Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 jul, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Pride, homokamp og historieløshed

 

Noget der kendetegner LGBT-bevægelsen, er en udpræget mangel på historisk bevidsthed. Et stjerneeksempel herpå er Christopher Street opstanden, homorettighedskampens historie og Priden.

Det er f.eks. en stadigt mere populær myte, at Christopher Street opstanden blev startet af en sort transkvinde, og at homoseksuelle i dag derfor både skylder de transkønnede Priden og alle de rettigheder som homoseksuelle har tilkæmpet sig i de sidste årtier. Denne påstand holder imidlertid ikke vand.

For det første giver det ikke mening, at ville tilbageprojicere den senmoderne identitet ”transkønnet” til 1969 hvor den ikke fandtes. I 1960’erne blev kønsoverskridende biologiske mænd, der var seksuelt interesseret i andre mænd, set som homoseksuelle transvestitter og ikke som transkvinder. For det andet, var optøjerne spontane uroligheder, der hverken var planlagte eller havde nogen leder. For det tredje, så viser de primærkilder vi har, herunder de få fotos fra urolighederne, grupper af unge, hovedsageligt hvide mænd. Så hvorfor fratage bøsserne æren for Christopher Street opstanden?

Men det er også mere grundlæggende set dybt problematisk, at tro, at der går en lige linje fra Christopher Street opstanden til nutidens homorettigheder.

Der fandtes nemlig allerede en homobevægelse før Christopher Street opstanden. LGBT Danmark blev f.eks. grundlagt i 1948 som ”Foreningen af 1948”, der senere tog navneforandring til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det er lidt sjovt, at de samme mennesker, der hylder foreningens grundlægger Axel Axgil som et homorettighedsforkæmper ikon, kan tro, at homobevægelsen startede med Christopher Street opstanden.

Christopher Street opstanden var derimod utvivlsomt inspirator for de pride demonstrationer, der i årene efter opstanden begyndte at poppe op rundt omkring i den vestlige verden. Og den var også i et varieret omfang en inspirationskilde til den revolutionære homobevægelse – i Danmark i form af Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Disse grupperinger var lige præcist revolutionære. De ønskede ikke at bøsser og lesbiske skulle favnes af og inkluderes i det etablerede heteroseksuelle, patriarkalske og kapitalistiske samfund. De så sig i stedet som spydspidsen i en politisk og seksuel revolution, der skulle omstyrte den etablerede orden. Indtil det mål var nået forsøgte man at skabe en modkultur til det etablerede samfund hvor hhv. bøsser og lesbiske (hver for sig da man var kønsseperatistisk) kunne opleve det alternative fællesskab som de håbede engang ville erstatte den etablerede samfundsorden. Faktisk var der i 1970’erne stort set ingen homoseksuelle aktivister, der ønskede at homoseksuelle skulle få lov til at gifte sig. Man kæmpede ikke for at ægteskabet skulle udvides til at omfatte par af samme køn – man så ægteskabet som en undertrykkende patriarkalsk institution som skulle afskaffes.

Hvis man vil finde oprindelsen til de mange homorettighedspolitiske succeser som vi har set i de sidste årtier, skal man i stedet se på aids epidemien. Det er interessant nok næsten glemt i dag, men aids var den største katastrofe i de homoseksuelles historie – lidt på linje med holocaust for jøderne. Ikke nok med at titusinder af bøsser døde af aids, ofte under store lidelser, epidemien udløste også et homofobisk bachslash. Mange homoseksuelle aktivister begyndte at forstå, at de havde brug for majoritetssamfundets støtte – både økonomisk og socialt – for at få bugt med denne epidemi. I en tid, hvor Margaret Thatcher opfandt begrebet ”TINA” – there is no alternative” (til den neoliberale kapitalistiske verdensorden) blev dette slogan også til homokampens nye dagsorden. Man skrotede drømmen om revolutionen og gik i stedet i gang med at kæmpe for at blive accepteret og inkluderet i den etablerede verdensorden – og det på dennes præmisser. Det er også her, at Priden skifter fra at være en politisk protest til en mangfoldighedsfest. Erhvervslivet og den politiske elite skulle ikke nyde noget af at deltage i en mindre flok vrede bøssers og lesbiskes protest – men med tiden kom de til at elske den harmløse mangfoldighedsfest, hvor de i voksende grad får lov til at iscenesætte sig selv som fanebærere for tolerancen.

Denne udvikling skete selvfølgelig ikke over nat. Og den var ej heller nem. Og interessant nok var den såkaldte queer bevægelse længe modstander af denne udvikling. Queer bevægelsen opstod i 1990’erne, i den samme periode hvor den revolutionære homobevægelse var hensygnende eller allerede de facto død. Queer trak på nogle af dens ideer, men man var og er meget mere individualistisk, ligesom man trækker på teorien om at man via performance kan nedbryde samfundets undertrykkende strukturer. Interessant nok var queer oprindeligt stærkt kritisk overfor identitetspolitik – i hvert fald den der handlede om kvindekampen og homokampen. Ud over, at man fra starten af havde et belastet forhold til kategorien ”kvinde” og ”homoseksuel”, så var man også af den overbevisning, at identitetspolitik føres på bekostning af andre og derfor er dybt problematisk. I det første årti i det nye årtusinde var det et fast indslag i forbindelse med hver Pride, at Enhedslistens Queerudvalg med forskellige midler protesterede mod Priden, der blev beskyldt for f.eks. islamofobi og homonationalisme – og så ikke mindst for ikke at sætte fokus på transkønnedes situation.

Men det var dengang. I dag favner Priden i den grad de transkønnedes sag, at Copenhagen Pride end ikke vil tage afstand fra den dybt antihomoseksuelle påstand om, at lesbiske der ikke ønsker sex med transkvinder, der har en penis, og bøsser der ikke vil have sex med transmænd, der har en vagina, skulle være transfobiske. Priden er i dag ikke bare en megakommercialiseret iscenesat selvgodhedsfejringsevent – den er også blevet til et projekt, der angriber homokampens fundament – nemlig retten til at være til personer af samme biologiske køn som en selv. Vha. queer har LGBT-bevægelsen sejret ad helvede til.

Læs mere

Skrevet af den 11 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 4 kommentarer

Homoseksuelle er ikke velkomne til Copenhagen Pride

 

Det har vakt en del opstandelse, at en mindre gruppe radikalfeministiske lesbiske under London Pride demonstrerede mod det pres som den radikale transaktivisme udsætter lesbiske for. I denne forbindelse blev der på Copenhagen Prides officielle Facebook side spurgt om hvad Priden ville gøre for at forhindre lignende ”transfobiske” indslag. Dette udløste en længere debat hvor jeg og en række andre radikalfeminister fortalte om hvordan lesbiske bliver beskyldt for at være transfobiske, hvis de ikke vil have sex med transkvinder der har en penis. Dette udløste en voldsom modreaktion fra en række radikale transaktivister og intersektionelle feminister. Ud over at påstanden om at det er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex der inkluderer en penis, blev gentaget talrige gange, blev vi også beskyldt fra at være usolidariske med transkvinder, og vi fik at vide, at vi bør evaluere vores seksuelle begær kritisk. Men det var sådan set de mere milde beskyldninger. Vores beskrivelse af den klassiske lesbiske seksuelle orientering blev nemlig også kaldt for bl.a. ”pis”, ”gylle” og “super led”, ligesom den blev sammenlignet med racisme. Da et par bøsser henviste til at de er til penis og ikke til vagina hhv. tog afstand fra denne dybt nedladende og homofjendske måde at omtale homoseksuelle på fik de også det glatte verbale lag.

Jeg og et par andre bad Priden om at tage afstand fra disse modbydelige udsagn om homoseksuelle og fra selve ideen om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkønnede, der har en penis, hhv. hvis man som bøsse ikke er til sex med transkønnede, der har en vagina. Det har man imidlertid ikke villet gøre. I stedet skriver man, at man ikke skal tvinges til sex man ikke er til – det skriver en del af dem der i den grad langer ud mod homoseksuelle i øvrigt også. Men ud fra logik kan man heller ikke tale om tvangsheteroseksualitet her i Danmark, da ingen lov tvinger homoseksuelle til at have sex med personer af modsat køn og seksuel tvang generelt er forbudt. Problemet er bare, at vi lever i et samfund, hvor homoseksuelle fortsat oplever et moralsk pres for at de skal leve heteroseksuelt. På samme måde udsætter radikale transaktivister og intersektionelle feminister i dag homoseksuelle, især lesbiske, for et moralsk pres for at de skal acceptere sex med personer de ikke er seksuelt tiltrukket af. Priden er nu bukket under for dette pres.

Pridens accept af disse voldsomme udfald mod homoseksuelle hvis seksualitet udelukkende er rettet mod personer af samme biologisk køn som dem selv, må derfor tolkes som at det er deres syn på sagen – eller at de i hvert fald ikke vil kæmpe for homoseksuelles ret til at definere deres egen seksuelle orientering og for at være stolte af den. Set i lyset af at en undersøgelse har vist, at langt de fleste ikke-transkønnede, herunder homoseksuelle, ikke er til sex med transpersoner, må konklusionen være, at langt de fleste homoseksuelle – og heteroseksuelle for den sags skyld –  ikke er favnet af Priden og ikke er velkomne, da de jo er transfobiske, deres seksuelle orientering er pis osv.

Så kære homoseksuel, hvis du definerer din seksuelle orientering ud fra dit biologiske køn og din partners biologiske køn – så bliv væk fra Priden eller giv på anden måde udtryk for din protest mod at Priden er bukket under for den radikale transaktivismes kamp mod homoseksualitet i dens traditionelle betydning af at man elsker og begærer personer af samme biologiske køn som en selv. Protester mod at Priden er blevet til homoshaming. Og hvis du ser dig som en heteroseksuel allieret i vores kamp må du meget gerne gøre det samme.

Læs mere

Skrevet af den 9 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Lesbisk revolution nu!

Et fast ritual i alle vestlige lande er i dag at der afholdes Prideparader. Her kan LGBT+diverse andre bogstaver – eller skal vi ikke bare kalde det minoritets-alfabetsuppen? – fejre sig selv. Endnu vigtigere er det dog at majoritetssamfundet kan fejre sin egen selvforståelse som tolerant og rummelig. Jo mere Pride er blevet til en fest for alle, der vil anerkendes af andre som rummelige og mangfoldighedspositive, desto mere bliver prideparaderne overrendt af levebrødspolitikere og repræstentanter fra multinationale virksomheder. 

Det ligger ligesom i luften, at pride skal være en glitterfest med lige så meget politisk bid som overkogt spagetti. Panikken må derfor bryde ud når nogen påtager sig opgaven som “killjoy’er”, som dem der ødelægger den gode stemning ved familiefesten ved at påpege, at der er skeletter i skabet. 

Og det var lige præcist det som skete da det lykkes en gruppe radikalfeministiske lesbiske aktivister at komme forrest i Londons Prideparade og sågar kortvarigt stoppe denne ved at lægge sig fladt ned og nægte at flytte sig.

LGBT mediet PinkNews – af deres kritikere også kaldet PenisNews – berettede ganske rystet over disse radikalfeministiske lesbiskes demonstration – og mainstreammedierne fulgte med, sågar Jyllandsposten skrev med forarget stemmeføring om dette brud på glitter-etiketten. Denne lille gruppe modige kvinder blev beskyldt for at være transhadere, transfober og så selvfølgelig TERF’s. Med andre ord, en lille gruppe hekse angreb i disse mediers øjne ud af rendyrket ondskab fællesskabets fejring af sin egen selvgodhed.

Det deres demonstration faktisk handlede om var imidlertid en ganske fredelig protest mod at radikale transaktivister i ledtog med folk fra queer-bevægelsen og den intersektionelle feminisme prøver at shame og blame lesbiske til at acceptere personer født med en penis som sexpartnere, hvis disse “identificerer” sig som lesbiske kvinder. Man er nemlig i disse kredse transfobisk, hvis man ikke vil anerkende, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan og at nogle lesbiske derfor har en penis. I disse queere tider, hvor et homoseksuelt ægteskab kan bestå af to personer med modsat biologisk køn, er der altså en lille gruppe lesbiske radikalfeminister, der kæmper for retten til at definere deres egen seksuelle orientering. Og det er selvfølgelig for galt! De kæmper også for, at man kan være en biologisk kvinde der bryder med kønsrolleforventningerne til kvinder uden, at det gør en til en mand. De har den meget umoderne holdning, at man godt kan elske fodbold, combatboots og kvinder uden nødvendigvis at være en mand. 

Det er sørgeligt, at vi er kommet så vidt, at Priden opfatter det som et uacceptabelt budskab, at de fleste lesbiske ikke er til penis – og at mange af os er gendernonconforming. LGBT+ bevægelsen har det svært med biologiske kvinder, der hverken dyrker penis eller kvindelighed som en fetish. Der er derfor brug for en lesbisk revolution rettet mod glitter-normen, der bliver stadigt mere kvindefjendsk. L skal ud af LGBT, så vi igen kan få lov til at være os selv uden at nogen født med en penis skal fortælle os hvem vi skal elske og hvordan vi skal forstå vores køn.

https://www.google.dk/amp/s/www.independent.co.uk/news/uk/home-news/anti-trans-protest-london-pride-parade-lgbt-gay-2018-march-lesbian-gay-rights-a8436506.html%3famp

https://www.pinknews.co.uk/2018/07/07/anti-trans-group-allowed-to-lead-pride-in-london-march-after-hijack/

https://jyllands-posten.dk/premium/briefing/ECE10741677/pride-i-london-kom-ud-af-kontrol-paa-grund-af-radikal-feministisk-gruppe-saadan-noget-maa-aldrig-ske-igen

 

Læs mere

Skrevet af den 16 jun, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En matrice af undertrykkelse – en kommentar

 

Weekendavisen fra den 15.6.2018 bragte en artikel med titlen ”En matrice af undertrykkelse”, hvor journalisten Søren K. Villemoes bl.a. interviewer mig om mit syn på radikalfeminisme og dennes konflikt med den radikale transaktivisme. Jeg fortæller her om den trussel som jeg mener, at den udgør for lesbiske indenfor LGBT-bevægelsen og jeg opridser min kritik af den intersektionelle feminisme. Følger man med på min blog er der sådan set ikke noget nyt, men jeg er selvfølgelig glad for at have fået muligheden for at nå ud til en større læserskare end den lille trofaste flok som følger min blog.

Mere interessant synes jeg er de gensvar som Søren K. Villemoes har indsamlet fra min modpart i debatten. Først interviewer Søren K. Villemoes Frederikke Kjerulff Madsen som repræsenterer den intersektionelle feminisme. Hende har jeg debatteret med tidligere, og på mange måder gentager hun det hun sagde i denne debat. Alligevel mener jeg, at hendes udsagn fortjener en replik.

F.eks. fortæller hun, at ”Folk, der biologisk falder mellem mand og kvinde, understøtter feminismen og den fjollede og forældede ide om, at de (sic!) findes to kasser, mand og kvinde, hvor den ene er bedre end den anden og har forskellige egenskaber. Det er en arbitrær kategori, vi har skabt, og folk, der falder udenfor kasserne, er med til at bryde den.” Nu kan man vel godt rent biologisk være svær at placere i kategorien ”mand” hhv. ”kvinde” uden at man af den grund understøtter feminismen. Ligesom vi radikalfeminister ganske rigtigt anerkender de biologiske kategorier ”mand”, dvs. han-menneske og ”kvinde”, dvs. hunmenneske samtidigt med at vi afviser tanken om at mænd er bedre end kvinder eller at vi er fødte med bestemte egenskaber og kønsrollepræferencer. Og hvad har det at være transkønnet i øvrigt med biologi at gøre? Men også på et mere grundlæggende plan tager Frederikke Kjerulff Madsen efter min mening fejl. Hun gengiver nemlig kritikløs kønsteoretikeren Judith Butlers ide om at dem der falder udenfor kønsrollekategorierne automatisk bidrager til disses nedbrydning. Men så simpelt fungerer verden ikke.

Religionsforskeren Mary Douglas har den interessante teori, at ideen om ”ren og uren” hhv. det ”tabubelagte” har sine rødder i at samfundene ville beskytte de faste kategorier som et samfund bygger på og som derfor skal sikre kosmos, altså den ordnede verden. Det er kategorier som ”mand” og ”kvinde”, men også f.eks. ”dyr” og ”menneske”, ”levende” og ”død”, ”udenfor” og ”indenfor” etc. Dem hhv. det der falder udenfor disse kategorier er ”urene” og belægges med tabu. Den etablerede orden, eller kosmos om man vil, kan imidlertid sikres på mange måder. Ultimativt kan samfundet vælge at dræbe dem hvis eksistens udgør en uhåndterbar udfordring for de kategorier, der skal sikre den ordnede verden. Man kan også udskamme eller på anden måde afstraffe dem, der falder udenfor. Men man kan også give dem en plads i systemet og dermed forhindre, at det bliver udfordret.

Den 6. juni 2018 optrådte en far til et såkaldt transkønnet barn i TV2’s programmet ”Go´ aften Danmark”. Hans søn var som 2-årig begyndt at ville gå i prinsessekjoler og lege med pigelegetøj. Det var øjensynligt et problem for barnets børnehave, der derfor havde indkaldt både forældrene, personalet og en psykolog til en diskussion om barnet. Her gør psykologen så opmærksom på at den lille dreng må være transkønnet og altså en pige. Og herefter bliver barnet behandlet og set som en pige, hvorefter alt er harmoni og barnet bliver accepteret af alle. Eller sagt med andre ord, et kønsrolleoverskridende barn er øjensynligt uhåndterbar for en senmoderne dansk børnehave, der åbenbart kun kan håndtere børn, der lever op til de klassiske kønsrolleforventninger til hhv. drenge og piger. Passer et barn ikke til den ene kategori bliver det så placeret i den anden og harmonien og kønsrolleordenen er hermed genetableret og sikret. Transaktivismen af i dag udfordrer altså ikke kønsrollekategorierne, den understøtter dem.

Ellers gentager Frederikke Kjerulff Madsen sine tidligere udsagn om at man er transfobisk hvis man ikke vil have sex med transkvinder og at man derfor kritisk bør evaluere sit manglende begær. Det har jeg tidligere forholdt mig til og jeg vil derfor her kun påpege, at det er bemærkelsesværdigt, at hun tydeligvis gør seksuel orientering til noget, der kan (og bør) ændres hvis den falder udenfor de intersektionelles dogme om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, en påstand som hun bekræfter i artiklen. Kønsidentitet derimod er øjensynligt noget medfødt/biologisk som man bare har at acceptere.

Til sidst i artiklen interviewer Søren K. Villemoes så den radikale transaktivist Laura Mølgaard Tams. Hun påstår, at jeg spreder konspirationsteorier, for efter hendes mening hverken undertrykker eller lukker transaktivister munden på feminister, det er de en for lille og svag gruppe til. Ak, gid det var så vel. Men som jeg beskriver i denne artikel så gør radikale transaktivister alt hvad de kan for at lukke munden på selv sorte radikalfeminister, der vover, at udfordre de radikale transaktivisters dagsorden. Deplatforming af radikalfeminister hører med til dagens orden. Et andet sørgeligt eksempel er at det lykkedes radikale transaktivister at få lukket verdens største og ældste radikalfeministiske musikfestival ”Michigan Wymen’s Music Festival” fordi de ikke ville lade transkvinder deltage da det var et kønsseparatistisk arrangement. Hvad konservative politiske og religiøse kræfter forgæves havde kæmpet for i årtier lykkedes for de radikale transaktivster: at berøve radikalfeministiske lesbiske kvinder en uges frirum fra patriarkatet og heteronormativiteten.

Laura Mølgaard Tams afviser blankt, at transaktivister skulle have overtaget LGBT-bevægelsen. Hendes argument herfor er, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme ”for længe siden” mens transkønnede først blev fjernet herfra i 2017. Men altså: Det nuværende LGBT Danmark blev grundlagt i 1948. Homoseksualitet blev fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. Transkønnede blev inkluderet i det daværende LBL i 2008, i 2014 blev det juridiske kønsskifte indført og i 2017 blev transkønnede fjernet fra listen over psykiske lidelser. Homoseksuelle har med andre ord måttet kæmpe længere for deres rettigheder end transkønnede, som kort tid efter deres inklusion i homobevægelsen er gået fra sejr til sejr. Desværre fører LGBT-bevægelsen i dag trans-politik på bekostning af ikke mindst lesbiske som jeg tidligere har beskrevet. Men de gør det også generelt på bekostning af alle gendernonconforming børn og unge, som i dag med stor iver forsøges placeret i kategorien ”transkønnet”, selvom vi er mange gendernonconforming homoseksuelle, der allerede var ”kønsafvigere” som børn. I dag skal vi helst normaliseres med hormoner og operationer så samfundets kønsrollekategorier ikke bliver udfordret…

Til sidst i interviewet synes jeg, at det kammer lidt over for Laura Mølgaard Tams: ”Jeg er så træt af de her gamle koner, der vil tale om mine kønsorganer. Jeg synes, det er perverst”. & ”Jeg vil ikke have sex med nogen af jer. Jeg synes, I er ubehagelige”. Og så gentager hun påstanden om, at det er transfobisk, at give udtryk for at man ikke vil have sex med transkvinder. Her minder Laura Mølgaard Tams mig om de heteroseksuelle kvinder, der tror, at det at man fortæller dem, at man er lesbisk, betyder, at man vil have sex med dem. Vores kritik af påstanden om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke vil have sex der inkluderer en penis, er en kritik af ideen om at lesbiskes seksuelle orientering skal stå til debat, og at de skal shames og blames til at overskride deres seksuelle grænser. Kritikken er ikke udtryk for en interesse i Laura Mølgaard Tams’ penis. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at den er jeg ret så meget ligeglad med så længe hun ellers holder den behørigt tildækket når jeg er i nærheden af hende. Om jeg kommer det er så en anden sag, for til sidst i artiklen giver hun udtryk for at hun er bange for feminister som mig. Sjovt egentlig, for i vores samfund forbindes ”gamle koner” jo med en del negativt, men sådan set ikke med at man er farlig, altså bort set fra hvis man mistænkes for at være en heks…

 

Læs mere