Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 sep, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

Da et katolsk medie fik magten over redemptorister ordenen.

 

Det er en udbredt forestilling, at 1800-tallet var det århundrede hvor videnskaben og rationaliteten fik sit helt store gennembrug i Europa og moderniteten gik sin sejrsgang. Hvad nok kun de færreste tænker over er, at 1800-tallet også var det århundrede, hvor antallet af påståede Maria-åbenbaringer, mirakler og andre overnaturlige begivenheder nåede et indtil da uhørt antal og omfang. 1800-tallet var altså både vidne til det moderne gennembrud og til mysticismens genkomst.

Et eksempel på sidstnævnte er historien om det katolske medie Louise Beck (1822-1879). Louise Beck blev født ind i en pæn borgerlig bayersk familie og var fra barndommen af meget religiøs og havde efter sigende også allerede som lille visioner hvor himmelske personer viste sig for hende. Hun ville meget gerne gå i kloster, men hendes far var imod denne ide og hendes helbred var muligvis heller ikke godt nok til at hun havde kunnet blive nonne. Som ung kvinde var hun presset af at skulle passe sin sygelige far – og hun blev fristet og/eller foruroliget af en ung mand, der var sygeligt forelsket i hende og som ikke ville lade hende være i fred. I denne vanskelige situation får hun pater Dr. Franz Seraph Ritter von Bruchmann som skriftefader. Han var fra redemptoristernes orden, der lige havde etableret sig i Louise Becks hjemby Altötting.

Pater Bruchmann bliver hurtigt overbevist om at Louise Beck er en sjæl der er udvalgt af Gud, men han bliver også bekymret, for hun er tydeligvis en plaget sjæl, der bliver hjemsøgt af syner af afdøde og levende personer, der skræmmer, truer og plager hende. Han får biskoppelig tilladelse til at foretage eksorcisme på hende og det er i forbindelse med sådanne, at Louise Beck får nye oplevelser. For nu begynder pater Bruchmanns afdøde hustru Juliane at vise sig for hende. (Bruchmann havde været gift før han blev præst – men hans elskede hustru døde i barselsseng.) Juliane kommer med trøst og anvisninger fra himlen og pater Bruchmann er fra starten af klippefast overbevist om at det faktisk er hans elskede afdøde hustru, der taler gennem Louise. Han introducerer hende for sin svoger, pater Dr. Rudolf Ritter von Smetana, der også er redemptorist. Hans afdøde hustru Justine viser sig også for Louise Beck og dermed er han ligeledes vundet for sagen. Hun kommer dog aldrig til at spille den store rolle. Det gør derimod Juliane, der kommer til at gå under betegnelsen ”Moderen”. Louise Beck går under betegnelsen ”Barnet”. Tilhængerne af dette fænomen gik under betegnelsen ”Moderens børn”, og den religiøse ledelse, som udgik fra ”Moderen” blev betegnet som ”Den højere ledelse”. Ud over de to afdøde kvinder modtager Louise Beck også åbenbaringer fra en række andre hellige personer, især fra den ”smukke kvinde”, som hun mente var Jomfru Maria.

Det tiltrækkende ved ”Den højere ledelse” var, at den indeholdt et løfte om en direkte kommunikation med den himmelske verden. Havde man et spørgsmål kunne man simpelthen skrive et brev adresseret til Louise Beck men stilet til ”Moderen”. Var indholdet af mere almen karakter skulle brevet være uforseglet – hvis det derimod f.eks. var skriftefædre, der fortalte om hvad deres skriftebørn havde skriftet og spurgte om råd til hvordan de skulle håndtere sagen, skulle brevene være forseglede. I en tranceagtigt tilstand nedskrev Louise Beck så ”Moderens” svar. Man kunne også være heldig og få en audiens hos Louise Beck. Hvis ”Moderen” var tilstede kunne man stille hende direkte spørgsmål genenm Louise Beck, der så i en tranceagtig tilstand eller søvn besvarede spørgsmålene.

I starten af dette fænomen, da der stadigvæk er fokus på eksorcisme, havde der været en lokal opmærksomhed på at der skete noget mærkeligt mellem Louise Beck og hendes skriftefader. Der havde været optræk til skandale i lokalsamfundet og nogle af redemptoristerne i Altötting havde været utilfredse. Biskoppen i Passau til hvis bispedømme Altötting hørte, havde sågar forsøgt at få sat en stopper for sagen. Men pater Bruchmann havde et stærkt netværk, både indenfor sin orden og udenfor. Og det lykkes ham at vinde generalvikaren for ærkebiskoppen i München, og kort tid efter selve ærkebiskoppen (den senere kardinal) Karl August greve von Reisach for sagen. Denne siger god for autenticiteten af ”Den højere ledelse”, der nu uforstyrret kan gå sin sejrsgang indenfor Redemptoristernes orden, især i den bayerske provins, men man får også vundet ordensgeneralen Nicolaus Mauron, der ledede ordenen fra 1855 til 1893. Vigtigt bliver det også, at pater Carl Erhard Schmoeger overtager rollen som skriftefader for Louise Beck, da han i fællesskab med hende giver ”Den højere ledelse” en skarpere profil og især er kompromisløs i forfølgelsen af alle, der modarbejder den. Alt dette sker dog i hemmelighed. ”Moderens børn” er meget forsigtige i hvem de indvier i eksistensen af ”Den højere ledelse”, offentligheden og især inkvisitionen i Rom må endelig ikke få noget at vide!

”Moderens børn” såsom f.eks. redemptoristernes ordensgeneral lader hende bestemme over stort og småt i deres personlige liv og kirkelige embede. Der blev krævet absolut og betingelsesløs lydighed. Den mindste tvivl eller tøven blev mødt med voldsomme trusler om at man var på sikker vej til helvedets ild. Dog kan Otto Weiss, hvis bog ”Die Macht der Seherin von Altötting – Geisterglaube im Katholizismus des 19. Jahrhunderts” som jeg bygger denne artikel på, ikke påvise, at ”Den højere ledelse” får nogen indflydelse af reel kirkehistorisk betydning. ”Den højere ledelse” dør med Louise Beck og pater Schmoeger og har så vidt jeg kan se ingen tilhængere i dag. Dertil var fænomenet nok for meget knyttet til Louise Becks medieagtige funktion – den fascination der udgik fra hende var knyttet til at hun kunne komme med her og nu svar på hvad de himmelske magter vil, gerne helt ud i detaljen såsom hvilke tjenestefolk man skulle ansætte eller skaffe sig af med. Et dødt medie kan man ikke bruge til noget.

Det spændende ved historien om ”Den højere ledelse” var, at højtuddannede teologer og højtplacerede gejstlige var villige til at underkaste sig den – om end en del af dem efterhånden begyndte at få deres tvivl. Dette ikke mindst set i lyset af de klare spiritistiske træk vi finder i ”Den højere ledelse” så som automatskrift og samtalen med afdødes sjæle. Det hjalp selvfølgelig at Louise Beck umiddelbart fremtrådte som den lidende ”offersjæl”, der var meget populær i 1800-tallets katolicisme. Hun blev skildret som en kvinde, plaget af et utal af sygdomme, der lydigt og fromt led et hav af smerter for at sone for verdens synd og støtte kirken i dens kamp mod mørkets magter. Men man må sige, at en pater Bruchmann og pater Schmoeger var meget ivrige i deres tro, når de accepterede den seksuelle relation som hun i en periode havde med sin gamle tilbeder og dennes ven – en relation der endte med en muligvis spontan abort – som et særligt sonoffer hun gjorde for at sone for tidens usædelighed.

”Moderens børn” var typisk tilknyttet den strømning i 1800-tallets katolicisme der går under betegnelsen ”ultramontanismen”. Denne lagde vægt på ekstrem lydighed mod paven i Rom og var imod ethvert forsøg på at forsone den katolske kirke med den moderne verden. I kampen mod moderniteten var man overbevist om at mirakler, åbenbaringer og andre ”beviser” på Guds eksisens og kirkens sandhed var det bedste våben. Og det gjorde ultramontanismens tilhængere sårbare for at blive manipuleret med af mere eller mindre tvivlsomme visionære skikkelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 3 sep, 2016 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Skt. Bernardino af Siena – en hadprædikant fra renæssancetidens Italien

 

En meget indgroet myte er, at det var reformationen, der fik indført at præsterne skulle prædike på modersmålet. Det er imidlertid en misforståelse. Middelalderens katolske præster prædikede som udgangspunkt også på modermålet – og ikke nok med det – offentlige prædikener var en populær gratis underholdning for almindelige mennesker ikke mindst i byerne. Det kan nemlig nok være, at landsbypræsterne ude i de små sognekirker på landet ikke var meget bevendt som prædikanter – men de omkringvandrende tiggermunke, primært franciskanerne og dominikanerne, var højt uddannede prædikanter og nogle opnåede en nærmest uhørt popularitet og berømmelse. De kunne skræmme, begejstre, røre til tårer, ophidse til vold og få folk til at bryde ud i latter. De var uhyre underholdende og det var også nødvendigt, for en typisk prædiken kunne vare mellem to og fire timer – og den kunne blive lyttet til af flere tusinde mennesker. Den nok vigtigste og mest populære prædikant i renæssancetidens Italien, hvis popularitet dog rakte langt ud over landets og samtidens grænser, var den hellige Bernardino fra Sienna (1380-1444).

Bernardino kom fra en rig adelsfamilie men blev forældreløs i en ung alder. Han blev opdraget af en række fromme kvindelige familiemedlemmer og bestemte sig i en tidlig alder, mod sin families ønske, til at blive franciskanermunk og det vel og mærke i den mest strenge gren af denne orden på hans tid, de såkaldte ”observante” franciskanere. Han vandrede omkring, hovedsageligt i Norditalien, og holdt et utal af prædikener hvoraf en del er bevaret i forskellige former for referater ligesom han selv har efterladt sig en række skrifter på latin rettet til andre prædikanter. De prædikener han holdt rundt omkring i Italien var på italiensk. Repræsentanter fra en række byer i Italien tiggede ham på deres grædende knæ om at komme forbi og prædike hos dem, og når han gjorde det blev han mødt nærmest som om han var vor Herre selv – allerede mens han levede blev Bernardino nemlig fjeret som en helgen – og han blev da også helgenkåret blot 6 år efter sin død.

Bernardino var ikke en mand der pakkede sine ord ind i vat. Hans Gud var en hård og streng Gud, der straffede enkelte menneskers synd ved at ramme de samfund de levede i med kollektive straffe i form af pest, krig, hungersnød og naturkatastrofer samtidigt med at han dømte størstedelen af menneskeheden til helvedets ild. Især var Bernardino overbevist om at Gud nærede et særligt had til hekse og sodomitter og derfor brugte han mange ord og mange prædikener på at rase mod dem, der gjorde sig skyldig i disse former for synder.

Mht. heksene så er det også en udbredt myte, at hekseforfølgelserne var noget, der skete i middelalderen, men faktisk hører hekseforfølgelserne til i renæssancetiden. I det meste af middelalderen lærte den katolske kirke at den i befolkningen udbredte tro på hekse, der kunne skade deres medmennesker med trolddom, var en blanding af forvirrede kvinders illusioner og de ulærde bønders overtro og derfor noget, man skulle lade være med at tro på. Men renæssancetidens Italien er en tid fyldt med økonomiske omvæltninger, politisk ustabilitet, krige og borgerkrige samt pest og dertil kom en række kirkelige kriser. I en 40-årig periode der lige var blevet afsluttet da Bernardino startede som prædikant havde den katolske kirke således gennemlevet en kaotisk tid hvor der havde været op til tre paver på en gang. Det er også lidt af en myte at renæssancetidens Italien var en lys og moderne tid – eller bedre sagt – det er en lidt for ensidig fortolkning der bygger på samtidens store kunstnere og forfattere. For rigtigt mange mennesker var det en tid præget af angst, frustration og håbløshed – og Bernardinos ord ramte dem dybt ind i hjertekulen. Der var brug for syndebukke – og dem kunne han levere. For Bernardino var hekse nemlig ikke et produkt af de uvidende masser folketro – de var den allestedsnærværende Satans frontkæmpere. De var allevegne og via en pagt de havde indgået med Satan bragte de død og ødelæggelse over deres medmennesker, ikke mindst spædbørn hvis blod de havde en uslukkelig tørst efter. Men Bernardino var også overbevidst om at de kvinder, der udøvede ”hvid magi”, altså spåkoner og diverse healere i virkeligheden stod i ledtog med Satan selv. Han byggede altså videre på folketroens forestilling om den onde, spædbørnsdræbende heks og udvidende den med personer, der indtil da havde været mere eller mindre accepterede og ikke mindst hyppigt brugt i tilfælde af f.eks. sygdom. Og for Bernardino var der kun et muligt svar på problemet med heksene: de skulle brændes på bålet som et offer til Gud og til skræk og advarsel for enhver. Som følge af hans prædikener indførte en række Italienske byer strenge straffe for diverse former for hekseri, og det kan sandsynliggøres, at en 3-4 kvinder blev brændt på bålet som en direkte konsekvens af hans indsats. Men hekseforfølgelserne i Italien kommer aldrig i nærheden af det vanvid som vi ser i Europa nord for Alperne i 1500-tallet og 1600-tallet.

Bernardino er også nærmest sygeligt besat af rædsel, væmmelse og vrede over synden fra Sodoma. Sodomi er i middelalderen faktisk et ret rummeligt begreb der omfatter enhver form for sex som udføres for lystens skyld alene og hvor en graviditet er udelukket. F.eks. fortæller Bernardino i en af sine prædikener de kvindelige tilhørere at de hellere skal lade sig dræbe af deres ægtemænd end gå med til at have ”unaturlig sex” med dem – de vil være garanteret at komme direkte i himlen hvis de hellere vil dø end at begå den mest modbydelige af alle synder. Dog var Bernardino mest optaget af at fordømme sex mellem mænd – hhv. mænd og drenge. (Mens han kun et par gange i forbifarten nævner sex mellem kvinder og det uden at komme nærmere ind på denne mulighed). Sodomi er i Bernardinos univers så forfærdelig at det nærmest ikke kan udtrykkes med ord. Morgenduggen falder ikke der, hvor der udøves Sodomi. Gud væmmes så meget ved denne synd at han næsten ikke turde lade sin søn blive menneske af angst for hvad der kunne ske med ham. Men han løser så dog problemet ved at sørge for at alle sodomitter bliver tilintetgjort i det øjeblik Jesus blev født. Ja, sodomi er så forfærdelig en synd at selv Satan frygter i rædsel ved synet af den! Det kan derfor ikke undre, at Bernardino opfordrer sine tilhørere til at spytte når de ser en sodomit – og råbe ”du stinker!” efter dem. Og sandsynligheden for at de ville rende ind i sådan nogle mennesker var meget stor – for i henhold til Bernardino (og mange andre fra samtiden) var Italien fyldt til bristepunktet med mennesker med hang til denne synd. Og derfor griber han da også til opfordringer om at lade sodomitterne brænde i stor stil. Igen kan man se, at en række Italienske byer indfører en ny og strengere lovgivning mht. sodomi, der inkluderer dødsstraf for folk der straffes mere end en gang for denne forbrydelse, men efter nogle årtier løber det hele ud i sandet. Lovene afskaffes igen eller bliver ikke længere brugt. Øjensynligt var sodomi lidt for populært i renæssancetidens Italien.

I henhold til Franco Mormandos bog ”The Preachers Demons – Bernardino of Siena and the Social Underworld of Early Renaissance Italy”, som jeg bygger denne artikel på, er det ret ukendt at Bernardino var så indædt og heftig i sin kamp mod hekse og sodomitter. Til gengæld har han længe stået under anklage for antisemitisme. Her mener Franco Mormando imidlertid at eftertiden har været lidt for hård ved Bernardino. For godt nok betegnede han jøderne som de kristnes værste fjender, opfordrede de kristne til at undgå social kontakt med dem og krævede f.eks. at jøderne skulle gå med en særlig gul badge, der markerede dem som jøder. Men han sagde også, at næstekærligheden også gjaldt jøder, hans udsagn om jøderne er få og spredte, og de krav han stillede var ikke hårdere end dem som fremgik af kirkeloven.

Bernardino kæmpede for at befolkningen skulle lære at frygte og bekæmpe dem, som han anså som en trussel mod samfundet – for ham var hekse, sodomitter og i mindre grad jøder en slags terrorister udsendt af Satan for at ødelægge Guds folk og deres fremmarch var et tegn på at dommedag var nær. Selvom han måske ikke havde den helt store succes med at få de religiøse og seksuelle afvigere brændt på bålet i det omfang som han ønskede det blev hans prædikener og skrifter en rig inspiration til had og intolerance for fremtidige generationer af teologer og lægfolk. Faktisk var han kun centimer fra at blive gjort til kirkelærer – men det projekt blev i sidste øjeblik standset af Det Andet Vatikankoncil, der havde en lidt anden forståelse af hvilket budskab den katolske kirke skal forkynde til verden af i dag.

Læs mere

Skrevet af den 26 aug, 2016 under Åbenbaringer | 1 kommentar

Når en journalist møder Jesus

 

I 2015 udkom journalisten Charlotte Rørth bog ”Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvilligt troende” på Informations forlag.  En venlig sjæl tilsendte mig den med en opfordring om at læse den. Det havde jeg ikke lige overskud til dengang, men nu har jeg fået den læst, og jeg må sige, at det på mange måder er en interessant bog for personer, der som mig interesserer sig for historier om mirakler, åbenbaringer og lignende religiøse fænomener.

Kort fortalt handler bogen om hvordan den a-religiøse Charlotte Rørth i en kirke i Spanien har en åbenbaring hvor hun kan se direkte ind i Jesu tid. Samtidigt med at hun er sig bevidst, at hun befinder sig i kirkerummet, kan hun se ind i en dimension hvor Jesus vandrer rundt med sine disciple og taler aramæisk med dem. Hendes oplevelse af Jesus er meget konkret bogstavelig. Han har blå kjortel på, der er rød jord på hans behårede tæer, han har grå-grønne øjne med et snert af blåt etc. Der udgår en stærk maskulin-erotisk udstråling fra ham, men samtidigt hermed er der tale om noget, der er stærkere og større end almindelig erotik. Hun havde haft et par ”opvarmende” overnaturlige erfaringer forud herfor, men fra nu af er Charlotte Rørth besat af dette møde med Jesus, hvis autentisitet hun fra starten af er absolut overbevidst om. Hun sansede ham med sin krop, så derfor må det have været virkeligt. Resten af bogen handler stort set om hvordan hun forsøger at håndtere denne oplevelse som på en gang er vidunderlig, en intensiv forelskelse, der åbner helt nye dimensioner af hendes potentiale for at elske, men som også gør at hun er helt rundt på gulvet og har svært ved at få sit liv til at hænge sammen. Hvis man skal tro rækkefølgen i Charlotte Rørths bog, så starter hun ud med at fordybe sig i new-age inspirerede forståelser af mystik så som chakra energier og Jes Bertelsens alternative Jesus-fortolkning. Hun er dog også forbi nogle eksperter ud i psykiatrien og epilepsiforskningen for at få bekræftet, at hendes oplevelser ikke er udtryk for en sygdom, for så at kaste sig over en noget spredt læsning, der rækker fra den svenske homoseksuelles komiker Jonas Gardels bog om Jesus, over Per Bilde der forsker i den historiske Jesus, til katolske mystikere som Johannes af Korset og Teresa af Avila. Her vælger hun det ud, der kan bekræfte hende i at det hun så var reelt nok, mens alt der ikke passer til hendes vision lægges til side som irrelevant, da døde bøger aldrig kan modsige den levende og pulserende erfaring.

Charlotte Rørth taler indtrængende til hendes læsere om nødvendigheden af at være åben overfor oplevelser og erfaringer som naturvidenskaben ikke lige sådan kan forklare. Vi skal ikke være så lukkede overfor det, vi ikke kan forstå. Det er da også fristende at ville afvise Charlotte Rørths oplevelser som en eller anden art psykisk lidelse. Ikke mindst fordi hun undervejs i bogen sådan i forbifarten får nævnt træk ved hendes sindstilstand i tiden før hendes ”møde med Jesus”, der kunne tyde på at hun passer til diagnosen ”særlig sensitiv”, ”psykisk sårbar” eller hvad det lige aktuelt hedder. Men tager man de religionshistoriske briller på må man sige, at Charlotte Rørths oplevelse af at have mødt Jesus ubestrideligt er sand for hende, om den er sand i en absolut forstand kan man religionsfagligt set ikke sige noget om. Hvad man kan gøre, hvis man vil se på Charlotte Rørth med religionsfaglige briller er, at være sig bevidst, at visioner og åbenbaringer aldrig foregår udenfor tid og rum, de er i stedet altid præget af den tid, hvor folk har sådanne oplevelser, af de religiøse forestillinger, de sociale og politiske forhold og så videre. Det er derfor relevant at underkaste hendes bog en nærmere analyse med det i baghovedet.

Charlotte Rørths visioner af Jesus (der er tale om to, da hun har endnu en 11 måneder efter den første, de to er dog stort set identiske) ligner på nogle områder lignende beretninger som man kan finde indenfor den katolske mystik. Det gælder f.eks. den stærke fysiske dimension i den åndelige oplevelse, der har klare erotiske komponenter, om end de er noget mere udpenslede hos Charlotte Rørth end hos de cølibatære katolske mystikere. Det gælder også træk så som at selve visionen er nydelsesfuld, men at den visionære derefter lider stærkt under en længsel efter en gentagelse af disse stærke erfaringer, og har svært ved at holde det almindelige liv ud. Men det gælder også træk som stærke lysoplevelser, en intens følelse af kærlighed, et manglende behov for fysisk føde, hyperaktivitet etc. Og ja, selv Charlotte Rørths ret bemærkelsesværdige oplevelse af at der stråler lys ud af hendes fingre (som new-age folkene fortæller er healings energier) minder lidt om beretninger om kvindelige mystikere fra middelalderen, fra hvis fingre dryppede olie, der kunne helbrede syge.

Men der er også en del forskelle i forhold til den katolske mystik. Hvor de katolske mystikere næsten alle havde et fokus på den korsfæstede, lidende og dødende Jesus, selvom der også er visioner af den opstande Kristus, af Jesus-barnet etc., så virker Charlotte Rørths visioner ekstraordinære fordi det nærmest virker som om at hun ser ind i en dimension, hvor Jesus stadigvæk lever her på jorden. Når hun i forbindelse med hendes skildring af hendes 2. Jesus vision skriver ”Hos ham er der gået få minutter, hos mig er der gået 11 måneder, historisk er der gået næsten 2000 år”, lægger hun jo sådan set op til at der findes en dimension hvor Jesus endnu ikke er død og opstanden, men i stedet stadigvæk vandrer rundt i Israel sammen med sine disciple.

Og hvis vi ser på selve det budskab, som Charlotte Rørth udleder af sit ”møde med Jesus”, er der klare forskelle til den katolske mystik. Det hun udleder af sine visioner virker nemlig mest af alt som en hybrid mellem den feel good spiritualitet man finder i meget af den senmoderne selvhjælpslitteratur, blød folkekirkekristendom, Dan Browns forståelse af kirkehistorien og en form for panreligiøsitet”.

Charlotte Rørths budskab er nemlig, at vi skal lære, at elske og tilgive os selv. Vores problem er ikke synd og fortabelse men i stedet, at vi ikke forstår hvor meget vi bliver elsket og hvor meget vi kan elske, hvis vi blot lærer at trække på de potentialer der er inde i os. Jesus elsker Charlotte Rørth og alle andre mennesker blot fordi vi er til, betingelsesløst. Bibelen og endnu mindre Jesu budskab handler om krav, om regler vi skal holde og ting vi skal leve op til. Bibelen er historier om menneskers erfaringer med Gud, og enhver forestilling om absolutte sandheder (altså bort set fra sandheden i hendes visioner) er helt forkert. Det eneste sprogligt formulerede budskab som Jesus har til Charlotte Rørth er i henhold til hende ordene ”Jeg stoler på dig” som han siger til hende da han viser sig for hende for anden gang. Og det udlægger hun til at vi så selv skal finde vores vej.

Kirkelige autoriteter og organiseret religiøsitet har hun ikke meget til overs for. Det er nok meget sigende, at hun kan opsøge folk indenfor sundhedsvæsenet for at blive bekræftet i at hendes visioner ikke er udtryk for en sygdom, men hun opsøger aldrig fungerende præster eller åndelige vejledere med tilknytning til et kristent trosamfund for at høre om de er teologisk troværdige. På trods af hendes kritik af den naturvidenskabelige positivisme, så har hun mere tillid til naturvidenskaben end til teologien og dem, der har erfaring med åndelig vejledning i en traditionel kristen kontekst. Dette krydres så med en forestilling om at den gravide Maria Magdalena blev hjulpet af kartharerne (selvom der er mere end 1000 år mellem Maria Magdalena og denne bevægelse) og hun lægger op til at det er troværdigt, at Jesus var gift med hende. Alt sammen ideer som passer bedre til Dan Brown end til den historiske forskning i Jesu liv for slet ikke at tale om den traditionelt kristne forestilling om ham. Alt dette suppleres så med en ide om at alle religioner på et fundamentalt plan handler om det samme.

Det ret interessant, at Charlotte Rørth er meget afvisende overfor dem, der selv sammenstykker deres religion. Måske fordi hun ikke selv er klar over, at hun selv er et produkt af en tid, hvor det er in at være spirituel samtidigt med at organiseret religion mødes med mistænksomhed eller direkte afvisning. Hvor man er stærkt troende mht. sin egen sandhed samtidigt med, at man søger og ønsker, at andre skal bekræfte en og føler sig såret, hvis de ikke vil gøre det.

De typiske oplevelser af at se Jesus som man hører om, har rødder i traditionelle kristne miljøer, og de visionære tolker dem normalvis sådan at de ikke strider alt for meget med ortodoksien som de føler sig forpligtet af. De heterodokse elementer i Charlotte Rørths fortælling er et interessant eksempel på hvordan visioner af Jesus kan tage sig ud, når den visionære ikke er formet af sådanne miljøer, men i stedet har sine rødder i en sekulariseret hyperindividualiseret postmoderne kultur.

 

Læs mere

Skrevet af den 23 aug, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet | 0 kommentarer

En religionsforskers rejse ind i et katolsk univers

Hvis man skulle tro mediebilledet, så er den danske religionsforskning kendetegnet ved en markant tendens til at være kritisk overfor kristendommen. Religionshistorikere som Mikael Rothstein og Jens-André Herbener bruger igen og igen mediernes platform til hvad mest af alt virker som deres personlige korstog mod kristendommen. Men den meget mediebevågenhed til trods er de ikke repræsentative for religionsforskningen, hverken for den danske og slet ikke for den internationale. Et alternativt eksempel på hvordan man kan forske i kristendommen – og religion i al almindelighed – er Robert A. Orsi, der har skrevet flere bøger om amerikansk indvandrerkatolicisme især i tiden før Det andet Vatikankoncil. I bogen ”Between Heaven and Earth – The Religious Worlds People Make and the Scholars Who Study Them”, præsenterer han dele af sin forskning samtidigt med at han reflekterer over selve denne forskning.

For Orsi handler religion grundlæggende set om menneskers relationer til overnaturlige væsener – og de relationer som opstår mellem de mennesker der har relationer til sådanne væsener. Ligesom religionsforskeren Meredith McGuire er han meget skeptisk overfor religionsforskningens tendens til (ud fra en mere eller mindre ubevidst protestantisme) at definere religion som noget, der udelukkende handler om tro, meningsdannelse og andre mere intellektuelle indfaldsvinkler. For Orsi handler religion langt mere om relationer, om erfaringer og om oplevelser af det helliges nærvær. Og ikke mindst er religion for Orsi noget kropsligt og sanseligt. Og det giver også god mening når man tænker på at han har specialiseret sig i den meget folkereligiøst prægede indvandrekatolicisme i USA i tiden før Det Andet Vatikankoncil (1962-1965). Det var nemlig en religiøsitet der inddragede alle sanser og ikke blot høresansen sådan som man kender det fra mainstream protestantisme. Her var synssansen, lugtesansen, den fysiske kontakt med hellige genstande og diverse kropsligt baserede ritualer i centrum, og det ikke blot i kirkerummet men også i en dagligdag, hvor det hellige var dybt integreret. Og i virkeligheden bør man ikke skrive ”var”, for Orsi har i sin forskning kunne påvise, at denne religiøsitet stadigt lever videre i USA, bl.a. men ikke kun pga. af den store indvandring fra Sydamerika.

Orsi advarer mod at ville dele religioner hhv. religiøse udtryksformer op i ”gode” og ”dårlige”, ”forkerte” og ”rigtige” etc. Det er ikke religionsforskningens opgave at lege religiøs smagsdommer men i stedet at prøve på at forstå hvilken rolle disse religiøse universer spiller for dem, der lever i og med dem. Det er imidlertid heller ikke Orsis projekt at være apologet for disse religioner hhv. deres troende. F.eks. skildrer han indgående hvordan den amerikanske katolske kirke i tiden før Det andet Vatikankoncil dyrkede lidelsen ud i det ekstreme. Sygdom blev set som en gave fra Gud da den var vejen til spirituel udvikling. De handicappede blev fremstilet som mennesker der stod Gud særligt nær og var udvalgt af ham til med deres lidelser at bidrage til verdens frelse. Men lige præcist fordi lidelser blev tolket som en gave fra Gud, som noget, som man skulle ønske sig så meget som muligt af, var der ikke plads til klage, sorg og fortvivlelse. Ve den syge der udtrykte andet end from accept af Guds vilje og ikke modtog alt med et smil på læberne! På samme måde gør han opmærksom på, at prisen for at man lagde vægt på børns deltage i messen var, at også ret små børn blev pålagt at faste forud for modtagelsen af kommunionen (nadveren), dvs. at de ligesom de vokse ikke måtte spise og drikke fra kl. 12 midnat og så frem til modtagelsen af kommunionen i løbet af formiddagen. Det var ikke ualmindeligt, at børn besvimede pga. denne faste! Og generelt skulle børn være mussestille under messen – som de skulle følge opmærksomt og andagtsfuldt, ellers vankede der straf fra de evigt opmærksomme nonner!

Så nej, Orsi vil ikke romantisere dette katolske univers, men han vil heller ikke dæmonisere det. I stedet vil han forstå det. F.eks. forsøger han at forklare den førkoncilære amerikanske katolske kirkes særlige fokus på lidelsen som en måde at håndtere en vanskelig integrationsproces på. Der herskede i den tid som Orsi arbejder med en stærk antikatolsk stemning i det amerikanske samfund. De katolske indvandrere fra Irland, Polen og Italien blev set ned på og de fleste måtte som en del af den amerikanske arbejderklasse knokle hårdt for at komme op i den eftertragtede middelklasse. På den ene side ønskede den katolske kirke denne sociale opstigning, men den var samtidigt hermed bange for den, for ville den ikke let medføre, at katolikkerne blev for amerikanske, dvs. for materialistiske og på længere sigt protestantiske? Den amerikanske katolske kirkes fokus på lidelse i den førkoncilære periode kan i denne sammenhæng forstås som et forsøg på at skabe en katolsk modkultur til majoritetssamfundet, en modkultur hvor de socialt dårligere stillede katolikker kunne føle sig moralsk overlegen i forhold til de materielt set mere succesfulde protestanter. På samme måde var det store fokus på at forme børnene i en striks katolicisme udtryk for en angst for at miste sin fremtid i form af at disse børn kunne blive assimelerede ind i det amerikanske samfund og hermed miste deres katolske identitet og tro. Eller sagt med andre ord, man kæmpede med de samme problemstillinger som mange muslimer står overfor f.eks. her i dagens Danmark.

Orsi er selv italiensk-amerikaner og hans egen families historie er vævet ind i hans forskning, men han er ikke selv religiøs i dag, så på denne måde har han et ben i begge lejre, er både udefra og indefra. Han appellerer til religionsforskerne om at være ærlige mht. deres egen baggrund og indfaldsvinkel til religion, så man ikke blindt bliver styret af et personligt behov for at forsvare eller angribe religiøse miljøer. Lige meget hvor man står skal man kunne rumme at de andre på en gang ligner en og er radikalt anderledes end en selv. Man skal ikke være bange for at lade sine egne værdier udfordre – det er lige præcist når man tillader at det sker, at man lærer mest om de andre – og om sig selv.

 

Læs mere