Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 apr, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Medjugorje

Medjugorje

 

Hvis man vil forstå Vassula-fænomenet, så er det ikke nok bare at se på hvad Vassula og hendes tilhængere gør og siger, man er også nødt til at se vassulaismen i en bredere kultur-religiøs sammenhæng. Vassula søger ind på hhv. “sælges” nemlig på et “marked” inden for den katolske kirke, hvor der er meget stor efterspørgsel efter overnaturlige fænomener i form af åbenbaringer, himmelske budskaber, grædende madonnaer og andre “mirakler”. Faktisk er Vassula endnu kun en relativ lille fisk set i forhold til det “markedsdominerende” fænomen, der går under betegnelsen Medjugorje.

 

Medjugorje var oprindelig et lille ubetydelig sogn i Bosnien. Dette skulle imidlertid ændre sig ganske dramatisk, da der begyndte at gå rygter om, at Jomfru Maria, eller “Gospa”, som hun kaldes på kroatisk, skulle vise sig for en række store børn og give disse budskaber. Det er ikke helt nemt, at få et overblik over begivenhederne, men her er et forsøg på at rekonstruere hvordan vor tids mest populære ikke kirkeligt anerkendte katolske valfartssted opstod og siden hen har udviklet sig. Jeg støtter mig i den efterfølgende gennemgang hovedsageligt til Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispiel der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003 samt til Michael Davis: Medjugorje after Twenty-One Years – The Definitive History (Den opdaterede version fra maj 2004). Sidstnævnte bog kan gratis downloades på www.mdaviesonmedj.com

 

Den 24. juni 1981 skulle Jomfru Maria have vist sig for Ivanka Ivankovic (født d. 3.9.1964) og Mirjana Dragicevic (født d. 18.3.1965). De unge piger var øjensynligt gået ud til en høj ved navn Podbrdo i nærheden af den lille landsby Bijakovici, der hører til Medjugorje sogn, for at ryge. Mirjana havde kort forinden læst en bog om det katolske valfartssted Lourdes og det er meget muligt, at de to pigers samtale bl.a. har handlet om Maria åbenbaringer. På tros af hendes lekture havde Mirjana dog et dårligt ry i landsbyen. Hun blev kaldt “pankerica”, der betyder punker! Dette skal man dog nok ikke tage alt for bogstaveligt, for pankerica blev af de ældre landsbybeboere også brugt om unge, der klædte og opførte sig som de unge i de store byer. På vej hjem fra Podbrdo skulle Ivanka så have set “Gospaen” stå på højen, men da hun fortæller det til Mirjana opfatter denne det som en spøg. De går derfor videre og møder den trettenårige Milka Pavlovic, der beder dem om at hjælpe ham med at bringe nogen får hjem. Det får dem til at gå tilbage i retning af Podbrdo, hvor de nu alle ser en smuk kvinde med et lille barn på armen. Kort tid herefter slutter også Vicka Ivankociv (født d. 3.9.1964), Ivan Dragicevic (født d. 25.5.1965) og den tyveårige Ivan Ivankovic sig til dem og også de kan se den smukke kvinde med barnet. Muligvis gav kvinden dem tegn til at komme nærmere, men det hersker der dog en vis usikkerhed omkring. Endnu større usikkerhed hersker der mht. hvordan de unge mennesker reagerede på synet af den smukke unge kvinde. Beretningerne strækker sig fra skildringer af vild panik til andægtig bøn, men sandsynligt er det i hvert fald, at de fortalte andre om deres oplevelse.

 

Den næste dag forsvinder to af “seerne” ud af historien igen, nemlig Milka Pavlovic og Ivan Ivankovic, de vælger nemlig at blive hjemme, den ene, fordi hun skulle hjælpe til derhjemme og den anden, fordi han mente, at det hele var nogle narrestreger. De andre unge, dog med undtagelse af Ivan Dragicevic, vælger at vende tilbage til Podbrdo og de tager også to andre unge med, nemlig Marija Pavlovic (født den 1.4.1965) og Jakov Colo (født d. 6.3.1971). Her ser de Gospaen igen, der denne her gang dog ikke har noget Jesus barn med. Denne her gang følger de hendes tegn om at komme nærmere og de knæler ned for at bede. Gospaen taler med dem og hun besvarer Ivanka, der spørger til hvordan det går med hendes afdøde mor, med et “Det går hende godt. Vær ikke bekymret! Hun er hos mig.” Mirjana beder om et tegn, så de ikke længere bliver grinet af og Gospaen lover dem et sådant, samt at hun vil komme tilbage den næste dag. (Dette og de mange andre tegn, som der bliver lovet, er dog indtil i dag ikke blevet til noget)

 

Den 26. juni 1981 ledsages de unge af ca. tusind mennesker. De sidstnævnte skulle have set nogle lysglimt, mens “seere” igen ser Gospaen, der fortæller, at hun er den salige Jomfru Maria. Da Ivanka spøger om hun har en besked fra hendes afdøde mor svarer Gospaen, at det har hun, Ivanka skal adlyde og hjælpe sin bedstemor. På vej ned fra højen ser Marija Pavlovic igen Gospaen, der nu virker sørgmodig. Hun har et stort sort kors bag ved sig og hun siger “fred, fred, fred!” mens hun under tårer betoner: “Der skal igen herske fred mellem Gud og menneskene! Der skal også være fred blandt menneskene”!

 

Den 27. juni 1981 får seerne besked om at melde sig til myndighederne i det nærliggende Citluk. Her bliver de forhørt og underkastet en lægelig undersøgelse, der dog øjensynligt ikke kunne finde noget usædvanligt. De får igen en “vision” kl. 18.00 på højen og Jakov beder endnu engang om et tegn, da de unge øjensynligt udsættes for et stærkt pres fra befolkningens side.

 

Søndag d. 28. juni 1981 udspørger franciskaneren Pater Jozo Zofko, Medjugorjes sognepræst, for første gang de seks “seere” og han optager dette “forhør” på bånd. Han spørger bl.a. om Gospaen ikke kunne vise sig i sognekirken, men det vil de i første omgang ikke lægge sig fast på.

Om aftenen samler der sig ca. 15000 mennesker fra hele Herzegowina. Gospaen svarer villigt på en række spørgsmål om hvad hun ønsker af de troende, Hendes svar er, at folk skal være faste i troen og bønnen.

 

Den 29. juni bliver de unge bragt med en ambulance til den psykiatriske afdeling på Mostars hospital. Her bliver de endnu engang undersøgt, men heller ikke her finder man tegn på nogen psykisk sygdom hos dem.

 

Den 30. juni fortæller Mirjana P. Jozo Zolfko, at Gospaen har fortalt hende, at visionerne kun vil vare i endnu tre dage.

 

Interessant er i øvrigt en episode, der fandt sted i visionernes første tid. 5 af de 6 “seere” var øjensynligt blevet trætte af eller skræmt af den store opmærksomhed de fik fra den hurtigt voksende folkemængde, der hver dag samledes omkring Podbrdo. De kørte derfor en eftermiddag væk fra Medjugorje sammen med to unge kvinder. De modtog så deres vision i Cerno, en landsby der ligger ca. 6. km. fra Medjugorje. De spurgte Gospaen om hun var vred over, at de havde valgt et andet sted for at se hende, men det var hun ikke. De spurgte også, om hun ikke fremover kunne vise sig i deres sognekirke i stedet for på Podbrdo. Det var Gospaen ikke så begejstret for, men gik til sidst med til det. Derudover fortalte hun de unge, at hendes besøg ville ophøre om tre dage. Denne historie er imidlertid inden for Medjugorje mytologien blevet til, at de unge var blevet bortført af de statslige myndigheder, for at presse dem til at opgive deres “virke”.

 

Den 1.7.1981 finder visionerne første gang sted i Medjugorjes sognekirke. Fra nu af er det også tydeligt, at Pater Zofko har overtaget styringen. Han prædiker for de store folkemængder, der samles i kirken og fortæller hvordan man skal forstå “visionerne”. Han kommer til at spille en stor rolle, især øjensynligt mht. at sikre, at de indtil da ganske banale budskaber fra Gospaen får lidt mere kød på sig. Efterhånden kommer han og nogle andre franciskanere til at virke som en art puffer mellem de unge “seere” og omverdenen. “Seerne” bliver beskyttet mod de troende, der er alt for krævende og entusiastiske og samtidigt hermed står franciskanerne for en art redigering, censurering eller måske direkte inspiration af de såkaldte “budskaber”.

 

Den 3. juli skulle det have været den sidste dag for ”

visionerne”. “Seerne” fortæller da også samstemmende, at Gospaen skulle have sagt, at hun ikke ville vise sig mere. Men en franciskaner forkyndte for den forsamlede folkemængde, at seerne ville synde mod Gud, hvis disse visioner blev afbrudt. Dette budskab var tydeligvis rettet til “seerne” og de forstod øjensynligt hvad der blev forlangt af dem, for som bekendt forsatte “visionerne” og det frem til skrivende stund.

 

Budskabet om “visionerne” i Medjugorje breder sig som en løbeild og der gøres øjensynligt også allerede fra starten af stor reklame herfor. Det kan derfor ikke undre, at den lokale biskop, Pavao Zanic, der var biskop for Mostar-Duvno, blev nødt til at forholde sig til begivenhederne, for ifølge den katolske kirkelov er det i første omgang den lokale biskop, der skal tage stilling til påstande om visioner eller mirakler.

I slutningen af juli måned 1981 drager biskop Zanic da også til Medjugorje for at tale med “seerne”. Han får dem til at sværge ved et kors på, at de vil fortælle sandheden. Han finder dog hurtigt ud af, at Mirjana kommer med urigtige beskeder, idet hun starter med at fortælle, at hun var ude for at vogte får den dag, da hun første gang skulle have set Gospaen. En hjælpepræst ved Medjugorje sogn griber dog straks ind og henviser til, at hun tidligere havde sagt, at hun var ude for at ryge. Mirjana viser dernæst biskoppen et ur, som hun påstår er et mirakel, fordi viserne ikke længere bevæger sig. Da biskoppen senere viser uret til en urmager, får han den besked, at uret ikke går længere, fordi det er gået i stykker i forbindelse med at det sandsynligvis har lidt en skade ved at blive tabt. Alligevel synes biskop Zanic dog i starten at have forsvaret seerne og ægtheden af deres “visioner”, dette ændrede sig imidlertid omkring årsskiftet 1981/82.

Biskop Zanic havde nemlig i længere tid haft problemer med franciskanerne i hans bispedømme, som ikke rigtigt ville acceptere, at Vatikanet havde taget retten til at besætte præsteembeder ved sognekirkerne i bispedømmet Mostar-Duvno fra Franciskanerordenen og i stedet havde overgivet denne ret til biskoppen af førnævnte bispedømme. To hjælpepræster ved sognekirken i Medjugorje, franciskanerpaterne Ivica Vego og Ivan Prusina nægtede simpelthen at adlyde biskoppens tjenstlige ordre til dem om at flytte fra byen og overtage embeder i Mostar. Biskoppens indstilling til de to franciskanerpatere blev ikke ligefrem bedre af, at han fik oplysninger om, at pater Vego havde gjort en nonne gravid! Biskoppen forsøgte pga. disse forefald at få de to patere smidt ud af franciskanerordenen såvel som det katolske præsteskab. Dette støder imidlertid på stærk modstand fra “seerne”, der både overfor ham og andre gentagne gange beretter, at Gospaen siger, at paterne er uskyldige og at det er biskoppen, der ikke er nogen god kristen. (Der var dog for så vidt så meget hold i biskoppens anklager, at Vatikanet faktisk smed paterne ud af den gejstlige sand, om end denne afgørelse senere må rettes pga. en formfejl. For pater Vego får dette dog ikke den store betydning, for i mellemtiden giftede han sig nemlig med den føromtalte nonne, som han havde gjort gravid.)

Biskop Zanic er nu alarmeret over det, som foregår i Medjugorje, for det er klart, at “seerne” ikke har bestået den mest vigtige test af alle i forbindelse med den traditionelle katolske bedømmelse af visionære, nemlig disses absolutte lydighed mod de kirkelige myndigheder. Den 10.1.1982 danner han derfor en undersøgelseskommission bestående af fire personer, der skal vurdere begivenhederne i Medjugorje. Halvdelen af denne kommissions medlemmer består af franciskanere, der er tilhængere af Medjugorje fænomenet og det forklarer måske hvorfor den øjensynligt ikke kommer nogen vegne. Biskop Zanic forholder sig afventende, tager ikke offentlig stilling til Medjugorje og synes i det hele taget at lade situationen flyde samtidigt med, at Medjugorjes popularitet vokser eksplosivt. Først d. 25.3 1984udvider biskoppen kommissionen, så den i alt kommer op på at have 15 medlemmer og der begynder nu langsomt at ske noget mht. at nå frem til en officiel stillingtagen til begivenhederne i Medjugorje. Grunden til at biskoppen lod stå så meget til var måske bl.a., at de jugoslaviske myndigheder d. 17. august 1981 arresterede Pater Zofko, som de beskyldte for at drive religiøs og kroatisk nationalistisk hetz mod den jugoslaviske stat. Myndighederne forbyder også pilgrimme og besøgende, at opsøge Podbrdo. Biskop Zanic protesterede offentligt imod Pater Zofkos arrestation og gjorde hvad han kunne for at hjælpe ham. Men det var øjensynligt ikke meget, for d. 22. oktober 1982 idømmes pateren 3 ½ års fængsel. Han løslades dog d. 17. februar 1983, før han fuldt havde afsonet sin straf, men han pålægges ikke at vise sig i Medjugorje. Pater Zofkos rolle som åndelig leder for “seerne” blev overtaget af Pater Tomislav Vlasic, der d. 18. august 1981 havde fået hvervet som hjælpepræst i Medjugorje. Han varetog rollen som åndelig vejleder for “seerne” frem til september 1984, hvor Medjugorje tilhængerne skifter ham ud efter at biskop Zanic havde fået informationer om, at Pater Vlasic i 1977 havde fået et barn med en nonne. Pater Vlasic havde imidlertid ikke blot problemer med cølibatet, men også med at kontrollere “seerne” og det er da også typisk, at det er i hans periode som åndelig leder, at seerne kommer med en række mere eller mindre bizarre fortællinger. F.eks. tilbyder “seerne” i august 1981 de tilstedeværende ved en af deres seancer, at de, hvis de havde lyst, kunne få lov til at røre ved Gospaen. Folk tog med begejstring mod dette tilbud, og vidner kunne senere berette om at de havde følt en særlig varme, mens andre talte om et art strømstød. Men midt i det hele afbrydes denne seance af, at “seerne” begyndte at råbe, at ingen mere måtte røre ved Gospaen, idet de mente, at kunne se pletter på hendes tøj. Gospaen skulle have begyndt at græde og fortalt “seerne”, at pletterne stammede fra folks synder. Det skal i øvrigt bemærkes, at “seerne” flere gange har berettet om, at de har rørt ved Gospaen, men her synes hun ikke at lidt nogen overlast. Er “seerne” med andre ord uden synd?

Den 4. september 1981 bliver “seerne” bedt om at spørge Gospaen om hvorvidt følgende historie var sand: En taxachauffør mødte en mand, der var helt indsmurt i blod. Manden gav taxachaufføren et blodigt lommetørklæde og bad ham om at kaste det i floden. Taxachaufføren ville gå hen til floden, men mødte undervejs en kvinde, der var klædt i sørgedragt. Hun standsede ham og sagde, at han skulle give hende lommetørklædet. Han hav hende hans eget, men hun insisterede på at få det blodige. Han gav det så til hende og hun sagde da: “Hvis du havde kastet det i floden ville verden med det samme være gået under!” Gospaen svarede: “Det er sandt. Manden der var indsmurt i blod var min søn Jesus og kvinden i sørgedragten var mig selv, Guds Moder.” Maria har altså frelst verden fra at blive ødelagt af hendes søn, en ødelæggelse, der ville være indtruffet, hvis et blodigt lommetørklæde var blevet kastet i en flod. Hvis verden ikke skal gå under, skal vi med andre ord adlyde Gospaen og ikke Jesus. 

Det var også under Pater Zofkos fangeskab, nemlig d. 1. oktober 1981, at Gospaen fortæller “seerne”, at alle religioner er lige for Gud.

 

Den kommission, som biskop Zanic havde (ny)nedsat d. 25. marts 1984 holdt den jugoslaviske bispekonference underrettet om dens arbejde. Det får den effekt, at den jugoslaviske bispekonference d. 12. oktober 1984 offentlig beder om, at der ikke foretages nogen officielle pilgrimsrejser til Medjugorje, for ikke dermed at skabe en præcedens, der kunne hindre kommissionens arbejde.

 

Den 30. oktober udsender biskop Zanic en “ikke officiel” position, hvor han giver udtryk for, at der ikke er belæg for, at Jomfru Maria viser sig i Medjugorje.

 

Den 25. marts 1985 skriver biskop Zanic til den daværende sognepræst for Med

jugorje, Tomislav Pervan. Her anordner han at : Det skal forhindres, at seerne optræder i offentligheden. “Visionsseancerne” i sognekirken skal ophøre. Sognets præster skal holde op med at tale om “visionerne” og de må ikke udbrede et eneste af de såkaldte “budskaber”. De andagter, der har udviklet sig som en følge af “visionerne” og “budskaberne” skal ophøre. Der må ikke længere sælges souvenirs og bøger, der handler om “visionerne”. Franciskanerpaterne Jozo Zofko, Tomislav Vlasic og Ljudevit Rupcic får forbud mod at læse messe og prædike i sognet. “Seerne” skal udlevere alt hvad de har nedskrevet til biskoppen og den af ham nedsatte undersøgelseskommission. Ingen af disse anordninger bliver i det følgende overholdt, idet hverken “seerne”, franciskanerne eller Medjugorjes mange tilhængere var hhv. er villige til at acceptere den lokale biskops ret til at træffe afgørelser, der vedrører fænomenerne i Medjugorje. Allerede i 1983 havde “seerne” faktisk hævdet, at Gospaen skulle have krævet, at biskoppen skulle omvende sig og tro på “budskaberne”.

 

Den 25. april informerer biskop Zanic kardinal Ratzinger, den daværende leder af Troslærekongregationen, om at man må regne med at den biskoppelige kommission vil komme med en negativ bedømmelse af Medjugorje. Ratzinger beder biskoppen om at udskyde offentliggørelsen af kommissionens afgørelse.

 

Den 2. Maj 1986 afholder biskoppens kommission en hemmelig afstemning. 11 ud af de 15 medlemmer stemmer mod en anerkendelse af, at der skulle finde overnaturlige begivenheder sted i Medjugorje. Den 15. maj 1986 informerer biskop Zanic Troslærekongregationen om denne afgørelse. Interessant nok bliver denne afgørelse imidlertid ikke offentliggjort. I stedet vælger Troslærekongregationen efter mere end et halvt års ventetid, at sende sagen videre til den jugoslaviske bispekonference, der skal nedsætte en ny undersøgelseskommission. Denne bekendtgør d. 14. februar 1987, at den har nedsat en sådan og giver i denne forbindelse også besked om, at der fortsat ikke må organiseres officielle valfarter til Medjugorje.

 

Den 10. april 1991 bekendtgør den jugoslaviske bispekonference resultatet af dens undersøgelser: Det kan ikke bekræftes, at der foregår noget overnaturligt i Medjugorje. Biskopperne gav også udtryk for, at de vil hjælpe den lokale biskop med at sikre, at de mange troende, der drager til Medjugorje, modtager en pastoral omsorg, der er i overensstemmelse med en sund katolsk Mariafromhed. I forbindelse med enkelte biskoppers forespørgsel bekræfter Troslærerkongregationen den 23. marts 1996 og den 26. maj 1998 den jugoslaviske bispekonferences afgørelse. I forbindelse med den sidste bekræftelse gør Troslærekongregationen også opmærksom på, at valfarter til Medjugorje kun er tilladt, hvis disse ikke betragtes som en anerkendelse af begivenhederne i Medjugorje.

 

Borgerkrigen i Bosnien gjorde det så længe den varede vanskeligt, at tage på valfart til Medjugorje, men i stedet begyndte “seerne” at rejse rundt i verden og overalt hvor de opholdt sig modtog de åbenbaringer, i nogen tilfælde måske sågar mod betaling eller i hvert fald på opfordring. Efter borgerkrigens ophør genoptoges de store valfarter til Medjugorje. Medjugorje er i dag en boomende valfartsby, hvor der i øvrigt er blevet opført en række klostre og andre sakrale bygninger uden den nødvendige biskoppelige tilladelse hertil. “Seerne”, der alle kom fra fattige forhold og som ikke har nogen erhvervsuddannelse er i dag ganske velhavende, flere af dem har bygget hoteller i Medjugorje såvel som store private villaer. Antallet af nye “budskaber”, der publiceres, er blevet nedreguleret betydeligt i forhold til den første tid. Man har udviklet sig fra daglige til først ugentlige og nu månedlige “budskaber”. Tre af seerne “modtager” i dag kun “budskaber” en gang om året. Man er øjensynligt også blevet mere forsigtig mht. at tale om kommende store tegn, der skulle bevise ægtheden af “seernes” påstande. Alligevel sker der fra tid til anden stadigvæk svipsere. F.eks. besluttede den franske kameramand Jean-Louis Martin d. 14. januar 1985 at teste “seernes” påstand om, at de befinder sig i en dyb ekstase under deres “visioner” og derfor er umodtagelige for ydre indtryk. Han mødte op til en af deres seancer i Medjugorjes sognekirke og under “seernes” påståede ekstase lod han som om at han ville stikke sine fingre ind i Vicka Ivankovics øjne. Det videobånd som han optog, viser, at det giver et sæt i Vicka og at hun med et ryk bevæger sit hoved bagud og væk fra hans fingre. Hun forlader med det samme rummet, men vender efter få minutter tilbage med Ivica Vego, der på dette her tidspunkt allerede er udstødt af franciskanerordenen. Men det hindrer ham øjensynligt ikke i at optræde i en ledende rolle i Medjugorje. Han havde nemlig imidlertid øjensynligt instrueret Vicka i hvad hun skal sige og hun forklarer derfor over den forsamlede skare, at grunden til at hun bevægede sig var, at hun i sin vision så, at Jomfru Maria var ved at tabe Jesus barnet. Hendes bevægelse var altså et udtryk for, at hun ville redde det lille Jesusbarn fra at slå sig! Ud over, at det i sig selv lyder besynderligt, at Jomfru Maria skulle være en så sløset mor, og det på trods af, at hun skulle være både uden arvesynd og nu befinde sig i den himmelske herlighed, så ville man nok også forvente, at en person der vil gribe et barn, der er ved at blive tabt, vil bevæge sig fremad og ikke bevæge sit hoved væk fra begivenhederne.

Et andet eksempel: Pater Tomislav Vlasic grundlagde i 1987 sammen med en tysk kvinder ved navn Agnes Heupel et klosterfællesskab for mænd såvel som kvinder i Parma (Italien). Den katolske kirke har ikke tradition for, at unge mænd og kvinder lever sammen i et klosterfællesskab. (Nok af gode grunde, tænk blot på at Pater Vlasic selv havde gjort en nonne gravid i 1977). Grundlæggelsen af dette alternative klosterfællesskab synes da også at have udløst en del kritik inden for Medjugorje bevægelsen. Pater Vlasic havde imidlertid den trumf i ærmet, at Marija Pavlovic, en af “seerne”, i februar 1988 var trådt ind i dette fællesskab. (Hvor hun forblev indtil juli sammen år, da hun forlod det sammen med hendes kommende ægtefælle Paolo Lunetti.) Mens hun endnu befandt sig i klosteret afslørede hun overfor offentligheden, at klosterfællesskabet var blevet etableret, fordi Vor Frue udtrykkeligt havde krævet dette. Det vakte derfor nogen bestyrtelse, da hun i juli 1988 overfor det hellige sakramente (dvs. de indviede alterbrød) svor på, at hendes påstand om at Vor Frue skulle have krævet oprettelsen af førnævnte klostersamfund var falsk.

Og endnu et eksempel: I starten af 1995 modtager et religiøst fællesskab i Holland en bøn om økonomisk hjælp til at opføre et pastoralt center i Medjugorje. En familie fra byen, der var beslægtet med fællesskabets leder, ønskede at opføre dette center og bad om en større sum i D-mark. En datter af denne familie skrev et tre sider langt brev hvoraf det fremgik, at Vicka skulle have spurgt Madonnaen om dette forehavende og denne skulle have givet besked om, at de kunne starte med byggeriet. Det omtalte byggeri viste sig at være et hotel med 100 senge, et kapel og en restaurant for pilgrimme. Fællesskabet undrede sig over, at Jomfru Maria skulle beordre opførelsen af et hotel og sendte derfor et brev til Fader Slavko Barbaric, der på dette tidspunkt var “seernes” åndelige vejleder, hvor de spurgte ham om hvorvidt Vicka virkelig i Marias navn skulle have givet denne familie besked om at starte med opførelsen af dette projekt. Før han imidlertid kunne nå at svare, var Vicka øjensynligt blevet foruroliget over, at det hollandske fællesskab måske ikke ville skaffe de nødvendige økonomiske midler. Hun skrev derfor d. 19. marts 1995 et brev til det hollandske fællesskab, hvor hun gav udtryk for forundring og irritation over, at man ikke troede på hende. Hun skrev bl.a.: “Når Madonnaen, Guds Moder, giver sin tilladelse og insist

erer på opførelsen af byggeriet, så kan jeg ikke forstå hvorfor I har tvivl og spørger efter andre budskaber eller om almindelige menneskers tilladelse.” Den 28. marts svarer  Fader Slavko Barbaric på det hollandske fællesskabs brev. Her fortæller han, at Jomfru Maria ikke har givet sin tilladelse til opførelsen af byggeriet! Det hollandske fællesskab undrede sig forståeligt nok over hvad der egentligt foregik og bad derfor Fader Slavko Barbaric om at forklare situationen. Den 3. april skriver han til dem, at han nu har talt med Vicka og at hun undskyldte forvirringen med, at hun ikke syntes, at det havde været så vigtigt! Hun havde bare skrevet under på et brev uden at læse indholdet, fordi hun havde travlt, da hun skulle rejse til Rom. Fader Slavko Barbaric er dog ikke mere bestyret over forløbet end at han d. 14. februar 1996 skriver til det hollandske fællesskab og rykker efter penge til byggeriet, idet han henviser til, at den føromtalte familie allerede har investeret en stor sum penge i byggeriet, der nu ikke kan fortsætte, fordi hollænderne ikke vil sende dem penge.

 

Den 24. juli 1993 træder biskop Zanic tilbage som biskop for bispedømmet Mostar-Duvno, da han havde nået de 75, dvs. den normale pensionsalder for katolske biskopper. Han blev afløst af Ratko Peric, der om muligt er endnu mere kritisk overfor Medjugorje fænomenet end hans forgænger. Han gør løbende et stor arbejde for at advare katolikker mod Medjugorje, men indtil videre synes han i det store hele at tale for døve øre. Så effektiv har Medjugorje industrien, der sandsynligvis har en omsætning på flere hundrede millioner kroner, været, at de færreste katolikker ved, at de kirkelige myndigheder har taget afstand fra, at der skulle ske noget overnaturligt i Medjugorje. Katolske aviser og tidsskrifter, der vover at trykke Medjugorje kritiske artikler, bliver bestormet med vrede læserbreve og de mister naturligvis også de gode annonceindtægter, som annoncer for Medjugorje relaterede produkter bringer. Ja, der findes sågar beretninger om, at Medjugorje kritikere er blevet truet på livet. Konsekvensen af alt dette er, at mange millioner katolikker tror på, at Maria både har talt til verden gennem Medjugorje og stadigvæk gør det. Denne tro understøttes af, at ledende gejstlige, som f.eks. den østrigske kardinal Schönborn, på trods af den officielle kirkelige afvisning af Medjugorje fænomenet, har udtalt sig til fordel for Medjugorje. Til gengæld synes den lokale biskop, at have mistet enhver kontrol med situationen i Medjugorje. Kirker og klostre opføres uden hans tilladelse, præster, der har forbud mod at læse messe og foretage andre kirkelige handlinger i Medjugorje sogn, gør det alligevel. Oprøret har også spredt sig til nabosognene, hvor de oprørske franciskanere sågar i 1997 lod en falsk biskop (der senere viste sig at være diakon i den gammelkatolske kirke) foretage firmelser. Medjugorje er et godt eksempel på, at biskoppernes autoritet inden for den katolske kirke befinder sig på et absolut lavpunkt.

Læs mere

Skrevet af den 21 mar, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Muslimerne, de homoseksuelle og Cepos

Det er glædeligt, at langt de fleste borgere med rødder i muslimsk dominerede lande er imod en kriminalisering af homosex.

”Hver fjerde muslim vil forbyde homoseksualitet” lyder en overskrift i Kristeligt Dagblad fra den 21.3.2009 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317741:Danmark–Hver-fjerde-muslim-vil-forbyde-homoseksualitet ) Overskriften hentyder til en undersøgelse foretaget i 2007 af Danmarks Statistik for den borgerlige tænketank Cepos.

1746 indvandrere og efterkommere fra muslimske lande var blevet spurgt om de mente, at ”lovgivningen burde forbyde homoseksuelle at dyrke deres seksualitet”. Blandt førstegenerationsindvandrerne svarede 33 procent ja og 67 procent svarede nej. Blandt efterkommerne svarede 27 procent ja og 73 procent svarede nej. Tager man indvandrere og efterkommere under ét bliver det til 28 procent ja, 65 procent nej samt syv procent der svarer ”ved ikke”.

En kontrolgruppe bestående af 1028 etniske danskere blev stillet samme spørgsmål, og blandt dem var 3 procent for en sådan lovgivning, mens 97 procent var imod.

Set i lystet af at debatten om islam og homoseksualitet ellers let ender i påstanden om at vi om føje år vil se homoseksuelle blive stenet på gadehjørnerne fordi muslimerne da vil have overtaget magten i Danmark og indført sharia, ja så er Cepos undersøgelse faktisk ganske positiv. Det er et klart mindretal blandt indvandrerne fra de såkaldte muslimske lande samt deres efterkommere, der vil forbyde homosex, og det at antallet af homosexforbudstilhængere blandt efterkommerne er endnu lavere, viser, at udviklingen klart går i den rigtige retning.

Derfor havde overskriften også kunnet hedde ”Langt de fleste muslimer er imod at forbyde homosex”, for det er jo det som undersøgelsen viser. Det at man fokuserer på den klare minoritet, der vil forbyde homoseksuelle at ”dyrke” deres seksualitet, viser tydeligvis at Cepos hhv. Kristeligt Dagblad vil fremstille de danske muslimer som et problem for homoseksuelle hhv. vise, hvor dårligt integrerede muslimerne er, helt i tråd med en anden undersøgelse fra Cepos, der lagde op til, at de danske muslimer er imod ytringsfriheden. I begge tilfælde har man også tydeligvis valgt at vendte med at offentliggøre undersøgelsen, hvad kunne tyde på at man er ude efter at lade ”bomben sprænge” på det mest gunstige tidspunkt.

Også selve undersøgelsen er på mange måder problematisk hhv. mangelfuld. Det er f.eks. lidt mærkeligt, at man blandt hhv. førstegenerationsindvandrerne og efterkommerne har 100 procent, der enten svarer ja eller nej, mens man når man lægger de to tal sammen får 93 procent, der svarer ja eller nej og så 7 procent, der svarer ”ved ikke”. Hvor kommer de 7 procent fra?

Men ser vi bort fra at der øjensynligt er noget kludder i matematikken, så er der generelt noget problematisk ved på denne måde at lade indvandrere og deres efterkommere fra de såkaldte muslimske lande på den ene side, og så etniske danskere på den anden side fremstå som klare og homogene grupper. Hermed overser man, at man godt kan komme fra et såkaldt muslimsk land uden at man er muslim, ligesom man kan være etnisk dansker og muslim. Det er også problematisk at slå indvandrere og deres efterkommere fra en række muslimsk dominerede lande sammen til en gruppe, selvom det meget vel kan være forskelligt hvordan man ser på homoseksuelle alt efter om man kommer fra Tyrkiet, hvor homosex ikke er forbudt, eller fra Pakistan, hvor sådant er forbudt. Det kunne unægtelig også være interessant om undersøgelsen havde set på faktorer som de adspurgte indvandreres og deres efterkommeres køn, klassebaggrund, uddannelse og placering på arbejdsmarkedet. Ligesom det også have været interessant at få lidt mere baggrundsinfos om de 3 % af de etniske danskere, der mener, at homosex burde være forbudt. Med andre ord, undersøgelsen lægger op til at den afgørende faktor for hvordan man ser på homoseksuelle er ens antagede religiøse overbevisning, men så simpelt er det næppe.

Når det så er sagt, så er det naturligvis uacceptabelt, at der findes mennesker, der mener, at homosex skal forbydes. Det viser, at der stadigvæk er brug for et LBL, der ikke blot kæmper for juridiske rettigheder for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, men også mod fordomme rettet mod os.

Læs mere

Skrevet af den 16 mar, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Kønspolaritet

Børge Haahr Andersen, der er teolog, rektor på Dansk Bibel-Institut og medlem af repræsentantskabet for Evangelisk-Luthersk Netværk, forsøger i en kronik i Kristeligt-Dagblad fra den 16.3.3009 at finde argumenter mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. Han har flere indfaldsvinker, men hans hovedfokus kan finde i følgende udsagn:

 

”Ifølge den jødisk-kristne beretning om verdens og menneskets skabelse er kønspolariteten en del af menneskets gudbillelighed. Ud fra beretningen om Adam og Evas skabelse som fysiske og sociale væsener udspringer kravet om at forvalte sin seksualitet i det livslange parforhold mellem én mand og én kvinde. Livet uden for Paradiset skildres med mange spegede nuancer, men den etiske vejledning gennem hele det bibelske univers favoriserer det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. På det punkt bidrager Jesus og Det Nye Testamente ikke med noget nyt.”

 

Nu har det længe undret mig at dem, der så gerne vil ”forsvare” Bibelen og den kristne tradition mod de ”aggressive” homoseksuelle og deres krav, har så overfladisk et forhold til det, som de vil forsvare.

 

Mht. det monogame ægteskab, ja så kender Det Gamle Testamente til talrige polygame mænd, f.eks. Abraham, Jakob, David og Salomon. Det er da også meget sigende, at rabbinsk jødedom, der tager udgangspunkt i Mosebøgerne og resten af det, som kristendommen kalder for Det Gamle Testamente, først forbød polygame ægteskaber i middelalderen. Det Gamle Testamentes skrifter forbyder nemlig ikke polygami. Og skilsmisse er udtrykkeligt tilladt i henhold til Torahen (Mosebøgerne).

 

Mht. Det Nye Testamente, så forbyder Jesus skilsmisse, men intet steds anbefaler han ægteskabet, han levede jo også selv uden. Og Paulus anbefaler cølibatet, som en bedre vej end ægteskabet, hvad da vist ikke kan kaldes at favorisere det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. At cølibatet stilles over ægteskabet er så afgjort noget nyt, som Det Nye Testamente kommer med, og det sætter sit præg på oldkirken. Det er først Luther, der som bekendt var en tidligere munk, der giftede sig med en tidligere nonne, som sætter spørgsmålstegn ved cølibatet som en bedre vej end ægteskabet og dermed bryder med ca. 1500 års kirkelig tradition og bibelforståelse.

 

Men det virkeligt interessante ved Børge Haahr Andersens kronik er hans påstand om, at den jødisk-kristne skabelsesberetning gør kønspolariteten til en del af menneskets gudsbilledlighed.

 

Nu har den jødisk-kristne tradition faktisk to skabelsesberetninger, der på en del punkter afviger fra hinanden. I den første og formodentligt yngste, som vi finder i 1. Mos. 1,1-2,3, skabes mennesket til sidst, som kronen på skabelsesværket: ”Og Gud skabte mennesket i sit billede; I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1. Mos. 1,27) Denne tekst lægger op til, at mennesket har en helt unik og særlig værdi, og derfor skal behandles med respekt og omsorg, og det uafhængigt af hvilket køn det har. Men det er tydeligvis ikke det, som interesser Børge Haahr Andersen, han vil hellere bruge denne tekst til at sige, at nogle mennesker er rigtige mennesker, nemlig dem som tiltrækkes af det modsatte køn hhv. lever med en af modsat køn, mens dem der ikke har dette begær hhv. ikke lever i heteroseksuelle ægteskaber ligesom ikke er rigtige mennesker, og derfor med rette forskelsbehandles.  

Børge Haahr Andersen lægger op til det i højrekristne kredse yderst populære postulat, at man først har del i den fulde gudslighed hvis man lever i et heteroseksuelt parforhold. Men i så tilfælde havde Jesus som menneske såvel som Paulus ikke del i den fulde gudslighed, fordi de levede i cølibat. Og i så tilfælde har f.eks. børn heller ikke del i den fulde gudslighed. Med andre ord, Børge Haahr Andersens påstand er et absurd og ubehageligt forsøg på at gøre en tekst, der handler om menneskets unikke værdi, til en tekst, der favoriserer dem der lever i heteroseksuelle ægteskaber på bekostning af alle dem, der ikke kan eller ikke vil leve i sådanne.

 

Men påstanden om at kønspolariteten skulle være en central del af den jødisk-kristne skabelsesberetning viser også, at Børge Haahr Andersen vist ikke har taget sig tid til at læse den 2. skabelsesberetning, 1. Mos. 2,4-25, grundigt igennem. Havde han det ville han nemlig have bemærket følgende: Her skaber Gud først mennesket i form af Adam, manden. Da Gud ser, at mennesket, dvs. manden, er ensom, forsøger han først at løse dette problem ved at skabe nogle andre væsener, nemlig dyrene. Men det hitter ikke hos Adam. De passer ikke til ham. Dernæst skaber Gud så kvinden ud af materiale taget fra mandens krop. Da Adam ser hende udbryder han: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget”. (1. Mos. 2,23). Kvinden er lige netop ikke den polære modsætning til Adam. Så skulle hun jo være blevet skabt af noget andet materiale end ham. Hun er i stedet taget af ham, og fordi han kan genkende sig selv i hende, vækker hun hans interesse. Det er hendes lighed med ham, der interesser Adam, ikke hendes forskellighed. Dette svarer helt til den antikke opfattelse af køn, hvor man mente, at manden repræsenterede det rigtige, primære køn, mens kvinden det sekundære, lidt dårligere køn. Også i 1. Mos. Kap. 2 er det tydeligt, at manden er det primære køn, og at kvinden det sekundære, det der er til for hans skyld, og det er da også sådan, at Paulus tolker forholdet mellem mand og kvinde. (1. Kor. 11,7-9)

 

Den polære opfattelse af kønnene stammer fra midten af 1700-tallet, den er altså historisk set ret så ny, mens de bibelske tekster er forfattet i en tid, hvor man tænkte køn væsentligt anderledes end i dag, hvor man jo dyrker det der med, at mænd skulle være fra Mars og kvinder fra Venus. Men disse tanker bygger altså ikke på de bibelske tekster, men læses i stedet ind i dem af teologer som Børge Haahr Andersen, der leder med lys og lygte efter argumenter for at holde homoseksuelle ude i kulden.

 

I øvrigt kan jeg som lesbisk og feminist ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at kvindens seksuelle begær til manden i ifølge Bibelen først dukker op i 1. Mos. Kap. 3, efter syndefaldet, hvor Gud siger til Eva: ”til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!” (1. Mos. 3, 16) Ud over de smertefulde svangerskaber, som jo også er resultatet af kvinders samliv med mænd (i tiden før prævention,) straffes kvinder altså med at skulle begære mænd, der ikke blot påfører dem ubehagelige graviditeter, men også bruger deres begær som et instrument til at herske over dem. Ingen radikalfeminist kunne såmænd sige det bedre!

Det som man i dag ville kalde det heteroseksuelle begær er ikke en del af Guds skabelsesorden hvis man vil læse 1. Mos. Kap. 2-4 bogstavelig. Det fremgår ikke blot af 1. Mos. 3,16 men også af, at manden og kvinden først bemærker hinandens nøgenhed (dvs.de opdager hinanden som seksualobjekter) efter syndefaldet ligesom vi først får at vide, at Adam har sex med Eva efter, at de var blevet fordrevet fra Paradiset. (1. Mos. 4,1) Det er bl.a. derfor, at oldkirken favoriserede cølibatet overfor ægteskabet, men det vil Biblens tro vogtere af i dag ikke være ved, fordi dette ikke passer til den moderne begejstring for heteroerotik.

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 4 feb, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Selma Lagerlöf

Lambda Nordica, et tidsskrift der publicerer nordisk forskning relateret til homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, har udgivet et temahæfte om Selma Lagerlöf. Artiklerne om Selma giver indblik i nogle hidtil ret så ukendte sider af denne kendte forfatter.

 

Selma Lagerlöf er en af Nordens mest kendte kvindelige forfattere og har nærmest en landsmoderlig rolle i den svenske bevidsthed. Det er sikkert ikke uden grund, at hun f.eks. pryder de svenske 20-kronerssedler. Efter at forskningen i nyere tid er begyndt først at læse og siden publicere Selma Lagerlöfs breve har det imidlertid vist sig, at hun har haft en side, som samtiden og i vid udstrækning nutiden har været hhv. er blind for: Selma elskede kvinder med en overvældende lidenskabelighed. Især er der to kvinder, der har fyldt i hendes liv: Den svensk-jødiske forfatterinde Sophie Elkan og seminaradjunkten Valborg Olander. Selma havde et forhold til begge på en gang, og den derudaf opståede trekant var ikke uden problemer og dramaer.

 

Lambda Nordicas nummer 3 fra 2008 bringer i alt tre artikler samt lidt ekstra materiale, der forsøger, at kaste et queer lys over Selma. Kerstin Muncks artikel ”Selma Lagerlöf – en lesbisk författere?” og Lisbeth Stenbergs artikel ”Selma Lagerlöfs sista texter – Fragment til en biografi över Sophie Elkan” kredser rundt omkring Selmas ubestridelige lidenskab for kvinder, hendes mulige selvforståelse og hvilken betydning denne selvforståelse kan have fået for hendes forfatterskab.

 

En central tekst til forståelsen af Selma Lagerlöfs syn på sin lidenskab for kvinder er et uddrag af et brev som hun skrev til Sophie Elkan i foråret 1894: ”Jeg ser i København så mange forhold mellem kvinder at jeg må forsøge at komme til en forståelse af hvad naturen vil med det. (Det er naturligvis absolut uangribelige kvinder som jeg taler om.) Derfor laver jeg nu følgende definition af kærligheden: behovet for at eje en anden for at føle at man har ret til at leve. Den som ikke kan elske nogen må dø. Hvad tror du? Lad os opgive den præhistoriske forklaring, den er grim. Men min følelse for dig er ikke grim. Jeg tror aldrig, at den har været det. Sig bare, at kærligheden ej har sagt alt hvad den har at sige derved at den lader verden fortsætte. Den er mere til for de levende end for de blivende. Og hvorfor skulle man ikke kunne elske hvem som helst af menneskene lige højt?”

 

Det er tydeligt, at Selma føler sig nødsaget til at forsvare sine følelser, for i hendes tid var termerne ”homoseksuel” hhv. ”lesbisk” lige blevet opfundet og de blev i stigende grad brugt til at nedgøre og sygeliggøre kærlighed mellem kvinder, der ellers i det meste af 1800-tallet havde været noget, som havde været ret så accepteret. (Om end ud fra den præmis at man forventede, at den var aseksuel.)

 

Meget tyder på, at Selma imidlertid havde en seksuel relation, om end muligvis ikke til Sophie Elkan så dog til Valborg Olander. Selma kæmper tydeligvis med spørgsmålet om hvorvidt hendes lidenskab er forkastelig eller ej, om hun er en normbryder eller ej. Men vi har ikke nogen dokumentation for, at Selma brugte termen ”lesbisk” om sig selv eller kunne identificere sig med den. At hun kendte den fremgår imidlertid af, at hun i et brev betegner en anden kvinde som en lesbisk!

 

Det store spørgsmål er hvorvidt Selma overførte nogle af sine egne bekymringer og tanker om sig selv og sin kærlighed til sin litteratur. Selma skrev aldrig om homoseksuel kærlighed, men ofte om heteroseksuel kærlighed, der bevæger sig tæt på grænsen for samfundets normer. Det er altså muligt, at der er et queer budskab i Selmas tekster, men det vil kræve meget mere forskning at afdække dette aspekt.

 

Karin Lindeqvists artikel ”Farlig forskning” er et interview med Lisbeth Stenberg, der handler om den påfaldende mangel på interesse som forskningen i de queere aspekter af Selma er blevet mødt med. Det er tydeligt, at det svenske majoritetssamfund ikke har den store lyst til at beskæftige sig med en queer Selma Lagerlöf. Men det er det så kommet til. Lambda Nordicas tema nummer ”Selma” omtaler nemlig en kommende tv-serie på svensk tv, der vil fokusere på Selma Lagerlöfs privatliv. Og det ramaskrig som denne tv-serie efterfølgende vakte i de svenske medier viser, at man hverken kan eller vil acceptere, at landsmoderen elskede og elskede med kvinder.

 

Alt i alt er ”Selma”’s artikler om Selma Lagerlöf interessant læsning. Dog er det lidt synd, at resten af tidsskriftet, nemlig en artikel om nogle kvindelige fotografer samt nogle anmeldelser, virker indforståede og uden synderlig relevans for læsere som befinder sig udenfor et snævert svensk kønsforskningsmiljø. Jeg savner også en uddybning af hvilke kvindemiljøer i slut 1800-tallets København det kan være, som Selma hentyder til i sit brev. Mig bekendt kender den danske forskning ikke til et kvinder-der-elsker-kvinder eldorado i slut 1800-tallets København!

 

 

Selma – Lambda Nordica nummer 3/Volyn 13 (2008)
87 sider
69 SEK/7 Euro

 

 

Læs mere