som uvigtigt, og det gælder altså for alle kristne.

 

3. Overvej hvad det vil sige, at være kristen.

Det er også meget væsentligt, at du gør dig nogle tanker over, hvad det vil sige, at være kristen. Er kristendom for dig en religion, hvor man skal overholde nogle bestemte regler for at blive frelst eller er kristendommen for dig en religion, hvor man tror på, at Jesus har frelst dig kvit og frit?

 

4. Hav tillid til Guds kærlighed til dig.

Overvej dit gudsforhold og gør der tanker om hvem Gud er for dig. Hvad betyder ordet om at Gud er kærlighed for dig? Hvordan ser du på Jesus og hans mission? Hvordan tror du, at Gud ser på dig? Hav modet til i dine bønner at stille Gud kritiske spørgsmål og hav tillid til, at han bærer dig og forstår dig, bedre end du selv gør.

 

5. Dit liv ligger i Guds og dine hænder.

Tro ikke på dem, der påstår, at et liv som homoseksuel er et tomt, udsvævende, meningsløst og håbløst liv. Der findes homoseksuelle, der ikke trives, ligesom der findes heteroseksuelle, der ikke gør det. Der findes homoseksuelle, der lever i langvarige stabile og lykkelige forhold og heteroseksuelle, der flyver fra blomst til blomst. Afgørende er, at du finder ud af hvad du vil og målrettet går efter det i stedet for bare at lade sig føre med strømmen.

 

6. Tag dig tid.

Det er vigtigt, at du ikke forhaster dig. Om Gud vil har du et langt liv foran dig, så ting haster ikke mere end de jauer. Kast dig ikke ud i noget, du ikke er parat til men giv dig i stedet tid til at mærke efter hvad du ønsker og drømmer om. Men fortvivl heller ikke, hvis f.eks. den rette ikke dukker op med det samme – også mange heteroseksuelle må bruge tid og energi på at finde en livspartner, hvis det altså er det, som de kigger efter.

 

7. Vær åben.

Se verden med åbne øjne og vær indstillet på at lære nyt, om andre såvel som om dig selv. Vær opmærksom på, at du slæber rundt på mange fordomme og hårde tanker om homoseksuelle. Tanker og følelser som gælder både dig selv og andre. Lad dem ikke styre dit liv men forhold dig i stedet kritisk til dem. Tag altså kampen op mod din egen indre homofob. Og lad heller ikke det forhold, at nogen kristne afviser dig og påstår, at du er fordømt af Gud, ødelægge dit forhold til Jesus. Vedkend dig de sår, som sådanne kristne har tilføjet din sjæl og dit gudsforhold, så kan Gud hele det, som andre har slået i stykker for dig.

 

8. Hav modet til at gå din egen vej – sammen med Gud.

Man er ikke på en bestemt måde, fordi man forelsker sig i personer af eget køn – men mange har desværre alt for stereotype forestillinger om homoseksuelle såvel som om heteroseksuelle, om mænd såvel som om kvinder. Føl efter i dig selv og forsøg så på at være sådan som du oplever passer bedst til dine behov, og giv samme plads til andre som du ønsker til dig selv. Som kristen er du kaldet til at elske andre med samme betingelsesløse kærlighed som Gud elsker dig med. I forhold til dette kald vil du altid være en synder og altid have behov for Guds tilgivelse, som han har garanteret dem, der tror på Jesus Kristus.

 

9. Søg fællesskab og vær realistisk.

Det er en god ide at søge kontakt til andre, så du ikke skal stå alene med alting i denne verden. Men husk, at homoseksuelle er mennesker med lige så mange begrænsninger som alle andre. Byg ikke alting på, at du med det samme finder mennesker, som du svinger med. Med vær på udkig efter fællesskab. F.eks. kan foreningen Kristen og Homo (http://www.kristenoghomo.dk/ ) være et godt sted at starte for nogen, mens LBL måske er bedre for andre. Og har du brug for at tale med en forstående præst kan du finde en her: http://www.akcept.dk/

 

10. Pas godt på dig selv!

Husk at du er noget helt utroligt værdigfuldt i Guds øjne – så pas godt på dig selv og kend dine grænser. Lad dig ikke presse til noget, du ikke har lyst til, og vær forsigtig med at omgås personer eller læse indlæg fra dem, der foragter og hader dig. Gud har givet dig den vidunderlige gave at kunne elske. Brug den ansvarligt og med tillid. Tag dig tid til at udvikle din identitet som kristen og som homoseksuel. Du har livet foran dig, og Gud går ved din side.

Læs mere

Skrevet af den 27 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Det er de homoseksuelles skyld!

Den katolske kirke er i de seneste år blevet hjemsøgt af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Katolske præster og munke har misbrugt børn og unge, primært af hankøn, og i stedet for at gribe ind og få fjernet disse kriminelle præster holdt den katolske kirke hånden over dem, forsøgte at feje problemerne ind under guldtæppet og få ofrene til at holde kæft.

Uheldigvis for den katolske kirke så er en af følgerne af kvindefrigørelsen og dens kamp for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, at der er kommet et samfundsmæssigt fokus på sexovergreb. Kvindefrigørelsen har medført, at først kvinder og nu også mænd tør stå frem og fortælle om de overgreb de har været udsat for. Ofrene bliver nu ikke længere mistænkt af samfundets myndigheder for selv at have været ude om overgrebene (dette gælder dog kun når ofret var eller er et barn), og ofrene bliver heller ikke længere mødt med kravet om at glemme overgrebene og lade være med at tale om dem, sådan som det var almindeligt i ”de gode gamle dage”.

Den katolske kirkes myndigheder opdagede først alt for sent, at den i øvrigt af dem så forhadte kvindefrigørelse og seksuelle frigørelse har medført, at sexovergreb på børn ikke længere er noget, som kirkens herrer kan dække over uden, at det får negative konsekvenser for kirken, både i økonomisk og ikke mindst anseelsesmæssig forstand. At ofrene ikke længere vil holde kæft for at beskytte kirkens ære har kastet den katolske kirke ud i en seriøs krise, som den er langt fra at have kæmpet sig ud af endnu.

Set i det lys er det unægtelig nærliggende at lede efter syndebukke, ikke mindst for meget konservative katolikker som ikke kan acceptere, at deres kirke kan være fejlbarlig. Derfor ser man nogle sådanne katolikker fare frem med påstanden om, at den katolske kirkes problemer med sexovergreb skyldes, at nogle slappe biskopper påvirket af tidens ånd mod Vatikanets direktiver har optaget homoseksuelle præster i præstestanden. På denne her måde forsøger man at vende nogle skandaler, der burde føre til selvransagelse internt i den katolske kirke, til endnu et korstog mod de moderne vestlige samfunds liberale syn på seksualitet. Så ”glemmer” man godt nok lige, at mange af overgrebene rækker langt tilbage i tiden, i den aktuelle sag fra Irland helt tilbage til 1930’erne, hvor landet var præget af en strikt, katolsk inspireret, seksualmoral og hvor sex mellem mænd i øvrigt var forbudt. Men det ligger i den fundamentalistiske logik, at den katolske kirkes problemer må skyldes noget udefra kommende og ikke kan være dybt indgroede og indvævede i den katolske kirkes magtstruktur.

Men det er modbydeligt at se hvordan det forsøges, at vinkle et katolsk problem så det bliver til et ”bevis” for rigtigheden af den katolske kirkes indædte kamp mod en samfundsmæssig accept af homoseksuelle. Påstanden om at homoseksualitet nødvendigvis fører til pædofili er både urigtig og dybt krænkende. Liberale protestantiske kirker som den danske folkekirke og den svenske kirke, hvor homoseksuelle forhold i stigende grad bliver accepteret og hvor man har en del åbne homoseksuelle præster, har ikke noget problem med præsters seksuelle overgreb på børn og unge der kan komme i nærheden af det som den katolske kirke har. Den katolske kirkes problem med pædofile præster kan altså ikke forklares med, at man har ladet homoseksuelle komme ind i præstestanden. I øvrigt er der, selvom antallet af overgreb er meget stort, øjensynligt kun tale om en relativ lille gruppe af præster og munke, der har foretaget dem. Derimod er der meget, der tyder på, at den katolske kirkes præstestand, i hvert fald i vesten, har en meget stor andel af homoseksuelle. (Se http://www.religioustolerance.org/hom_rcc.htm ) Det betyder, at kun en lille del af den katolske kirkes homoseksuelle præster faktisk misbruger børn. Den katolske kirkes problem med sexovergreb skyldes altså ikke, at der findes homoseksuelle katolske præster, men at man ikke har grebet ind overfor den lille men notoriske gruppe af pædofile præster.

I øvrigt har den katolske kirke i Afrika et stort problem med katolske præster, der misbruger nonner seksuelt. (Se http://www.independent.co.uk/news/world/europe/vatican-confirms-report-of-sexual-abuse-and-rape-of-nuns-by-priests-in-23-countries-688261.html ) – Men det har indtil videre ikke ført til krav om at heteroseksuelle afrikanske mænd skal udelukkes fra at kunne blive katolske præster…

 

 

Læs mere

Skrevet af den 24 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 8 kommentarer

Skræmmekampagne i Guds navn

Fra tid til anden, når jeg diskuterer kristendom og homoseksualitet med fundamentalister, så oplever jeg, at de truer mig med helvedet. I sig selv så synes jeg, at der er noget svagt ved at forsøge, at kortslutte en teologisk debat med trusler om hvad der vil ske mig i den kommende verden, hvis jeg altså ikke vil tolke Bibelen som de gør det. Har man argumenterne i orden bør man vel ikke gribe til trusler? Jeg ser det også som et udtryk for en særlig graverende mangel på ydmyghed når man skråsikkert udtaler sig om andres Gudsforhold. For hvis jeg går fortabt fordi jeg elsker og elsker med kvinden i mit liv, så vil det jo sige, at jeg ikke har nogen sand tro på Gud, ingen relation har til ham, ikke har hende i mit liv. Troen er imidlertid det allermest intime der findes – den er en relation mellem sjælen og dens skaber og frelser, et mysterium som ingen andre kan udtale sig om. ”For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt”, som det hedder i Folkekirkens salmebog samle nr. 582, vers 4.

Den typiske undskyldning for sådan at ville dømme og bedømme min og andres tro er så, at de kærer fundamentalister blot vil advare mig mod den fortabelse som helt sikkert vil ramme mig, hvis jeg altså ikke overtager deres bibeltolkning. Nu har jeg sådanne fundamentalister alvorligt mistænkt for hovedsageligt at være bekymret for at de selv går fortabt hvis de ikke udbreder det mørke budskab om fortabelse til andre. Jeg tror også, at de ofte er drevet af en dunkel frygt for, at der ikke vil være nogen frelse til dem, hvis der ikke er en fortabelse til sådan nogen som mig.

Der i hvert fald nogen interessante psykologiske aspekter ved denne her besathed af fortabelsen. Måske afspejler den en erfaring af som barn ikke at være blevet elsket betingelsesløst, men i stedet vide, eller tro at vide, at man vil blive straffet med mindre, at man er det helt perfekte barn? Måske er det sådanne barndomserfaringer der projiceres over på Gud?

Under alle omstændigheder så bider disse trusler ikke på mig, selvom jeg må indrømme, at det krænker mig, at man på den måde føler sig kaldet og berettiget til at nedgøre mit gudsforhold. For helt ærligt, hvordan skulle det være attraktivt at leve en evighed sammen med en Gud i himlen, der dømmer mennesker til evig pine og tortur fordi de har elsket et andet menneske?

Fundamentalisterne opfører sig lidt ligesom de borgere i et diktatursamfund der forsøger, at redde sig selv ved at følge de allermest meningsløse regler og befalinger og som accepterer, at andre medborgere bliver tortureret og myrdet, blot de selv kan redde livet. Måske sådanne borgere, ligesom fundamentalisterne, tror, at de gør en god gerning, hvis de advarer andre borgere mod at bryde diktatorens meningsløse og grusomme påbud, i hvert fald kan de jo håbe, at de med sådanne advarsler kan redde sig selv fra straf. Men det ændrer ikke ved, at de grundlæggende set er kujoner, der accepterer volden og uretten for at redde deres eget skin.

Hvis min Gud og frelser skulle være som fundamentalisterne påstår, at han er, ja så må jeg sige, at jeg ikke vil tro på ham. Jeg vil hellere gå fortabt end leve en evig sammen med en Gud, der i al evighed skulle torturere homoseksuelle og andre, der har brudt en eller anden vilkårlig regel som nogle tror at man kan udlede af Bibelen.

Jeg har selv været fundamentalist en gang. Jeg ved, at der bag den udadrettede skråsikre tro ligger oceaner af angst, frustration, usikkerhed og forkrampethed. Jeg har imidlertid også erfaret, at Gud ikke er som fundamentalisterne siger, at han er, men at hun er en kærlig og frigørende Gud, der har lært mig hvad kærlighed er og hvad det vil sige, at elske, og som hjælper og støtter mig på min vej, som kristen og som homoseksuel.

Læs mere

Skrevet af den 23 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Anmeldelse: Nonne tur/retur

Helene Hägglunds bog ”Nonne tur/retur” er en meget personlig og en meget modig bog om magtmisbrug i et katolsk kloster her i Danmark.

Helene Hägglund var i sine tidlige teenager år, i henhold til hendes egen beretning, en pige der havde det hårdt på hjemmefronten og som derfor var på udkig efter faste rammer og en mening med livet. Hun tror, at hun har fundet den da hun møder den unge, smukke og stærkt karismatiske nonner søster, siden moder, Benedicta, som hun kaldes i bogen. Reelt set er der tale om moder Theresa O.cist. og klosteret, som historien hovedsageligt foregår i, er Maria Hjerte Kloster/Sostrup Kloster på Djursland.

Helene Hägglund indtræder som 16-årig i dette kloster og hurtigt kommer hele hendes liv, hvor religionen hidtil ikke synes at have spillet nogen virkelig dominerende rolle, til at dreje som om at ofre sit liv til Jesus, det ikke mindst ved at være betingelsesløst lydig overfor moder Benedicta.

Den unge Helene Hägglund er i starten fascineret af klosterlivet, som moder Benedicta også forstår at forsøde med afbrydelser i den i princippet strenge klosterhverdag, men der er dog også mørke skyer, der hovedsageligt består i Helenes usikkerhed mht. om hun nu virkeligt er kaldet til det her liv, nu når hun føler, at Gud, som hun hele tiden forsøger, at komme i kontakt med, er utilnærmelig og fjern. Men moder Benedicta får overbevist hende om at hun er kaldet af Gud og derfor ender Helene Hägglund med at vie sit liv til ham i lige netop dette kloster.

Men efterhånden begynder forholdene at blive mere og mere vanskelige i klosteret. Moder Benedictas manipulerende adfærd og hang til voldsomme vredesudbrud kommer til at fylde mere og mere. Måske i det mindste også som en følge af begyndende kritik udefra sker der internt i klosterfællesskabet en voksende sekterisk udvikling. Moder Benedicta ser dæmoner alle vegne, og smitter de unge søstre med en nærmest hysterisk optagethed af påståede angreb fra Djævlen. Hun indfører nye ritualer, som står i klar modstrid med katolsk klostertradition, så som f.eks. at nonnerne i fællesskab skal forsøge, at skrige deres frustrationer ud og at de overfor fællesskabet skal fortælle om deres hemmelige fristelser og anfægtelser. Og sidst men ikke mindst, så slår hun ulydige nonner og udsætter to ældre og stærkt handicappede nonner for groft omsorgssvigt.

Helene Hägglund vælger i mange år at lukke øjnene for hvad der sker og i stedet stole blindt på at moder Benedicta er Guds talerør i hendes liv. Og loyaliteten belønnes med, at hun bliver til moder Benedictas højre hånd. Men efterhånden kan hun ikke holde tvivlen mht. det rigtige i det der sker i klosteret tilbage og hun bryder med moder Benedicta for i stedet at indtræde i et dansk karmelitterindekloster.

Her møder hun et helt anderledes velfungerende klosterfællesskab og hun får mod og kraft til at forsøge, at råbe de kirkelige myndigheder op mht. de misbrug der sker i Maria Hjerte Kloster. Men biskoppen tør ikke tage kampen om mod moder Benedictas mange magtfulde kontakter indenfor den katolske kirke og klagen løber derfor ud i sandet. Det tager igen hårdt på Helene Hägglund og er formodentlig en af årsagerne til, at hun til sidst opgiver at være nonne og ender med at udtræde af den katolske kirke, om end denne sidste information ikke fremgår af bogen.

”Nonne tur/retur” er en meget intens og personlig bog. Helene Hägglund skåner på ingen måde sig selv men udstiller i stedet skånselsløst sin kamp med en tro, der altid forbliver på det viljesmæssige og intellektuelle plan og dermed mangler personlig autenticitet (et problem jeg kan genkende fra min egen katolske klostertid) ligesom hun gør en del ud af at oute sig selv som heteroseksuel med de medførende fristelser og udfordringer for en kvinde, der vil og skal leve i cølibat. Sommetider har jeg indtryk af, at hun får efterrationaliseret for meget, og dermed får fremstillet kritiske tanker jeg tvivler på, at hun kan have haft i sin tid i Maria Hjerte Kloster, men hendes skildring viser på den anden side, hvor meget hun kæmper for at forstå sig selv og beskrive sine følelser så åbent og ærligt som muligt.

Helene Hägglund skriver i sin indledning, at hun har skrevet ”Nonne tur/retur” fordi bogen ville skrives – og det tror jeg gerne. ”Nonne tur/retur” er nemlig ikke blot en anklage mod moder Benedicta – dvs. moder Theresa, som lokker helt unge og livsuerfarne kvinder til at blive nonner og i øvrigt vha. manipulation og psykisk terror forsøger, at fastholde dem i klosterlivet og som påstår, at hun repræsenterer Gud samtidigt med, at hun er totalt uvillig til at acceptere kritik, være det nu fra underordnedes eller overordnedes side af. ”Nonne tur/retur” er heller ikke blot en anklage mod den katolske kirke for at lade stå til og være ligeglad med, at en række unge kvinder får deres liv smadret i Guds og kirkens navn. Nej ”Nonne tur/retur” virker også som et forsøg på at skrive sig fri og ud af den tryllebinding og den utrolige dominans som moder Theresa har udøvet på Helene Hägglund. Af egen erfaring ved jeg, at moder Theresa er så godt som umulig at få ud af sit sind hvis man først engang er faldet for hendes karisma, så jeg ved ikke, om Helene Hägglunds projekt virkelig er lykkedes i den henseende, men det er et godt og vigtigt forsøg, for det er unægtelig på tide, at en modig kvinde gik frem og fortalte om hemmeligheden bag Maria Hjerte Klosters succes mht. at få unge kvinder til at ”vie deres liv til Gud”.

Læs mere