Menu
Kategorier

Skrevet af den 22 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Paven og kondomerne

Her i foråret læste jeg Majella Lenzens bog ”Das möge Gott verhüten – Warum ich keine Nonne mehr sein kann”. Bogen handler om Majella Lenzens 33 år som nonne, sygeplejerske og missionær i Afrika, et liv og et arbejde som hun i 1995 blev tvunget til at opgive, bl.a. fordi de kirkelige myndigheder ville straffe hende for at havde uddelt kondomer til afrikanske prostituerede. Majella Lenzen arbejdede nemlig i 1990’erne for et afrikansk bispedømmes aids-projekt. Og én gang tillod hun at en medarbejder fra den danske nødhjælpsorganisation DANIDA transporterede en kasse med kondomer i den bil som aidsprojektet havde stillet til rådighed for Majella Lenzen. DANIDA medarbejderen sørgede så for at placere kassen et synligt sted i et kvarter for prostituerede som de begge besøgte. Det var nok til at de kirkelige myndigheder følte sig kaldet til at statuere et eksempel i forhold til Majella Lenzen.

Grunden til at jeg kommer til at tænke på den historie er naturligvis at medierne nu beretter, at Paven i en interviewbog lægger op til, at brug af kondomer fortsat er at opfatte som moralsk forkastelig, men at brugen af dem kan tolereres i tilfælde af at de udelukkende bruges af en hivsmittet for at forhindre at han smitter sin partner. (Det konkrete eksempel Paven bruger er en hiv-smittet mandlig prostitueret). Er der altså nye tider på vej?

Tja, det er nok en god ide ikke at glæde sig for tidligt. For hvad en pave siger i en interviewbog befinder sig rent teologisk i en art limbo. Kun officielle pavelige udtalelser i form af f.eks. rundskrivelser har læremæssig karakter, om end dokumenterede pavelige udsagn selvfølgelig ikke uden videre kan afvises som urelevante.  Pavens ord om kondomerne kan derfor nok bedst forstås som en art prøveballon. Bliver de vel modtaget kan det ske, at han senere vil formulere dem i skrivelser med læremæssig autoritet, bliver de mødt med modstand fra konservative katolske kredse kan han vælge, at trække følehornene tilbage. For nogle år siden var der faktisk rygter i gang om at Vatikanet ville barsle med en skrivelse som skulle give tilladelse til at katolske ægtepar, hvor den ene var hiv-smittet, kunne få lov til at bruge kondom. (Hvad ville have været en mere vidtgående accept af kondombrug end den som Paven nu lægger op til). Denne skrivelse blev imidlertid ikke til noget hhv. den blev aldrig offentliggjort, formodentlig fordi konservative katolske kredse modsatte sig en sådan opblødning af kondomforbuddet.

En opblødning af kondomforbuddet er nemlig problematisk set ud fra en konservativ katolsk synsvinkel.

For det første vil enhver form for opblødning af forbuddet mod kondomer, selv hvis man holder sig til sjældne undtagelsessituationer, uundgåeligt udløse pres i retning af flere lempelser. Hvis hiv-smittede prostitueredes brug af kondomer kan tolereres, så er det svært at argumentere for at ægtepar, hvor den ene er hiv-smittet, ikke også skal få lov til at bruge kondom. Og hvis de skal have lov, hvad så med de ægtepar hvor en graviditet vil være livstruende for kvinden? Og hvad så med de ægtepar, som ikke har råd til flere børn etc.? Før man har set sig om kunne den katolske kirke ende med generelt at føle sig nødsaget til at tolerere ægtepars brug af prævention – og derefter vil man med sikkerhed blive mødt med krav om at tolerere f.eks. homoseksuelle relationer, ja tillade homoægteskaber, hvad i en konservativ katolsk optik vil være intet mindre end et skrækscenario.  Set i det perspektiv kan det virke oplagt at, fastholde, at kondomer aldrig kan accepteres, lige meget hvad.

Et andet problem med en opblødning af kondomforbuddet, set ud fra en konservativ katolsk synsvinkel, er af sjælesørgerisk karakter. Selvom den rekordlave fødselsrate i katolske lande som Italien og Polen indikerer, at flertallet af de katolske ægtepar i den vestlige verden ikke overholder forbuddet mod prævention, så er der jo en del katolske par verden over som under store personlige ofre har kæmpet for at overholde kirkens lære. De, ligesom alle de katolikker der har forsvaret det nuværende totale forbud mod prævention, kunne føle sig svigtet og ydmyget af et kirkeligt kursskifte i denne her sag.

Spørgsmålet er altså om Paven har modet hhv. viljen til at risikere, at skuffe den gruppe af katolikker som er hans eneste sikre støtter i kampen mod liberalkatolicismen og sekulariseringen. Det vil tiden vise.

Læs mere

Skrevet af den 15 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 18 kommentarer

Drop det!

Som åben homoseksuel og kristen løber jeg fra tid til anden ind i kristne, der føler sig kaldet til at forsøge, at få mig til at droppe min seksualitet. Jeg må gang på gang undre mig over den grusomhed, der ligger bag sådanne omvendelsesforsøg. Jeg mener, i mit konkrete tilfælde ville det betyde, at jeg skulle sparke kvinden i mit liv ud ad mit liv – at jeg skulle fortryde og inderligt angre mere end 16 års lykkeligt samliv – og det alt sammen for at jeg kan leve op til de forventninger om hvad det kristne liv indebærer som disse i deres egne øjne åh så gode kristne render rundt med.

På samme måde synes jeg, at der er noget hensynsløst over de ateister, lgbt-personer såvel som velmenende heteroseksuelle, der ud fra deres personlige ateistiske livssyn føler sig kaldet til at gå i rette med lgbt-personer, som f.eks. bekender sig som kristne eller muslimer. Her fornemmer jeg samme ligegyldighed overfor den menneskelige pris som et afkald på den religiøse identitet ville have for de berørte – og det formodentligt ud fra samme grundantagelse om at det som man selv ser som rigtigt også skal anerkendes og omsættes af alle andre, og det uanset den menneskelige pris det måtte have.

Jeg tror imidlertid, at sådanne krav om at lbgt-personer har vær så god at vælge mellem deres seksuelle hhv. kønsmæssige identitet og deres religiøse identitet, ikke blot handler om mangel på empati. Hvad vi ser her er også udtryk for manglende indsigt i det, som man indenfor queer-forskningen kalder intersektionalitet. Intersektionalitet betyder, at mennesker ikke blot tilregnes hhv. tilregner sig selv en bestemt kategori eller identitet, være det nu f.eks. kvinde, homoseksuel, kristen eller socialist – men at man i stedet tilregnes og også selv tilregner sig flere kategorier hhv. identiteter, som f.eks. mand, transperson, arbejderklasse og muslim. Mht. de identiteter en person har, så vil de typisk alle sammen være vigtige for denne person. Vi mennesker er nemlig ikke endimensionale men flerdimensionale. Der er mange ting, der præger os, og der er mange ting, der er vigtige for os.

For mig er det f.eks. vigtigt, at jeg er lesbisk, dansk, kristen og akademiker med arbejderklasse baggrund. Disse identiteter udgør hver på deres måde væsentlige elementer i mit liv. De er med til at gøre mig til den jeg er. At kræve, at jeg skal opgive den ene identitet til fordel for den anden er at kræve, at jeg ikke må være mig selv, men at jeg i stedet skal tilpasse mig til det billede som andre har af hvordan jeg skal være. Et billede de typisk har komponeret uden kendskab til mit konkrete liv og min personlige historie.

Det er udtryk for normativitet, når man forsøger, at presse ens egne normer ned over hovedet på andre, uden hensyntagen til om de faktisk passer til den person, som man står overfor. Og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Læs mere

Skrevet af den 15 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Den katolske sexovergrebsskandale – nogle eftertanker

2010 kan med rette kaldes for et anno horribilis for den katolske kirke i Danmark. For mediestormen forårsaget af en række anklager om sexovergreb rettet mod katolske præster i landet udløste hvad der nok kan betegnes som den største krise for den katolske kirke i Danmark siden reformationen.

Lige nu hersker der imidlertid en art stilhed efter stormen. Denne stilhed er ikke mindst udløst af at politiet i sidste instans valgte ikke at rejse anklage mod nogen katolsk præst. Ja, skal man tro DR 1 programmet ”Præster under anklage”, skal vi jo nærmest antage, at det hele var en medieskabt storm i et glas vand.

Men så simpelt er det nu ikke.

Man må nemlig ikke glemme, at politiet bl.a. har valgt ikke at rejse anklage fordi en række af sagerne var forældede. Når der ikke rejses anklage pga. forældelse så er der dermed ikke sagt, at der ikke er forekommet noget kriminelt, men at en sigtelse i henhold til dansk ret ikke længere kan føre til dom. Spørgsmålet er her om den katolske kirke har medansvar for, at disse sager ikke blev meldt til politiet mens tid var.

Det forholder sig i hvert fald sådan, at den katolske kirke i forhold til fire af de i alt seks præster[i], der har været berørt af sexovergrebsskandalen, var blevet gjort bekendt med klager over sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd som præsterne skulle have begået længe før mediestormen skyllede han over kirken. Hverken den katolske kirkes ledelse eller de anklagede præster burde undre sig over, at gamle, i sidste instans ikke løste sager, ville komme frem til overfladen så snart medierne rettede spotlightet mod den katolske kirkes ageren i forhold til anklager om sexovergreb.

Den ubestridelige panik og den deraf udløste katastrofale håndtering af medierne som kendetegnede den katolske kirkes ledelse i Danmark under mediestormen skal altså ses i lyset af at man ikke selv var villig til at være åben om kendskabet til  en række sexovergrebsrelaterede anklager mod stadigt aktive katolske præster, men at man i stedet fortvivlet forsøgte at slukke de mediebrande der opstod hver gang et bortgemt lig væltede ud ad skabet. I virkeligheden kan vi ikke vide om den katolske kirkes ledelse ligger inden med viden om andre anklager mod katolske præster end dem, som er kommet frem i medierne. Der er ikke noget i den hidtidige håndtering af sexovergrebssagerne der tyder på, at den katolske kirkes ledelse frivilligt indrømmer kendskab til sådanne klager mod præster, hvis disse blev rettet til den katolske kirkes ledelse før mediestormen brød løs.

Et resultat af den panik der greb den katolske kirkes ledelse i forbindelse med mediestormen var, at man gik direkte fra at have hemmeligholdt og syltet alle anklager mod katolske præster til at meddele offentligheden alle nyindgåede klager samt at suspendere de berørte præster på ubestemt tid. Ikke at åbenhed og kontant indgriben i sig selv er en forkert strategi, tvært imod, men den katolske kirkes ledelse havde tydeligvis ikke overvejet hvordan man skulle bære sig ad med at få klarhed om sager hvor politiet ikke kan eller ikke vil undersøge sagerne til bunds. Ligesom det tydeligvis kom som en overraskelse at de suspendere præster kunne finde på at sætte sig til modværge og i denne forbindelse selv benytte sig af medierne.

Sidst men ikke mindst har den katolske kirkes ledelse klart svigtet i forhold til de menigheder hvis præster blev suspenderet pga. anklager om sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd. Man behøver vist ikke at have den store sjælesørgeriske indsigt for at kunne forstå, at disse menigheder blev kastet ud i en dyb krise og havde hhv. fortsat har brug for særlig sjælesørgerisk omsorg. Ikke mindst set i lyset af hvor lille det katolske bispedømme i Danmark er, kan det undre, at biskoppen ikke ryddede sin kalender for at kunne påtage sig at afholdelsen af den førstkommende søndagsmesse i de berørte sogne umiddelbart efter suspensionen af sognepræsten, for at støtte, hjælpe og trøste menigheden midt i sognets formodentligt værste krise nogensinde. På samme måde ville opfølgende bispebesøg i den efterfølgende periode være en oplagt ting. At biskoppen i forbindelse med balladen om sagen vedrørende Sakramentskirkens sognepræst Reinhold Sahner valgte at kommunikere med menigheden via breve i stedet for at møde personligt op virker i mine øjne som om biskoppen er mere konfliktsky i disse her sager end godt er.

Alt i alt er det derfor rigtigt nok, at stormen er løjet af, i hvert fald i første omgang. Men stormen har efterladt sine spor. Der venter et betydeligt oprydningsarbejde og kun tiden vil vise, om den katolske kirkes ledelse vil være i stand til at håndtere det. Man kan godt nok have sine tvivl.

 

 

[i] ”Præster under anklage” nævner kun fire præster, men det skyldes, at de ikke medregner ”præsten fra Sønderjylland” der i anledning af mediestormen blev suspenderet for sexchat på internettet ligesom man ikke medregner en præst fra Polen, som forlod Danmark efter at det kom frem at han havde en dom for besiddelse af børnepornografi.

Læs mere

Skrevet af den 13 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Guds ja og nej

For tiden læser jeg en meget velskrevet bog, Bill Bishops ”The Big Sort”, der handler om hvordan det amerikanske samfund siden midten af 1970’erne er blevet stadigt mere polariseret. Fokus er på den politiske polarisering mellem demokrater og republikanere som bliver stadigt værre med den konsekvens, at politiske kompromiser bliver mere og mere vanskelige. Men ”The Big Sort” handler også om at den amerikanske polarisering ikke blot er af politisk men også af religiøs og værdimæssig karakter. Et eksempel er her synet på børneopdragelse. I en rundspørgeundersøgelse blev et udvalg af amerikanere således spurgt om hvordan de ville prioritere i forhold til opdragelse. Lagde de vægten på at børn skulle lære respekt for voksne, lydighed og vilje til at underordne sig eller syntes de, at det var vigtigere, at børn lærte at havde tillid til deres forældres betingelsesløse kærlighed, blev opmuntret til at møde verden med et åben sind og fik mod til at være kreative og nyskabende? Eller med andre ord, var de adspurgtes opdragelsesideal præget af det som man kan kalde for ”den strenge far” idealet eller var det præget af ”den omsorgsfulde forælder” idealet? Det vidste sig, at det store flertal af de amerikanere, der stemte på republikanerne, foretrak ”den strenge far” idealet mens det store flertal af de amerikanere, der stemte på demokraterne, foretrak ”den omsorgsfulde forælder” idealet.  Ikke et overraskende resultat måske, men alligevel meget sigende.

Grunden til at jeg refererer til amerikanske forhold er at jeg måtte tænke på denne politiske opspaltning af opdragelsesidealer da jeg læste Jens Ole Christensens klumme ”Kan Gud kun sige ja?” som blev bragt i Kristeligt Dagblad den 12.11.2010. Artiklen er et af de efterhånden utallige indlæg i Kristeligt Dagblad hvor Jens Ole Christensen argumenter imod en folkekirkelig accept af homoseksuelle parforhold. Hoved ideen i det aktuelle indlæg er at han fremhæver, at den liberale kristne ide om at Gud siger ja til homoseksuelle parforhold er forkert. Gud siger nu altså nej hertil ligesom til en hel del andet, og vi skal lære at acceptere dette nej, også når det gør ondt.

Nu er det jo de færreste forældre, der mener, at børn skal have lov til hvad som helst ligesom det nok også er ekstremt få, der mener, at børn ikke behøver at vide sig elsket af deres forældre. Men når man mht. børneopdragelse bliver bedt om at prioritere regler i forhold til kærlighed, ja så siger ens prioriteringer en hel del om ens opdragelsesidealer. På samme måde, så er der vist ikke ret mange kristne, som mener, at Gud er totalt ligeglad med alt hvad vi gør, lige så lidt som der næppe findes kristne, som vil benægte vigtigheden af at forkynde Guds kærlighed. Men der er unægtelig forskel på hvordan man prioriterer regler (eller lov om man vil) overfor Guds altfavnende kærlighed (eller evangelium om man vil). Og der er ingen tvivl om, at disse prioriteringer siger en hel del om ens Guds billede. Ser man Gud som den strenge far eller ser man Gud som den omsorgsfulde forælder?

Jens Ole Christensen prioriterer i mine øjne Gud som den strenge far. Det er ham magtpåliggende at fremhæve Guds påståede nej når det gælder homoseksuelle parforhold. Et nej der ikke tåler andet end betingelsesløst underkastelse. Jens Ole Christensen har mig bekendt ikke været villig til at overveje hvor sikkert det Bibelske fundament faktisk er for dette nej. Og jeg har slet ikke set ham gøre sig overvejelser over forholdet mellem tekst og tolkning. I stedet synes Jens Ole Christensen uden videre at gå ud fra, at hans tolkning af de bibelske tekster er identisk med intet mindre end Guds evige og uforanderlige vilje. Og det gør det unægtelig nærliggende at antage, at Jens Ole Christensens forkyndelse at Gud som den strenge far ikke så meget handler om hvad der står i Bibelen men mere handler om hvordan han har behov for at forstå Gud.

Læs mere