Internetsited Killjoy.dk har bragt en længere artikel med titlen ”Hvad er ‘TERFs’, og hvorfor er disse “feminister” så vrede på transkvinder?” Artiklen, der er forfattet af Maia Kahlke Lohrenzen, er bragt under kategorien ”Manosfæren”, der beskrives som ”PUAs, Incels, MGTOWs, Red pillers, meninists, MRAs og misogyne trolls. Velkommen til Manosfæren hvor vi undersøger og dokumenterer de kvindefjendske eller anti-feministiske afkroge af internettet. Trigger Warnings for Sexisme, Racisme, homofobi, transfobi og ekstrem voldelig og hadeful retorik.” Så er tonen ligesom lagt fra starten af. Vi radikalfeminister, ”RF”’et i ”TERF” står jo for radikalfeminister, sættes i bås med ekstremistiske kvindehadere og andet ondt. Og tonen holdes løbende i artiklen, hvor de radikalfeministiske kritikere af hvad jeg kalder for transparadigmet og den radikale transaktivisme løbende bliver sat i forbindelse med ekstremistiske manderetsaktivister, racister og den ydre højrefløj. Sidst jeg tjekkede, var der ingen af disse grupper, der bekendte sig til den radikalfeministiske grundantagelse, at kvinder er det undertrykte køn i patriarkatet mens mændene er det undertrykkende køn. Men øjensynligt er det nok, at man ikke vil tilslutte sig dogmet om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, til at man bliver sat i bås med de mørkeste kræfter i vores samfund.
Maia Kahlke Lohrenzen indrømmer, at hun ikke aner, hvorfor TERF’erne (altså de såkaldte ”transekskluderende” radikalfeminister) er ”så vrede” på transkvinder. Men hun har dog nogle bud herpå:
”Mit gæt er for det første, at disse kvinder er kønsessentialister; De mener at køn er en medfødt, biologisk realitet, der ikke kan ændres, og hele deres feministiske analyse er baseret på, hvordan denne realitet kommer til udtryk for kvinder i form at patriarkalsk undertrykkelse. De opfatter i forlængelse af det simpelthen ikke transkvinder som kvinder, eller transmænd som mænd – fordi de mener køn er medfødt og ikke kan ændres ‘rigtigt’.”
Ja, radikalfeminister går ud fra, at biologisk køn er medfødt – ligesom f.eks. vores hudfarve er det. Dette er imidlertid ikke essentialisme, det er en anerkendelse af åbenlyse fakta. ”Kønsessentialisme” er påstanden om, at vi er født med kønnede hjerner, og at samfundets kønsroller, kønsrollesteretyper og den enkeltes kønsrollepræferancer er et produkt af disse biologisk kønnede hjerner og derfor medfødte og naturlige. I henhold til radikalfeminismen er kønsrollerne mfl. imidlertid sociale konstruktioner. De er med andre ord menneskeskabte fænomener – og i et radikalfeministisk perspektiv er de faktisk skabt af patriarkatet for at sikre mænds herredømme over kvinder.
Mht. spørgsmålet om hvorvidt transkvinder ER kvinder, og transmænd ER mænd, så kan det jo lige præcist ikke besvares med mindre, at man kommer med en definition af hvad det vil sige, at være hhv. en kvinde og en mand. Og hvis man ikke kan definere den undertrykte og den undertrykkende klasse i patriarkatet, så kan man heller ikke klargøre hvem kvindekampen skal kæmpe for og hvad dens mål skal være. I et radikalfeministisk perspektiv er køn udelukkende et spørgsmål om ens kropslige udgangspunkt. Vi ser hvordan millioner og atter millioner af biologiske kvinder verden over udnyttes, udbyttes, voldtages og myrdes af biologiske mænd. Ikke fordi de ”føler”, at de er kvinder – men fordi mænd vil kontrollere og eje deres kroppe. Når kategorien ”kvinde” og ”mand” gøres til en ikke nærmere definerbar følelse eller identitet, for at kunne inkludere transkønnede i deres ønskede kønskategori, udviskes og usynliggøres dette helt fundamentale element i hvordan kvindeundertrykkelsen fungerer. Jeg synes dog, at man af respekt for transkønnede så vidt som muligt bør tale om ”transmænd” og ”transkvinder” og konsekvent bruge de ønskede pronomener. Men det er også af føromtalte årsager vigtigt, at fastholde, at der er forskel på at være en biologisk kvinde og en transkvinde hhv. en biologisk mand og en transmand. Disse forskelle medfører også, at radikalfeminister typisk har mere fokus på transkvinder end transmænd. Det handler slet og ret om, at kravet om at transkvinder skal ses og behandles 100 procent som biologiske kvinder har umiddelbare negative konsekvenser for sidstnævntes rettigheder f.eks. når det kræves, at transkvinder skal have lov til at konkurrere som og med kvinder i professionel sport.
”For det andet tror jeg, at kampen for transkønnedes rettigheder og krav om inklusion i feministiske miljøer prikker til nogle grundsten i selvopfattelsen som en del af ‘den undertrykte gruppe’. Som ciskvinde har man privilegier, som transkvinder ikke har – og det virker som om det er en sandhed der er svær at sluge. Som en ældre TERF engang sagde til mig; “Jeg har fået tæv af mænd for at være lesbisk, kvinde og for at være feminist. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, at jeg er privilegeret!”
Jeg vil senere i artiklen komme ind på problemet med begrebet ”cis-kønnet”. Jeg synes imidlertid at dette citat er meget sigende i sig selv. For hvorfor i alverden skulle en lesbiske kvinde, der er blevet fysisk overfaldet af mænd for at være en lesbisk, en kvinde og en feminist, føle sig privilegeret i forhold til en transkvinde?
Dernæst går Maia Kahlke Lohrenzen så over til at forsøge at forholde sig til de argumenter som de såkaldte TERF’s fremfører hhv. påstås af fremføre i debatten.
Først tager hun afstand fra udtrykket ”transideologien” som hun sammenligner med den amerikanske religiøses højrefløjs udtryk ”the gay aganda” og den anti-feministiske manderettighedsbevægelse. Nu foretrækker jeg selv udtrykket ”transparadigmet” frem for ”transideologien”, da jeg mener, at det er mere præcist. Problemet med den radikale transaktivisme og dens mange støtter indenfor den intersektionelle feminisme er nemlig, at man lige præcist ikke blot kæmper for specifikke snævre mål sådan som homorettighedsbevægelsen har gjort det i de sidste årtier, men i stedet kræver en omfattende ændring i hele den måde vi forstår køn på. Ultimativt er det hele samfundet der skal omtolke køn, så det passer til transparadigmet – men i første omgang er det især kvindeorganisationerne og homobevægelsen, der pålægges at tilpasse sig. Eksempler herpå er når de ord vi bruger om kvinders kroppe skal ændres til kønsneutrale udtryk og når homoseksuelle pålægges at ændre deres seksuelle orientering.
For ca. et år siden havde jeg mine første erfaringer i dansk sammenhæng med personer fra det intersektionelle miljø, der mente, at der var behov for at ”vi diskuterer og problematiserer lesbiskes manglende interesse i penis”. Jeg skrev lettere oprevet om det på min Facebook profil – og fik i denne forbindelse brugt udtrykket ”transaktivister”. En transkvinde som jeg er FB ven med skrev så en venlig kommentar om at hun blev ked af at jeg brugte det udtryk, for hun så sig selv som en transaktivist, der stille og roligt arbejdede mod diskrimination af transkønnede i erhvervslivet. Jeg kan godt se hendes pointe og er taknemmelig for hendes input. Min kritik er ikke rettet mod de transkønnede, der arbejder for basale menneskerettigheder for transkønnede, så som at man ikke skal miste sit arbejde eller nægtes et job fordi man springer ud som eller er synlig transkønnet. Deres kamp støtter jeg 100 procent. Jeg opponerer mod de radikale transaktivister, der fører transidentitetspolitik på bekostning af biologiske kvinder, ikke mindst lesbiske.
Dernæst skriver Maia Kahlke Lohrenzen et længere afsnit, hvor hun argumenterer for nødvendigheden af at homoseksuelle kritisk revaluerer deres manglende seksuelle interesse i transkønnede. Hun kan slet ikke se noget som helst problem i at komme med et sådant krav. Hun kan tydeligvis ikke se det problematiske i at en seksuel minoritet, der må kæmpe med diskrimination og skamfølelsen over at være anderledes, opfordres at gentænke og ændre deres seksuelle orientering. Man fristes til at tale om omvendelsesterapi i en intersektionel forklædning. Hvad jeg i øvrigt ikke kan forstå er, hvorfor transkvinder, der ser sig som lesbiske og transmænd, der ser sig som bøsser, ikke bare dater andre transkvinder hhv. transmænd? Jeg som lesbisk kræver jo heller ikke, at heteroseksuelle kvinder gentænker deres seksuelle orientering kritisk sådan at min datingpool kan forøges fra den nuværende ca. 1 procent af befolkningen til en langt større gruppe.
Dernæst bruger Maia Kahlke Lohrenzen en del plads på udsagn om transkvinders forhøjede kriminalitet i forhold til biologiske kvinders. Hun påstår ikke overraskende, at disse udsagn er løgnagtige. Mig bekendt har dette spørgsmål ikke spillet nogen nævneværdig rolle i den danske debat, så jeg ved ikke rigtigt hvorfor hun kommer ind på det her. I henhold til radikalfeminismen skyldes forskellene i mænds og kvinders adfærd, f.eks. i forhold til kriminalitet, den socialisering man modtager fra det øjeblik man bliver født. Det er derfor oplagt, at transkvinder som alt andet lige har modtaget en mandlig socialisering også vil have en adfærd, der ligner biologiske mænds mere end biologiske kvinders. Denne undersøgelse lægger også op til, at det også forholder sig sådan.
Maia Kahlke Lohrenzen mener at kunne bevise, at en ældre svensk undersøgelse der viste, at transkvinder har en kriminalitetsrate der svarer til biologiske mænds, kan afvises med henvisning til at dette kun galt for den ældre del af den periode som undersøgelsen dækkede da transkønnede i denne periode skulle have haft det særligt hårdt. Men da der ikke laves nogen sammenligning med kriminalitetsraten for særligt udsatte biologiske kvinder i samme periode kan jeg ikke rigtigt se, hvad man kan bruge det til.
Problemet med transkvinder dømt for sexovergreb der er anbragt i britiske fængsler, og som Maia Kahlke Lohrenzen mener, er en ondsindet myte, er nu reelt nok – hvem fremgår af denne længere artikel.
Maia Kahlke Lohrenzen afviser ganske bestemt udsagnet om, at TERF er et skældsord. Det er et præcist udtryk, hævder hun, og derfor skal man også bruge det. Men hvordan kan det være et passende udtryk når hun og hendes kampfæller selv stiller spørgsmålstegn ved om vi, som de bruger udtrykket om, i det hele taget er feminister? Ud fra den logik skulle vi jo ikke omtales som ”TERF” men som ”TE”.
Problemet med ”TERF” er, at det ikke definerer hvad vi skulle ”ekskludere” transkønnede fra. Der er ligesom forskel på ikke at dele transparadigmets forståelse af hvad det vil sige, at være en mand eller en kvinde, og så at ekskludere transkønnede fra f.eks. menneskeheden. Desuden bliver TERF også ofte brugt i forbindelse med trusler om vold og drab, sådan man f.eks. kan se her.
Jeg har dog overvejet, om vi ikke skulle reclaime dette udtryk, ligesom nogle radikalfeminister har gjort det med ordet ”heks”. Hvis jeg er en TERF, fordi jeg insisterer på kvinders ret til at sige nej til at folk født med en penis skal bestemme hvad det vil sige, at være kvinde, og hvem vi skal elske med, så er jeg en TERF med stolthed.
Maia Kaklke Lohrenzen kan slet ikke forstå, hvorfor radikalfeminister ikke vil kaldes for ”ciskønnede” for:” Ciskønnet betyder, at man identificerer sig med det køn man er tildelt ved fødslen.”
Udtrykket ”ciskønnet” og påstanden om at vi får tildelt vores køn ved fødslen, er typiske for transparadigmet. Det man forsøger, er at gøre en speciel erfaring eller fortolkning af den erfaring med køn som transkønnede måtte have til en almengyldig sandhed om alles erfaringer med og oplevelser af deres køn. Men altså, jeg fik ikke tildelt mit køn ved fødslen. For ved fødslen skete der blot det, at min krop kom ud af min mors livmoder. Min krops biologiske køn blev nemlig fastlagt da jeg blev undfanget. Hvad jeg derimod fik tildelt ved fødslen var en bestemt kønsrolle – og lige fra dag ét i mit liv blev jeg og bliver jeg mødt med bestemte forventninger fordi jeg er en kvinde. Jeg identificerer mig IKKE med den kønsrolle og de kønsrolleforventninger jeg fik tildelt ved fødslen og som jeg siden hen er blevet mødt med. Og sådan har alle de radikalfeminister jeg kender det også. At kalde os for ”cis-kønnede”, er at pådutte os et forhold til vores køn som vi ikke har.
Maia Kaklke Lohrenzen bryder sig heller ikke om udtrykket ”intersekten” som nogle radikalfeminister bruger om den intersektionelle feminisme. Det gør jeg faktisk heller ikke. Da jeg har en religionsvidenskabelig uddannelse bryder jeg mig ikke om den folkelige brug af begrebet ”sekt”, da den ofte sker i forbindelse med en negativ omtale af religiøse minoriteter. Hvad der dog er rigtigt, er, at den intersektionelle feminisme ofte synes at have en række træk tilfælles med usunde religiøse miljøer, så som en manglende vilje til kritisk refleksion og social udstødning af alle, der vover, at stille kritiske spørgsmål. Hendes dæmonisering af radikalfeminister er udtryk for en sådan problematisk mentalitet.
Læs mere
Seneste kommentarer