Nu har den katolske biskop i Danmark besluttet sig for at undersøge ældre sager om katolske præsters sexovergreb på børn og unge. Det fremgår af følgende lille indslag på nyhedstjenesten Katpod.dk.
Det er fornuftigt gjort – kun måske lidt ærgerligt for de katolikker der har gjort så meget ud af at forsvare biskop Kozons tidligere afvisning af at undersøge disse sager.
Læs mereNu er Pavens længe ventede hyrdebrev om sexovergrebene begået i den irske kirkes regi endelig blevet offentliggjort. Hyrdebrevet kan findes en række steder på nettet – bl.a. her.
Der kan ikke være nogen tvivl om at Paven føler sig dybt berørt over de seksuelle overgreb på børn og unge som katolske præster og ordensfolk har begået i Irland. Han er tydeligvis både vred og ked af det pga. den svigt af tillid og den kynisme der ligger bag sådanne forbrydelser. Paven siger undskyld på den katolske kirkes vegne – og han nærmest trygler ofrene om ikke at vende den katolske kirke ryggen men i stedet have tillid til at den har lært af sine fejl og ikke vil begå dem igen.
Men når det så er sagt kan man godt undre sig over at Paven fremhæver, at han flere gange har mødtes med ofre for klerikale sexovergreb. Det har nemlig vagt en del vrede i Irland, at Paven i forbindelse med det møde han holdt med de irske biskopper, forud for hyrdebrevets tilblivelse, lige præcis ikke ville mødes med repræsentanter for ofrene for overgrebene.
Paven kommer også med nogle forklaringer på hvorfor det er kommet til sexovergreb i katolsk regi:
Sexovergrebene er et produkt af sekulariseringen og det kaos som Det Andet Vatikankoncil udløste.
Sexovergrene skyldes utilstrækkelige procedurer mht. udvælgelsen af kandidater til præstestanden og ordenslivet samt en utilstrækkelig uddannelse af disse.
Sexovergrebene skyldes en tendens i samfundet til at favorisere præster og andre autoritetsfigurer samt et misforstået ønske om at beskytte kirkens ære.
Sexovergrebene skyldes at biskopperne har svigtet groft.
At give det moderne samfund og Det Andet Vatikankoncil ansvaret for katolske præsters og ordensfolks sexovergreb er en påstand som er meget populær blandt konservative og traditionalistiske katolikker. Men disse anklager holder ikke vand. Det er usselt at give samfundet som sådan skylden for kirkens fejl – jeg mener, har samfundet så ikke også æren for de gode ting den katolske kirke måtte gøre? Det er rigtigt, at de fleste sexsovergrebssager, som nu kommer frem, er begået efter Det Andet Vatikankoncil. Men koncilet fandt altså sted i 1962-65! Det burde nærmest sige sig selv at der ikke kan komme så mange sager frem fra en periode der ligger mindst 45 år tilbage i tiden. Men vi har eksempler på sexovergreb og kirkeligt svigt også i tiden før Det Andet Vatikankoncil og den seksuelle frigørelse. Det er en myte, at sådant hører de sidste årtier til. Derimod er det oplagt at se den overdrevne respekt for præsteskabet og bekymringen for kirkens ære, der har klare førkoncilære og præsekulære rødder, som en væsentlig årsag til at der ikke tids nok blev grebet ind overfor de kriminelle præster og ordensfolk.
Men er der ingen tvivl om at det er pga. sekulariseringen at der nu er fokus på sexovergreb foretaget i katolsk regi. Sekulariseringen har nemlig gnavet gevaldigt i den katolske kirkes autoritet, hvad har medført at folk nu tør stå frem og fortælle om svigt og overgreb begået i katolsk regi. Og jo flere der står frem desto flere får modet til også at gøre det. Det er derfor at beretningerne om sexovergreb i katolsk regi nu har fået en karakter af en lavine eller en snebold der bliver stadigt større på vej ned ad bakken.
Der er næppe nogen tvivl om at det er rigtigt, at der er sket nogle svære svigt mht. hvem der har fået lov til at blive katolsk præst eller ordensmand m/k samt at den uddannelse de har fået har været utilstrækkelig. Men jeg mangler nogle konkrete forslag til forbedringer her så uegnede kandidater mere effektivt kan blive sorteret fra og så præster og ordensfolk bliver bedre til at takle deres seksualitet på en sund måde.
Det er også rigtigt, at sexovergrebsskandalen i Irland og i resten af verden i øvrigt, i høj grad skyldes svære svigt fra de katolske biskoppers side af. De giver mænd adgang til at blive katolske præster og det er deres opgave at holde øje med at præsterne udfører deres embede i overensstemmelse med den katolske kirkes krav. Biskopperne har pligt til om nødvendigt at gribe ind overfor de præster der begår overgreb eller svigt.
Men det er Paven, der vælger hvem der skal være biskop, og det er Paven, der skal holde øje med at biskopperne gør deres arbejde ordentligt. Det er Pavens pligt om nødvendigt at gribe ind overfor biskopper der ser igennem fingre med overgreb og svigt. Det havde derfor været på sin plads, at Paven havde tilstået at han og hans forgængere har svigtet mht. denne pligt og at han såvel som hans forgængere derfor har medansvar for at sexovergrebene kunne finde sted. At undskylde på andres vegne, men selv nægte at tage ansvar, er i bedste fald halvhjertet og i værste fald ussel fejhed.
Pavens løsningsforslag på den krise som den katolske kirke i Irland befinder sig i er at:
Alle troende skal i et års tid dedikere deres fredagsbod til Gud med bøn om at han måtte udøse sin nåde over den katolske kirke i Irland.
Der skal være et særligt fokus på den eukaristiske tilbedelse. Vha. intens bøn foran det udstillede altersakramente kan de irske katolikker gøre bod for de sexovergrebssynder der er blevet begået.
Udvalgte bispedømmer, præsteseminarier og ordenssamfund vil en gang i den nærmere fremtid få foretaget en apostolsk visitation.
Alle biskopper, præster og ordensfolk skal holde en omfattende retræte.
Ser man bort fra den apostolske visitation, som i princippet kan udløse konkrete indgreb overfor biskopper og ordensledere, så er Pavens forestillinger bekymrende luftige. Den krise og de problemer som den katolske kirke står overfor pga. og mht. de seksuelle overgreb lader sig ikke bede væk. Og i øvrigt må vi ikke glemme Jes u ord i Matt. 5,23-24: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”. Det nytter ikke noget at den katolske kirke i Irland og i resten af verden bestormer Gud med bønner så længe den ikke har forsonet sig med ofrene for de klerikale sexovergreb. Pavens (desværre ikke konsekvente) undskyldning er da et skridt i den rigtigt retning, men der er lang vej til at den katolske kirke har forsonet sig med ofrene for de forbrydelser som er blevet begået i dens regi.
Læs mereEt af argumenterne mod et folkekirkeligt kønsneutralt vielsesritual er at det vil kræve et nyt ritual – og at det vil ødelægge ritualet for de heteroseksuelle par. Sådanne påstande bygger på den antagelse, at et vielsesritual, der kan bruges i forbindelse med vielse af såvel homoseksuelle som heteroseksuelle par, nødvendigvis må være et helt nyt og anderledes ritual.
En sådan antagelse er imidlertid forkert. Jeg vil vove den påstand, at det blot kræver indførelse af en udvidet valgfrihed i det nuværende ritual for at det kan bruges både til heteroseksuelle og til homoseksuelle par. Vi har altså slet ikke brug for et nyt ritual, vi skal blot bruge mulighederne i det gamle til at gøre det mere rummeligt.
Det nuværende vielsesritual indledes således med en bøn der faktisk er kønsneutral og som derfor sagtens kan bruges også til homoseksuelle par.
Efter denne bøn kommer der tre korte skriftlæsninger. En fra 1. Mosebog der omhandler hvordan Gud skabte mennesket, en hvor Jesus (som et led i hans begrundelse for hvorfor skilsmisse ikke er tilladelig) genfortæller dele af skabelsesberetningerne og en fra Paulus, der handler om at vi skal bære hinandens byrder.
Der eneste der skal til her for at åbne ritualet for homoseksuelle par er, at man indfører valgfrihed. Altså i stedet for at alle tre læsninger skal læses, skal der blot åbnes op for at parret kan vælge om de vil have alle tre læsninger, kun to eller blot en. De fleste homopar vil så nok nøjes med læsningen fra Paulus, men man kan også sagtens tænke sig at en del heteropar vil foretage samme valg.
Mht. selve tilspørgslen så lyder den i det nuværende ritual sådan her:
Så tilspørger jeg dig N.N (brudgommens navn): Vil du have N.N (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? – Ja! Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? – Ja!
For at gøre tilspørgslen kønsneutral kræves blot at regibemærkningerne om brudgommens hhv. brudens navn udelades samt at følgende valgmuligheder indføjes:
Så tilspørger jeg dig N.N: Vil du have N.N , som hos dig står, til din ægtehustru/ægtemand? – Ja! Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand/ægtehustru bør leve med sin ægtehustru/ægtemand, indtil døden skiller jer ad? – Ja!
Indfører man samme valgmulighed i tilspørgslen til bruden har vi gjort denne del af ritualet kønsneutralt.
Præstens efterfølgende erklæring om at parret nu er rette ægtefolk er i sig selv kønsneutral og kræver ingen tilføjelser.
I den efterfølgende forbøn er der ganske rigtigt en bøn hvor det hævdes at Gud skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab. Men ritualet forslår også en anden bøn, der kan erstatte førnævnte. Den lyder sådan:
Kære himmelske Fader! Giv denne brudgom og brud nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at elske hinanden med trofast kærlighed og tjene dig oprigtigt i alle ting, så at de må leve som dine kære børn og engang samles hos dig i de evige boliger! Hør os i Jesu navn.
At gøre denne bøn kønsneutral kræver kun at der indføjes valgmuligheden ”giv disse to”, der kan bruges i stedet for ”denne brudgom og brud”.
De efterfølgende bønner er alle kønsneutrale og kræver ingen tilføjelser.
Med andre ord, ved en beskeden udvidelse af den allerede forhåndenværende valgfrihed i det nuværende vielsesritual kan det gøres kønsneutralt, dvs. kan det åbnes for homoseksuelle par. Ændringerne er så beskedne at det end ikke kræver udstedelsen af et nyt ritual for slet ikke at tale om en ny, udvidet, ritualbog. Alt hvad der skal til er blot en vejledning i brugen af ritualet, der åbner for ovennævnte mindre justeringer.
Og fordelene ved en sådan mindre justering er åbenlyse:
De homoseksuelle par får et ritual der er identisk med det som heteroseksuelle par tilbydes. Hermed sikrer man den reelle ligestilling som de homoseksuelle efterspørger.
De heteroseksuelle par får ikke lavet deres ritual om – de kan, hvis de ønsker det, få præcist det samme ritual som det der findes nu.
Folkekirken behøver ikke at indføre et nyt ritual, men kan i stedet, som tilfælde var med tilladelsen til at ordinere kvindelige præster, nøjes med at udvide hvem et bestående ritual kan bruges til. Og dermed bortfalder også grundlaget for den højrekirkelige opstandelse over at skulle have en ritualbog med et for dem uacceptabelt ritual liggende på kirkens alter. Det vil jo være den samme ritualbog og grundlæggende set det samme ritual som vi har nu.
Hvis man derimod, som kirkeministeren insisterer på, i stedet for et kønsneutralt ægteskabsritual skal lave et særligt ritual for et juridisk bindende kirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par, ja så skal man lave et nyt ritual og tage alle de kampe som det medfører. Fuld ligestilling er derfor klart at foretrække, også af praktisk e grunde.
Læs mere
Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, er havnet i en sand mediestorm på grund af sine udtalelser om sexmisbrugssager i katolsk regi her i landet.
Kort fortalt er der to problemstillinger her: Biskop Kozon vil ikke selv gå til myndighederne, hvis der skulle opstå mistanke om at en katolsk præst har misbrugt børn seksuelt, men vil i stedet overlade det til ofrene hhv. til deres familier. Og biskop Kozon afviser at undersøge ældre sager om seksuelle overgreb foretaget af katolske præster som han har hørt om men som ligger så langt tilbage at de i juridisk forstand er forældede.
Mht. Kozons uvilje mod selvstændigt at anmelde mistanker om seksuelle overgreb til myndighederne, så kan det godt ske, at han har ret i at han ikke er forpligtet hertil ifølge den gældende lovgivning. Men i så tilfælde må lovgivningen laves om og indtil da burde den katolske kirke gå foran med et godt eksempel og vise borgersind og ikke mindst engagement i kampen mod sexovergreb ved at anmelde enhver mistanke til politiet. Man kan ikke på en og samme tid agere moralsk vagthund overfor det demokratiske samfund og så samtidigt dække sig bag en utilstrækkelig lovgivning.
Mht. de ældre sager så giver det næppe mening at melde ting til politiet som klart er forældede. Politiet har ikke ressourcer til at undersøge sager hvor der ikke kan fældes dom. Men biskop Kozon kan ikke løbe fra den katolske kirkes moralske ansvar med henvisning til at ingen ofre har bedt ham om at undersøge sagerne nærmere. Desværre hersker der i den katolske kirke et klima der gør, at dem der står frem og fortæller om svære svigt i katolsk regi må regne med at blive lagt for had fordi de har ”skadet” kirken. Det kunne vi f.eks. se på de hadefulde angreb som Helene Hägglund blev udsat for da hun i en bog fortalte om svigt og overgreb foretaget af abbedissen for Maria Hjerte Kloster på Djursland. Den katolske kirke skylder ofrene for sexovergreb fortaget af præster og andet kirkeligt personale, at de ikke skal bære byrden for det presstige tab som den katolske kirke uundgåeligt vil lide når dens skyggesider kommer frem i lyset. Den byrde må den katolske kirke som sådan tage på sine brede skuldre. Og det gør den ved at få sagerne belyst til bunds og ved at opfordre ofrene til at træde frem og ved at støtte dem i enhver henseende.
Man kan under alle omstændigheder godt undre sig over at biskop Kozon kan leve med ikke at vide hvad der faktisk er sket – og med at der er rygter og mistanker i omløb. F.eks. undrer det mig at ingen fra officiel katolsk hold offentligt har reageret på de anklager som man kan læse her.
Og så fatter jeg grundlæggende set ikke biskop Kozons mildest talt elendige pressestrategi i denne her sammenhæng. Det andet Vatikankoncil talte om at den katolske kirke skal tyde tidens tegn. Og et af tidens tegn er at seksuelle overgreb på børn opfattes som en af de allerværste forbrydelser et menneske kan begå. Det er derfor intet mindre end et kirkepolitisk selvmord at biskop Kozon fremtræder som en kirkeleder der bagatelliserer sexovergreb begået af katolske præster. Så enten mangler han totalt fornemmelse for det samfund han er en del af – eller også er han så bange for hvad der kunne komme frem, at han mener, at den skade han nu forårsager, er for intet at regne i forhold til hvad der sker hvis vi får sandheden at vide.
Læs mere
Seneste kommentarer