Menu
Kategorier

Skrevet af den 20 jul, 2015 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Er det fedt at være fed?

 

Jeg er eksfed. Da min vægt for ca. halvandet år siden var på sin højeste havde jeg et bodymass indeks på 44. Jeg kan derfor godt nikke genkendende til mange af de problematikker som berøres i artiklen “Synes du også, at det er den tygges egen skyld” i Information fra den 18.7.2015. Jeg har oplevet, at folk har råbt efter mig på gaden – og mængden af foragtelige blikke, der blev sendt i min retning har jeg ikke styr på, som fed lærer man hurtigt ikke at se folk for meget i øjnene. Der er ingen tvivl om, at livet som fed belastes af “fedmeudskamningen”.

Men som sagt, jeg er eksfed. I dag vejer jeg 55 kilo mindre end for halvandet år siden og hører til gruppen af de såkaldt normalvægtige. Men jeg er ikke mere “normal” end at jeg ved hvad det vil sige, at være fed. Og måske er det også derfor, at jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden efter at have læst Informations ovennævnte artikel. Min erfaring med at være fed er nemlig, at det største problem trods alt ikke er samfundets “fedmeudskamning”. Det værste ved at være fed er at fedtet udgør et fysisk problem – og det ikke blot mht. alle de sygdomme man kan få en gang i fremtiden. Da min vægt var på sit højdepunkt kunne jeg knapt nok røre mig – jeg kunne nærmest slet ikke gå, blot vralte. Huden under mine mange deller var rød og irriteret – og modtagelig for hud svamp. Mine spisevaner gjorde, at jeg led under heftige problemer med sure opstød – selv en daglig indtagelse af 3-5 Balancid tabletter kunne kun ikke holde dem nede. I sidste instans var det dog ulidelige fordøjelsesproblemer, der fik mig til at lægge mine spise-, drikke- og motionsvaner om. Da det gik op for mig, at enten lægger du dit liv om eller også har du ikke noget liv, skiftede jeg spor. Et er samfundets udskamning – noget andet er når din krop siger stop.

Om fedt er smukt eller grimt er et spørgsmål om normer – men er man svært overvægtig lider ens krop fysisk – og det er et problem for den fede. Det problem bliver bare ikke løst med fedtudskamning. Det bliver imidlertid heller ikke løst med “fedmestolthed”. Vor tids fedmeepidemi skyldes næppe blot svage enkeltindivider eller en dæmonisk fødevareindustri, men er som så meget andet et produkt af en pærevælling af individuelle og samfundsmæssige faktorer. Men i sidste instans er man fed fordi man har indtaget for mange kalorier i forhold til sit forbrug – og det er der ikke nogen anden end en selv, der kan gøre noget ved. Men viljen til forandring må komme fra en selv og ikke fra de andres løftede pegefingre.

Læs mere

Skrevet af den 24 mar, 2014 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Jesu lidelse

Synet på og forståelsen af Jesu lidelse og død er, som så meget andet, noget der har forandret sig over tid. Blandt de første kristne var det faktisk et meget omstridt emne – blandt jødekristne var der f.eks. nogen, der troede, at Gud var nedsteget i mennesket Jesus ved dåben i Jordan og at Gud forlod ham igen i forbindelse med korsfæstelsen. (Hvad jo unægteligt giver Jesu sidste ord i Mark. 15,34: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” en hel anden betydning end den vi er vandt til.) Men nu blev det ikke den del af kristendommen, som kom til at fremstå som vinderen af de første århundreders kristne stridigheder, og derfor kan vi i dag i det hele taget tale om den betydning, som Jesu kropslige lidelse har for os.

Jeg synes imidlertid, at det er vigtigt, at vi husker på, at evangelierne er overordentligt afdæmpede i deres skildring af Jesu fysiske lidelse på korset. Faktisk så afdæmpede, at vi nok får at vide, at han blev korsfæstet, men ikke hvordan. Og det er ikke uvæsentligt fordi romerne brugte to forskellige former for korsfæstelse. En hvor man bandt dem dømte til korset, hvorefter han kunne hænge der indtil han døde af tørst og udmattelse, noget der kunne tage flere dage. Og en hvor man naglede den dømte til korset, hvad selvfølgelig var meget smertefuldt, men som også medførte, at den han døde relativt hurtigt af chok og blodtab. Det er kun fordi evangeliernes skildring af Jesu død fremstiller den som noget, der skete i løbet af 6 timer, at vi kan antage, at han blev naglet til korset. Men altså, der fortælles ikke om hans blodige sår, hans store fysiske smerter etc. Den eneste gang, at der skrives om blod og sår er i Johannes Evangeliets skildring af hvordan en soldat stikker en lanse i den døde Jesus side for at sikre sig, at han virkelig er død. (Joh. 19,33-34) Men da er Jesu lidelse jo afsluttet. Vores indre billeder af den lidende Jesus, der hænger blødende på korset, har derfor ikke rødder i evangeliernes skildring af Jesu korsfæstelse, men i stedet i middelalderens og barokkens kirkekunst.

Nu når evangelierne ikke fokuserer på Jesu fysiske lidelse synes jeg personligt heller ikke, at vi behøver at gøre det. Snarere kan man sige, at Jesu lidelse både er fysisk i form af korsfæstelsen og psykisk, i form af den forhånelse og den Guds forladthed som han i henhold til Markus- og Matthæusevangeliet oplever i forbindelse med korsfæstelsen. Det hører jo med til den menneskelige lidelse, at den både har et fysisk og et psykisk element, der går hånd i hånd. Når man har det psykisk dårligt giver det også ofte udslag i fysisk ubehag. Og når man har fysiske smerter bliver man let psykisk nedtrykt. Jesu sande menneskelighed viser sig ved at han led både fysisk og psykisk – og Guds kærlighed til os viser sig ved at han blev menneske i Jesus og gennemled alt dette for vores skyld.

Vi lever i en ekstrem kropsfikseret tid, der dyrker den smukke, sunde og veltrænede krop samtidigt med at den gør lidelse og død til et tabu. Det kan vi bl.a. se ved at vi lever i et samfund hvor lægen med det samme griber til receptblokken når hans patient fortæller om lidelse af fysisk eller psykisk karakter. Vi vil så gerne fjerne lidelsen vha. kropslige indgreb – og vi betaler en høj pris herfor. Efter kræft og hjerte- og karsygdomme er brug af medicin i dag den tredje største dræber. Hvad vi kan lære af Jesu lidelse er at lidelsen, både den kropslige og den mentale, ikke er noget vi kan flygte fra, men i stedet noget, som vi må og kan lære at håndtere. Lidelsen er ikke smuk og ikke noget, man skal dyrke, men den er livets pris i en falden verden.

Læs mere

Skrevet af den 7 dec, 2012 under Ikke kategoriseret | 15 kommentarer

Hader Iben Thranholm de vestlige sekulære demokratier?

Iben Thranholm benytter i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 7.12.2012 den aktuelle debat om juletræer, julefejringer i skolerne og kors på slovakiske mønter til at komme med hvad man vist godt kan kalde for en bredside mod kampen for sekulariseringen. At fjerne kristne symboler i det offentlige rum kalder hun for et “had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet“.

Dernæst påberåber hun sig historien: “I 1930’ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro“.

Kristendommen tvinges i dag, i henhold til Iben Thranholm, også til i offentlige sammenhænge at afsværge sin tro. Formålet med religionsneutraliteten er nemlig intet mindre end at smadre kristendommen. Der er med andre ord tid til handling: “Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt.”

Hvad skal man dog sige til denne svada? Tja, jeg kunne jo være fristet til at spørge Iben Thranholm om hun hader de vestlige demokratiske og sekulære samfund. Vil hun ikke helme før sekulariseringen er blevet rullet fuldstændigt tilbage? Mener hun f.eks. at kristendommen skal have samme status i dag som den havde i middelalderens samfund og de andre religioner skal behandles ligesom de dengang blev behandlet? Jeg kunne selvfølgelig også spørge Iben Thranholm om hvordan hun ville have det med at blive beskyldt for at være drevet af had og for at arbejde for et samfund hvor dem, der ikke tror som hende, skal udsættes for forfølgelser. Jeg kunne spørge hende om mange ting, men jeg tror ikke rigtigt, at hun vil værdige en lille ubetydelig blogger som mig et svar.

Så derfor er det nok mere givende at se på Iben Thranholms brug af historien. Mht. nazismen så startede nazisterne ikke med at fratage jøderne deres privilegier, for jøderne var i det førnazistiske Tyskland ikke privilegerede. I stedet startede nazisterne med at fratage jøderne deres borgerlige rettigheder, de rettigheder der ligestillede alle tyske statsborgere uafhængigt af deres religion og etniske baggrund.

Mht. kristendomsforfølgelserne i Romerriget, så er det vigtigt at være opmærksom på, at de antikke samfund faktisk var rimeligt ligeglade med hvad folk troede på. Man måtte tro på de guder man ville. Men romerne var ofte  ret så skeptiske overfor nyreligiøse bevægelser, hvortil kristendommen jo den gang hørte, fordi man mente, at det var bedre for samfundet hvis folk holdt sig til traditionen og forfædrenes skikke. Og så var Romerriget kun tolerant i den forstand, at folk måtte tro på guder efter eget valg. Det krævende nemlig at alle skulle deltage i statens officielle kult (kejserkulten) og i lokalsamfundene blev det også forventet, at alle deltog i de store religiøse festivaler til ære for lokalsamfundets guder.

Eller med andre ord, ikke nok med at det offentlige rum i det hedenske romerrige var fyldt med gudebilleder, altså var alt andet end religionsneutralt, så insisterede samfundet på at man uanset ens personlige tro skulle deltage i fællesskabets religiøse ritualer. Ville man ikke det, f.eks. fordi man var kristen, ja så blev man set som en trussel mod samfundets sammenhængskraft, ja mod selve dets overlevelse. Hvis Romerriget havde været religionsneutralt, så var det ikke kommet til kristendomsforfølgelser.

Det forstemmende ved Iben Thranholms klumme er imidlertid ikke bare hendes dæmonisering af de vestlige sekulære demokratier. Nej, det sørgelige er også, at hun øjensynligt går ud fra at kristendommen kun kan leve hvis den er privilegeret. At der ikke er nogen mellemvej mellem at have magten eller at blive forfulgt.

Det hører jo også unægteligt med til historien, at kristendommen da den kom til magten i det sene Romerrige, ikke blot blev overøst med privilegier. Nej, den fik også iværksat en omfattende forfølgelse af de ikke-kristne religioner. Gudernes altre blev væltet. Gudebillederne blev smadret. Det samme blev templerne hvis de ikke blev omdannet til kirker. Enhver dyrkelse af de gamle guder blev forbudt og straffen for at bryde den lov var i værste fald døden. Måske frygter Iben Thranholm, at kristendommen i de sekulære vestlige demokratier vil få samme behandling som den udsatte antikkens hedenske religioner for da den i sin tid først fik magten hertil? Men sådan kommer det næppe til at gå. Kristendommens magtovertagelse og de efterfølgende forfølgelser af anderledes troende blev indført i diktaturstater. I et demokrati med respekt for sig selv sikres alle borgere lige rettigheder uanset deres religion.

 

Læs mere

Skrevet af den 3 okt, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Den katolske kirkes største problem

At den katolske kirke har visse problemer at slås med er vist en kendt sag for de fleste der følger bare lidt med i kirkelige forhold. Imidlertid er der, sådan som jeg ser det, i alt for ringe omfang fokus på hvad der formodentligt er den katolske kirkes altoverskyggende problem i dag, nemlig den katastrofale mangel på præster.

Den katolske kirke er i et helt andet omfang end de protestantiske kirker afhængig af præster. Ikke mindst eukaristien, eller nadveren hvis vi skal bruge et dansk udtryk, der er omdrejningspunktet for kirkens liv, kan kun fejres når der er en gyldigt viet og autoriseret præst til stede. Men i den vestlige verden falder antallet af katolske præster drastisk , og det nytter kun lidt at antallet af katolske præster i den tredje verden stiger, for antallet af katolikker i denne del af verden stiger endnu mere og man har derfor brug for alle sine præster selv. Og problemet med præstemanglen  i Vesten vil alt andet lige vokse fordi den katolske præsteskare her allerede hører til det  grå guld. Gennemsnitsalderen for katolske præster i USA er således 63 år og i Irland er den 64 år. Hvis denne udvikling fortsætter risikerer den katolske kirke noget der kunne ligne et sammenbrud i sjælesorgen om 10-20 år.

Hvad kan der så gøres ved denne krise?  Ja, svaret er ganske ofte at den katolske kirke skal afskaffe pligtcølibatet for sine præster. Hvis præsterne kunne få lov til at gifte sig, er tanken, så vil flere søge om at blive katolsk præst, og frafaldet af allerede ordinerede præster vil falde markant. Nu skyldes den katolske kirkes præstemangel næppe udelukkende pligtcølibatet, men det virker dog oplagt, at problemet kunne formindskes væsentligt, hvis der blev åbnet op for gifte katolske præster. Dertil kommer, at pligtcølibatet ikke er noget dogme i den katolske kirke. Den katolske kirke har ikke altid pålagt præsterne at leve ugift, ja faktisk findes der allerede nu gifte katolske præster, det gælder f.eks. en del af præsterne fra de ortodokse kirker, som har underlagt sig Paven og det gælder for gifte tidligere protestantiske præster, der efter at være konverteret har ønsket at virke som katolske præster.

Så hvorfor ophæver Paven så ikke bare pligtcølibatet? Se det er der nok mange grunde til. F.eks. kan det tænkes, at Paven ikke helt har forstået hvor alvorlig situationen er i praksis. En del kender nok til at arbejde på en arbejdsplads, hvor ledelsen måske ikke helt synes at have forstået alle de udfordringer som de ansatte må kæmpe med i deres arbejdshverdag. Ej heller virker det altid som om at vores kære politikere helt har styr på hvordan deres politik påvirker den almindelige borgers dagligdag. Det ville slet ikke være så mærkeligt hvis Paven ikke rigtigt var inde i hvor store praktiske problemer præstemangelen udløser ude i de katolske sogne.

Dertil kommer, at der er en klar tendens i Vatikanets politik når det gælder om at udvælge kandidater til bispeembedet: Kun dem der bakker op om Pavens linje, f.eks. mht. at pligtcølibatet skal opretholdes, bliver undnævnt til katolsk biskop. På denne måde sikrer man sig altså mod uønsket kritik fra dem, der skal takle de konkrete problemer som præstemangelen udløser i de katolske bispedømmer. Alligevel er der fra tid til anden den ene eller anden katolske biskop, der lufter tanken om en afskaffelse af pligtcølibatet. Hvad set i lyset af førnævnte udvælgelsespolitik blot viser hvor desperat situationen er ved at blive ude i den katolske hverdag. Men disse røster bliver der altså ikke lyttet til.

Måske bliver disse biskopper ikke lyttet til fordi Paven mener, at der ville være for mange praktiske problemer med at tillade gifte præster i andre end de allerede eksisterende undtagelsestilfælde. De nuværende lønninger som katolske præster får rækker kun i få lande til at præsten ville kunne forsørge en familie. Og hvis man f.eks. indførte en ordning med gifte præster, der svarer til den den ortodokse kirke har, hvad på mange måder ville være mest oplagt, så står man overfor en række problemer. Den ortodokse kirke tillader nemlig nok gifte mænd at blive præst, men ugifte mænd, der er blevet viet til præst, må ikke gifte sig. Og biskopper vælges kun blandt de ugifte præster. Men hvis den katolske kirke indfører en sådan ordning vil der automatisk opstå problemer i forhold til dem blandt de nuværende katolske præster og biskopper, der ønsker at gifte sig, ligesom man skulle finde ud af hvad man vil gøre i forhold til de præster, der har måtte forlade præstegerningen fordi de har giftet sig.

Men jeg tror nu ikke, at det virkeligt er det afgørende for Paven. Mere grundlæggende er problemet for ham nok snarere, at hvis den katolske kirke efter mange års pres nu skulle ophæve pligtcølibatet så vil der straks blive rejst krav om endnu mere vidtgående forandringer som f.eks. kvindelige præster. En af erfaringerne fra Det Andet Vatikankoncil er nemlig, at forandringer hos nogle katolikker bliver brugt som undskyldning for at kræve endnu flere forandringer og hvor går grænsen så?

En anden erfaring fra koncilet er dog også, at de katolikker, der loyalt har bakket op om den katolske kirkes lære, kan blive alvorligt skuffet over at kirken pludselig laver om på dens lære. Hvis man, måske under store personlige omkostninger, har fulgt den katolske kirkes regler – og forsvaret dem mod kritikere, kan man godt blive forvirret, usikker og måske vred hvis kirken så lige pludselige giver kritikerne ret.

For de katolikker som måske mest svarer til hvad Paven opfatter som gode katolikker, er et af de helt centrale kendetegn ved den katolske kirke, at den holder fast ved sandheden, at den ikke følger med tidsånden men i stedet modigt forkynder det evigt sande også når det ikke er populært. At ændre ved læren og dens omsætning i kirkens leveregler er derfor en uhyre vanskelig sag.

Dertil kommer, at pligtcølibatet er en del af det unikt katolske. De ugifte præster er en speciel katolsk ordning, der har bidraget til at sikre den katolske identitet, på samme måde som  latin som kirkens liturgiske sprog hørte til den katolske kirkes særlige kendetegn i tiden før Det Andet Vatikankoncil. Og ligesom der var mange fordele forbundet med den katolske kirkes indførelse af en liturgi på modersmålet men at man ved at vælge den vej også mistede noget unikt katolsk, så vil afskaffelsen af pligtcølibatet betyde, at man kommer til at give afkald på en del af den katolske kirkes særpræg.

Det er derfor forståeligt nok at Paven ikke vil afskaffe pligtcølibatet – prisen for at gøre det vil være høj, men det samme vil prisen for ikke at gøre det være. Lige meget hvilken vej hans efterfølger som Roms biskop vil slå ind på så vil den komme til at ændre den katolske kirke som vi kender den.

Læs mere