Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Kan abort og holocaust sammenlignes?

Lige for tiden kører der en spændende debat om abort på Facebook gruppen “Katolikker i Danmark”. En mindre gruppe personer forsvarer indædt en film, der sætter lighedstegn mellem den fri abort og holocaust, mens andre kritiserer filmen for at være ækel og grænseoverskridende. Interessant nok synes ingen rigtigt at gå i dybden med selve påstanden om at abort og holocaust kan sammenlignes.

Selve ideen om at abort og holocaust kan sammenlignes bygger for mig at se på en tydelig mangel på forståelse af holocaust som en historisk begivenhed. F.eks. fandtes der i Nazityskland ikke nogen lov, der legaliserede massedrabet på jøderne. Ja, vi har end ikke en skriftlig ordrer fra Hitler! Nazisterne forsøgte, at holde holocaust hemmeligt og at skjule det, der fandt sted, ligesom de ved slutningen af 2. verdenskrig forsøgte, at fjerne så mange beviser på holocaust som muligt. Det gjorde naziregimet, fordi det vidste, at det man gjorde var illegalt og at der blandt tyskerne ikke var en bred opbakning til fysisk at udrydde jøderne. Dem der i dag benægter holocaust siger jo typisk ej heller, at drabet på jøderne ikke var drab fordi jøder ikke er mennesker. De benægter i stedet, at holocaust fandt sted!

Abort er derimod legalt i en række lande. Man ved det finder sted og hvert år offentliggøres antallet af gennemførte aborter. Abort har i et land som Danmark en bred politisk og folkelig opbakning. Dem der går ind for abort benægter ikke, at de finder sted, men de hævder, at fostre ikke er mennesker og abort derfor ikke er drab.

På førnævnte Facebook gruppe an man se den påstand fremført, at det er farligt, at hævde, at en bestemt gruppe ikke er mennesker, fordi vejen så er åben for folkedrab. Ved at erklære fostre som ikke-mennesker skulle vejen altså være banet for massedrab på fødte mennesker.

Men grunden til at naziregimet forsøgte, at udrydde jøderne, var at Hitler og hans slæng havde et dybt og indædt had til jøderne. For nazismen var jøderne simpelthen forklaringen på alt ondt i verden! Alt hvad nazismen var imod: socialisme, liberalisme, kapitalisme, pacifisme etc. fik jøderne skylden for. Jøderne udgjorde i henhold til nazismen en dødelig trussel for den såkaldte ariske race.
Først var det naziregimets politik, at fjerne alle jøder fra samtlige indflydelsesrige positioner i samfundet, men det var så ikke nok for dem, den
indbildte trusel fra jøderne nødvendiggjorde i deres øjne, at jøderne skulle fordrives fra alle tyskkontrollerede områder. Da dette imidlertid ikke var praktisk muligt greb Hitler til den såkaldte endelige løsning på “det jødiske problem”, nemlig den systematiske udryddelse af jøderne.
Nazisterne var ikke gået til valg på at jøderne skulle udryddes, men masseudryddelsen var et resultat af et vanvittigt had, som i øvrigt blev forsøgt formidlet til den tyske befolkning f.eks. i skolen og via aviser som Der Stürmer og film som Der Ewige Jude. Umenneskeliggørelsen af jøderne var et resultat af et vildt had til jøderne, der igen endte med massedrab.

Men er den fri abort båret af et dyb had til fostre? Tror tilhængerne af den fri abort, at fostre er årsagen til alt ondt i verden? Laver tilhængerne af den fri abort plakater, der viser de onde og griske fostre? Bruges ordet foster som et skældsord af tilhængerne af den fri abort? Sammenligner de fostre med rotter? Taler de om en international sammensværgelse hvor fostrene skulle planlægge, at overtage magten i verden?

Holocaust var et eksempel på at en stat bevidst forsøgte at udrydde et helt folk, deraf begrebet folkedrab. I Danmark, i USA, i Israel og i de andre vestlige lande med fri abort findes der ingen plan for systematisk udryddelse af fostre. Man finkæmmer ikke samfundet for gravide kvinder, som så tvinges til en abort. Abort er et tilbud, som den enkelte kvinde kan sige ja eller nej til. Abort er ikke folkedrab, da der ikke er tale om  en planlagt udryddelse af en hel befolkning hhv. befolkningsgruppe. Og fostre, der bliver aborteret, kan ikke defineres som et folk eller en bestemt social gruppe som f.eks. en race eller en religion.

Det syn på mennesket og på samfundet, der ligger bag den fri abort, er meget anderledes end nazismens. Nazismen var ekstremt antiindividualistisk. “Du og jeg betyder ingenting, Tyskland betyder alting” var et af nazismens vigtige slogans. Ligesom man fjerner kræftknuder for at redde kroppen må jøderne fjernes fra folkelegemet, så det kan blive raskt. Sådan var tankegangen. Og derfor var abort også forbudt i Nazityskland, for de tyske kvinder skulle føde så mange børn som muligt. At få børn og gå hjemme og passe dem og husholdningen var i henhold til nazismen det som kvinder fra til for.

Den fri abort er et resultat af kvindefrigørelsen, som nazisterne hadede som pesten og som ifølge dem selvfølgelig også var en jødisk ide. Den fri abort er udslag af en individualistisk kultur, som sætter kvindens selvbestemmelse i højsædet. Kvinder skal ikke ofre sig for børn, ægtemænd og fædrelandet men i stedet have lov til at bestemme over deres egen krop. Intet kunne ligge nazismen fjernere.

Mange jøder føler sig meget stødte over at visse kristne sammenligner abort med holocaust. Dette skyldes både de historiske forhold men også det jødiske syn på fostret. I henhold til den jødiske religiøse lovgivning er et foster nemlig ikke et menneske og dermed er abort i henhold til jødedommen ikke drab. At ville sammenligne massemordet på jøderne med noget, der i henhold til jødedommen ikke er drab, er respektløs overfor jøderne.

I øvrigt viser jødedommens syn på fostret, at en dyb respekt for menneskets værdighed godt kan forbindes med en benægtelse af at fostre er mennesker.

Læs mere

Skrevet af den 27 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Længslen efter den religiøse stat

Jeg må tilstå, at jeg i en længere periode har afstået fra at læse Iben Thranholms klummer i Kristeligt Dagblad. For at sige det lige ud: Hun er i mine øjne så langt ude at det nærmest ikke er værd at bruge energi på hende. Da jeg så Iben Thranholms klumme fra den 24.8.2012 med titlen “Putin er ny kristen verdensleder” lod jeg mig dog friste – og blev fuldkomment bekræftet i mit syn på Iben Thranholm, hvis teologiske verdensanalyse for mig at se er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig evne til at have begge ben solidt placeret i luften. Alligevel er der nogle dybere liggende tendenser i Iben Thranholms klumme, der fortjener at blive taget op til debat.

For det første er det bemærkelsesværdigt, at Iben Thranholm synes at se Putins demonstrative deltagelse i højtidelige gudstjenester og hans rundhåndede finansiering af kirkebyggerier som et bevis på at han er en “personlig kristen”. Her må jeg tænke på Jesu berømte ord: ”Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig“. (Matt. 6,5-6)

Her advares den kristne ikke blot mod hykleri, mod at tro at fromhed er ydre performance frem for et indre forhold til Gud. Nej, der advares de facto også mod at falde for andres “fromhedsdemonstrationer”. Det personlige gudsforhold er et nådens mysterium som øjet ikke kan indfange, for det udfolder sig grundlæggende i det skjulte, der hvor hjerte taler til hjerte.

For det andet, så afspejler Iben Thranholms klumme, sådan som jeg ser det, på et dybere plan en længsel efter den autoritære religiøse stat, hvor samfundets lovgivning med tvang beskytter religionens dogmatik og moralske krav mod kritik og mod alternativer. Et samfund, hvor troens udfoldelse og liv opretholdes af statslig belønning og statslig straf.

Men er en sådan stat kristen af andet end navn? Ordene i Matt. 6,5-6 tager udgangspunkt i en tro, der ikke søger og ikke behøver anerkendelse fra stat og samfund. Visionen er en tro, der ikke har brug for et statsligt korset af forbud og påbud, men i stedet opretholdes af en dyd tillid og kærlighed til Jesus, som ikke er et resultat af statslige tiltag men af Helligåndens virke i den enkeltes liv.

Eller med andre ord, Putin samfund er et forsøg på at genoplive den (u)hellige alliance mellem krone og alter, der forvekslede tro med magt. Vestens sekulariserede og efter sigende postkristne samfund er derimod en unik chance for kristendommen til at vende tilbage til Jesu grundlæggende vision om det sande Gudsforhold.

Læs mere

Skrevet af den 18 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

De Radikale vil sikre barnets tarv

At Det Radikale Venstres forslag om at et barn skal kunne have fire forældre bliver mødt med modstand fra de borgerlige partier er hvad man kan forvente. At være imod en fuld statslig accept og anerkendelse af homoseksuelle synes jo at være en værdipolitisk mærkesag for de borgerlige partier. At modstanden mod De Radikales forslag er blevet så brutal er dog lidt overraskende. Når Dansk Folkepartis familieordfører Mette Hjermind Dencker lige får sat anerkendelse af regnbuefamiliernes forældresammensætning i sammenhæng med ægteskab mellem mennesker og hunde, ja så rammer hun desværre debat tonen ganske godt.

Hvad de borgerlige overser er, at der allerede nu findes børn, der reelt set har fire forældre, nemlig deres biologiske mor og hendes kone og deres biologisk far og hans mand. Vi taler ikke om hvad der kan komme men hvad der allerede er en levende realitet i vores samfund. På samme måde kan et adoptivbarn jo også havde to levende biologiske forældre samt dets adoptivforældre. Og i de mange såkaldte sammenbragte familier har børn, ud over deres biologiske forældre, også en såkaldt bonus- eller papfar hhv. -mor.

Egentligt kunne jeg godt tænke mig at dem, der næsten savler af raseri over De Radikales forslag, kunne fortælle mig hvorfor det skulle være i barnets tarv, at det i tilfælde af skilsmisse kan komme til at risikere at miste kontakten til en voksen, der har spillet en afgørende rolle i dets opvækst og som det har knyttet sig følelsesmæssigt til. Og vi skal jo ikke glemme, at hvis barnet fratages kontakten til en sådan voksen, så vil det også miste kontakten til eventuelle pap/bonus/med -bedsteforældre, -onkler, -tanter og ikke mindst stedsøskende. Hvordan kan man være kold overfor det?

Jo, det er rigtigt, at det kan blive indviklet, hvis mere end to skal finde ud af at tage beslutninger for et barn, faktisk er det jo også sommetider svært når der kun er to med i spil. Her kunne det sikkert være en god ide, hvis der blev udarbejdet nogle klare retningslinjer i tilfælde af strid mellem forældrerne. Personligt synes jeg f.eks., at et barn burde have krav på at have ét hjem, lige meget om alle forældre så bor der eller ej. Samvær med de andre forældre må altså ikke tage et sådant omfang, at barnet bor i en kuffert. Og jeg synes også, at det ville give mening, at det er de forældre som barnet bor hos, der som udgangspunkt også har retten til at tage beslutninger vedr. barnets hverdag.

Det afgørende for mig er at barnet sikres mod at miste kontakten til en signifikant voksen, som det har knyttet stærke bånd til. At gå imod det er i mine øjne udtryk for at man er ligeglad med barnets tarv.

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Kristeligt Dagblads kamp mod transpersonerne

Det kan være meget forstemmende at læse Kristeligt Dagblad. I årevis har denne avis kæmpet med næb og klør mod enhver forbedring af
homoseksuelles forhold og nu, da Det Radikale Venstre har fremsat et lovforslag hvis mål er at forbedre forholdene for transpersoner, fortsætter Kristeligt Dagblad hvor de slap i forhold til de homoseksuelle. Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad fra den 10.8.2012 er et mesterstykke i uvidenhed om de faktuelle forhold som transpersoner må leve under, kombineret med manglende forståelse for deres levevilkår og så ikke mindst, en dæmonisering af dem, der ønsker at forbedre transpersoners situation.

Bjerager synes ikke at vide, at den håndfuld af transpersoner, der årligt kommer igennem Sexologisk Instituts nåleøje og får diagnosen “transseksuel”, har ret til en kønsskifteoperation. Og har man fået en sådan kan man helt legalt skifte navn og personnummer samt få et nyt pas. Kønnet er altså ikke noget mere givet og fastlagt i vores samfund end at man kan få det ændret, det er bare meget svært. Den nyligt indførte mulighed for at få et X i passet i stedet for “mand” eller “kvinde”, er altså ikke henvendt til dem, der har fået diagnosen transseksuel men til andre, der lever fuldtids som “det modsatte køn”. Problemet med denne ordning, sådan som den ser ud nu er imidlertid, at Sexologisk Institut skal sige god for at en person kan få dette X i passet, og de er mere end nærige med at tildele sådanne godkendelser.

Bjerager ved ikke, eller vil ikke vide af, at det er enormt svært at blive godkendt som transseksuel af Sexologisk Institut. Især biologiske mænd, der oplever sig som kvinder, de såkaldte transkvinder, bliver næsten alle afvist af instituttet. Og ikke nok med det, transpersoner der opsøger Sexologisk Institut, bliver udsat for en nedgørende og ydmygende behandling. Ja, jeg har sågar hørt om at transkvinder er blevet befamlet på deres kønsorganer af personalet! Man skal altså ikke have sat sig ret meget ind i transpersoners forhold her i landet for at se, at de nuværende forhold for personer, der ønsker at skifte køn, er meget ringe og på ingen måde værdige for et moderne, i egne øjne tolerant samfund.

Nu er det, som jeg har forstået det, ikke umiddelbart muligt at indføre kønsneutrale personnumre sådan som De Radikale foreslår det. En sådan ændring må nok vendte til man en gang i fremtiden alligevel skal lave systemet om. Jeg kan derimod  ikke se noget nævneværdigt problem med at indføre pas, hvor kønnet ikke er registreret. Fremtidens pas vil sandsynligvis indeholde fingeraftryk eller lignende helt unikke kendetegn ved en person, og i så tilfælde bliver f.eks. kønsangivelse ligegyldig. Og at vi her og nu gjorde det nemmere at skifte personnummer, få et X i passet eller få lov til at vælge navn efter ønske og ikke efter biologisk køn, ja det kan jeg slet ikke se problemet med. Med mindre man naturligvis lader sig styre af en konservativ ideologi hvor man ser det som et mål at presse mennesker til at leve efter en kønsforståelse og nogle kønsroller, som slet ikke passer til dem.

Virkeligheden er, at ikke alle mennesker er født som enten mænd eller kvinder. Nogen er biologisk set hverken entydigt mand eller kvinde, og andre kan psykisk ikke med deres biologisk køn. De radikales lovforslag tager udgangspunkt i den kønsmangfoldige virkelighed, mens Bjerager og Co.’s kamp for status quo er klassisk ideologisk. De sætter nemlig deres ideer og normer om køn over konkrete mennesker, hvis liv lige nu ødelægges af at samfundets lovgivning ikke i tilstrækkelig grad forholder sig til deres kønsvirkelighed.

 

Læs mere