Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Katolsk handlingslammelse

Noget der slår mig ved den nuværende dybe krise som den katolske kirke befinder sig i pga. den sunami af sexovergrebssager der fortiden vælter ind over den, er, at man i den grad mærker fraværdet af en stærk kirkelig ledelse. Det virker som om at Paven og hans rådgivere i Kurien ikke aner hvad de skal stille op. I stedet kommer man med modsigelsesfulde og forvirrende signaler. Det ene øjeblik prøver man med undskyldninger og beklagelser, det næste med vrede anklager rettet mod pressen, den sekulariserede verden, de homoseksuelle, ja sågar jøderne har stået for skud!

Denne handlingslammelse og rådvildhed på højeste plan er særlig alvorlig for den katolske kirke, der i allerhøjeste grad er top styret. Uden klare retningslinjer fra Paven ved biskopperne, der typisk er blevet biskopper pga. deres betingelsesløse lydighed mod Paven, ikke hvad de skal gøre. Når den konservative og pavetro biskop Kozon f.eks. her i landet har kludret rundt og vendt på en tallerken indtil flere gange, så skyldes det nok ikke kun men også, at han mangler klare retningslinjer fra Rom.

Set i lyset af at katolske præsters seksuelle overgreb har været oppe i medierne siden de første sager kom til offentlighedens kendskab i USA i slutningen af 1980’erne, kan man godt undre sig over hvorfor Paven og Kurien ikke for længst har udtænkt og udviklet en klar handlingsplan og ikke mindst en effektiv mediestrategi.

Men sådan set er denne handlingslammelse og denne mangel på strategi og ledelse ikke så mærkelig set i lyset af den katolske kirkes øverste ledelse generelt synes at føre en strudsestrategi i forhold til den katolske kirkes grundlæggende strukturelle problemer der, hvis de ikke løses, truer dens overlevelse på længere sigt.

Især er det iøjnefaldende, at Paven og Kurien ikke synes at kunne eller ville forholde sig til at den katolske kirke i kritisk grad mangler præster. Godt nok er antallet af katolske præster i perioden 2000-2008 blevet forøget med små 4000, men alene i tidsrummet 2007 til 2008 er antallet af katolikker vokset med 19 millioner. Og i Europa står det helt galt til, her er antallet af katolske præster i perioden 2000-2008 faldet med 51,5 %. Gennemsnitsalderen for katolske præster i det (engang) så ærkekatolske Spanien er hele 67 år!

Stillet overfor en så alvorlig præstemangel og så dyster fremtid mht. muligheden for præstelig betjening af lægfolket, hvis denne udvikling fortsætter, skulle man tro, at Paven og Kurien brugte meget energi på at analysere situationen og finde løsninger på problemet. Men det er ikke tilfældet. Set i lyset af krisens alvor er det bemærkelsesværdigt hvor lidt man har gjort. Bevares, ophævelsen af ekskommunionen af Piusbroderskabets biskopper kan ses som et forsøg på at få denne bevægelse og dermed også dens præster tilbage til et fuldt fællesskab med den katolske kirke. På samme måde kan tilbuddet om medlemskab af den katolske kirke rettet til ultrakonservative anglikanere ses som et forsøg på at få nogle flere præster. Men det batter altså som en halv snebold i helvedet. Og ideen om et særligt år for præsterne, det såkaldte præsteår, der udløber her i juni måned, virker også hjælpeløst og, ikke mindst, visionsløst.

De virkeligt gennemgribende forandringer, der skal til for at sikre den katolske kirkes overlevelse, hvor til uundgåeligt må høre ophævelsen af pligtcølibatet for katolske præster, hverken vil eller tør Paven og Kurien gå i krig med. Her er man, ligesom mht. sexovergreb, handlingslammet fordi man ikke kan eller ikke tør ændre strategi, selvom det står klart, at den hidtil førte politik fører den katolske kirke tæt på afgrundens rand.

Læs mere

Skrevet af den 14 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Monstre eller mennesker?

En af de bøger som i mit lange læseliv virkelig har gjort indtryk på mig er Gitta Serenys ”Into that Darkness”, som handler om Franz Stangl, der var kommandant for udryddelseslejren Treblinka, hvor han havde ansvaret for drabet på omkring 800.000 jøder.

Gitta Sereny laver i bogen et omfattende interview med Franz Stangl, der havde fået en livstidsdom og nu sad fængslet i Tyskland. Og hun beskriver hvordan hun før interviewet er meget nervøs for at skulle tale med et sådant menneskeligt uhyre. Men Gitta Sereny må til sin store overraskelse erfare, at Franz Stangl faktisk er en høflig og behagelig mand, ligesom hun vha. interviews med hans kone og børn finder ud af, at han var en kærlig ægtemand og far.

Franz Stangl skildrer overfor Gitta Sereny indgående hvordan den nazistiske drabsmaskine fungerede og han skjuler ikke sin rolle heri, men han fastholder stædigt, at han var nødt til at gøre hvad han gjorde fordi han var blevet beordret hertil, ordrer som han ikke måtte sidde overhørig. Dvs. denne benægtelse af egen skyld fastholder han indtil sit sidste møde med Gitta Sereny. Her indrømmer han nemlig, at han måske faktisk havde handlet forkert, at han burde havde modsat sig de ordrer han fik ovenfra i systemet.

Den næste morgen bliver Gitta Sereny ringet op af fængselsadministrationen . Franz Stangl er blevet fundet død i sin celle. Og nej, han havde ikke begået selvmord, hans hjerte var blot ophørt med at slå.

Jeg synes, at Gitta Serenys bog griber fat i to meget vigtige problemstillinger, som også er af relevans i forhold til den nuværende debat om sexovergreb i katolsk regi, selvom holocaust naturligvis var en forbrydelse i en helt anden størrelsesorden end de pædofile overgreb der er sket i katolsk sammenhæng.

Den første er at vi gerne tror, at folk der har begået forfærdelige ting er forfærdelige mennesker. Det betyder, at vi let afviser anklager mod mennesker som vi har erfaret som behagelige eller ligefrem dejlige mennesker ud fra den forestilling, at sådanne mennesker ikke kan have begået noget så grumt. Og det betyder, at vi føler os berettiget til at møde mennesker, der er blevet anklaget for for slet ikke at tale om dømt for sådanne forbrydelser, med åbenlyst og grænseløst had. Når nogen nemlig er blevet erklæret for et monster, ja så mener nogle, at man må begå monstrøse ting mod ham.

Det rystende faktum er imidlertid, at selv et menneske, der har begået noget så ubegribeligt ondt som mordet på 800.000 mennesker, forbliver et menneske som på mange måder er behagelig, ja overfor sine nære slægtninge sågar kærlig. Det rystende er at massemorderen, den pædofile, terroristen etc. grundlæggende set ikke er forskellig fra os. De er mennesker, de har gode sider, de kan være dejlige at omgås. Og dog har de gjort noget der er så ondt, at vi næsten ikke kan forholde os til det. Deres eksistens er en seriøs udfordring for vores næstekærlighed, ikke mindst fordi de er en grum advarsel om at vi alle har potentiale til det monstrøse. Måske den vrede vi retter mod dem ikke blot er den retfærdige harme over deres forbrydelser men også en reaktion på at vi ikke tør se vores frygt for de andre, og ikke mindst for os selv, i øjnene?

For det andet så tror jeg, at historien om Franz Stangl også kan fortælle noget om hvorfor så mange forbrydere forsøger, at benægte det de har gjort. Selvfølgelig spiller det ind, at retssystemet straffer ærlighed. Tilstår man må man alt andet lige regne med en hårdere straf end hvis man benægter alt, i hvert fald i de tilfælde, hvor der ikke er nogen fældende tekniske beviser. Men jeg tror også, at der er en psykologisk overlevelsesfaktor på spil. Det kan koste en livet at skulle se sin egen skyld i øjnene, nok sjældent i bogstavelig men ofte i overført forstand. Mange forbrydere vælger derfor at benægte alle anklager. De ser sig selv i stedet som uskyldige ofre.Dde vælger benægtelsens vej af angst for at blive mentalt smadret af skylden for det de har forbrudt.

Men egentlig burde i hvert fald katolske præster tro på den befrielse der ligger i at bekende sin synd og få syndsforladelse – en bekendelse der også indbefatter forsøget på en forsoning med ofrene, selvom vejen hertil koster blod, sved og tårer.  Faktisk har enkelte af de præster, der i international sammenhæng er blevet anklaget for overgreb, valgt denne vej, den eneste vej der virkelig kan bidrage til at læge sårene hos ofrene såvel som hos de mange, der med rette føler sig svigtet af den katolske kirke i denne her sag. At så mange andre ikke gør det er endnu et svigt. Ikke kun, men dog mest konkret mod de ofre, der har brug for at overgrebsmændene indrømmer deres skyld, så de ikke skal stå alene med bevisbyrden og indirekte eller direkte beskyldninger om at de har løget.

Læs mere

Skrevet af den 13 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Støt Baltic Pride

Amnesty kører netop nu en kampagne mod diskrimination af homo-, bi- og
transseksuelle i de baltiske lande. Amnesty arbejder for at få gennemført
og beskyttet Baltic Pride, der skal finde sted den 8. maj i Vilnius,
Litauen.

Amnesty har brug for 50.000 underskrifter for at lægge pres på præsidenten i
Litauen så paraden bliver gennemført og beskyttet mod voldelige
moddemonstranter.

Ville du støtte denne sag? Så gå ind på Amnestys danske
kampagneside og send dem din underskrift :  http://www.amnesty.dk/balticpride2010

Læs mere

Skrevet af den 12 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Ofrenes tavshed

I forbindelse med den stadigt voksende sexmisbrugsskandale indenfor den katolske kirke undrer nogen sig måske over den måde som ofrene agerer på.  Hvorfor venter mange ofre længe med at fortælle om hvad de har oplevet? Hvorfor er der mange, der ikke fortæller noget, eller som kun vil være anonyme, når de fortæller noget? Ligesom det er oplagt at gøre sig nogle overvejelser over hvad man kan gøre for at flere ofre tør stå frem og fortælle om hvad de har oplevet.

I den forbindelse vil jeg gerne fortælle om hvad jeg selv har oplevet:

Da jeg var 16-20 år gammel var jeg venner med en katolsk præst. (Denne præst var østriger, og levede og virkede i Østrig. Han har aldrig haft noget med den katolske kirke i Danmark at gøre). Da jeg var 17 år rejste jeg alene med ham i bil fra et kloster i Østrig til mit hjem i Danmark. I denne forbindelse oplevede jeg at han forsøgte at kysse mig, han tog mig på låret under kørslen, og han forsøgte at overtale mig til at dele soveværelse med ham under rejsen.

I sig selv var det han gjorde næppe meget værre end hvad jeg flere gange er blevet udsat for af fremmede mænd i det offentlige rum. Ligesom så mange andre kvinder har jeg desværre på egen krop måtte erfare, at visse mænd øjensynligt mener, at kvinder, der færdes i det offentlige rum uden mandlig ledsager, er frit bytte for alle interesserede. Forskellen i forhold til disse oplevelser er imidlertid at jeg havde haft tillid til præsten. Ikke blot fordi han var i starten af tresserne og dermed for mig mest af alt var som en art bedstefar, men især fordi han var katolsk præst. Jeg, der eller så vidt som muligt iagttager en vis sikkerhedszone i forhold til fremmede mænd, så i ham i en ”sikker” mand, simpelthen fordi han jo var en katolsk præst, som oven i købet vidste, at jeg ville være nonne.

Noget, der kendetegner mange ofre for sexovergreb, er, at de bebrejder sig selv, at de blev ofre. Hvorfor passede jeg ikke bedre på? Hvorfor gennemskuede jeg ikke hvad han var ude på? Var det min skyld, at han overskred mine grænser? Sådanne smertefulde spørgsmål stiller mange sexovergrebsofre sig, og det uanset hvor gamle de var da overgrebet fandt sted. Det er såmænd også spørgsmål jeg har stillet mig selv i forhold til min oplevelse med den katolske præst. Faktisk så moppede han mig med at jeg var så utrolig naiv, hvad jeg dengang slet ikke forstod, men som jeg nu forstår om så meget bedre.  Mange andre 17-årige piger ville sikkert have lugtet lunten, men jeg var alt for uvidende og , ja, alt for naiv til at gøre det. Og min religiøse konservatisme eller fundamentalisme gjorde så oven i købet, at jeg kun forsigtigt kunne signalere, at jeg ikke var interesseret i hans ”tilbud”.Jeg kunne simpelthen ikke sætte de grænser overfor ham som jeg ville have sat overfor en almindelig mand.

En anden problemstilling som nogle ofre for sexovergreb (og nok mange af dem der er blevet ofre for præsters sexovergreb) må kæmpe med, er, at de ikke afbrød kontakten med gerningsmanden umiddelbart efter at deres seksuelle grænser blev overskredet første gang. Også det er en sag, der gør det vanskeligt for offeret at håndtere overgrebet og et forhold, der ofte udløser stærke selvbebrejdelser. Også jeg afbrød ikke min kontakt med den katolske præst efter mine ubehagelige oplevelser med ham. I stedet opretholdt jeg kontakten til ham, indtil han selv afbrød den. Hvorfor i alverden gjorde jeg dog det? Svaret er, at selvom jeg helt klart ikke brød mig om det han havde gjort (som han dog heldigvis ikke gentog efter rejsen), så ville jeg ikke miste ham, fordi han i tiden forud for denne uheldssvangre rejse havde overøst mig med opmærksomhed, ros, ja nærmest tilbedelse. Og var der noget som den unge Karen, der var ensom, uden socialt netværk, og vandt til at blive moppet og udstødt, hungrede efter, ja så var det ros og positiv opmærksomhed. Er man tilstrækkelig udhungret spiser man også en kage selvom man opdager, at der er mugpletter på den. Det er den logik som nogle overgrebsmænd udnytter sig af, og som gør, at de typisk udvælger sig ofre som lige præcis er nemme ofre, fordi de i den grad hungrer efter voksen opmærksomhed og støtte. Og bagefter kan de så altid sige, at hun eller han jo selv ville det, ellers havde de vel brudt med mig, ikke sandt?

Eller sagt med andre ord, ofre for katolske præsters sexovergreb (hvortil jeg ikke selv regner mig, om end jeg tror, at mine oplevelser har noget til fælles med deres), tier ofte længe med deres erfaringer og har svært ved at stå frem, bl.a. fordi de kæmper med deres egen forestilling om at overgrebet helt eller delvis var deres egen skyld. Ligesom de kan have svært ved at magte den smerte, det udløser, at skulle se i øjnene, at de i den grad blev svigtet af en person som de troede holdt særligt meget af dem. Derfor er mange ofre for sexovergreb særligt meget bange for ikke at blive forstået, for ikke at blive troet. Det er meget svært at åbne op og fortælle om overgreb, og bliver man mødt med mistro eller blot mangel på forståelse lukker mange hurtigt deres indre låger tæt til igen.

Den dag i dag har mange ofre ikke tillid til den katolske kirke, og det desværre med rette. De frygter, at de ikke vil blive troet, hvis de fortæller om hvad den og den præst gjorde. De har jo typisk ingen beviser andet end deres egne smertefulde erindringer. I denne forbindelse synes jeg, at det er problematisk, at den katolske kirke i Danmark forsat ikke har villet offentliggøre navnene på de præster, der er anklaget for sexovergreb og som nu er fritstillede. Jeg kan godt se det problematiske i at offentliggøre disse navne fordi man jo som bekendt ikke er skyldig før man er blevet dømt. Men med denne tavshed (der under alle omstændigheder er meningsløs al den stund at det ikke er svært at regne ud hvem den ene er, mens den anden nok vil blive opdaget, når han ikke dukker op til tjeneste) signalerer den katolske kirke indirekte, at den holder med præsterne og ikke med ofrene. Man tror forsat mere på deres uskyld end på, at ofrene taler sandt. Hvis man derimod offentliggjorde præsternes navne, som under alle omstændigheder nok vil dukke op i offentligheden på et tidspunkt, ja så ville man opmuntre andre eventuelle ofre til at stå frem og bryde tavsheden simpelthen fordi man ville signalere, at man faktisk tror på dem.

Læs mere