Menu
Kategorier

Skrevet af den 20 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Mine erfaringer med Maria Hjerte Kloster

Da jeg via medierne erfarede, at Helene Hägglund har skrevet en bog om hendes traumatiske erfaringer som nonne i Maria Hjerte Kloster måtte jeg spontant udbryde: Endelig er der en modig kvinde, der tør stå frem og fortælle om hvad der virkelig sker der! I ganske mange år har jeg nemlig haft dette kloster og ikke mindst dets karismatiske men også manipulerende abbedisse, Moder Theresa, under alvorlig mistanke for hjernevask og udnyttelse af unge naive piger, men jeg har hidtil ikke haft tilstrækkelige beviser.

Mine egne erfaringer med Maria Hjerte Kloster startede dengang klosteret endnu blev kaldt for Sostrup Kloster. Da jeg var 14 ½ år gammel besøgte jeg, som dengang ville være nonne, klosteret og mødte der den unge Moder Theresa, som dengang stadigvæk var novice og blev kaldt for søster Theresa.

Selv om søster Theresa altså endnu var under uddannelse som nonne var det tydeligt, at hun var udset til, efter endt uddannelse, at overtage ledelsen af klosteret, hvis daværende priorinde (klosteret var dengang ikke noget abbedi) var over firs og ikke reelt i stand til virkeligt at lede klosteret. Søster Theresa var en ung, smuk, intelligent og meget engageret nonne – og i løbet af få dage faldt jeg pladask for hende. I min ungdommelige naivitet var jeg dengang ikke klar over, at jeg var forelsket i hende, jeg var for uvidende om kærlighedens mangfoldighed til at kunne gennemskue det, men der er ingen tvivl om, at det var det som jeg var.

Søster Theresa viste mig stor opmærksomhed, hvad jeg, som var ensom og uden et socialt netværk, sugede til mig med begejstring. Dertil kom, at jeg savnede religiøs vejledning og hun bød sig til som min åndelige vejleder, et tilbud som jeg tog imod med glæde. Jeg husker, at vi gik lange ture i skoven og ved stranden og at jeg havde en intens brevveksling med hende, hvor jeg overstrømmede hende med min ungdommelige kærlighed og begejstring, kaldte hende for min ”reserve mor” og lod hende bruge min barndoms kælenavn om mig. Hun opmuntrede mig til at vise hende denne begejstring og tilbedelse – og hun gav mig også ofte et knus og et kram – men jeg må hellere understrege, at det så var det. Der forekom ikke noget seksuelt og jeg har ingen grund til at antage, at søster Theresa var eller er lesbisk.

Hvad der derimod heller ikke er nogen tvivl om, er, at hun manipulerede med mig og brugte mine følelser i hendes egen interesse. Og den var, at få mig til at indtræde i Sostrup Kloster, og det så hurtigt som muligt. Jeg husker, at hun lage pres på mig for at sige, at jeg ville indtræde, og hun stillede sig først tilfreds, da jeg tøvende svarede ja hertil.

Imidlertid skulle søster Theresa et år til Frankrig for at få erfaringer med et mere velfungerende kloster (hvad man ikke kunne kalde Sostrup Kloster) og i det år forsatte jeg med at besøge Sostrup. Jeg bad med nonnerne i koret og jeg spiste sammen med dem i deres refektorium (spisestue), der lå lige bag ved køkkenet i Sostrup Slot, som dengang som nu blev brugt som en art hotel for besøgende fra især Tyskland.  

Der gik det først rigtigt op for mig, at Sostrup Kloster havde alvorlige problemer. Ud over Søster Theresa var der 8 andre nonner, hvoraf tre var svært psykisk syge og de andre var pænt over de 70. Klosterlivet var i mere eller mindre opløsning og disciplinen lav. Den formodentligt senile nonne, som Helene Hägglund fortæller blev lukket ude i kulden og døde der, formoder jeg er søster M. Jeg husker, at jeg var lidt små bange for hende, for hun gik rundt og mumlede hele tiden og var tydeligvis mærkelig. En gang så jeg hende komme i håndgemæng med en af de andre nonner og slottets køkkenpersonale fortalte mig, at de også havde set en alvorlig slåskamp mellem nonnerne, hvor hun havde været indblandet. Jeg talte med søster Theresa om søster M. og hun gav udtryk for, at hun troede, at søster M. var blevet voldtaget under anden verdenskrig, men hun gav også udtryk for, at det var en skam, at det ikke var lovligt at slå ulydige nonner, da dette kunne være den bedste løsning i nogle situationer…

Men som sagt, så så jeg først rigtigt forholdene da søster Theresa ikke var der til at sende sin stråleglans ud over det hele. Dertil kom, at jeg i den søster Theresa fri tid brugte en del tid sammen med slottets køkkenpersonale (hvad søster Theresa dog ikke brød sig om at jeg gjorde). Der fik jeg at vide, at hun kunne være urimeligt krævende, manipulerende og på anden måde ubehagelig overfor personalet. Først ville jeg ikke tro det, men efterhånden begyndte glansen af gå lidt af Sankt Gertrud.

Under alle omstændigheder så viste det sig, at min mor ikke brød sig om ideen om at jeg skulle flytte til Sostrup med 15/16 og der evt. kombinere en klosteruddannelse med at gå i gymnasiet eller helt opgive det sidste. Hun fik i stedet etableret en kontakt til et cistercienserinde kloster i Østrig, og efter et besøg der fandt jeg frem til, at jeg hellere ville indtræde der end i Sostrup.

Da det stod klart, at jeg ikke ville indtræde i Sostrup, var det pludseligt slut med den kærlige opmærksomhed fra søster Theresas side af. Nu blev jeg mødt med kulde – og fejlagtigt anklaget for at ville lokke andre unge piger, som på det tidspunkt var begyndt at dukke op, til at indtræde i det østrigske kloster. Faktisk var jeg den første af en lang række af unge piger, som kom i kontakt med Sostrup Kloster efter, at søster Theresa var indtrådt der.

Mit sidste private besøg i Sostrup Kloster var i forbindelse med, at jeg blev firmet (en slags katolsk konfirmation) der, hvad min mor af en eller anden grund også have ønsket sig. Søster Theresa var da vendt tilbage til klosteret og hun gav mig lidt sporadisk firmelsesundervisning og en smuk middag på slottet, det må man lade hende. Men så var det også slut med kontakten, der blev afbrudt fra hendes side af.

Jeg fik i øvrigt min studentereksamen og året efter, i september 1989, indtrådte jeg i et karmelitterkloster i Østrig. I den forbindelse sendte jeg et brev herom til Søster Theresa, som i mellemtiden var blevet priorinde. Jeg modtog et svarbrev hvor de unge nonner havde tegnet en tegning af nogle cisterciensernonner og nogle karmelitternonner, der bærer på et kors. Gad vide, om Helene Hägglund var med til at lave den tegning?

Jeg har ingen erfaringer med vold og grov forsømmelighed overfor svage nonner fra søster Theresas, den senere Moder Theresas, side af. Men jeg har erfaringer med en manipulerende adfærd overfor helt unge piger, der som mig var alt for unge og umodne til at gå i kloster. Hendes egen begrundelse for at lade unge piger indtræde var, at deres klosterkald kunne blive spildt hvis de først skulle tage sig en uddannelse. Med andre ord, hun ville smede mens jernet var varmt. 

At noget var/er råddent ved Sostrup/Maria Hjerte Kloster er jeg ikke den eneste der har haft mistanke om. Rygterne har været mange, men den katolske kirke i Danmark har ikke gjort noget ved sagen. Det kan hænge sammen med, at Maria Hjerte Kloster ikke står under biskoppens autoritet, men i stedet under cistercienserordenens, hvor Moder Theresa og hendes far, der er eller i hvert fald var chef for det tyske tøjimperium C&A, har en stor indflydelse. Men det hænger også sammen med den katolske kirkes generelle hang til ikke at gøre noget ved misbrug og overgreb i egne rækker så længe det er muligt at feje problemerne ind under gulvtæppet. Man må håbe, at Helene Hägglunds modige afsløring vil medføre, at nogen endeligt gør noget.

Psykisk har det været svært for mig at løsrive mig helt fra søster/moder Theresas tryllebinding og smerten over, at jeg pludselig ikke længere var ”god nok”. Det er først rigtigt lykkedes efter, at jeg for nogle år siden skrev og for egen regning fik udgivet en lille fortælling, ”Glimt af lys og mørke”, hvor jeg via en fiktiv historie oparbejder egne erfaringer med søster Theresa, mit mislykkede forsøg på at blive kar

melitternonne og historier jeg ellers har hørt fra den katolske kirke.

Læs mere

Skrevet af den 18 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Kulturkamp?

Når man læser de sidste dages medieberetninger om forbud mod, hhv. heftige protester mod homoparader i Rusland, Letland, Litauen og Polen, så kan man let få det indtryk, at der finder en kulturkamp sted mellem et sekulariseret, homotolerant Vesten og et fundamentalistisk og homofobisk Østen. Lige præcist som man også kan få det indtryk når man læser artikler om homoseksuelles forhold i den muslimskdominerede verden og om homoseksuelles situation i Afrika.

Og det er da også rigtigt, at homofoer i den ikke-vestlige verden gerne fremstiller deres kamp mod accept af homoseksuelle som et forsvar mod Vestens påståede angreb på deres religiøse og kulturelle værdier. Lige præcist som også diverse politikere og debattører i den vestlige verden gerne fremstiller ”de andre” som de sande homofober, der skulle tage ved lære af Vestens tolerance.

Men som så ofte så er tingene lidt mere komplicerede. F.eks. kan man i Information fra den 18.5.2009 (http://www.information.dk/191428 ) læse en ganske interessant artikel om hvordan den ydre kristne højrefløj i USA understøtter den kristent inspirerede homofobi i Østeuropa. Fundamentalistiske kristne kæmper nemlig verden over, i vest, øst, syd og nord, mod accepten af homoseksuelle. Hvor heftig denne kamp så formuleres, hvor brutalt den føres og hvilke resultater den har, er så forskellig. Men der er et åndsfællesskab mellem den statsstøttede danske forening Agape, der tilbyder homoseksuelle at blive ”helbredt” for deres seksualitet, så de ikke ender i helvedet, og den unge kvinde i Riga, der jævnfør førnævnte artikel skriger op om at ”må Jesus helbrede jer, eller I skal dø i synd”.

I Vesten er fundamentalistiske kristne i stadig større grad gået over til at fremstille sig selv som ofre for en påstået militant homobevægelse, der skulle ”forfølge” kristne, der vil fortælle ”sandheden” om den homoseksuelle ”synd”. Men i Moskva, Riga og Krakow kan man se hvordan disse religiøse fanatikere teer sig, når de har magt som de har agt.

 

Den fundamentalistiske homofobis mange udtryk er lidt ligesom havens tidsler. Så længe de er små og svage ser de nærmest fredsommelige og uskadelige ud, men tager man ikke kampen op mod dem bliver de hurtigt til nogle sande bæster.

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Medjugorje og Vassula – den mentale baggrund

Medjugorje og Vassula – den mentale baggrund

 

Et bemærkelsesværdigt kendetegn ved den katolske kirkes spirituelle situation i det sidste århundrede og i starten af det nye årtusinde har været en utrolig vækst i antallet af påståede åbenbaringer og andre “mirakuløse” begivenheder. Medjugorje og Vassula er, om end måske nogle af de mere kendte af disse, langt fra de eneste. Medjugorje og Vassula er simpelthen en del af den “åbenbaringsbølge”, der er vældet ind over den katolske kirke i de sidste hundrede år og især siden det andet Vatikankoncil. Således har der i perioden 1905 til 1995 været 295 tilfælde af påståede åbenbaringer, hvoraf dog kun 11 er blevet anerkendt af den katolske kirke. Faktisk er antallet af nye påståede åbenbaringer så stort, at det er svært for de kirkelige myndigheder, at følge trop, især set i lyset af at den kirkelige undersøgelsesproces er ret så langvarig og vanskelig. Bedre bliver det ikke af, at de kirkelige myndigheder udsættes for et voksende pres fra de mange troende, der er begejstrede tilhængere af disse “åbenbaringer” og som ikke vil acceptere noget som helst andet end en kirkelig accept af dem.

Nu har mennesket altid været fascineret af det spektakulære, så det er på ingen måde nyt, at “åbenbaringer” og “mirakler” skaber opmærksomhed. Alligevel synes alle iagttagere af “privatåbenbaringsfænomenet”, at være enige om, at både antallet af påståede åbenbaringer såvel som den interesse, de udløser, er uhørt stor. Derfor er det altså rimeligt, at antage, at vi her faktisk står overfor et ganske særligt fænomen inden for kirkehistorien.

Forklaringerne på hvorfor vi ser en sådan vækst i antallet af påståede åbenbaringer er mange. Tilhængernes egen forklaring er den, at de mange åbenbaringer og mirakler er et tegn på, at dommedag er nær og de ser dem som et udtryk for, at Gud vil advare sine børn og kalde til bod og omvendelse. Det er også den forklaring, som de “visionære” selv bruger og vi finder den både hos “seerne” fra Medjugorje og hos Vassula. At historien vil få en ende og at dommedag vil komme er en del af den kristne tro. Også jeg tror og håber på, at Gud en dag vil gøre en ende på vore lidelser og skabe en ny himmel og en ny jord. Men kirkehistorisk set er dommedags påståede snarlige komme blevet prædiket et utal af gange og som bekendt er det ikke sket endnu. Derfor er det under alle omstændigheder en god ide, at slå koldt vand i blodet, når nogen prøver, at piske en dommedagsstemning op.

En anden mulighed for at forklare den eksplosive vækst i antallet af påståede åbenbaringer er, at se dem som en reaktion på en krise inden for den katolske kirke. Dvs. man kan se dem som en reaktion på sekulariseringen og som en følge af en tillidskrise mellem dele af det katolske miljø på den ene side og det katolske hierarki på den anden side. Sekulariseringen har utvivlsomt medført en del usikkerhed blandt mange konservative katolikker. Kirkens magt, både politisk og socialt, er blevet svækket ganske meget i de sidste hundrede år og den konservative katolik kan efterhånden godt føle sig som en trængt, ja til tider forfulgt, minoritet. Ikke at troende katolikker forfølges her i vesten, men det forhold, at folk stiller spørgsmålstegn ved katolicismen, måske sågar latterliggør den eller afviser, at acceptere, at den skal bestemme hvordan samfundet skal indrettes og hvad der skal være tilladt og forbudt, f.eks. inden for det seksuelle område, bliver af en del katolikker opfattet som en forfølgelse. Mere realistisk er det dog nok at sige, at konservativt troende katolikker efterhånden er en mere eller mindre selvforskyldt marginaliseret gruppe. Sådanne grupper har en tradition for at tolke deres egen situation som et tegn på, at dommedag står nær. De forskellige “visionære” optræder altså her som dem, der giver en blanding af trøst og bekræftelse til en gruppe, der føler, at den er i en trængt situation.

Nu skulle man imidlertid lige netop af troende katolikker forvente, at de i en trængt åndelig situation ville vende sig til deres hyrder, dvs. til præsterne, biskopperne og Paven, for at få hjælp. Ifølge den katolske tro er det jo dem, der formidler både de såkaldte nådesmidler såvel som Guds vilje og vejledning til de troende. Når folk imidlertid kommer strømmende til i store skare, hver gang der går rygter om en Maria åbenbaring eller en grædende Madonna figur, mens mange kirker står halvtomme, så hænger det sammen med, at der i tiden efter det andet Vatikankoncil er opstået en ikke ubetydelig tillidskrise mellem mange konservative katolikker på den ene side og det dele af det katolske præsteskab og nogle af biskopperne på den anden side, mens de konservative katolikker som udgangspunkt dog er ganske positive overfor Paven. Grunden til denne tillidskrise skal søges i, at mange konservative katolikker blev bådet forvirret og foruroliget pga. de mange store omvæltninger inden for den katolske kirkes liturgi og lære, der blev udløst af det andet Vatikankoncil. Mange biskopper og præster var i de første årtier efter koncilet meget liberale og progressive og kom dermed i konflikt med de konservative katolikker blandt lægfolket (og naturligvis også dem inden for gejstligheden, der ikke var så begejstrede for de nye vinde, der blæste). De konservative katolikker kunne ikke forstå, at rosenkransbøn, sakramental tilbedelse, Jesu hjerte fromhed, valfarter og skriftemålet nu pludselig skulle være umoderne. De brød sig ikke om, at katolicisme nu mest skulle handle om at kæmpe for social retfærdighed i stedet for at være fokuseret på at gå til messe, bede bønner og værne om de traditionelle normer. De blev chokerede over, at katolikker, herunder præster og biskopper, stod frem og offentligt gik til angreb på Paven og hans afgørelser. Men interessant nok lærte disse konservative  katolikker også af koncilet. For et af det andet Vatikankoncils hoved ideer var, at lægfolket skulle blive mere myndigt. De konservative  katolikker blandt lægfolket viste og viser også i dag en særlig form for konservativ myndighed ved, at de nægter, at adlyde præster og biskopper, hvis de vurderer, at disse ikke lærer og lever en traditionel katolicisme hhv. hvis de føler, at disse hyrder ikke er lydige mod Paven. I stedet søger de efter andre “formildere mellem Gud og menneskene”, som de føler, at de kan have tiltro til og til denne gruppe hører, udover Paven, altså også de mange “visionære”, der er dukket op i de senere årtier. På den måde gennemlever også de mere konservativt indstillede dele af den katolske kirke en art afkatolisering. I stedet for, som den katolske tro egentligt foreskriver, at underkaste sig kirkens hyrder, fordi de i kraft af den apostolske succession har en af Jesus indstiftet myndighed til at lede kirken og formidle Guds vilje, anerkender mange konservative katolikker af i dag kun de åndelige ledere, som de opfatter som gode konservative  katolikker. (Og det, at en biskop er kritisk overfor f.eks. Medjugorje eller Vassula kan i dag være nok til, at han stemples som “progressiv”) Selvom man typisk med afsky vil afvise tanken om, at kirkelige embeder skulle besættes vha. demokratiske afstemninger eller på anden måde skulle få en mere protestantisk form for ledelse, så ser man ikke noget problem i at nægte, at adlyde præster og biskopper, hvis man har dem mistænkte for at være progressive. Men ikke nok med det. Det er også som om disse katolske kredse er grebet af en dyb længsel efter et mere umiddelbart møde med det hellige. Mens man inden for katolicismen traditionelt opererer med, at mødet med Gud formidles gennem det indviede præsteskab der, uafhængigt af dets varetageres personlige hellighed, formidler mødet med Gud gennem sakramenterne, så søger mange konservative katolikker i dag efter, at få mødet med Gud formidlet af karismatiske personligheder og efter, at opleve den særlige begejstring,
der typisk opstår, når store skare af troende samles om sådanne hhv. trænges omkring grædende Madonnaer eller andre “overnaturlige” fænomener. (Det var i øvrigt lidt samme type massebegejstring, som de store pavemesser, som Pave Johannes Paul blev så kendt for, levede af) Der er altså en stor efterspørgsel efter folk, der kan fortælle om, at Maria eller Jesus viser sig for dem og fortæller dem budskaber. Det er som om, at man ikke længere har nok i, at der er et præsteskab, der på embeds vegne kan formidle et møde mellem himmel og jord. Ligesom man heller ikke længere har nok i, at Paven sammen med biskopperne på embeds vegne formidler Guds vilje, nej man længes efter budskaber “direkte” fra Jesus eller Maria! Man vil have “konkrete” beviser for Guds eksistens midt i en verden, der bliver mere og mere sekulariseret! Man vil have åndelige oplevelser her og nu! “Åbenbaringsbølgen” er altså et udslag af et mere eller mindre bevidst konservativt katolsk lægmandsoprør mod en kirkelig ledelse, som ikke kan stille dets åndelige behov og give det tilstrækkeligt håb for, at den sekulære udfordring kan overvindes. Her ses i øvrigt også en tydelig indflydelse fra den karismatiske bevægelse, der på sin vis er ved at udhule den konservative  katolicisme til fordel for en kristendom, hvor det kirkelige lærerembede om ikke afløses, så dog suppleres og reelt set overbydes af “profeter”, “visionære” og andre, der påstås at have en kontakt med Gud, der ikke er bundet til et embede, men er af karismatisk natur. Lige netop indflydelsen fra den karismatiske bevægelse betyder da også, at de stærkeste kritikere af denne her udvikling faktisk er at finde inden for de traditionalistiske kredse inden for den katolske kirke. Sidstnævnte gruppe er nemlig i modsætning til de mere eller mindre frustrerede konservative katolikker såvel som de karismatiske selv samme totalt allergiske mod alt, hvad der ikke er i overensstemmelse med traditionel katolicisme sådan som den så ud før det andet Vatikankoncil. De opfatter f.eks. katolikker, der taler i tunger som frafaldne, også selvom disse også beder rosenkrans og de er generelt ofte ret så smålige i deres kritik, men de har på den anden side et godt øje for det bedrag, som de påståede visionære benytter sig af og de er unægteligt gode til at se, hvor lidet katolske mange af de påståede “budskaber” og “åbenbaringer” i virkeligheden er.

For den katolske kirkes ledelse udgør dette boom af påståede åbenbaringer en meget vanskelig udfordring. For på den ene side må den tage afstand fra den ofte tvivlsomme teologi, det åbenlyse bedrageri og den tydelige udhuling af det katolske lærerembede, som disse typisk medfører. På den anden side, så tiltrækker disse påståede åbenbaringer den gruppe af katolikker, nemlig de konservative, som den katolske kirkes lederskab har brug for som støtter i kampen mod progressive kræfter internt og den sekulære verden eksternt. De katolikker, der er tilhængere af de mange nye “åbenbaringer” gør meget ud af, at de er “pavetro” og det hører man mere end gerne i Vatikanet. Siden Johannes Paul d. II blev pave har der nemlig ikke kunne været nogen tvivl om, at den katolske kirkes lederskab ønsker den katolske kirke tilbage på en traditionel kurs. Man har her lagt stor vægt på troskab mod Paven. Enhver der har været villig til at støtte Pavens kamp mod abort, prævention, kvindelige præster og accept af homoseksuelle og for traditionel fromhed som f.eks. rosenkransbøn, har kunnet regne med, at blive set på med venlige øjne. Set i lyset heraf er det ud fra et taktisk synspunkt forståeligt, at Vatikanet på en gang forsøger, at distancere sig fra de ofte meget problematiske “privatåbenbaringer” (sådan som man faktisk har gjort mht. f.eks. Medjugorje og Vassula) samtidigt med, at man ikke tør gøre for meget ud af, at man faktisk afviser dem. Spørgsmålet er dog, om man i længden kan undgå, at tage et opgør med “åbenbaringsuvæsenet”, men det vil tiden jo vise.

 
 
 

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Ligheder mellem Vassula og Medjugorje

Ligheder mellem Vassula og Medjugorje

 

Forholdet mellem Medjugorje tilhængerne og vassulaisterne kan måske bedst sammenlignes med forholdet mellem socialister og kommunister. Ligesom en kommunist også altid er socialist, mens en socialist ikke nødvendigvis er kommunist, så er en vassulaist altid tilhænger af Medjugorje, mens en tilhænger af Medjugorje ikke nødvendigvis er vassulaist.

Vassula påstår selv, at Jesus skulle have bedt hende om at rejse til Medjugorje, hvad må tolkes som et udtryk for, at Vassulas “Jesus” siger god for Medjugorje. Det er også typisk, at hjemmesiden www.vassula.dk linker til indtil flere Medjugorje hjemmesider. Der er også meget, der tyder på, at en del Medjugorje tilhængere via deres engagement også er stødt på Vassula og har tilsluttet sig hendes bevægelse. Ligeledes er der øjensynligt blevet gjort forsøg på, at etablere et samarbejde mellem Vassula og Medjugorje bevægelsen. Det fremgår af følgende: “”Den 12. juni 1993 før konferencen (Omaha, Nebraska i juni 1993) hvor Fader Ljudevic Rupcic, OFM, også skulle tale (Fader Rupcic er teolog og underviser i skiftfortolkning i Sarajevo. Han havde under det kommunistiske styre i Jugoslavien i 1983 modet til at udgive ’The Apparition of Our Lady in Medjugorje’ (Åbenbaringen af Vor Frue i Medjugorje), som var den første bog, der blev udgivet om disse tilsynekomster), mødtes Vassula Ryden, Fader Michael O’Carroll, fr. Christine Lynch, udgiver af den engelske, trykte udgave, hr. Pat Callahan fra Trinitas, udgiver af hendes oprindelige, håndskrevne udgave, og hr. John Lynch på Vassulas hotelværelse for at diskutere, hvilken politik der skulle følges angående udbredelsen af budskaberne fra Sandt Liv i Gud. ” (http://www.vassula.dk/sider/artiklermm/lidelseshist.html ) (Fader Ljudevic Rupric har i øvrigt fået biskoppeligt forbud mod at læse messe og prædike i Medjugorje.) Vassulas “budskaber” er øjensynligt også ofte blevet promoveret på pro-Medjugorje konferencer og lignende. Jeg har dog ikke kunne finde noget, der tyder på, at Medjugorje “seerne” eller Medjugorje franciskanerne, der spiller en vigtig rolle mht. at kontrollere “seerne”, officielt har udtalt sig til fordel for Vassula. Det hænger nok sammen med, at mens Medjugorje fænomenet har millionvis af tilhængere, og derfor ikke behøver, at gøre sig godt til bens i forhold til andre “visionære”, så er Vassulas bevægelse stadigvæk, i hvert fald i forhold til Medjugorje, stadigvæk en lille fisk. Men det gør det naturligvis endnu vigtigere for hende, at fiske tilhængere hos Medjugorje bevægelsen. 
 

Først og fremmest har Medjugorje “seerne” og Vassula det tilfældes, at de på en gang forsøger, at sælge sig som gode katolikker (selvom at Vassula ikke er katolik, så gør hun meget ud af at fremhæve hvor vigtig lydighed mod Paven er) samtidig med, at de ikke er villige til at acceptere de relevante kirkelige myndigheders afgørelse mht. ægtheden af deres “visioner”. Deres reaktion på de kirkelige myndigheders afvisning af ægtheden af deres “visioner” er også ens og kan skildres som en firefoldig strategi:

1. De kirkelige myndigheder trues med guddommelig straf, hvis disse ikke omvender sig og begynder at tro på “visionerne” hhv. i det mindste ikke ophører med, at fastholde, at de ikke er fra Gud. Således hedder det i et “budskab” fra “Gospaen” til biskop Zanic fra d. 21.6.1983: “Sig til fader Biskop, at jeg forlanger af ham, at han med det samme omvender sig til begivenhederne i Medjugorje, ellers vil det en gang være for sent. (…) Jeg sender ham hermed den næstsidste advarsel. Hvis han ikke gør det, som jeg fortæller ham, venter på ham min dom og min søns dom. Det betyder, at han ikke har fundet min søns Jesus vej.” (Citeret efter Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispiel der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003, s. 74f) Vassulas “budskaber” er fyldte med trusler mod de “vantro” hyrder. Lad mig blot nævne to eksempler: “All these years, Christ has been begging His Church for peace, reconciliation and unity among the shepherds; He has been speaking to them, to His own. Yet, to this day, unity is not being accepted. Instead, many of His shepherds are scorning His very words given in these inspirations, making fun of His intimate Love and treating the word “unity” as an enemy in their hardened hearts. These very ones are at the brink of destruction, and yet they go on their own way doing their own thing.” (http://www.tlig.org/tsunami.html ) & “and so it is …. so do not say, “with whose authority has she (Vassula) come to speak to us?” I am her Authority and this Authority has come to tell the mockers (the shepherds who behave like ‘Cain’ and do not pasture the sheep confided to them. They are those who are like wolves dressed in sheepskin; some of them have high positions, and persecute the ‘Abels’, the good and faithful shepherds and all His Good Works),  “I will expel you from your seats but I will lift the lowly to send them out and evangelize a dechristianized people;” I drew a long breath, sighing, while I was passing by those mockers; entirely overgrown is their spirit with nettles; as I was gazing on the Vineyard (the Church) My Son Jesus Christ left to them (the priests), I drew another long breath; “where is the banquet of fine wines? of food rich and juicy, of fine strained wines? is this the place where a thousand vines used to be? (…) when adversity came, I came to rescue, but no one truly, from the officials of the Church, listened; “it is only a private revelation, you need not lend your ear to it;” they would say; to conceal My Voice is a mortal sin; to sift Me through and through and scan Me is an abhorrent sin in My Eyes; will your incredulity say one day: “but look, we did not know; we did not know that we offended Your Mercy;” indeed you have offended My Mercy; not only have you offended My Mercy but you have allowed the evil powers to gain ground and despoil the House My Son bought with His Precious Blood, because of your incredulity; and how! how ingeniously you get round My Words in order to justify your incredulity! do you not realize that you have taken My Seat? do you realize that you are becoming the enemy of the whole human race? since hindering and diminishing the value of My Words through My prophets you are obstructing them from pronouncing My Will to My people and from gathering together and uniting the House of My Son?” (http://www.tlig.org/msg/vasb1060.html )

2. Så vidt som muligt prøver man, at lade som om, at der ikke har været tale om nogen afvisning fra den kirkelige ledelses side. For så vidt som man forholder sig til den tolkes den som et udtryk for personlige brister hos de kirkelige myndigheder. Medjugorje “seerne” beskyldte således biskop Zanic for ikke at være nogen ordentlig kristen og Vassula har ladet det skinne igennem, at Troslærekongregationens notifikation vedr. hendes skrifter fra 1995 skyldes, at der er folk i Vatikanet, der modarbejder Gud. 

3. Man påstår, at Paven privat støtter hhv. Medjugorje og Vassula. Dermed lægger man både op til, at Paven på sin vis er en fange i Vatikanet og dermed ikke i stand til at sikre, at sandheden læres inden for den katolske kirke, samtidigt med, at man fejlagtigt lægger op til, at en paves personlige meninger er af at autoritativ karakter inden for den katolske kirke.

4. Kirkelige erklæringer, der reelt set afviser ægtheden af de påståede åbenbaringer bliver fremstillet som om de er udtryk for e

n kirkelig anerkendelse. Dette har jeg dokumenteret mht. vassulaisternes omgang med den daværende kardinal Ratzingers brev om Troslærekongregationens stillingstagen til Vassula i artiklen “Kejserens nye klæder”. Men noget lignende har også Medjugorje tilhængerne forsøgt sig med mht. Troslærekongregationens bekræftelse af den Jugoslaviske bispekonferences stillingtagen til Medjugorje fra 1998.

 

Medjugorje fænomenet og Vassula har også det tilfælles, at de begge kan drage nytte af en slående mangel på kritisk pressedækning. De verdslige medier omtaler stort set altid begge positivt, når det altså kommer til en omtale. Det er dog generelt et problem, at de verdslige medier ofte fejler mht. at lave en ordentligt kritisk research før de publicere meldinger om “overnaturlige” begivenheder. Mere interessant er det, at også den kirkelige (den katolske såvel som den protestantiske) presse udmærker sig ved en manglende research mht. både Medjugorje og Vassula, hvad igen medfører, at offentligheden kun får disse fænomener skildret i et meget favorabelt lys. Den almindelige læser af f.eks. Katolsk Orientering eller Kristeligt Dagblad må umiddelbart få det indtryk, at Vassula og Medjugorje er accepteret af den katolske kirke.

 

Medjugorje fænomenet og Vassula har ligeledes det til fælles, at der i begge tilfælde er tale om en enorm mængde af påståede åbenbaringer og deraf udledte “budskaber”, en “produktion” der ingen ende synes at ville tage. Hvor Maria skulle have vist sig 18 gange for den hellige Bernadette i Lourdes, så er det tilsvarende tal for Medjugorje blevet beregnet til mere end 8000. Også Vassula har “modtaget” en sand strøm af “budskaber” der fylder flere bøger. Jomfru Maria hhv. Jesus fremstilles altså som uhyrligt snakkesaglige. Men det interessante er dog, at “budskaberne” stort set altid handler om det samme. De temaer, som Maria taler om i Medjugorje budskaberne, nemlig fred, omvendelse, bod, faste, skriftemål, rosenkransbøn, den hellige messe, dommedag og nødvendigheden af at tro på budskaberne hhv. de temaer, som Vassulas Jesus taler om, nemlig de samme som Medjugorjes kombineret med et krav om kirkens enhed, kunne faktisk sagtens koges ned til et par håndfulde korte budskaber. Det er derfor også uendeligt kedeligt, at læse sig gennem disse “budskaber”, da de hele tiden gentager sig selv. Man kan derfor undre sig over denne tomgang. Hvilket formål har den? For det første kan det tænkes, at den kontinuerlige produktion af “budskaber” skal sikre, at de troende holder fast ved hhv. Medjugorje og Vassula, i stedet for at ile videre til den næste påståede åbenbaring. Der er nemlig i dag en utrolig hunger blandt konservative katolikker (eller måske bedre sagt neokonservative selv samme) samt blandt karismatiske kristne efter åbenbaringer, mirakler og guddommelige tegn. Det viser det forhold, at billeder af Jesus eller Maria, der “mirakuløst” skulle være dukket op under broer, på gulve, i træer og sågar i en spagettireklame kan tiltrække i tusindvis af troende. Men så snart “miraklerne” ophører, iler de mirakelhungrende videre. De neokonservative katolikker og karismatikerne er nemlig et produkt af den sapperkultur, som de egentligt afskyr. Når der ikke længere sker noget spændende, så sapper hhv. iler man et andet sted hen. For det andet, så betyder det forhold, at “budskaberne” ikke er ophørt, at tilhængerne af hhv. Medjugorje og Vassula overfor sig selv og andre kan forklare fraværdet af en kirkelig godkendelse af disse fænomener med, at kirken ikke kan anerkende privatåbenbaringer, så længde disse ikke er afsluttet. Det man glemmer at bemærke sig hhv. gøre opmærksom på er, at den katolske kirke ganske rigtigt ikke vil anerkende privatåbenbaringer, så længe disse ikke er afsluttede, men der er intet til hinder for, at den kan nægte anerkendelse af sådanne også selvom fænomenet ikke er ophørt, hvad den da også har gjort både mht. Medjugorje og Vassula. Det er i øvrigt interessant, at antallet af “budskaber” synes at være aftagende og det både hos Medjugorje “seerne” og hos Vassula. Tre af de seks Medjugorje “seere” modtager i dag kun “budskaber” en gang om året (mod dagligt i starten af fænomenet) og Medjugorje sogn publicerer i dag kun et budskab en gang om måneden (mod tidligere en gang om ugen). På samme måde kan man se, at den hjemmeside, der publicerer Vassulas “budskaber” på nettet (http://www.tlig.org/msg/messl.html ) slet ikke har nogen fra 2004 og 2005 og for 2003 kun 4, mens man finder hele 45 alene for perioden januar til marts 1987. Er man måske ved at miste pusten?

 
Vassula fænomenet og Medjugorje har også det til fælles, at der i begge tilfælde er tale om, at det er lægfolk, der modtager “åbenbaringer”. Dette er ikke i sig selv specielt inden for den katolske tradition, det er imidlertid usædvanligt, at dem der modtager “åbenbaringer” ikke som en følge heraf går i kloster. (Sådan som vi kender det fra “seere” fra Lourdes og Fatima). Vassula forsætter med at leve i et ægteskab, der i følge katolsk tradition er ugyldigt og syndigt, da hun er en fraskilt, der har giftet sig igen. Der gik ligeledes flere år fra Vassula begyndte at “modtage budskaber” fra Jesus mfl. og til hun fandt det nødvendigt, at bede den ortodokse kirke om at acceptere hendes nye ægteskab, der var indgået borgerligt. I dag er også alle “seerne” fra Medjugorje gift og de har alle sammen børn på trods af, at det oprindeligt hed sig, at de ville gå i kloster. To af dem, nemlig Ivan Dragicevic og Vicka Ivankovic prøvede da også, at blive hhv. nonne i et alternativt klosterfællesskab og franciskanermunk, men begge opgav imidlertid deres forehavende. Også Marija Pavlovic overvejede, at blive nonne. “I mange år troede jeg, at jeg skulle blive nonne. Jeg begyndte at besøge et kloster og mit ønske om at indtræde i dette var meget stærkt. Men forstanderinden fortalte mig engang: “Marija, hvis du vil indtræde, så er du meget velkommen; men hvis biskoppen beslutter, at du ikke må tale om Medjugorje, så må du adlyde ham”. I det øjenblik begyndte jeg at tænke på, at mit kald muligvis kunne være at vidne om hvad jeg så og hørte og at jeg vil være i stand til at finde vejen til hellighed uden for klosteret.” (Michael Davis: Medjugorje after Twenty-One Years – The Definitive History, s. 198)

Tanken om at skulle være lydig mod de kirkelige autoriteter var øjensynligt nok til at få Marija til at opgive sine drømme om at blive nonne. Vassula var også i starten bange for, at Jesus skulle kræve, at hun skulle gå i kloster. F.eks. hedder det i en “konversion” mellem Vassula og Jesus:

“V: Er hjertet det, som tæller mere end klosterlivet?
J: Ja, hjertet er det, som er det vigtige. Forbliv nær ved Mig, forbliv nær ved Mig. Du er ikke nær ved Mig, sådan som Jeg ønsker det! Jeg føler, at du viger fra Mig.
V: Jesus var ikke glad…
J: Jeg er Hellig, så Jeg vil også have dig til at være hellig.
V: Jeg ønsker virkelig at være nærmere ved Dig!
J: Mener du det virkelig? Søger du Mig virkelig?
V: Forlad mig ikke!
J: Det vil Jeg ikke gøre!
V: Aldrig?

J: Aldrig! Min datter, frygter du for, at en ordensdragt ville volde dig sorger? Kom, sig det så! (NB. Teksten i den engelske original er vanskelig at forstå pga. Vassulas (og dermed Jesu!) dårlige engelsk. Måske var den oprindelige mening, at Jesus skulle hentyde til Vassulas angst for, at han skulle kræve, at hun skulle vælge ordenslivet)

V: Jeg samlede alt mit mod. For at sige det, som det er: Jeg ønsker faktisk ikke at være nonne. Jeg elsker Dig også, sådan som jeg er…
J: Endelig fandt du mod til at sige det! Min datter! Du glæder Mig, fordi du er sandfærdig! Jeg, Gud, elsker dig. Du kan se, at du ville have løjet Mig op i Mit åbne Ansigt, hvis du h

avde sagt det modsatte.
V: Jeg følte, at Gud var så glad. Men måske blev Han også ked af det på grund af det, jeg havde sagt til Ham.
J: Jeg er ikke ked af det! Lyt til Mig. Jeg ønsker, at din hellighed skal være en hjertets hellighed; den skal ikke bestå i en ordensdragt.
V: Hvad er det at være halvhjertet? Ville det ikke være halvhjertet ikke at bære en ordensdragt?

J: Halvhjertethed må ses på den rigtige måde: Man trænger ikke til en ordensdragt for at være hellig. Hvad er en ordensdragt værd, hvis hjertet ikke er helligt? Så er man som salt, der har mistet sin smag. Jeg vil lære dig at være nærmere ved Mig. Jeg vil bringe dig nærmere til Mig. Føl dig elsket af Mig. Vær ikke bange for Mig, Jeg er Fred. Jeg, Jesus, fører dig, Jeg leder dig. Bed mere, og arbejd med Mig på denne måde. Forøg din tro på Mig. Hav behov for Mig; vær årvågen, for tiden er nær.” (http://www.vassula.dk/sider/budskabssider/1986/11dec.html ) Både Vassula og Medjogorje “seerne” er typiske produkter af det andet Vatikankoncil, der bl.a. gjorde op med tanken om, at man burde vælge livet som præst eller nonne, hvis man ønsker, at leve et helligt liv. Det er imidlertid også typisk, at de på trods af al deres snak om at vi skal gøre ofre, forsage verden og omvende os ikke selv er villige til nogen af delene.

 

Denne opprioritering af lægfolkestanden på bekostning af ordensstanden hænger muligvis også sammen med, at både Vassula og Medjugorje fænomenet synes at være påvirket af den karismatiske bevægelse. Vassula omtaler ofte karismatiske fænomener, som tungetale, åndedåb, falden i ånden og lægfolks brug af bøn for syge med håndspålæggelse i meget positive vendinger. Hendes påstand om, at hun er en profet og hendes uvilje mht. at adlyde de kirkelige myndigheder tyder også på en stærk karismatisk påvirkning. På samme måde skulle Gospaen d. 25. juli 1982 havde sagt: “Bed for de syge! Fast for de syge! Læg hænderne på dem! Giv dem den karismatiske salvning med olie! Enhver lægperson kan gøre det, gør det!) (Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispil der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003, s. 57) Jomfru Maria skulle altså bede de troende om at bryde med den katolske lære om, at den sakramentale salvning af syge med olie er forbeholdt præsteskabet. Fra den 23. til den 25. august 1983 blev der i Medjugorje afholdt en karismatisk kongres, hvor alle “seerne” og et antal af præster og nonner fra Medjugorje sogn modtog åndedåben. Fader René Laurentin, der er en af de mest centrale fortalere for både Vassula og Medjugorje (og som i øvrigt ikke er bange for at manipulere med sandheden for at fremme sagen) er også en af de centrale skikkelser inden for den katolske karismatiske bevægelse. Og sidst men ikke mindst, både Vassula og Medjugorjes “seerne” lægger stor vægt på dannelsen af karismatisk inspirerede bedegrupper.

 

Den sidste væsentlige lighed mellem Vassula og Medjugorje “seerne” er, at de alle fremstiller hhv. Jesus og Jomfru Maria som evigt klagende personligheder. De lider ikke med den lidende menneskehed, nej de lider pga. menneskenes synder. Et sådant syn på tilstanden i den himmelske herlighed er ganske anderledes end den, som vi kender fra de bibelske skrifter.

Anvendt litteratur (ud over citater):
 

Lisbeth Davidsen og Niels Christian Hvidt: Olala, min engel taler til mig i Weekendavisen 30. december 199

 
Michael Davis: Medjugorje after Twenty-One Years – The Definitive History
 
Joe Nickell: Looking for a Miracle – Weeping Icons, Relics, Stigmata, Visions & Healing Cures, New York 1993
 
Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispil der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003
 
”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”(Udgaven fra 1991), s. XIV
 
http://www.unitypublishing.com/Apparitions/BrianF.html

Læs mere