Abort

Abort bliver af den kristne højrefløj typisk sat lig med mord fordi det hævdes, at menneskelivet starter med undfangelsen og fjernelsen af et foster derfor er det samme som at dræbe et menneske.

Lad det være sagt med det samme: Fundamentet for den jødisk-kristne etik er for mig troen på at menneskelivet er noget helt unikt. Mennesket er skabt i Guds billede, det har altså en hel særlig værdi og derfor skal vi gøre hvad vi kan for at værne om menneskets liv og velfærd. Den der har reddet et eneste menneskeliv har reddet hele verden, siger Talmud, for at sætte denne tro og denne overbevisning på spidsen.

Men den kristne-jødiske etik retter sig efter min bedste overbevisning mod det konkrete menneske, medmennesket. Dvs. etikken er rettet mod de reelt eksisterende mennesker som vi møder her og nu. Etikken er altså rettet mod mennesker af kød og blod og ikke mod principper, ideer eller tankekonstruktioner. I forhold til abort-spørgsmålet må det betyde, at påstanden om menneskelivets hellighed er knyttet til fødte mennesker. Først når vi er født har vi en selvstændig eksistens i forhold til vores mor, først når vi er født kan vi indgå i relationer til andre og de til os, fordi vi først som fødte mennesker er konkret til stede i verden som selvstændige individer. Med andre ord, kun den der er blevet født er en person.

Det er selvfølgelig klart, at definitionen af hvem der er menneske og hvem der ikke er det er en alvorlig og vanskelig afgørelse – men den er en afgørelse som vi er nødt til at tage, og som vi må gøre ud fra vores bedste overbevisning. Påberåbelse af Bibelen, som jo i øvrigt altid er en bog der skal tolkes, nytter i øvrigt ikke her. Bibelen indeholder ingen regler mht. abort og ingen definition af hvornår man er et menneske.

Men hvad er så fosteret? Ja, et foster er noget, som er på vej, på vej til at blive et menneske, men altså endnu ikke er det. Hvor ældre fosteret er, desto mere vil det dog være menneskelignende, og desto vigtigere bliver det, at overveje om det har krav på beskyttelse. Det befrugtede æg er i mine øjne milevidt fra at være et menneske. Det har ingen bevidsthed, ingen hjerne, ingen sanser og ingen organer. Det kan dele sig i to og dermed udvikle sig til to forskellige individer. At omtale det befrugtede æg som et menneske er derfor i mine øjne helt absurd. Jeg kan derfor ikke se noget etisk problem med præventionsmidler som f.eks. spiral, der medfører, at et evt. befrugtet æg udstødes fra moderens organisme.

Men fordi et foster er på vej til at blive et menneske, og bliver stadigt mere menneskelignende hvor ældre det bliver, er det vigtigt, at vi gør hvad vi kan for at formindske antallet af aborter via god oplysning om prævention, og når en abort bliver nødvendig, sikrer, at den sker så tidligt som overhovedet muligt. Hvor ældre fosteret er, desto mere alvorlig må abortgrunden være for at der kan gives tilladelse til den, og der skal være en øvre grænse for hvornår man kan få en abort.

Fordi etikken i mine øjne skal tage udgangspunkt i det konkrete menneske, altså de fødte mennesker, så må det afgørende ved den fri abort være, at den sikrer kvinder et godt liv. Ingen konkrete kvinder af kød og blod skal have ødelagt deres liv fordi de skal ofre sig for et rent teoretisk liv. Abort er en tragedie, hver eneste gang, for der er jo tale om at noget, der kunne være blevet til et menneske, ikke får lov hertil, og abort er da også et svært valg for langt de fleste kvinder. Men den tragedie der opstår hvis kvinder tvinges til at gennemføre graviditeter de af fysiske, sociale eller psykiske årsager ikke magter, er endnu større.

Derimod så synes jeg, at en abort der tager udgangspunkt i, at et foster fravælges fordi test har vist, at det ikke vil udvikle sig til et menneske der er helt som de fleste, er dybt problematisk. Fostre kan være så deformerede, at de ikke vil kunne udvikle sig til levedygtige mennesker. Og selvom de vil blive levedygtige mennesker, kan deres liv blive så smertefuldt og umuligt, at det er et bedre valg at stoppe deres udvikling i retning af at blive et menneske. Vi må heller ikke glemme, at det at få et svært handicappet barn kan være så stor en belastning, at nogle kvinder ikke kan klare det, og derfor med god grund vælger en abort. Men jeg mener, at abort aldrig må vælges pga. forhold som køn eller mindre handicaps så som f.eks. en klumpfod. Dertil er abort for alvorlig en sag – for ikke at forglemme respekten for de fødte, der fysisk eller psykisk er anderledes end de fleste.

Mht. abortmodstanden så er det min overbevisning, at den hyppigt i virkeligheden slet ikke reelt handler om ”respekt for menneskeliv”, for man har jo tydeligvis alt for ofte ikke respekt for de abortsøgende kvinders livssituation og ret til at bestemme over deres eget liv. I stedet så oplever jeg, at abortmodstand typisk er uløseligt knyttet til et ønske om at forhindre seksuelt aktive kvinder i at kunne fravælge moderskabet. Eller med andre ord, abortmodstand hænger som udgangspunkt sammen med en fundamentalistisk modstand mod sex udenfor ægteskabet og et konservativt ønske om at stavnsbinde kvinder til rollen som den hjemmegående selvopofrende husmoder.

Men muligvis er der også et psykologisk aspekt ved abortmodstanden, i hvert fald der, hvor den synes at blive til en art besættelse. Den til tider helt overvældende aggression, der bliver rettet mod kvinder, der får en abort, kan ses som et udtryk for, at abortmodstanderen på et dybere plan har en smertende mistanke om, at han eller hun selv kunne være blevet en abort. En mistanke der igen hænger sammen med tidlige barndomsoplevelser af at være uønsket. Oplevelser der handler om en følelse af at ”mor ikke rigtigt kunne lide mig, var kold og afvisende, ikke kunne rumme mig, ikke viste mig den kærlighed jeg havde brug for, gav udtryk for at jeg var en belastning”. Disse oplevelser er så smertefulde, at individet forsøger, at fortrænge dem. Altså, der er tale om noget, som de berørte ofte ikke vil være sig bevidst, men smerten ligger lige netop derfor og rumler nede i sindets dyb.

Abortmodstanderen kan altså i nogle tilfælde tænkes at reagere så heftigt på abort fordi den udløser en dyb eksistentiel angst og smertefulde minder om barndommen hos vedkommende. En angst og en smerte, der grunder i erfaringer med at være uønsket, erfaringer som på et fundamentalt plan præger individets selvopfattelse og selvoplevelse. Det tragiske er imidlertid, at et forbud mod abort lige præcist så vil betyde, at endnu flere mennesker vil skulle kæmpe med sådanne erfaringer af at være uønskede. Det er aldrig en løsning at gøre sin egen smerte til andres smerte og dermed forøge smerten og lidelsen i verden.