Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 jul, 2013 under Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Sørine Gotfredsen og minoriteterne

Sørine Gotfredsen, en rimeligt kendt debattør og præst med tilknytning til Tidehverv, udbreder sig i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 27.7.2013 om sagen om fyringen af Jim Lyngvild. At Jim Lyngvild blev fyret som vært for Copenhagen Pride fordi han havde brugt udtrykket “bøssekarle” ser hun som et udslag af vor tids forvirring, der blandt andet består i at vi er blevet alt for følsomme på minoriteterne vegne – de konkrete minoriteter hun så nævner er de homoseksuelle og muslimerne, hvor førstnævnte betegnes som en “ophøjet” minoritet.

Denne følsomhed stiller hun op overfor det forhold, at ingen i dette land har taget anstød af at Jim Lyngvild har ladet sig fotografere som den korsfæstede Jesus, og det selvom han udtrykkeligt gjorde det for at provokere. Og det passer i Sørine Gotfredsens øjne så ganske fint med at man i kristendommen tror på en Gud, der er alt for ophøjet til at han kan lade sig krænke. Men til sidst i sin klumme kommer hun så ind på en ny minoritet, “nemlig de kristne. De troende kristne, altså. Mængden af ateister, almindelige tvivlere med mest hang til velfærd, muslimer, buddhister og tilhængere af andet åndeligt gods overstiger allerede mængden af dem, der tager kristendommen alvorligt.” At nogen vil gide tage hensyn til deres religiøse følelser tvivler Sørine Gotfredsen i høj grad på.

Sørine Gotfredsens tekst er en bemærkelsesværdig øvelse ud i en springende logik og retorik. Hvis den kristne Gud per definition er hævet over at blive krænket, hvorfor skulle kristne så have et krav på at man skal beskytte deres følelser for denne Gud mod krænkelser? Hvordan kan man blive krænket på en ukrænkelig Guds vegne?

Men mere grundlæggende sker der et spændende spring i klummens perspektiv. Sørine Gotfredsen lægger jo ud med at fortælle om at “vi” er blevet for følsomme på minoriteternes, i praksis de homoseksuelles og muslimernes, vegne. “Vi”, dvs. Sørine og hendes læsere – eller er det hele nationen?, er altså ikke homoseksuelle og muslimer. “Vi”, er i stedet den heteroseksuelle og ikke-muslimske majoritet, der træder os selv over tæerne i vores iver for at tækkes “de andre”. Men så begynder Sørine Gotfredsen at skrive om den efter sigende lille befolkningsgruppe, der består af troende kristne. Nu kan man jo ikke med sikkerhed vide, om Sørine Gotfredsen mener, at hun er en del af denne minoritet eller om hun tilregner sig ateisterne, de tvivlende etc. Men da hun er teolog og præst er det, på trods af Grosbøll, vel et godt gæt at hun mener, at hun tilhører denne minoritet. Og en pæn del af Kristeligt Dagblads kernelæsere vil nok også gerne se sig selv som troende kristne, der tager deres tro alvorligt. Sørine Gotfredsen og hendes antagne læsere skifter altså perspektiv, nu er man ikke længere majoriteten, der træder sig selv over tæerne men i stedet minoriteten, der bliver trådt på. Fra at være en del af majoriteten, der burde sige “stop nu med den klynken” til minoriteterne ender man som læser blandt de klynkende minoriteter. Og det er jo sådan set godt gået, for dermed får man foræret retten til på en gang at træde på andre og klage over, at andre gør det mod en som man selv mener, man har ret til at gøre mod dem.

Nu undrer jeg mig lidt over, at Sørine Gotfredsen indskriver sig i et heteroseksuelt majoritets “vi”, for jeg har ladet mig fortælle, at hun selv er lesbisk. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører, men det forhold, at hun i sin unge dage udgav ungdomsromanen “Marias stjerner”, der har et lesbisk tema, kunne pege i den retning. Men selvfølgelig, hvis man vil være en stjerne blandt de politisk og teologisk konservative så gør man nok klogt i at sætte sit lesbiske lys under en skæppe.

Hvad Sørine Gotfredsen bare lige glemmer er, at det jo slet ikke var det heteroseksuelle flertal, der fyrede Jim Lyngvild. Det var i stedet Copenhagen Prides bestyrelse, der gav ham silkesnoren, og det især fordi foreningen Sabaah, der hovedsageligt består af lgbt personer af såkaldt anden etnisk herkomst, truede med at boykotte paraden hvis Jim Lyngvild forsatte som vært. Ikke så meget pga. af hans bemærkning om bøssekarle, men fordi han på Facebook havde kaldt nogle unge med anden etnisk baggrund, der havde forøvet homofobisk vold, hvis nok mod ham selv, for “perkere”.

Sagen om Jim Lyngvild handler altså ikke om en heteroseksuel majoritet, der tager for meget hensyn til de homoseksuelle og muslimerne, men om en konflikt blandt homoseksuelle (og biseksuelle samt transpersoner) om hvordan man må tale om personer af såkaldt anden etnisk baggrund, primært muslimer. Men det er også i forhold til denne strid, at Sørine Gotfredsen kunne have haft en pointe. For hvor sandsynligt er det lige, at Copenhagen Pride ville have fyret Jim Lyngvild, hvis en kristen gruppe af lgbt personer havde truet med at boykotte paraden pga. hans forhånelser af deres tro?

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Det onde i Gud og i os

I forbindelse med retssagen mod Breivik er den evigt gamle og evigt aktuelle debat om det onde blusset op igen. Forståelsen af hvad der er ondt, hvad ondskaben betyder og hvordan vi skal forholde os til den er et af de allermest centrale religiøse spørgsmål – der også i disse sekulariserede tider på ingen måde har mistet sin aktualitet.

Ud fra et sekulært perspektiv må man i sagens natur forklare Breiviks forbrydelse ud fra sekulære præmisser. F.eks. vil jeg hævde, at der er en klar sammenhæng mellem det indædte had til islam og muslimer, som man kan finde i radikale islamkritiske kredse, og Breiviks forbrydelse. Ligesom der i mine øjne også er en tydelig sammenhæng mellem det indædte had til jøder, som man kan finde fundamentalistiske muslimske kredse og så Toulouse morderens forbrydelse.

Tager man i stedet de kristne briller på vil sekulære forklaringer fortsat være relevante – men en forbrydelse som Breiviks vil også kunne ses som noget, der stikker dybere og peger hen på et fundamentalt eksistentielt problem, der er langt mere grundlæggende end de aktuelle versioner af hadefuld fanatisme. Breiviks forbrydelse kan ses som et udslag af det ondes eksistens, ja hærgen i vores verden. Hvordan kan man som kristen se på denne ondskab?

Ja, var en forbrydelse som Breiviks sket i Norge anno 1311 eller 1611 havde teologerne ikke været i tvivl. Breiviks forbrydelse ville være blevet tolket som udslag af Guds vilje. Breivik ville også der havde været en forbryder, men hans forbrydelse ville være blevet forklaret med at Gud ville straffe nordmændene for deres synder – eller med at han ville prøve deres tro. Breivik ville med andre ord været blevet tolket som Guds stok eller Guds pisk, der skulle tæske nordmændene til omvendelse og bod.

Et sådant monistisk syn på Gud, hvor Gud har ansvaret både for det gode og det onde, finder vi stadigvæk udbredt i jødedommen – og endnu mere i islam. I kristendommen er monismen siden oplysningstiden blevet omstridt og, i europæisk sammenhæng, rimelig upopulær. Gud har i moderne kristendom som udgangspunkt ikke ansvar for det onde. På den måde kommer Gud til at fremstå som ren kærlighed og godhed. Men prisen er, at Gud også kommer til at virke magtesløs. Hvis Gud ikke har ansvar for det onde, der sker i vores liv, hvis der ikke er en guddommelig mening med det, hvorfor forhindrer han det så ikke? Teodice problemet, altså det problem at Gud øjensynligt ikke forhindrer det onde, vokser jo mere vi distancerer os fra den straffende og testende Gud. Når Gud tillader at ondt, som han ikke ønsker sker, kan vi så regne med at han vil hjælpe os, når vi beder? Det kan vi i mine øjne ikke, vi kan kun håbe. Herrens veje er uransagelige – eller som det hedder i islam, Gud ved bedre. Vi må gøre hvad vi kan for at hjælpe hinanden og os selv – og så håbe på og med ydmyghed bede om Guds hjælp.

Men hvad så med os og det onde? Ja, Sørine Gotfredsen fik jo håret i maskinen for at skrive, at Breiviks ondskab findes i os alle. Nu er jeg alt andet end en fan af Sørine Gotfredsen, men her vil jeg nu give hende ret. Breiviks, Hitlers, Stalins og Maos ondskab findes i os alle. For som Jesus påpeger i Bjergprædikenen, så starter den store onde handling som f.eks. mord i det små. Det er de færreste, der bliver til mordere. Men hadet og grusomheden findes som frø i os alle. Enhver der har hadet har smagt på mordet, enhver som bare i et øjeblik har følt had rettet mod en hel befolkningsgruppe har smagt på massemordet. Enhver der bare en enkelt gang har kvalt sin samvittighed og lukket øjnene for et andet menneskes smerte har smagt på det der skete i Breiviks hoved da han trykkede på aftrækkeren.

Og når jeg skriver at det onde findes i os alle, så mener jeg det. Ikke bare dem, hvis religion, ideologi, meninger eller livsstil provokerer os har ondt i sig, men også dem, som vi føler et identitetsfællesskab med. Og så findes det onde ikke mindst i os selv. Også i mig.

Det er nemt at spejle sig i Breiviks ondskab og nå frem til den konklusion, at man heldigvis er et godt menneske. Især da hvis man hører til dem, der politisk og ideologisk befinder sig meget langt væk fra ham. At se i øjnene at det man tror på også kan bruges til ondt, og at man selv kan blive og alt for ofte også er et redskab for det ondes vækst i vores verden, er knapt så behageligt. Og det er værre endnu: vil man forbedre verden findes der ikke noget bedre sted at starte med end en selv.

 

 

Læs mere