Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Cølibat – kald eller krav?

Jan Lindhardts platte udfald mod det katolske præstecølibat i Kristeligt Dagblad fra den 31.3.2010 har, som ventet, bragt en række katolske præster på banen, nemlig Daniel Nørgaard, Michael Bienkowski og Benny Blumensaat. (Se Kristeligt Dagblad fra den 7.4.2010)

Jeg har fuld forståelse for at de afviser Jan Lindhardts udokumenterede og urimelige påstand om at cølibat fører til pædofile overgreb. Men samtidigt hermed mener jeg, at deres forsvar for cølibatet indeholder nogle problematiske antagelser som det er værd at underkaste en kritisk analyse.  

Daniel Nørgaard skriver således, at Jesus i Matt. 19,11-12 siger, at ”nogle er kaldet til at leve i cølibat” og Benny Blumensaat skriver, at cølibatet er en gave, ja en nådegave fra Gud.

Nu siger Jesus i Matt. 19,11-12, hvis man altså oversætter den oldgræske tekst ordret, at der er nogen, der har kastreret sig selv for Himmelrigets skyld. Om de har handlet således fordi de føler sig kaldet hertil siger Jesus faktisk ikke noget om, men pyt med det. Det afgørende er at Daniel Nørgaard sætter lighedstegn mellem cølibat og kald.

Men hvad vil det sige at have et kald? Ja, det er i katolsk sammenhæng faktisk ikke helt nemt at få sat fingeren på! På den ene side lægger kaldstanken nemlig op til at et kald er udtryk for det, som Benny Blumensaat kalder for en nådegave fra Gud. Et kald betyder derfor i katolsk forstand at Gud udvælger nogle bestemte personer til noget særligt, primært til at være katolske præster og/eller ordensfolk. Denne kaldstanke lægger op til at der er nogen, der er mere udvalgte end andre, at der er nogen, som får nogle helt ekstraordinære nådegaver, så de kan ofre mere for Jesu skyld end andre, hvorfor de så igen har krav på en særlig status og en særlig indflydelse i kirken. Det er også det der ligger i Michael Bienkowskis citat fra Lukas 12,48 om at der forlanges særligt meget af dem som har fået meget betroet.

Men i praksis forventes det ikke at man skal have haft en guddommelig åbenbaring for at man må søge om at blive præst, munk eller nonne. Snarere tvært imod, vil jeg hævde. Et kald er i den katolske praksis at man føler, at man gerne vil være eller burde blive præst, munk eller nonne samt, ikke mindst, at en biskop eller en ordensforstander mener, at man reelt set er egnet til et sådant liv. Eller med andre ord, et ønske om et liv som præst, munk eller nonne tolkes som et guddommeligt kald – hvis ellers de relevante kirkelige myndigheder finder personen egnet. Personlig inklination og administrativ godkendelse pakkes altså ind i en retorik om guddommeligt kald og særlige nådegaver.

Hvis man ser et kald som noget, der i høj grad handler om personlig inklination og andres bedømmelse af ens evner, ja så vil jeg hævde, at cølibat i katolsk sammenhæng ofte ikke er noget kald. Den katolske kirke lærer nemlig at alle, der ikke lever i et af kirken anerkendt heteroseksuelt ægteskab, skal leve i cølibat. Om nødvendigt hele livet, som det er tilfældet for homoseksuelle katolikker.  Godt nok står der i Den katolske Kirkes Verdenskatekismus, at homoseksuelle er kaldet til at leve i cølibat, men det er blot et floromvundet udtryk for at homoseksuelle skal leve i cølibat lige meget hvad.  Deres personlige inklination spiller nemlig ingen rolle, ej heller har man fra person til person taget stilling til om han eller hun er egnet til at leve i cølibat. Nogen særlig nådegave til cølibat mener man tydeligvis ikke, at homoseksuelle har, for homoseksuelle må i henhold til de gældende regler ikke blive ordineret til katolsk præst, bl.a. fordi de antages ikke at kunne leve op til cølibatskravet.  Men denne antagede manglende evne til at kunne leve i cølibat står altså på ingen måde i vejen for at kræve, at homoseksuelle skal leve i cølibat!

Jeg vil ikke benægte, at cølibat kan være den rigtige livsvej for nogen, men i katolsk sammenhæng bliver cølibat alt for ofre brugt som et ubønhørligt krav, der lige præcis ikke taget udgangspunkt i hvad den enkelte ønsker og hvad denne er egnet til. Og cølibat er også stærkt knyttet til en forestilling om at det seksuelle begær og et aktivt sexliv hører den profane sfære til mens cølibat ses som en forudsætning for at kunne varetage hellige funktioner som f.eks. præst.  Men hvorfor skulle Gud kun ønske ugifte præster? (Og hvordan kan man hævde, at Gud kun ønsker ugifte præster, nu når gifte protestantiske præster, der konverterer til katolicismen, godt må få lov til at blive ordineret til og virke som katolske præster?)

Cølibat skaber alt for ofte seksuelt forkrampede og ulykkelige mennesker når det misbruges som en tvang og som et krav, der ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneskes konkrete situation, livserfaring og personlige inklination. Derfor burde den katolske kirke frisætte cølibatet. Gør cølibatet til et ægte frit valg og ikke til et betingelsesløst krav, være det nu til homoseksuelle, fraskilte eller præster!

Læs mere

Skrevet af den 30 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Jesus frels mig!

Af en eller anden grund glemmer jeg fra tid til anden at trække vejret når jeg sover. En lidt dum vane, må man sige, men heldigvis reagerer kroppen når den mærker, at den mangler ilt. Det foregår på den måde, at jeg vågner og i et kort øjeblik faktisk tror, at jeg er ved at dø, fordi jeg ikke kan få vejret. Det går heldigvis hurtigt over fordi kroppen finder ud af at trække vejret normalt igen. Men når det står på er det en meget intens oplevelse fordi jeg altså føler, at jeg er ved at dø, selvom jeg heldigvis ikke er det. Oplevelsen er intens fordi den indeholder et stærkt aspekt af en fysisk panik og fordi at jeg, når det sker, altid kalder på Jesus. Helt uden forudgående plan, for jeg kan jo lige præcist ikke tænke og handle rationelt i situationen, så ville jeg jo vide, at mit liv ikke er i fare, kalder jeg på Jesus. ”Jesus frels mig”, råber jeg i mit sind – eller sidst da det skete for et par dage siden, bare ”Jesus, Jesus, Jesus”.

Når jeg kommer til mig selv er jeg altid lidt vred på mig selv. Hvordan kan det være, at jeg hver gang det sker, tror, at jeg er ved at dø? Men jeg er også altid glad for at jeg i min dødsangst kalder på Jesus, at jeg ikke er alene i denne utroligt ensomme oplevelse det er at tro, at man er ved at dø. Da jeg var ateist, ja der var der kun angst, når jeg i de fortvivlende sekunder kæmpede for at få vejret, nu er der forsat fysisk panik, men også et håb. Ikke et håb om at jeg ikke skal dø, men en tro på at Jesus er der, at han vil tage imod mig, når jeg dør.

Grunden til at jeg deler denne her ret så personlige oplevelse, og jeg har tænkt en del over om det i det hele taget er passende, at jeg gør det, er, at jeg synes den måske har en vis relevans set i lyset af den debat der for tiden raser mht. spørgsmålet om frelsen.

Her savner jeg det personlige aspekt af en debat, der så let ender med at man kværner rundt i bibelvers og dogmer hvor der, for nu at tale grundtvigsk, kun bliver brugt døde penneord frem for levende ord, båret af ånd og liv.  Eller sagt med andre ord, i stedet for at være så optaget af de andres teoretiske muligheder for frelse kunne det være smukt om vi kristne talte om hvad frelsen er for os, hvilken rolle den spiller i vores liv, hvilke erfaringer vi har med frelsen – og hvilken rolle Jesus spiller her.

For mig betyder frelsen at jeg har Gud – at jeg har Jesus i mit liv. Jeg tænker ikke på Gud hele tiden, men jeg ved, at han tænker på mig, kærlige tanker. Og jeg holder af i løbet af dagen at sende ham nogle kærlige tanker tilbage. Ligesom jeg og min kone kan lide at udveksle et ”jeg elsker dig” mange gange i løbet af dagen, så udveksler jeg også ofte et ”jeg elsker dig” med Jesus.  Gud giver mit liv en dybere mening, en smukkere klang og et mere mangfoldigt perspektiv. Gud hjælper mig til at ane kærlighedens mysterium – og kærlighedens ansvar. Gud hjælper mig til at se, når jeg svigter i forhold til kærligheden, og til at søge tilgivelse, når jeg snubler på kærlighedens vej.

Frelsen er med andre ord for mig noget, der har rigtigt meget med livet, livet på jorden at gøre. Men frelsen handler for mig også om det liv med Jesus, som jeg tror venter på mig og på alle. Jeg er sikker på at han hører mig, når jeg kalder på ham i min dødsangst, og at han hører på alle, der i lignende situationer råber på ham, være det nu bevidst eller ubevidst. I døden vil Jesus ikke lade os være alene – men at tro på ham giver den tryghed, at man er overbevist om at han er der, at man ikke tror, man er alene, når man faktisk ikke er det.

Læs mere

Skrevet af den 30 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Cølibat og pædofili

I forbindelse med den sunami af sexovergrebssager som for tiden vælter ind over den katolske kirke er det lige så sikkert som amen i kirken at en række debattører påstår, at disse forfærdelige forbrydelser er et resultat af den katolske kirkes krav om at dens præster skal leve i cølibat.

Efter min mening er denne påstand groft forsimplende og uretfærdig overfor det store flertal af katolske præster og ordensfolk, der ikke har og aldrig kunne drømme om at forgribe sig på børn og unge.  Jeg selv levede i cølibat indtil jeg blev 24 og mødte kvinden i mit liv. Cølibat var helt klart ikke det rigtige for mig, men jeg udviklede altså aldrig en seksuel lyst rettet mod børn eller unge.

Faktisk tror jeg at forestillingen om at cølibat fører til pædofili er beslægtet med fordommen om at homoseksualitet fører til pædofili. I begge tilfælde er der tale om en seksuel adfærd der af nogen opfattes som unaturlig, og tanken synes at være, at det ene unaturlige fører til det andet unaturlige, her sex med børn.

Men nej, sådan fungerer verden ikke.  Når det så er sagt så betyder det ikke, at den katolske kirkes krav om præstecølibat er helt uden betydning for sexovergrebssagerne.

For det første så er det sandsynligt at unge katolske mænd, der føler at de har en problematisk og farlig seksualitet, kan tro at livet som katolsk præst er det rigtige for dem. Med Guds hjælp vil de holde deres seksualitet nede – og belønningen vil være et liv som en særlig respekteret og anset person, altså lige det modsatte af hvad der vil ske hvis de levede deres seksualitet ud. Problemet er imidlertid at nissen flytter med. Den uønskede seksualitet forsvinder ikke fordi man lover evig kyskhed. Og da de fleste præster kommer til at arbejde med børn kan præstecølibatet som flugtvej hurtigt ende i en katastrofe. Pædofile har brug for intens terapi og råd og vejledning i at takle deres seksuelle impulser så de ikke forgriber sig på børn. De skal simpelthen over i et andet system og kan ikke finde en løsning på deres problemer indenfor det katolske præstevæsen.

For det andet så kan der næppe være nogen tvivl om at kravet om at katolske præster skal leve i cølibat har medført at i tusindvis af katolske præster har droppet ud af det katolske præsteskab og at endnu flere slet ikke har ladet sig vie til præster. Manglen på katolske præster har i den vestlige verden nået et katastrofalt omfang, og i denne situation har det nok været for fristende for mange biskopper at forsøge, at genbruge præster, der havde forbrudt sig mod børn, frem for at vise dem døren.

Cølibatet gør altså ikke præster til pædofile, men det kan have en vis betydning mht. at tiltrække pædofile til den katolske præstestand, og til, at de kirkelige myndigheder alt for ofte har svigtet mht. at få pædofile præster fjernet fra præsteskabet.

Læs mere